Delia Woods - Usete Helte

Delia vokser op i en normal by, med en normal mor, og har et normalt liv. Hun har sine udfordringer, men andre børn er også ordblinde, og ADHD er ikke en sjælden diagnose. Alligevel føler hun sig altid ved siden af, og det er ikke før hendes mor giver op på hende, og sender hende væk, hun for første gang finder det sted hvor hun føler sig hjemme. Første del af Delias historie.

For oplæsning af historien/lydbog:
https://soundcloud.com/emilie-florentine-lind-knudsen/delia-woods-usete-helte

5Likes
11Kommentarer
2287Visninger
AA

14. Leoparder Flyver Ikke

"Det kan ikke komme som et chok for dig, Delle. Du var der jo i hytten den dag," svarede Litsa ligegyldigt, inden hun satte sig i en stol for enden af det bord vi alle var bundet ved. Mine øjne lå stadig fast på Dionte og jeg prøvede at sende så meget had ud gennem mit blik jeg kunne. Hans blik var søgt ned i gulvet i stedet. Jeg håbede han skammede sig. 

"Hvilken dag?" spurgte jeg surt, før jeg sendte min dræberblik mod hende. Litsa lod sig ikke mærke det mindste af det, hun så bare kedsommeligt på mig, før hun kort tjekkede sine negle. De var åbenbart mere spændende end mig. 

"Da jeg besøgte din bror. Du lod som om du sov," svarede Julien henne fra siden af rummet. Han stod tilbagelænet mod en radiator med armene over kors og så afslappet ud. Han virkede også komplet ligeglad med situationen, ud over hans lille, kække smil. Mine øjne blev smalle. 

"Det var dig. Jeg vidste jeg havde hørt stemmen før..." Når jeg tænkte tilbage på dagen i hytten, kunne jeg godt sætte Juliens ansigt på stemme jeg havde hørt tale til min bror. Der havde bare været så meget vrede og bekymring i hans stemme den gang, ting jeg ikke havde hørt i hans stemme før den dag. Jeg følte mig alligevel dum for ikke at have husket det før nu, opdaget det var hans stemme.

"Og jeg vidste du ikke sov. Men storbror hoppede i med begge ben." Han sendte Dionte et misfornøjet blik, der blev gengældt med en hadefuld mine fra min bror. Lige der syntes jeg han havde rigtig godt af at Julien skældte ham ud indirekte. Jeg ville også gerne skælde ham ud. Tænk jeg havde stolet på ham. 

"Drenge, det er ligegyldigt nu, ikke?" afbrød Litsa træt, som om det var en diskussion de havde haft en million gange. "Det var ikke Diontes skyld tingene gik galt. Det kan I takke Delia og Ray for. Hvis de ikke havde sladret til Drukkenbolden, havde han ikke været så bekymret og han havde ikke sendt sit yngel ud på en mission." Hun viftede med en hånd i luften. Jeg fattede ikke ret meget af hvad der foregik omkring mig eller hvad hun sagde, så jeg så over på Frey for hjælp. Han trak på skuldrene og rystede på hovedet. Han var lige så tabt som mig.

"Litsa, hvad skal det her til for?" Raymon så irriteret over på hende og sled lidt i rebene for at komme fri. Det hjalp ikke det mindste. Så snart han havde talt, gled et smil over hendes læber og hun lænede sig frem over bordet. 

"Som altid stiller du de helt rigtige spørgsmål, ikke Ray? Du er så perfekt. Det er kvalmende." Hun smilede og lagde hovedet på skrå. "Men du er pæn, så." Det fik Raymon til at himle med øjnene og se væk. Han var arrig, jeg kunne se hvordan muskler i hans krop spændte. Det var præcis det hun ville have, for hun lænede sig tilbage i stolen, slængede sig rigtigt.

"Er det jer der har taget attributterne?" Avery så på Litsa med et neutralt ansigtsudtryk. Modsat Raymon vidste han at man ikke skulle kæmpe imod, så gav man kun Litsa hvad hun ville have. Halvguderne langs siden lo lavmælt mellem hinanden som det havde været en intern joke. Litsa smilede også.

"Hvem ellers? Hallo, den bedste tyv i lejren står lige her." Hun slog en hånd ud imod Julien, der nikkede stolt over den titel. Jeg havde lyst til at spytte på ham, en lyst jeg ikke havde haft nogensinde før. Et fnys var det bedste jeg kunne give og et ryst på hovedet. Jeg tvivlede på han skammede sig bare fordi jeg rystede på hovedet, men jeg kunne ikke gøre andet. Åh hvor jeg håbede Elena ville give ham en god gang bank for det her. Med mindre hun selvfølgelig var med i hele planen. Jeg kunne nu ikke se hende i rummet, og havde også svært ved at tro Athenes datter ville være på deres side. 

