Delia Woods - Usete Helte

Delia vokser op i en normal by, med en normal mor, og har et normalt liv. Hun har sine udfordringer, men andre børn er også ordblinde, og ADHD er ikke en sjælden diagnose. Alligevel føler hun sig altid ved siden af, og det er ikke før hendes mor giver op på hende, og sender hende væk, hun for første gang finder det sted hvor hun føler sig hjemme. Første del af Delias historie.

For oplæsning af historien/lydbog:
https://soundcloud.com/emilie-florentine-lind-knudsen/delia-woods-usete-helte

5Likes
11Kommentarer
2348Visninger
AA

2. Min Far Passer Åbenbart Planter

Næste dag var helt igennem underlig. Min mor vækkede mig meget tidligt. Hun gav mig besked på pakke mit tøj, mine toiletsager og de ejendele jeg skulle bruge. Jeg havde håbet det havde været en del af mit mareridt at jeg skulle rejse og bo hos min far. Men nej, min mor havde købt en busbillet til Long Island. 

Bussen kørte fra stationen klokken otte. Ti minutter i otte stod jeg på stationen, min mor havde kørt mig, og hun var allerede ved at gå fra mig igen, for at efterlade mig helt alene og uden at vide hvornår jeg så hende igen. 

"Mor! Jeg ved jo ikke hvor jeg skal af?" Hun vendte om da hun hørte min stemme. Hendes øjne var triste, men hendes udstråling var mindre tung nu, hun så yngre ud. Det var sikkert fordi hun vidste jeg ville være væk om ti minutter. 

"En jordbærplantage. Delphi Jordbærservice. Du ved det når du ser den." Hun tøvede inden hun gik hen til mig igen. Hun tog begge mine hænder og så ind i mine øjne. Et lille smil spredte sig på hendes læber, men det var kun lille. "Delia, det her er det bedste for os begge, ikke?" Hun strøg en hånd over mit glatte hår. Jeg forstod hende ikke. 

"Men han er jo forfærdelig. Du hader ham. Jeg forstår det ikke, mor." Mine øjne prikkede igen med tårer. Lige pludselig var jeg uønsket. Jeg var endda hendes eneste barn, og alligevel tøvede hun ikke med at sende mig af sted. 

"Han vil forklare dig det hele, det lover jeg. Han kan gøre det bedre end mig." Hun kyssede mig på toppen af hovedet og gav mine hænder et klem. "Du elsker jo planter. Han styrer en hel jordbærplantage. Det er det perfekte sted. Nu skal du af sted, okay?" Hun smilede, men jeg kunne se det var et tvunget smil, hun prøvede at være glad på mine vegne. Jeg så ned og nikkede. 

Min mor gav slip, og inden jeg kunne får mine kufferter samlet, var hun væk. Jeg stod helt alene på stationen. 

Chaufføren var sød, han hjalp mig med min baggage, og han var meget forstående over jeg virkede mut. Jeg satte mig ned på et af de bagerste sæder. Der var ikke ret mange med bussen, et kærestepar, to ældre damer og en dreng lidt ældre end mig. Jeg sukkede og fandt mit headset frem, klar til noget der lignede ti timer i den her bus. 

Bussen startede, chaufføren begyndte at byde velkommen og fortæller hvor han holdt henne og hvornår der var en pause så man kunne strække benene. Han begyndte at køre ud af parkeringspladsen og jeg lukkede mine øjne. Det holdt kun cirka et halvt sekund, for bussen bremsede brat. Alle så hen mod indgangen. 

"Undskyld, men jeg skal med. Der var kø." Jeg kendte stemmen henne fra døren. Chaufføren vinkede drengen ind, og Kykos humpede op af den lille trappe. Han havde kun en lille taske med, og lignede ikke en der skulle rejse så langt som mig. Alligevel hev jeg mit headset ud af mine øre og vinkede ham ned til mig. Han lyste op, og skyndte sig ned til mig. 

"Hvor er jeg glad for jeg nåede det!" Han kollapsede træt ned ved siden af mig på sædet, og jeg kunne høre han var forpustet. Hvordan kunne han være det? Hans ledsmerter gjorde han ikke kunne løbe, det havde han selv sagt. Måske var det bare adrenalinen, frygten for at misse bussen. 

"Hvor skal du hen? Du har slet ikke nævnt du skulle øst på!" Jeg smilede stort, glad for at have en ven ved mig, bare noget af turen. 

