Delia Woods - Usete Helte

Delia vokser op i en normal by, med en normal mor, og har et normalt liv. Hun har sine udfordringer, men andre børn er også ordblinde, og ADHD er ikke en sjælden diagnose. Alligevel føler hun sig altid ved siden af, og det er ikke før hendes mor giver op på hende, og sender hende væk, hun for første gang finder det sted hvor hun føler sig hjemme. Første del af Delias historie.

For oplæsning af historien/lydbog:
https://soundcloud.com/emilie-florentine-lind-knudsen/delia-woods-usete-helte

5Likes
11Kommentarer
2367Visninger
AA

5. Nogen Bryder Ind i Himlen

En dag i marts havde vi haft en omgang erobre flag om formiddagen. Det var meningen det skulle holde vores konkurrencegen og gejst oppe, eller sådan noget. Det var ikke noget vi gjorde meget, for vi var ikke ret mange i lejren, og spillet var meget sjovere når der var mange. Det sagde de andre i hvert fald, jeg havde ikke prøvet andet end to hold på femten personer. Vi, hytte 12, var blevet sat sammen med Artemis' tre børn, Athenas' tre børn, og de fem børn af guder der ikke var de tolv olympiske guder. Vi havde mange fordele på vores hold, men det havde vi brug for imod Hermes' børn og Ares'. 

Til min overraskelse vandt vi også den dag. Viktor, en af Artemis' tvillinger, havde fået jobbet at passe på vores flag sammen med sin storebror og en dreng fra Athenas hytte. Den der ledte angrebet var Elena Johnson, vejlederen fra Athenas hytte. Det var også hendes fortjeneste vi vandt, for den der anførte det andet hold var hendes kæreste, Julien Marks, vejlederen af Hermes' hytte. Hun kendte hans taktik, og det havde gjort det næsten alt for let for os. Jeg var forpustet, svedig og helt rundt på gulvet da vi var færdig. Rosa kom glædeligt hoppende hen og lagde en hånd på min ryg. 

"Det gik vildt godt! Endda din første gang!" Hun lo lidt. Hvis ikke det var fordi hendes hår lignede en høstak, ville man ikke kunne se hun havde været igang. 

"Jeg lavede ikke andet end at flygte og gemme mig?" Jeg smilede alligevel til hende og rettede mig op. Jeg begyndte at løsne læderet der sad om min krop for at beskytte mig. 

"Men du kom ikke til skade, og det er et plus." Hun krammede mig kort inden vi fulgtes sammen tilbage mod hytterne. 

"Hvordan gik det med de andre?" I min flugt havde jeg ikke fået ret meget med af hvad der skete. 

"Viktor fik vist skadet en hel del af modstanderne. Min bror har et stort konkurrencegen. Orion, Hermes' søn, fik en flænge i armen og så er der flere små skader, men ingen kom alvorligt til skade." Hun så rundt mellem alle de andre der også var på vej hen til hytterne. Hun ledte sikkert efter hendes bror. Mine søskende vidste jeg ikke rigtigt hvor var, men jeg vidste jeg var den svageste, så jeg var ikke bekymret for dem hvis jeg ikke kom noget til. 

"Rosa!" Vi så os begge over skulderen da Viktor kaldt efter sin søster. Han halede hurtigt ind på os. Hans læbe var sprukket og han havde et par hudafskrabninger her og der, men ellers så han ikke ud til, at han faktisk havde såret størstedelen af det andet hold. "Har du set Mik?" Han holdt sit sværd i hånden, der så skræmmende nok ud i sig selv. Jeg ville i hvert fald aldrig løbe imod ham med det. Det var to sværd i et, en kling skød ud fra hver ende af grebet. Hvis jeg ikke kendte Viktor, ville jeg være bange for ham. 

"Drømmeprinsen har det fint. Vi skal have kigget på din læbe." Når de gik ved siden af hinanden kunne man godt se de var tvillingerne. Deres lyse, nordiske udtryk, de blå øjne der lignede krystaller, de bløde træk i ansigtet. De var utroligt og urimeligt kønne. 