"Hvem skulle turde bryde ind på Olympen? Min slags er ikke onde, bare fordi vi er gode til at stjæle? Det var det du sagde første gang det blev nævnt i lejren." Jeg var godt klar over han nok ikke lige fik dårlig samvittighed over jeg gentog hans egne løgne. Det gjorde han langt fra, faktisk grinte han bare igen, som om han fandt alt det vi gjorde og sagde sjovt.

"Skuespil, hallo? Hvor må din far være skuffet over at du hoppede på det. Som om andre end mig fra lejren ville kunne bryde ind dér." Han rettede på sit tøj, kørte en hånd gennem sit hår og krydsede så roligt armene igen. Indvendigt bad jeg til Zeus ville smide en lynkilde ned i hovedet på ham lige med det samme. 

"Men din egen mors korset, Litsa. Hvorfor?" Avery så næsten skuffet over på hende, mens Litsa himlede med øjnene. Skuffelsen i hendes bonus brors ansigt kunne ikke røre hende mindre. 

"Det er intet personligt. Vi havde brug for det. Bevares, hele balladen med at Delia hørte drengene ændrede tingenes gang, men vi har det vigtigste. Ser du, vi er trætte af vores forældre." Litsa rejste sig fra sit sæde for enden af bordet. "Jeg vil helst ikke afsløre for meget, jeg er ikke så dum som de er på film. Men jeg kan afsløre at I meget snart kan glæde jer til en ny generation af guder på Olympen!" Hun slog armen ud imod halvguderne der stod ude i siden, og de var alle hurtige til at se stolte ud. Af os fik de kun onde blikke. Under andre omstændigheder havde vi nok rullet rundt på gulvet af grin, men det var ikke lige stemningen i rummet. 

"Er du virkelig så naiv at tro I kan styre Olympen? Hvordan har I overhovedet tænkt jer at overvinde vores forældre?" Ray så hadefuldt på Litsa, og det var første gang jeg rigtigt så ham være sur og have negative følelser. Men det var Litsa, og jeg vidste de to havde det stramt med hinanden. Specielt lige nu, som tingene så ud. 

"Ej, jeg er i hvert fald ikke så naiv at fortælle dig noget. Jeg kender dig jo. Du er perfekt, og hvis jeg forklare dig noget som helst, så skal det nok lykkes dig at ødelægge det hele. Så desværre, jeg må skuffe, skat." Hun grinede tøset og trak på skuldrene. En lyd fra en radio et sted afbrød det hele, og alles hoveder blev vendt mod en af vagterne. 

"Vi har en situation på første etage. Vi har brug for assistance, af de græske slags!" lød en stemme, forvrænget af radioen. Litsa sukkede lidt. 

"Julien, Maximillian, tag jer af det. Tag nogle af pigerne med, hvis de er nødvendigt." Litsa pegede over mod døren. Julian og en yngre dreng, der måtte være Freys lillebror, forsvandt ud af mødelokalet. Litsas blik faldt tilbage på os, og hun satte et smil op igen. "Og jer. Indtil vi enten kan bruge jer eller kan skaffe os af med jer, bliver I lige her. De to særlinge og Delle har allerede stiftet bekendtskab med vores lille mørke lokale. De kan vise jer til rette." Hun gav endnu et sukkersødt smil og vinkede af vagterne så de gik hen og hev os op at stå. Vi kæmpede imod. 

"Fortæl os dog i det mindste hvad du har tænkt dig, hvorfor gør du det her?" kæmpede Frey mens vi blev hevet ud af lokalet. Litsa så efter os med et tilfreds smil på læberne. 

"Hævn, snut." Det var det sidste vi hørte hende sige, før vagterne fik os slæbt ud og smidt ind i det mørke mødelokale. De smækkede døren hårdt til, og lyden af låsen klikkede. Så sad vi der, hjælpeløse og blinde. 

"Ray?" kaldte jeg lidt hjælpeløst ud i mørket. I det mindste var min storebror her, den mest helte-agtige jeg kendte. 

"Lige her." Hans stemme var ret tæt på mig, og jeg kunne høre han møvede sig over gulvet imod mig. Der gik ikke lang tid før han sad ved siden af mig. "Er du okay?" spurgte han blidt. Lige i situationen var hans blide, omsorgfulde stemme det bedste. Jeg følte mig lidt mindre tæt på at panikke, end jeg havde gjort første gang vi sad herinde. 