"Jeg skal til Long Island sammen med dig." Han sagde det som om det havde været det mest åbenlyse. Jeg faldt tilbage imod sædet og rynkede brynene. Bussen var begyndt at køre igen, og verden rullede hurtigt forbi ude bag vinduerne. 

"Hvorfor det? Jeg skal bo hos min far. Min mor har smidt mig ud." Jeg så ned, pillede ved mine negle, ikke helt stolt af situationen. 

"Det ved jeg godt." Han rettede sig op og begyndte at lede i sin taske, sikkert efter mad. 

"Hvordan ved du det? Har du snakket med min mor?" Han havde aldrig mødt min mor, mig bekendt. Alligevel nikkede han. 

"Ja, men jeg kan ikke fortælle dig det hele, du er nødt til at vente til vi når frem." Han trak en gulerod op og begyndte at gnave på den. Han så på mig som om hele mit liv ikke lige havde ændret sig, og det var normalt han sad lige her, på vej til østkysten. 

"Hvad med skolen? Og dine forældre? Du kan da ikke bare tage med mig fordi min mor beder dig om det. Du har ikke engang pakket andet end mad." Jeg så ud af vinduet, men konstaterede vi var drejet ned på motorvejen. Han kom ikke af før vi holdt ind til pause om fem timer. Hvad i al verden havde han gang i? Var han blevet skør?

"Det var ikke din mor der bad mig om at tage med. Det er mit job." Han tyggede på guleroden med stor fornøjelse og gled ned i sædet for at blive komfortabel. Mine øjenbryn fandt sammen mellem mine øjne i et forvirret udtryk. Hans job? Det havde altså slået klik for ham. 

"Dit job? Og hvad er dit job så?" Jeg lagde armene over kors, spændt på hvad hans svar nu ville være. 

"Jeg må ikke sige mere, Delia. Din far slår mig-" Han stoppede sig selv da jeg tabte kæben. Han nævnte min far. Ikke nok med det, han kendte mig far. Sådan lød det da i hvert fald. Jeg kunne ikke holde et udbrud inde. 

"Du kender min far?!" Det var så højt at alle i bussen vendte sig om og så ned på os. Jeg så på dem, og mærkede hvordan mine kinder blev røde. Jeg gled lidt ned bag sædet foran mig og håbede de bare ville kigge væk. Det gjorde de, heldigvis. 

Jeg så over på ham igen, og jeg så ikke så venlig ud som jeg plejede. Mine øjne virkede sikkert kolde. "Du kender min far?" Den her gang spyttede jeg det nærmest ud. Jeg havde aldrig kendt manden, jeg anede ikke hvordan han så ud, jeg kendte ikke hans navn, og nu sagde Kykos at han kendte ham og bare lige ikke havde nævnt det? Sikke en ven. 

"Ja. Men jeg må virkelig ikke sige mere, der er en mening med det, Delia, jeg lover dig det. Stol på mig." Han smilede lidt, men det holdt op da jeg skubbede mig op og sidde ret igen. 

"Stole på dig?! Du.. hvad?!" Jeg hold min stemme lav, men jeg lød præcis så sur som jeg var. "I går bliver alle vildt underlige, bortset fra dig og mig. Så smider min mor mig ud for at jeg skal bo med min far, en mand hun hader og har kaldt et monster, og så kommer du løbende efter bussen, selvom du slet ikke kan løbe, og nu siger du at du kender begge mine forældre uden jeg vidste det?! Hvordan skal jeg stole på dig?!" Folk kiggede igen, jeg kunne mærke det, men min vrede var lidt for stærk til jeg kunne lade vær med at skælde Kykos ud. 

"Du har ikke andre valg, Delia. Jeg er ked af det, men det er sandheden." Han så nærmest skræmt på mig, som om han forventede jeg slog ham. Jeg var imod vold, så hvorfor han opførte sig sådan fattede jeg ikke. 

"Sandheden? Th." Jeg lagde armene over kors og så direkte ind i sædet foran mig. Jeg var sur, og det måtte han gerne mærke på egen krop. Han gnaskede videre på sin gulerod, men han så stadig bange ud. 

Jeg var sur i cirka en time. Så gad jeg ikke mere, og vi begyndte at snakke. Han havde været på Long Island før, og han fortalte om hvordan det var. Jeg lyttede spændt, og prøvede at overbevise mig selv om at det hele sikkert skulle gå. Min mor ville bede mig om at komme tilbage i morgen, når hun opdagede hvad hun havde gjort. 