"Mikal klarer det, det er fint." Viktor skubbede hendes hånd væk fra sit ansigt. Rosa sukkede, men hun smilede. Vi var næsten henne ved hytterne da hornet lød, det der normalt betød vi skulle spise. Vi så alle imod hinanden, der var mindst en time til frokost. 

"Det var bare en prøve omgang, der burde ikke være nogen fælles samling." Rosa rynkede brynene, så ændrede vi alle kurs og gik imod pavillonen vi spiste i. 

Alle stod i udrustning, med sår og skrammer, og deres våben i hænderne. Ingen havde nået tilbage og få renset sår eller smidt grej. Det var en lidt speciel samling, men de sidste måneder havde jeg vænnet mig til at se folk, der så kampklar ud hele tiden. Stayrerne og nymferne var også dukket op, der måtte være noget stort, vi var aldrig blevet kaldt sammen på den her måde først. Ikke mens jeg havde boet der, i hvert fald. 

Jeg stod ved siden af tvillingerne, og mens vi ventede på de sidste, registrerede jeg en høj, mørk skikkelse komme langsomt frem. Jeg vendte mig om, lige som Mikal lagde armene om Viktor bagfra. Mikal var meget højere end Viktor, og han så meget mere medtaget ud fra kampen en den lyse dreng i hans arme gjorde. Det virkede nu fuldstændig underordnet at de var sårede. Når de stod sammen, smilede de begge nok, til at overstråle noget smil Apollon eller hans børn kunne komme med. 

Min far og Chiron trådte ind i midten hvor bålet brændte, og gik rundt om det, inden de begyndte at tale. "Vi har dybt alvorlig situation som vi håber kan stoppes ved den her kollektive skideballe. Jeg er blevet pålagt at give det her videre, det er ikke med min gode vilje." Min fars stemme var ikke ret alvorlig at høre på, men vi vidste at hvis det var nok til at kalde os sammen, var det ikke en af hans små shows for opmærksomhed. 

"Det ligger sådan at Olympen har haft ubudne gæster. Og de mistænker halvguder." Der blev uro i forsamlingen, men da Chiron igen talte, døde de lave samtaler. "Der er ikke blevet taget noget, eller gjort noget. Men jeg håber i forstår det er en alvorlig forbrydelse at bryde ind på Olympen, og hvis vi finder ud af hvem, vil de skulle stå til regnskab for De Tolv." Chiron gik rundt, og når han var i sin fulde form med den hvide hingste krop, var han hævet over os, og alle respekterede ham. "Se det her som en advarsel. Der bliver ikke set let på den her slags forbrydelser." Han så over på min far, som for at bede ham afslutte den her korte besked. 

"Det var alt. I er frie igen. Kom ud til jeres hytter og få jer gjort rene." Han viftede med en hånd, hans typiske tegn til vi skulle forsvinde fra hans blik. Ingen skyndte sig, nyheder som det her var store, og det ville helt klar skabe sladder. Jeg havde aldrig været på Olympen, men jeg vidste den lå over Empire Statebuilding, på etage 600. 

"Det er ikke godt hvis guderne mistænker os." Rosa så bekymret imellem os. Viktor så ud til at være i dybe tanker omkring et eller andet, og jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sige. 

"Slap af, hvem her i lejren skulle turde det? Desuden har ingen fået tilladelse til at forlade lejren den sidste måned." Julien Marks, søn af Hermes, dukkede op ved siden af mig. Han var høj, havde blond hår der faldt perfekt og et smil der nåede hans øjne. Derudover så han altid ud til at planlægge en narrestreg, det sad som et glimt i øjet på ham.