"Hvad med dig selv? Hvad gjorde de ved jer?" spurgte jeg bekymret. Raymon sad uroligt, og jeg gættede på han prøvede at få sine hænder fri. Selv havde jeg opgivet, men jeg var heller ikke helt så hårdføre som min bror. 

"Ikke så meget. De drak ikke ret meget blod, det var mere bare en magt demonstration. Er der nogen der har en kniv?" Emneskiftet kom ud af det blå, og jeg kunne regne ud jeg ikke skulle spørge mere lige nu. Det kunne vi altid snakke om senere. 

"Her," lød en hæs stemme, jeg hurtigt genkendte som Mikals. Hvor alle hans knive kom fra, anede jeg ikke, men jeg var taknemmelig for det. Der lød mere skramlen og puslen, og mine øjne nåede at vænne sig en smule til mørket, inden rebene om Rays hænder var skåret op. Det gik dog hurtigt da først han var fri, og et minuts tid efter var vi alle fri og sad og gned vores håndled. Jeg kunne mærke en varm, svigende fornemmelse, og var ikke i tvivl om jeg ville få røde mærker som minimum. 

"Hvad er planen?" spurgte Frey lavt. Jeg havde sjældent hørt vores lille solstråle så nedtrykt. 

"Rosa," lød det fra Viktor, som om det skulle være et svar. 

"Ja, jeg vil vædde med det græske problem er pigerne. De har sikkert opdaget noget er galt." Avery lød en smule opgivende. 

"Vi er nødt til at hjælpe dem," lød Raymon beslutsom. Jeg nikkede, og håbede de andre kunne se det i mørket. 

"Hvordan? Døren er låst," indvendte Frey. Han virkede mere opgivende end jeg selv følte mig. 

"Viktor, kan du gøre noget ved væggen?" spurgte min bror, og jeg kunne høre han smilede en smule. Der lød en skraben mod gulvet da Viktor rejste sig op, og han gik hen og lagde en hånd mod væggen. Vi kunne se omridset af ham fra den smule lys der kom ind under døren. 

"Nej. Væggen er ikke ren sten," svarede han monotont, som om det var en salat vi snakkede om, og han ikke var helt vild med valget af grøntsager. Ray sukkede. 

"Vinranker?" spurgte Frey så håbefuldt. Han prøvede at tvinge sig selv til at tro på vi kunne klare det. Jeg beundrede ham for det. 

"Måske," medgav Raymon og kom også på benene. Jeg fulgte hurtigt med hvis jeg nu kunne være en hjælp. Ray gik hen til væggen mod jorden, siden vi var i et kælderrum. Der lød hurtigt en tør lyd da væggen gav sig, men ingen vinranke brød igennem. "Heller ikke ren sten..." mumlede Ray lavt. 

"Kan du få rankerne igennem på en anden måde?" spurgte Avery nysgerrigt. 

"Jeg aner det ikke. Jeg tvivler på den kan nå over til døren og være stærk nok hvis jeg kan." Ray satte sig ned igen, og jeg var sikker på han var i fuld gang med at udtænke en plan til at komme ud. Viktor kom hen til mig, og vi satte os ved siden af hinanden. Han puffede blidt til mig og nikkede imod Ray.

"Profetien," sagde han lavt. Jeg rynkede først brynene, men forstod så. Han ville have jeg delte min åbenbaring med Ray. Jeg vendte mig mod min bror. 

"Fire helte vil blive glemt, det er jer. De gyldne helligdomme under Olympen er gemt. Olympen er Olympia, så de er hernede, i kælderen," begyndte jeg ivrigt min forklaring. Ray fangede heldigvis min tankegang og nikkede. 

"Tætte venner skal overvindes... Dionte, Litsa, Julien, Max... Alle vores søskende og venner fra lejren," medgav han mig og min tankegang. Jeg nikkede ivrigt, igen uden at tænke på mørket skjulte mine bevægelser.  

"Imens bliver fjender til venner?" spurgte Frey en smule usikkert. 

"Jeg tror ikke det er os vi skal tænke på. Vores fjender er blevet venner med vores venner. Litsa og Dionte? Julien og Maximillian?" foreslog Raymon. "Vi ved alle hvem den skyldige er. Vi kender alle Litsa, den giver sig selv." Han lænede sig mod væggen. "Måske-" Raymon blev afbrudt af en alarm der gik ude på den anden side af døren. Vi kom alle op og stå, og skyndte os hen til døren for at høre hvad der skete. Der var en masse postyr, lidt råben og nogen der løb. 