Efter det første stop steg kæresteparret af og tre unge fyre steg på. Der var ikke så meget at gå op i på bussen, så hvem der steg på og steg af var en af de få ting der skete. Kykos fortsatte med at hive mad op fra sin taske. Noget af det delte han med mig, andet proppede han bare ind. Jeg var ikke i så sulten, hele mit liv var trods alt ved at ændre sig drastisk. 

Da klokken var omkring et om eftermiddagen, kørte bussen igen fra motorvejen og holdt ind på en rasteplads for at holde pause. Her stod der to piger på. De virkede underlige. Da alle rendte rundt udenfor for at få luft og strække benene, stod de to piger for sig selv. De havde sort tøj på, øreringe med lange, sorte fjer, og kort mørkt hår der strittede. Jeg kiggede ikke meget på dem, jeg turde ikke. Kykos virkede også til at lægge mærke til de underlige piger. 

"Hvor langt er der til vi er der?" Han så nervøst på mig. Jeg tjekkede min telefon og konstaterede der var alt for lang tid til, jeg var træt af at sidde i bus nu. 

"fire og en halv time. Du ved hvor vi skal af, ikke?" Det slog mig først nu at han måtte vide det, hvis han kendte min far. Kykos nikkede langsomt. 

"Jo." Chaufføren kaldte alle tilbage og vi satte os tilbage. De to underlige piger satte sig oppe foran, så vi kunne holde øje med dem hele tiden. Det virkede til at gøre Kykos lidt mere rolig. Jeg forstod ikke hvad han havde imod dem, nu hvor de ikke stod og stirrede fra udkanten af en rasteplads. De ligenede bare helt almindelige veninder. Med samme frisure og tøjstil. 

Solen begyndte at gå ned sent på eftermiddagen. Det var trods alt snart december, dagene var korte. Kykos virkede til at blive mere anspændt som det blev mørkt udenfor, som om der var noget vi skulle nå. 

Vi kom til Long Island og chaufføren talte ind i sin mikrofon. "Vi når Delphi Jordbærservice om cirka ti minutter. Rejsende der skal af på dette sted bedes gøre sig klar." 

Kykos begyndte at pakke al sit mad ned i tasken, det han ikke havde spist. Han havde overraskende lidt skrald fra snacks. Vi havde ingen skraldepose, så jeg undrede mig over hvad han havde gjort med det. Jeg spurgte ikke, det virkede som en sær ting at spørge om. De to underlige piger gjorde sig også klar til at stå af. 

Bussen holdt stille, chaufføren åbnede til bagagen og Kykos hjalp mig med at få det hele ud og bære det. Hvordan han kunne bære noget med sine smerter fattede jeg ikke, men han kunne selv bestemme hvor meget han ville hjælpe. Vi takkede chaufføren, han satte sig ind, og bussen kørte videre. Jeg prøvede at bære alle mine kufferter, men det gik ikke så godt. 

"Kykos, jeg kan ikke-"

"Har du brug for hjælp, lille pige?" En af de sære pige snakkede. Jeg så overrasket på dem. Jeg havde slet ikke set dem stå af, men de var nok steget ud oppe foran, vi var gået ud nede bag ved. Jeg så over på Kykos, som ikke sagde nej. Faktisk lignede han en der helst ikke ville tale med dem. 

"Ja, men vi skal hen til jordbærplantagen, så-"

"Det skal vi også. Vi kan hjælpe." Pigerne tog hver en kuffert og begyndte at gå. Jeg stod tilbage med en stor kuffert, og min taske over Kykos' skulder. Jeg smilede lidt. 

"Jeg kan godt lide stedet allerede." Jeg hankede op i kufferten og fulgte efter de to piger. Kykos fulgte tøvende med. 

"Du kan kun lide dem dér når du ikke vandre rundt om natten." Kykos brugte ikke sine krykker, han gik bare sin underlige, haltende gang med krykkerne under armen og vores tasker over skulderen. Jeg så forfærdet på ham. 

"Kykos! Dine ben!" Jeg vendte mig om og så på ham. Han rystede bare på hovedet. 

"Om en halv time er du ligeglad. Fortsæt nu bare, vi er så tæt på." Han så bange rundt. Jeg så uforstående på ham, men gik så bare efter de to piger igen. Vi gik over et stykke med højt græs, indtil vi kom til en skov. Der stod et enormt kogletræ der fik mig til at måbe. De to underlige piger der bar mine kufferter gik igennem en port. Der stod noget over jeg ikke kunne læse i første omgang. Så flød bogstaverne rundt og det blev helt klokkeklart. 