"Det er spændende ord fra en af din slags." Rosa smilede til ham. Juliens far var gud for tyveri og derfor kunne mange af hans børn et eller andet. Julien kunne stort set gøre sig usynlig, og havde andre nyttige evner, så at en som ham ikke troede på det kunne lade sig gøre, betød bare at hændelsen var dét mere imponerende. 

"Min slags er ikke onde, bare fordi vi er gode til at stjæle, Rosa." Han blinkede til hende, inden han forlod os og sluttede sig til sin kæreste, Elena. Rosa nikkede lidt, men holdt blikket efter ham. Hun så ikke ud til at stole ret meget på ham. Så skiftede hun helt fokus og så på sin bror. 

"Din læbe. Af sted." Hun pegede mod hytterne og trak sin tvilling med. Mikal fulgte helt automatisk efter. 

Jeg sluttede mig til mine søskende i vores hytte. Liam havde fået et slag på hovedet, og var ved at udvikle et blåt øje. Dionter var kun lidt beskidt, men uden skrammer, og Charlie var ved at pille grene ud af sit sorte hår. 

"Så, hvordan var din første rigtige udfordring?" Charlie så over på mig. Jeg syntes der havde været rigeligt udfordringer. Hver dag var en udfordring. Kravlevæggen man kunne falde ned fra eller blive ramt af lava, træning i de forskellige våben, udfordringsbaner, pegasusser man kunne falde af, der var ikke andet end udfordringer. Men jeg forstod hvad hun mente. Min første gang på egen hånd, uden sikkerhedsnet. 

"Jeg er i live." Jeg smed min læderudrustning på en stol og satte mig udmattet ned. "Hvad betød det Chiron snakkede om? At guderne mistænker en halvgud?" Jeg så rundt på dem alle. Liam var ligeglad, han var for optaget af at tjekke sit øje i et spejl. 

"Vi ved det ikke. Men vi regner med at gå ned og spørge ham. Vil du med?" Dionte fremtryllede friske druer i skålen og begyndte at spise af dem. Jeg nikkede lidt. 

"Nu?" Lige der så jeg frem til at kunne sidde i bare en halv time. 

"Nej, efter frokost. Jeg trænger til et bad, og I andre ser heller ikke for godt ud." Dionte smilede drillende og vi klagede alle lavmælt over hans kommentar. 

Den næste halve time var stille. Liam var gået ind for at sove i sin seng, Charlie lå og læste på sofaen som altid, Dionte var væk, og jeg var der bare, uden at vide hvad jeg skulle gøre. Jeg lukkede øjnene i stolen, og lod mig falde hen lige så stille. Jeg må være faldet i søvn, det næste jeg husker er i hvert fald mumlende stemmer der vækkede mig. Jeg åbnede øjnene igen, og så vores far sidde i sofaen Charlie normalt lå i. Jeg rettede mig hurtigt op, for selvom jeg havde vænnet mig til at være halvgud, var det stadig lidt vildt at min far var gud. 

"Vi ved ikke noget konkret, store Z vil ikke fortælle mere, kun at han krævede vi opdragede på jer. Dem forbyde at de opdragede deres egne unger..." Han var lænet frem af, tydeligvis interesseret i samtalen. Mine søskende så alle lige så interesserede ud. Liams øje var blevet helt blåt, men jeg fokuserede hurtigt på det, der var mest vigtigt. 

"Hvorfor skulle nogen fra lejren liste rundt på Olympen? Det er komplet åndssvagt." Charlie rystede på hovedet og drak fra sit bæger. En mørkerød væske jeg godt kunne gætte mig til var vin. 

"Det spurgte jeg også om, men de er sikre. Nogle af de gamle har børn der er lidt ufine i kanten. Ja I må kende et par af dem." Min far nikkede over imod Liam og hans skade. Min bror rystede afvisende på hovedet. 

"Det var Tamora. Det var bare i kampens hede, hun var ikke.. Sådan er hun ikke." Liam blev rød i hovedet, farven passede næsten til hans hævelse omkring øjet. 