"Dionte du tager fangerne! Jeg har dem," var der nogen der råbte. Jeg kunne ikke genkende stemmen den her gang, men jeg var også mere fokuseret på ordene. Ideen dukkede op i mit hoved hurtigere end jeg selv lagde mærke til. Knap havde min forræderiske bror åbnet døren ude fra, før jeg hoppede på ham. 

"Hvor er du tarvelig! Jeg stolede på dig! Store fede løgner! Hvordan kan du holde dig selv ud?!" rasede jeg, mens jeg slog og sparkede til ham. Han væltede af overraskelse ned på jorden, og jeg faldt med, så jeg endte med at sidde over ham og slå løs på ham. Raymon og Viktor var hurtige til at trække mig væk igen, selvom jeg kæmpede imod for at slå videre på ham. 

"Pigerne, Delia!" mindede Ray mig om, inden han tog min hånd og vi begyndte at løbe mod udgangen. Mit lille raseri havde givet de andre tid til at løbe af sted, og nu trak de også mig med. Det her var vores chance for at slippe fri og måske redde vores venner. Dionte lå overrasket på gulvet endnu, men fik sig så stablet på benene. 

"Hey, vent! DE FLYGTER!" brølede han for at få opmærksomhed og hjælp. Mikal og Viktor, begge med våbene trukket, løb af sted og banede vejen for os gennem baglokalerne og lageret. Vi spænede alt vi kunne, og Dionte faldt heldigvis bagud. Jeg troede et splitsekund det ville lykkes os at slippe fri, men så lød lyden af gøen fra helvedes hunde. 

"Jeg hader de kræ," mumlede Avery lavt, og trak også sit sværd, mens Raymon hev mig endnu hurtigere med gennem lageret. Jeg så mig over skulderen som Avery fik pulveriseret en tohovedet hund. 

"Delia, se frem," kommanderede Ray blidt, og jeg gjorde som han sagde. Frey var den første til at kaste sig mod døren, hårdt nok til den gik op og skubbede til vagten ude på den anden side. Viktor og Mikal fulgte trop og fik hurtigt slået vagten ud, mens Frey holdt døren for os. Avery var den sidste ude af lageret, og smækkede døren i. Han satte sit sværd gennem håndtagene til døren for at holde den lukket for hunde og hvad der ellers måtte være på den anden side. Vi havde ikke tid til at se om det virkede. Folk stod allerede og gloede forskrækket på os, og jeg så en vagt der var ved at bane sig vej imod os, sikkert for at fange os. Han talte ind i en radio af en slags. 

"Kom nu!" skyndte Frey på os, og løb over til rulletrapperne. Vi løb hele vejen op af dem, og skubbede til de folk der nu engang måtte stå i vejen. Jeg havde ikke tid til at have dårlig samvittighed i øjeblikket. Jeg var bange for min storesøster var i problemer.

"Første etage," mindede Viktor os om, og vi løb alle videre uden at stoppe. Vi var heller ikke i tvivl om at vi var det rigtige sted, for da vi nåede op af trappen kunne vi se en masse vagter og ansatte kvinder stå og omringe de to piger, der kæmpede fejlfrit og hårdt. Vi løb alle imod dem for at hjælpe, og trak vores våben. Averys sværd var stadig i kælder etagen, men han trak alligevel to knive jeg ikke anede hvor han trak fra. Jeg trak mit eget sværd og vi pløjede igennem de første vagter på vej til at hjælpe vores søskende. 

"Attributterne?" spurgte Charlie da vi stod i nærheden af hende. Der blev ved med at dukke vagter op alle steder fra, og nogle af halvguderne nede fra kælderen af var også kommet herop for at kæmpe mod os. 

"I kælderen," svarede Frey, inden han huggede ud mod en vagt, der undveg og i stedet fik slået hans sværd ud af hænderne på ham. 

"Hvad skete der her?" spurgte Avery, efter at have fået en af vagterne ned med sine knive, og han var pulveriseret. Rosa kastede en kniv mod en af de andre halvguder og ramte ham i benet inden hun svarede. 

"De opdagede vi havde færten af noget og gik til angreb," forklarede hun forpustet. Hendes blik flakkede kort til bidemærkerne i Freys hals. "Hvad er der sket?" 