HALVBLODS LEJREN

"Det er da et underlige navn til en jordbærplantage. Har det noget med sorterne at gøre, eller hvad?" Jeg så på Kykos, stadig uden helt at forstå jeg skulle møde min far i aften. 

"Det kan man vist ikke sige." Han rystede på hovedet og pegede ned på et stort område med jordbærmarker. Jeg smilede spændt. Stedet lå midt i en skov, jeg ville uden tvivl elske at være her. Men min mor var her ikke. Det fik mit smil til at falme. 

"Hvor skal de her hen, Kykos?" Den ene pige så sig over skulderen. 

"Hytte 12." Han svarede uden at tøve den her gang, han ville vist gerne have dem hurtigt videre. Pigerne nikkede bare og satte kurs ind mod midten af området. De kendte hinanden? Hvorfro havde de så ikke snakket sammen på turen? 

Jeg kunne ikke se meget længere end til et stort hus, men pigernes kurs var forbi det. Jeg skulle til at følge med dem. "Ikke dig. Du skal herned." Kykos kastede hovedet imod det store hus, jeg kunne se. Jeg så uforstående på ham. 

"Men skal jeg ikke hen til hytte 12 som mine ting?" Jeg stoppede op. 

"Ikke nu. Du skal først vise dig værdig til hytte 12." Han sagde det så.. ligegyldigt. Normalt. Jeg hævede et øjenbryn og fulgte så efter ham til det store hus, undrede mig over hvordan man gjorde sig værdig til den hytte. Han førte mig indenfor, ind i et rum der lignede et underligt kontor. Jeg stillede min kuffert og så uforstående på Kykos. 

"Og hvad så nu? Jeg er sulten, hvor længe går der før-"

"Giv mig fem minutter, så er jeg tilbage, okay? Jeg skynder mig." Han stillede vores tasker og forsvandt hurtigt ud af døren, stadig med krykkerne under armen. Jeg så efter ham og sukkede. I det mindste var den lange køretur ovre. Det var nok til at gøre mig glad. Men jeg skulle tage den igen når min mor opdagede jeg hørte til hos hende. 

Mens Kykos var væk, så jeg mig rundt i rummet. Der stod vinflasker rundt omkring. De så værdifulde ud, og gamle. Jeg turde næsten ikke løfte dem, så jeg lænede mig frem for at læse på mærkaterne. De små bogstaver gjorde ikke noget godt for min ordblindhed, så jeg opgav hurtigt. Jeg så i stedet på skulpturer og andre ting i rummet. Det hele så old græsk ud. Som om det var hevet lige ud af en film som Sparta eller en gammel historie bog. Jeg så en stav stå op af skrivebordet. Den var gylden, efeu slyngede sig rundt om den og der var sat en stor grankogle fast på toppen. Det lignede lidt et scepter. Jeg rakte ud efter den, da jeg hørte stemmer. 

"Hun er lige her, Herre." Jeg rettede mig op, klar over jeg ikke måtte pille ved koglestangen. 

"Umådelig skøn timing, vi var faktisk ved at gøre klar til at spise, men det er vel ligegyldigt, verden drejer sig jo om de små stakler." Manden der talte lød irriteret, men ikke oprevet. Bare sådan lidt træt-irriteret. Som da jeg var lille og min mor skulle putte mig efter en lang dag på arbejde. 

"Hun har rejst længe." Kykos, jeg kunne hører det var hans stemme. Hvem var det han kaldte Herre?

"Jaja." Manden virkede fuldstændig ligeglad. 

Først ind ad døren kom manden. Han var sjov at se på. Han havde en Hawaiiskjorte på med mønster efter en leopard. Hans hår var sort og krøllet, lidt med et lilla skær. Hans ansigtet var buttet, og han var uden tvivl manden der ejede de mange vinflasker. Han var egentlig køn nok, men han så også ret medtaget ud af sin kærlighed til vin. Mit blik fæstede sig ved hans øjne. Jeg så slet ikke Kykos da han stak hovedet ind også. 

Mandens øjne var som noget jeg engang havde drømt, som et minde i min underbevidsthed. Jeg havde aldrig mødt ham, han havde aldrig set mig, men jeg vidste hvem han var. Jeg kendte det lilla blik. 

"Far." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...