"Alt jeg siger er, at jeg forventer I ikke bringer skam over mig. I er de eneste snotunger i den her lejr jeg forventer opfører sig bare nogenlunde." Han rejste sig op, klar til at forlade hytten igen. Jeg anede ikke hvor længe jeg havde sovet, men mig bekendt havde det ikke været forkost endnu. Netop som min far gik ud af døren, lød hornet og vi gik af sted for at få mad. 

"Gik jeg glip af noget?" Jeg så på Charlie, hun var som regel den, der hjalp mig med mine spørgsmål. 

"Nej, far er bare bekymret for om det betyder noget for ham. Han har ansvaret for os, sådan lidt." Hun trak ligegyldigt på skuldrene og frokosten gik heller ikke med mere bekymring. Vores far havde sagt, de ikke ville bruge mere tid på det før sommeren, når alle kom igen. 

Eftermiddagen var for en gangs skyld fri, så en mindre gruppe af os valgte at finde et åbent område på græsset og bare nyde det gode vejr i foråret. Liam og Charlie var med mig, fra andre hytter var der Felix, den franske søn af Eros, tvillingerne, og Mikal som jeg havde lært var søn af Lyssa. Mikal placerede sig op af et træ, i den smule skygge der var. Viktor sad mellem hans ben med en bog og læste, meget komfortable op af sin kæreste, så det ud til. 

Resten af os fandt pladser i solen. Charlie og Rosa lagde sig begge ned, mens Liam prøvede at forklare Felix om en eller anden vildt spændende historie han havde læst om nogle aliens og robotter. Felix så ikke ret interesseret ud, men han lyttede alligevel høfligt til min bror. Jeg fandt min plads ved Rosa og min storesøster. 

"Hvad sagde jeres far om Olympen balladen?" Rosa så imellem os, så godt hun kunne når vi nu lå ned og egentlig så op i himlen. 

"Ikke meget. Men han virkede... Mere nervøs, end jeg havde regnet med." Charlie fik rynker i sit ellers glatte og ubekymrede ansigtet. Jeg trillede om på maven og så overrasket på hende. Jeg havde ikke lagt mærke til noget nervøsitet ved ham. 

"Gjorde han det? Hvornår?" Det var først da jeg havde spurgt, at jeg kom i tanke om jeg nok havde sovet det meste af samtalen væk. Der kunne være sket så meget, jeg ikke havde fået med.

"Far er gud for skuespil. Han ved hvordan han underspiller sine følelser." Charlie vendte sig også, så hun kunne se på mig. "Og jeg ved hvordan jeg skal læse det. Han er ikke glad for situationen. Det er ikke os han er bekymrede for, det kan I godt droppe. Men han er bange for Olympens sikkerhed. Ariadnes." Jeg havde lært lidt efterhånden. Ariadne var vores fars kone, en smuk kvinde han havde fundet på en ø engang. Hun var blevet forladt af en halvblods, Thesues, hvilket var hele roden til hans had til os.

"Det er ikke et godt tegn hvis han er bange." Rosa vendte sig som resten af os, og så usikkert imellem os. Jeg kunne kun give hende ret, vores far var som regel ligeglad med alt. Hvis han var nervøs, var det helt galt. 

"Ja, men hvad vil I gøre?" Felix rykkede hen til os, sammen med Liam. 

"Vi gør ikke noget før vi får besked på det. Vi ved intet. Vores far vil vente til sommeren, når alle er her. Så ser vi." Charlie havde den der naturlige leder aura over sig, man fik lyst til at gøre hvad hun sagde. Derfor nikkede vi også bare. 

"Men hvis der sker noget inden, Charles? Hvad så?" Liam lignede en bange lille dreng, og nogle gange havde jeg svært ved at forstå han var et år ældre end mig. Hans mørke krøller fik ham heller ikke til at se ældre ud. 