"Vampyrer," svarede jeg, da jeg havde glemt hvad de andre havde kaldt pigerne. Et eller andet græsk. Kampen gjorde det svært at huske alle de sære navne lige nu. Jeg huggede ud efter ham, der måtte være Freys lillebror, og fik ramt hans overarm, der delte sig i en dyb flænge. Han bøjede sig fremover i smerte, lige i tid til at jeg kunne se min forræderiske storebror løbe af sted op af rulletrapperne med guldgenstande i hænderne. "Raymon!" kaldte jeg, inden jeg løb efter Dionte. 

"Delia!" svarede Charlie bekymret, inden hun uden overvejelser skyndte sig efter mig. Raymon fulgte hurtigt trop efter et blik mod Rosa der fik plantet en kniv i en vagt så han blev til gyldent støv. 

Jeg løb efter Dionte op ad. Han løb hele vejen op, til øverste etage og så videre gennem udstillinger og tøjrækker. Jeg stoppede ikke op af frygt for at miste ham af syne. Mit sværd var stadig trukket og jeg havde en brændende fornemmelse over mit ene skulderblad. Jeg måtte være blevet ramt af en klinge da jeg løb af sted. 

på øverste etage løb han mod en branddør, og jeg fulgte efter. Charlie og Raymon var lige bag mig, jeg kunne høre deres fodtrin i lige så høj fart som mig. Dionte løb op af små, snævre trappetrin til en dør der førte ud på taget af den høje bygning. Også her fulgte jeg med ham ud. Vinden slog imod mit ansigt og rev i mit hår der var røget ud af fletningen. Han opdagede han var fanget, og vendte sig om og så på os, netop som Charlie og Raymon stoppede bag mig. 

"Du har tabt, Dionte. Aflever attributterne," sagde Raymon roligt. Dionte rystede lidt på hovedet, et had brændende i hans øjne. Jeg havde aldrig set ham på den her måde før, den gennemborende afsky for Raymon.  

"Nej. Jeg nægter at lade dig vinde igen! Skulle jeg give attributterne til dig, så du kan gå til guderne og blive endnu mere elsket? Hm? Jeg er træt af at leve i din skygge, Raymon!" Han krammede de to guddommelige genstande ind til sig og bakkede en smule bagud. Han skulle ikke bakke meget mere for at støde ind i kanten der omringede taget og ryge ud over. 

"Så kom med os og aflever dem selv. Du får hæder, jeg får intet ud af det. Jeg er ligeglad, jeg vil bare gerne have dig med ned herfra," beroligede Ray ham, og gik forbi os for at nærme sig Dionte. Alt Dionte gjorde var at kramme genstandene endnu mere ind til sig, så tæt man kunne frygte de snart blev en del af ham. 

"Nej. Nej jeg kan ikke vende tilbage. Jeg gider ikke mere, Ray! Forstå det!" Han vendte sig en smule væk fra Ray, som et dyr trængt op i en krog. Jeg havde aldrig set Dionte sådan her. Den vildskab og vrede. 

"Hvad er det du ikke vil?" spurgte Charlie roligt. Hun havde lagt en hånd på min skulder, som en mor der prøver at passe på sit barn inden de skal over vejen. Klar til at trække mig tilbage hvis der skete noget. 

"Leve i jeres skygge! Være den uduelige bror. Jeg kan mindst lige så meget som jer!" Hans stemme indeholdt så meget had det var hårdt at høre på. Selv jeg følte det, og jeg var ikke den han talte til. Raymon gik stadig over imod ham med langsomme skridt og armene rakt ud for at vise han ikke ville skade ham.

"Det er der ingen der siger noget imod. Du er vejleder størstedelen af året, ikke?" spurgte Ray roligt, snart så tæt på han ville kunne røre Dionte. Det opdagede Dionte også, og han trådte hurtigt et halvt skridt tilbage, som om Rays berøringen ville skade ham. 

"Hold dig væk!" vrissede han. "Du er fars yngling, det ved vi alle! Jeg er kun vejleder af sympati. Men bare vent, når jeg sidder på fars plads på olympen, så er det jer der bukker og skraber for mig!!!" Han rettede sig mere op, som om den forestilling gjord ham mere selvsikker. Raymon var stoppet op. 

"Det ville du ikke gøre. Kom nu med os tilbage til lejren i stedet," bad Raymon og rakte en hånd ud mod ham. Dionte så på Rays hånd med afsky og rystedet på hovedet. 

"Aldrig i livet. Selvfølgelig gør jeg det her!" Han sendte os alle et glødende, hadefuldt blik. "Fatter I det ikke? Jeg kan aldrig bo i lejren uden at blive sammenlignet med min perfekte storebror og min selvstændige storesøster. Jeg er intet. I er så unikke og elskede. Jeg er til grin. Jeg er TRÆT AF DET!" Han råbte det så hårdt at jeg blev helt bange for ham. Jeg havde aldrig troet han havde det sådan. Ray skulle til at sige noget, men Julien kom susende op gennem luften, og svævede bag Dionte, på den anden side af den lille kant der adskilte mine brødre fra den visse død. 