"Det gør der ikke, slap af. Vi er omgivet af venner og trænede halvguder. Vi passer på dig, knøs." Hun skubbede drillende til ham, og det fik ham også til at grine lidt og løsne op. Alligevel kunne jeg se den smule bekymring der var i hans lidt stramme smil. Måske kunne jeg se de samme træk som Charlie kunne? Når folk prøvede at lade som om?

De to drenge fra skyggerne kom også tættere på, så vi sad i en stor gruppe og snakkede på kryds og tværs. Det vil sige, Mikal snakkede ikke ret meget. Jeg havde prøvet et par gange, men virkede altid lidt fjern, man kunne se det i hans blik. Han var ikke rigtigt til stede i samtalen, det var som om der foregik en million ting bag de øjne. Viktor havde lidt det samme, men efter vi havde brugt langt nok tid sammen, og Rosa havde taget mig ind som en veninde, var han blødt op og jeg kunne faktisk snakke med ham. Men ikke når vi sad i så store grupper. Så snakkede de to mest med hinanden, Rosa, eller ikke nogen. Hans øjne var heller ikke helt så vilde og forstyrrede som Mikals. 

Felix sad og var ved at prøve og lære Liam at sige et eller andet på fransk, men når Liam gentog det, lød det mest som volapyk. Det var så slemt at Rosa, der oprindeligt kom fra Island og intet anede om fransk, følte hun kunne rette på ham. Vores latter over Liams femte forsøg på samme ord døde hen, da Julien Marks og Elena Johnson passerede os. De gik hånd i hånd, og selvom de tydeligvis snakkede om ligegyldigt kæreste halløj, så de stadig lidt alvorlige ud. 

"Kunne hun ikke få mindre tøj på? Solen skinner, jeg er sikker på hendes shorts kunne være lidt kortere." Charlies stemme var kynisk, som altid når hun var led imod nogen hun ikke kunne lide. Elena havde rigtig nok shorts på, og når hendes hud var så pæn en karamel-agtig farve, kunne man kun blive misundelig. Jeg havde nu fornemmelsen af min søster havde mere imod Elena end som så. 

"Hun kan bære det." Felix trak ligegyldigt på skuldrene. Han fik et skarpt blik af Charlie, men han så det ikke, for Felix var mere fokuseret på Julien, mens de to var på vej væk. "Det kan han også." 

"Okay, tak til franskmanden og hans holdninger til andre fyre." Liam så drillende over på ham. Felix rullede med øjnene over ham. 

"Du ved, det er utroligt stereotypisk at hentyde til jeg er homo bare fordi jeg kommer fra Frankrig." Felix gav et nik, som om han lige havde givet et vindende argument i en sag. Liam trak øjenbrynene sammen. 

"Men.. Det er du?" Han så undrende op på Felix. 

"Det var ikke pointen." Han lo lidt og samtalen blev mere løs. Charlies blik fulgte alligevel de to vejledere helt indtil de forsvandt mellem hytter og træer. Hun stolede ikke på nogen af dem, heller ikke selvom Elena havde ført vores hold til sejr i dagens leg. Jeg stillede ikke spørgsmål ved min søsters handlinger, Charlie gjorde som det passede hende, det havde jeg lært. 

"Jeg har en aftale i arenaen om lidt. Jeg skal have tilføjet flere til samlingen." Felix løftede sin underarm. Han havde ar over alt, det ligenede efterhånden et mønster. Selvom han var klog og vidste meget, kunne han ikke ret meget med et sværd eller andre våben. Det var ikke sødt, men jeg var glad for jeg ikke var den dårligste til kamp. Felix tog det heldigvis ret pænt, og han kunne lave sjov med det, så det var ikke en tragedie. 

"Liam, du skal også have ryddet op i hytten, det er din tur. Kom." Charlie rejste sig sammen med Felix. Liam blev modvilligt hevet op, mens han kom med en masse undskyldninger om andre ting der i hvert fald var vigtigere, og som han skulle nå først. Charlie hev ham bare med, ligeglad med hans kamp for at slippe fra hendes greb. Så var der Rosa, Viktor, Mikal og mig tilbage. Jeg så over på dem, og følte mig lidt udenfor. De havde trods alt alle en tæt relation til hinanden, jeg var lidt en outsider. Rosa reddede mig som altid fra min usikkerhed. 