"Der er du! Vi trækker tilbage, til vi er klar," begyndte han, og fik så øje på os andre. Et smil voksede på hans ansigt. "Jamen dog. Et familiemøde. Hyggeligt." Han landede på kanten af bygningens tag, og jeg kunne nu få et ordenligt blik på hans sko. Der var monteret vinger på dem, og af en eller anden grund var de sorte. Jeg havde altid troet Hermes' sko havde hvide vinger, så synet af de sorte vinger fik det til at virke forkert. Det virkede falsk. Som photoshop i virkeligheden. 

"Få mig ned herfra, jeg har attributterne," bad Dionte ham. Julien så på ham som om han seriøst overvejede det. 

"Nej. Det tror jeg ikke jeg vil." Han rystede på hovedet. "Det her bliver ikke bedre. Jeg nupper attributterne til Litsa, og slipper af med dig og din håbløshed. Vi kan ikke bruge dig mere." Han rakte ud og trak attributterne til sig. Dionte havde heldigvis godt fat i dem, så han trak tilbage, og de stod og hev i dem for begge at få dem. 

"Litsa styrer dig, charmesnak. Hun er ikke det værd, Julien. Tag med os tilbage. Tænk på Elena," prøvede Raymon desperat at hjælpe. Han trådte hen til dem. Julien lo lidt over ham. 

"Nej. Hun styrede dig, Raymon. Du var den svage." Han greb fat om attributterne og lettede igen. Dionte krammede sig fast til dem, og lettede derfor også fra jorden. "Giv slip!!" befalede Julien. 

"Nej! Du gør ikke det her! Jeg er med jer!" skældte Dionte. "Jeg har ofret alt, mere end jer!" vedblev han. 

"Vi kan ikke bruge dig. Du har ødelagt alt du blev sat til. Tror du selv du ville kunne blive gud?" Julien sparkede ned mod Dionte, og tredje gang han sparkede var det nok til at få ham til at give slip igen. Julien fløj straks af sted. Dionte faldt ned gennem luften, og af skræk for han ikke ville overleve satte mig og Charlie begge over imod drengene. Jeg smed mit sværd i bevægelsen, for det var ikke brugbart lige nu.  

"Bliv!" befalede Raymon, inden han selv kastede sig mod kanten af taget. Vi gjorde som han sagde, og stoppede et par meter fra dem. "Han er her. Tag min hånd, Dionte." Ray lænede sig langt ud over kanten og strakte sig ned mod Dionte, der måtte hænge og dingle i et eller andet på bygningen. Julien var forsvundet, sikkert fløjet tilbage til Litsa. Charlie og mig gik hen mod kanten, for også at hjælpe. Hvis han havde brug for hjælp, ville vi også hjælpe. Rigtigt nok, Dionte holdt fast i et indhug i bygningens udsmykning, og Ray havde en hånd rakt ned mod ham. "Tag den, Dionte." 

"Nej!" blev Dionte stædigt ved, men nu med tårer i øjnene. "Jeg vil ikke... Ikke mere." Han så ned mod gaden der lå langt under os. Ingen havde opdaget noget, hvilket vi sikkert kunne takke tågen for. Bilerne kørte rundt, folk gik rundt, og duften af brændte mandler nåede på en eller anden måde helt herop. 

"Hold nu op, du dør ellers. Tag Rays hånd, og vær stædig senere!" skød Charlie igen. Mit hjerte bankede så hårdt i mit bryst af skræk for at Dionte ville falde i døden, at jeg var bange for det ville hoppe ud af min brystkasse. Han var en nar, men han skulle ikke dø nu, og han skulle ikke dø sådan her. Ray strakte sig nu så meget han kunne, for at nå Dionte. 

"Jeg beder dig, Dionte." sagde han helt roligt. Charlie så bekymret på ham. 

"Han gør det ikke, Ray. Pas nu på du ikke falder," bad hun stille. Dionte ville ikke kunne have hørt hendes ord, det var jeg sikker på. 