"Delia, ved du hvornår den næste fest er?" Hendes smil voksede, og hendes øjne fik et glimt. Rosa var meget glad for fester, specielt dem hytte 12 stod for. Hun var en sjov type, for hun brugte det meste af sin tid på at opfører sig som en mor overfor Viktor, men så snart der var fest blev hun den 17-årige pige hun faktisk var. Viktors blik lå på sin tvilling, tydeligvis bange for han skulle deltage. 

"Jeg ved Charlie har fået lov til at holde noget i næste uge. Alle er velkomne." Jeg så kort imod Viktor. Han slog blikket ned, nok ikke så glad ved tanken om store samlinger af mennesker. Mikal trak ham til sig, som om han ville beskytte ham fra en usynlig fare. Det fik mig til at se væk, jeg følte jeg så på noget privat. 

"Fedt! Jeg kan ikke vente til alle kommer tilbage til sommer... Jeg siger dig, aftener når vi alle er her... Det bliver fantastisk. Der er så mange du ikke har mødt endnu. Vejlederen for vores hytte, din egen storebror. Felixs storebror! Ham vil du elske, han er så sjov og elsker fest." Rosa fortsatte sin lange tale om alle dem jeg skulle møde til sommer. Jeg glædede mig også, men det var bare lidt overvældende at der ville komme en masse nye om tre måneder. Jeg var kun lige ved at vænne mig til de 30 halvguder der var her nu. 

"Er I aldrig hjemme ved jeres far?" Jeg så imellem Rosa og Viktor. Jeg vidste ikke meget om Mikal, så jeg kunne ikke spørge ind, selvom jeg ville. Chancerne for et svar jeg forstod var heller ikke gode med ham. 

"Jo, en gang imellem. Vi bruger som regel en måneds tid i Island efter sommesæsonen. Men vi er mere vant til omgivelserne her, og derhjemme-"

"Rosa er bange for jeg slår nogen ihjel. Igen." Viktors stemme var hverken kold, hård eller ond. Han sagde det helt roligt som om han forklarede et regnestykke. Jeg var usikker på om han lavede sjov, men Viktor var ikke typen der bare slyngede jokes ud. 

"Viktor." Rosas stemme var derimod ret opdragende, og når hun prøvede at opdrage på Viktor, slog hendes udtalelse af hans navn over i Islandsk. Jeg havde oplevet det et par gange før. 

"Er det rigtigt?" Mit blik lå på Viktor. Jeg havde aldrig set ham som farlig, men han lød heller ikke helt uskyldig. Han nikkede lidt til mig, og han skævede op til Mikal inden han så ind i mine øjne. 

"Når jeg bliver vred, kan jeg ikke styrer min evne over sten og jord. Nogle evner hænger sammen med stærke følelser. Jeg var 14 første gang. Det var hjemme på Island uden nogen til at hjælpe mig. Vi var ude og gå med en gruppe venner, en af dem provokerede mig, jeg blev vred, han blev knust af en klippe jeg, uden jeg ville det, sendte efter ham. Han døde ikke på stedet, men.. Ja. I hvert fald, ingen kunne forklarer det eller give mig skylden. Men et er også ligemeget. Jeg skal leve med det resten af mit liv. Det er slemt nok." Viktor havde aldrig snakket så meget til mig på en gang før, men det var ikke mit fokus lige der. Det var mere det at han lige havde fortalt mig hvordan han havde knust en dreng med en klippe. Og det havde været første gang, sagde han. Hvor mange flere var der? Hvordan var de døde? Pludseligt virkede hans sværd slet ikke skræmmende mere. 