"Negative forventninger bærer negative resultater, Charles." Ray skævede kort op til hende, inden han igen så ned på Dionte. "Tag ming hånd, Dionte. Nu. Jeg vil gøre alt for dig, bare kom med os hjem, okay? To aima toy aimatos moy." Raymon talte oprigtigt, jeg behøvede slet ikke Frey for at kunne høre det var helt sandt. Han ville gerne have vores bror med hjem. Nede på gade dyttede bilerne og folk gik stadig urørt rundt. Dionte så op på Ray igen. Hans knoer var helt hvide fra at holde fast, og tårerne i hans øjne havde fundet vej ned over hans kinder. Han gav et kort nik, og pressede så sig selv nok til at trække sig en smule op, og gribe fat om Raymons hånd. Lettelsen bredte sig i min krop.

"To fluer med ét smæk, Litsa bliver henrykt," lød Juliens stemme bag os, og inden vi kunne nå at vende os om eller forstå hvad han sagde, tippede et spark i ryggen Raymon over kanten, og begge mine brødre faldt med en uhyggelig fart ned mod den travle gade. Inden jeg kunne nå at se dem lande, trak Charlie mig væk, så jeg landede på ryggen så det jog gennem min rift i skulderen. Jeg så direkte på Julien, der svævede i luften og så ned mod mine brødre. Det slog klik for mig, jeg ved slet ikke hvordan jeg reagerede så hurtigt, men pludseligt stod jeg op igen. Jeg rev fat i hans ben og trak alt jeg kunne. Dét havde han ikke set komme. Han fik overbalance i luften, og landede på maven på taget. Charlie var også hurtig til at hoppe på ham. Hun satte en fod på ryggen af ham, og pegede sit sværd lige i nakken på ham. Hun havde tårer i øjnene og jeg kunne se hadet og vreden i hendes ansigt. 

"Dit monster. Giv os attributterne eller jeg hakker sværdet gennem din hals." Selv jeg blev bange for min søster i det øjeblik. Julien lo lidt. Han havde tabt det gyldne korset da han faldt, så mens Charlie havde ham fanget mod jorden, snuppede jeg det og holdt godt fast. 

"Aw, har du følelser, Charlie? Kært." Julien prøvede at komme op, men Charlie pressede sværdet mod Juliens nakke, og en dråbe blod gled ned af hans hals og ramte taget på bygningen. Det fik ham til at ligge stille. Han havde buen og pilekoggeret tilhørende Apollon om overkroppen. Han var nødt til at give os det, vi kunne ikke bare tage det. 

"Giv mig det, Julien. Og jeg skåner dit liv." Charlies stemme rystede ikke det mindste, selvom der løb tårer ned af hendes kinder. Jeg beundrede hende for det. Jeg følte selv alt på mig dirrede og rystede af adrenalin. Julien så rundt, og virkede til at analyserer hvad han kunne gøre. 

"Okay. Du lader mig gå hvis du får attributterne?" spurgte han mistænkeligt. 

"Ja, jeg sværger ved Styx hvis du gør." Charlie pressede igen sværdet mod ham, og lod det trække en rød streg ned af hans nakke. "Men hvis du prøver at stikke af, så slår jeg dig ihjel som et offer til min far." Ordene virkede til fise ind hos Julien. 

"Okay, okay. Jeg sværger ved Styx jeg giver dig den skide bue." Mere loyal var han alligevel ikke til Litsa. Med en enkelt hånd skubbede han til pilekoggeret og buen. Charlie løftede sværdet, men hold foden på hans ryg. Så snart Julien havde fået skubbet de to attributter af sig, skyndte jeg mig hen og greb dem. Jeg tog dem på som han havde haft dem. Buen og koggeret tværs over min overkrop. De vejede ingenting, men det lagde jeg selvfølgelig ikke mærke til i øjeblikket. "Nu må jeg vel komme fri?" spurgte Julien. Jeg hørte usikkerheden i hans stemmen, frygten der lå bagerst, som et ekko. Charlie flyttede foden, og så stadig hadefuldt på Julien. 

"Ja da. Jeg sværgede jo. Hils Litsa fra mig. Jeg er sikker på hun vil sætte pris på en gave." Charlie smilede, og jeg troede et øjeblik hun var blevet fuldkommen sindssyg. Julien så også skræmt ud og lettede. Han nåede kun lige op i luften, før Charlie kastede hånden mod ham, som om hun ville skyde en usynlig bold mod ham. Det var ikke en bold der ramte ham, det var magi. På bare 4 sekunder gik Julien fra at være en smuk, ung man, til at være en hvid due der kugede forvirret og skræmt. Han baskede og flaksede med vingerne, og fløj hurtigt væk fra taget, i underlige mønstre i luften. Jeg havde grint i alle andre situationer. Men ikke dér. 