"Viktor, der er ikke det der definerer dig." Rosa så lidt trist over på sin bror, tydeligvis ikke helt glad for at snakke om det her. Viktor så over på hende og rystede lidt på hovedet. 

"Rosa." Hans stemme var helt mild og blid. Han var slet ikke en koldblodig morder, som han selv virkede til at tro han var. Han var en god person, og jeg besluttede mig for at den her viden om ham ikke skulle ændre mit syn på ham. Ikke endnu i hvert fald. Den tid jeg havde kendt ham havde han altid været helt stille og rolig, og aldrig gjort en flue fortræd. 

"Vi arver både gode og dårlige sider fra vores forældre. Guderne er ikke perfekte." Rosa smilede lidt til sin tvilling, og flyttede sit blik op på Mikal. Han så ikke rigtigt ud til at være helt til stede, men alligevel gav han et nik. Hans mor var selvfølgelig også gudinde for sindssyge, det var nok ikke en ret let arv at have med i bagagen. Selvom min far også havde en hvis kontrol over sindssyge. 

"Det er ikke en ret opløftende samtale." Viktor lænede sig tilbage imod Mikal, som bare snoede sine arme rundt om den mindre dreng. 

"Vi er helte, har de fleste af os ikke en tidlig død og et besværligt liv at se frem til?" I alle de myter jeg havde lært, var heltene ikke ret tit heldige eller blev særligt gamle. Vores liv var ikke en drøm, uanset hvor sejt det var at kunne kæmpe med sværd og have en satyr som ven. Vores liv var farligt, og få levede det længe.

Viktor smilede lidt, en ting jeg ikke havde set ret meget. "Du hjalp ikke på det." Han så mindre bekymret ud når han var pakket ind i Mikal. 

"Nej, du har ret." Jeg smilede lidt og så ud over lejren. Jeg vidste godt jeg burde være bange, fordi bare det at være i live var nok til at nogle monstre hadede mig. Alligevel var jeg glad og lykkelig i lejren, og jeg havde ikke savnet mit liv i Ohio overhovedet de sidste 3 måneder. Jeg havde ikke engang snakket med min mor. Min far havde ret, jeg havde haft brug for en ordenlig opdragelse, her, hvor jeg blev opdraget til at være den jeg var. 

Vi sad utroligt nok hele dagen det samme sted. Felix sluttede sig til os igen efter træningen, med en forbinding af en art om armen. Det var sikkert endnu et sår der blev til et ar om nogle uger. Vi rykkede os ikke igen, før hornet lød og det var tid til aftensmad, og vi derfor var nødt til at skilles, for at side ved de rigtige borde. 

Aftenen i hytte 12 var en smule underlig. Stemningen var trykket af at der var problemerne på Olympen. Charlie læste godt nok som altid, men hun var mere urolig end normalt. Dionte sad i stilhed og legede med planterne hele aftenen. Liam var den mest normale, han var igang med at læse en eller anden tegneserie om aliens. Sikkert den han prøvede at forklarer Felix om. Jeg rejste mig op, kunne ikke holde stemningen ud. Dionte reagerede med det samme. 

"Hvor skal du hen?" Han lignede en der var klar til at rejse sig op og afskærer mig vejen. 

"Hen til Kykos. Jeg har ikke snakket med ham i dag." Jeg kunne ikke se hvad problemet var. Der var en time til vi skulle være i hytterne og gå i seng. 

"Tro du det er en god idé at liste rundt om natten? Lige i dag?" Min brors blik gjorde det tydeligt at prøvede at få mig til at blive. Jeg brød mig ikke om at blive fortalt hvad jeg skulle, så i trods fortsatte jeg mod døren. 

"Ja. For jeg har ikke noget at skjule." Inden han kunne nå at sige mere var jeg ude. Jeg kunne høre Charlies stemme i et skarpt tonefald, og jeg var næsten sikker på hun skældte Dionte ud. 

Jeg fandt Kykos hvor jeg regnede med at finde ham, ude på jordbærmarkerne. Han rendte rundt og spillede en eller anden melodi på sin panfløjte, og det lød virkelig godt. Så godt at jeg bare nød den friske aftenluft og duften af søde jordbær et stykke tid. Vinden der hev fat i mit hår, føltes ikke engang kold, bare frisk. Kykos opdagede mig først efter et par minutter, og han stoppede med det samme. "Delia!" Han skyndte hen til mig og krammede mig. Jeg var ikke sen til at gengælde knusset. "Du overlevede dagens erobre flag?" Han så på mig, som for at se om jeg havde alle lemmer endnu. Jeg nikkede bare. 

"Jeg var på hold med Elena, det gik godt nok. Vi vandt." Jeg så på ham, med et smil. Han så glad ud. "Hvorfor er du herude, helt alene?" Hans udtryk blev lidt mere bekymret. 

"Tænketid. Alt det der med Olympen... Jeg ved godt de siger det sikkert går over nu I har fået skideballen. Men jeg ved ikke, jeg har en dårlig fornemmelse med det. Man bryder ikke ind på Olympen uden der er en mening med det." Han sukkede tungt, bekymringen fik ham til at se lidt ældre ud, selvom han normalt lignede en dreng på femten, endda lidt yngre. Jeg glemte tit han faktisk var 30, fordi satyrer voksede op halvt så hurtigt som mennesker. 

"Men det er guderne. De har styr på det, ikke? Jeg mener, de styrer det hele. Ingen kan rigtigt true dem, kan de?" Han begyndte at gå mod lejren, og jeg fulgte med i hans langsomme, tænksomme tempo. 

"I er en stor fare for dem. Guderne kan ikke gøre hinanden noget, men I kan. Der gælder ikke de samme regler for jer som for guderne. Det er derfor de mistænker jer, helte har før narret guder." Han så ud til at han ikke helt selv kunne få det til at give mening, men jeg fulgte hans tankegang. Vi var det bedste bud Guderne havde på en skurk. 

"Men det kan ikke være en der har været i lejren da det skete." Jeg så frem for mig. Selvom Kykos var god til at navigerer i mørke, var jeg ikke, og jeg kunne stadig falde over underlige sten og grene. 

"Hvorfor ikke det?" Hans øjenbryn trak sig sammen. Jeg så på ham, som om det var soleklart. 

"Fordi min far eller en anden ville opdage det hvis nogen sneg sig forbi barrieren. Ikke? Ingen forlader lejren uden tilladelse. Julien siger ingen har fået udgangstilladelse den sidste måned." Jeg havde lært at man ikke måtte tage ud i den rigtige verden, før det var en aftale der var godkendt af min far eller Chiron. 

"Bare fordi det er reglerne, betyder det ikke at alle følger dem, Delia. Der er mange regel brydere her i lejren. Små, store, det er ligemeget. Reglerne bliver brudt hele tiden, nogle er bare bedre til ikke at blive fanget end andre." Kykos kørte end hånd igennem hans lange, brune hår. Jeg misundte tit hans hår, det var fyldigere, flottere og mere levende at se på end mit. Det var sikkert fordi han var så tæt med naturen eller noget, men alligevel ville jeg ønske mit hår var så pænt som hans. 

"Vi er kun 30. Ville det ikke blive opdaget hvis én manglede?" Vi satte os på en væltet træstamme sammen. Kykos rystede igen på hovedet. 

"Ikke hvis de kun er væk et kort øjeblik, eller nogen dækker over dem. Men der er også en masse halvguder udenfor lejren lige nu, som kunne have gjort det. Det er ikke til at sige, Delia. Hr. D har ret i, at vi bør vente til sommeren før vi konkluderer noget. Der er ikke sket noget endnu, måske er det nok til at skræmme dem væk, at det er opdaget." Jeg troede ikke helt på det, og det vidste jeg han heller ikke gjorde, men alligevel snakkede vi ikke mere om det efter det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...