Da Julien var en lille prik, blev jeg revet tilbage til hvad der var sket. Det var som om jeg først hørte det nu. Lyden af biler der havde bremset hårdt op, kvinder der skreg, og tumult der afslørede det hele. Jeg behøvede slet ikke se ned på gaden, for at vide hvad der var sket med mine brødre. Alligevel satte jeg kurs mod kanten, i benægtelse, uden vilje til at tro på det jeg havde hørt var rigtigt. Jeg kunne ikke tro på det. Charlie stod som forstenet og så ned på gaden. Der var blod på kanten af hendes sværd, som stadig var trukket, og en enkelt dråbe frigjorde sig fra klingen. Frygt var penslet i hendes øjne, og tårerne blev stadig flere over hendes kinder. 

Jeg overvejede om jeg skulle se ned på gaden, og måtte indrømme for mig selv at jeg ellers aldrig ville forstå det, ville aldrig forstå prisen vi havde betalt for de to gyldne attributter. Jeg kastede et blik ud over tagets kant, og så begge mine brødre ligge på gaden, begge omringet af mørkerøde plamager. Heldigvis var de små og omfanget af deres skader kunne ikke ses herfra. Det virkede også lidt ligegyldigt. De var døde, hvad mere behøvede jeg at vide? Jeg faldt tilbage og sidde, og så ned i jorden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke noget at sige. Charlies blik var som frosset til vores brødre nede på jorden. 

Jeg ventede. Jeg ventede på at Ray ville komme herop igen, på at mine brødre dukkede op og det hele viste sig at være et trick. Min hjerne ville ikke acceptere det. Jeg så hen over taget hvor mit sværd var smidt tilfældigt, og branddøren stod åben endnu. Hvert øjeblik kunne de to drenge dukke op, smilende og med armene om hinanden. Vi ville tage hjem sammen, og vi ville lægge den her sindssyge affære bag os. Vi havde fået det vi kom efter, og vi ville tage hjem og lege sandhed eller konsekvens, eller vi ville spille volleyball. 

Charlies' stilhed blev til hulk mens hun dækkede sin mund med begge hænder. Hun faldt ned på knæ, og tabte også sit sværd. Jeg sad stadig i benægtelse og så mod døren. Det var ikke før lyden af ambulance sirener lød, at jeg begyndte at forstå det hele. Raymon kom ikke til at gå op af de trapper om lidt. Dionte ville ikke vende med os hjem. Det sidste jeg havde sagt til Dionte var forfærdelige ting, ting jeg havde ment i øjeblikket, men som nu virkede hjerteløse. Varme, stikkende striber formede sig ned af mine kinder. 

"Børn?" Stemmen fra vores far vækkede os begge en smule, men ikke mere end at vi kun drejede hovedet og så op på ham. Jeg sad og knugede Afrodites gyldne korset ind til mig, som om det gjaldt mit liv. Han virkede til at forstå det hele meget bedre end os, som om han vidste præcist hvad der var sket. Det gjorde han sikkert også, han var en gud. Charlie rejste sig op og kastede sig ind til ham og græd løs. Hun hulkede så man kunne blive bange for om hun ville dø af sorg. Min far rakte en hånd ud mod mig og bød mig ind. Jeg rejste mig og tilsluttede mig krammet, korsettet presset ind mellem os. Jeg græd, men jeg hulkede ikke. Tårerne gled bare i stride strømme over mine kinder, mens jeg skiftede mellem at holde vejret og trække vejret tungt. Jeg gemte mit ansigt ind mod min fars skulder og håbede hele verden ville holde op med at eksistere. Men den blev ved. Selvom jeg ikke kunne se verden omkring mig, kunne jeg stadig høre uroen nede på gaden, føle vinden der nådesløst rev i mit hår, og nu en blanding af de brændte mandler, og min fars søde duft af vindruer. 

"De andre er tilbage i lejren. Jeg sender jer tilbage. Resten her klarer jeg." Han trak sig ud fra os, og så ind i vores øjne. Da han så ind i mine, stoppede han kort op, som om han aldrig havde set mine øjne før. Han undersøgte dem kort med sit eget blik, inden han så på min søster igen. "I har opfyldt mit krav og løst jeres opgave." Charlie nikkede kort, helt opløst i tårer. Hendes mascara var løbet hele vejen ned af hendes kinder, og hendes øjne var røde. Jeg selv havde helt fugtige kinder der kløede en smule fra saltvandet. Vi kastede alle et blik hen mod tagets kant, inden Charlie og jeg forsvandt derfra, og pludseligt stod på grænsen til lejren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...