Delia Woods - Usete Helte

Delia vokser op i en normal by, med en normal mor, og har et normalt liv. Hun har sine udfordringer, men andre børn er også ordblinde, og ADHD er ikke en sjælden diagnose. Alligevel føler hun sig altid ved siden af, og det er ikke før hendes mor giver op på hende, og sender hende væk, hun for første gang finder det sted hvor hun føler sig hjemme. Første del af Delias historie.

For oplæsning af historien/lydbog:
https://soundcloud.com/emilie-florentine-lind-knudsen/delia-woods-usete-helte

5Likes
11Kommentarer
2355Visninger
AA

8. Jeg Ødelægger en Helt Fin Leg

De næste dage gik med at vænne sig til at vi var så mange. Rutinerne var som altid, men pludseligt var vi en masse der skulle træne sværd på samme tid, en masse på kravlevæggen med lava, en masse der fløj pegasusser, og så var volleybanen næsten hele tiden optaget. At finde et sted at være alene var næsten umuligt, og at finde tiden til det var også svært. Vores skemaer var fyldt op med en masse træning og undervisning, vi nåede knap at trække vejret nogle gange. Efter et par dage vænnede jeg mig en smule til det, og da vi alle havde en times fritid om eftermiddagen, slog en gruppe af os ned ved søen. 

Rosa satte sig ved siden af mig, og jeg lagde mærke til halskæden hun havde på. En fin sølvkæde, der var lukket ved at to små knive var krydset. "Duocultir, ikke?" Jeg pegede på smykket, og af refleks slog hun sit blik ned mod kæden. Et smil gled over hendes læber og hun nikkede så hendes blonde hår hoppede et par gange omkring hendes skuldre.

"Jo. Du har snakket med Ruxin?" Hendes øjne glimtede, tydeligvis af glæde over at snakke om sin specielle gave fra den kreative søn af Hefaistos. Jeg nikkede til hende. 

"Ja, han fortalte mig om den. Den er ret vild. Han har også lavet dit sværd, ik Viktor?" Jeg så over på hendes bror, der som altid var viklet godt ind i Mikal. Med et nik svarede han på mit spørgsmål, inden han flyttede sin opmærksomhed tilbage på sin kæreste. 

"Ruxin er en god ven at have. Han kan rette våben ud så let som ingenting." Ray, der sad på den anden side af mig, sluttede sig til samtalen om den lettere excentriske dreng. Ved siden af ham havde Liam og Frey gang i en leg sandhed eller konsekvens. 

"Hvad med hans kæreste? Jeg har ikke hørt noget om Mel." Spørgende søgte mit blik rundt på de andre. Ray rystede på hovedet af mig, for at vise jeg havde misforstået et eller andet. 

"Nej, Mel er ikke hans kæreste. De er bare venner. Mel har andre kærester." Selvom han rettede på min fejl, følte jeg mig ikke forlegen. Det var endnu en af Rays fantastiske evner. Uanset hvor dumt det man sagde var, så rettede man én så man ikke følte sig som et fjols. 

"Kærester? I flertal?" Jeg lagde mine ben over kors så jeg sad i skrædderstilling. 

"Ja, det er en lidt indviklet historie." Rosa trak lidt på skuldrene og så over på Mikal. Et eller andet sted var jeg ikke sikker på jeg behøvede den. Jeg kunne godt lide Mel, men han var søn af Afrodite, og mit indtryk af dem var at de ikke var gode til at holde sig til én. Raymon var et levende bevis. 

"Hvad så med Ruxin?" Det var ikke fordi jeg planlagde noget, men han var sådan en god og gavmild fyr, det kunne ikke passe han ikke havde en pige der kunne se det. Raymon rystede igen på hovedet. 

"Han er lidt for nørdet til nogen rigtigt kan holde ham ud. Ja ud over Mel og hans slæng. Super sød og venlig, men han snakker sjældent om andet end sine opfindelser eller metal. Det er trættende i længden. Desuden er han for gammel til dig." Raymon sendte mig et drillende smil, og jeg himlede med øjnene over ham. 

"Tak, men jeg har ingen planer om nogen. Sidste dag var Charlie ved at afsætte mig til Nolan. Der er altså nogen der har det fint med at være single. Ikke, Rosa?" Jeg søgte hendes blik, men hun slog det ud over vandet og nikkede. 

"Jo, helt sikkert." Jeg ved ikke hvorfor, men hun virkede ikke helt som om hun mente det. Som om hendes ord slet ikke passede sammen med hendes stemme. Raymon virkede til at forstå hvad der skete, men sagde intet. 

Lyden af hove gennem skovbunden fik os til at se os over skulderen. En satyr kom løbende, og da han kom tæt nok på kunne jeg se det var Kykos. Han havde en tanktop på der sad løst om hans overkrop, og gik en smule ned over hans gedeben. Han stoppede ikke med at løbe før han stod ved os, og lænede sig mod et træ. 

"Raymon... Hr. D..." Han var forpustet, som om han lige havde løbet hele lejren rundt. Det vilde blik i hans øjne og måden han hår strittede til alle side fik det ikke til at virke umuligt. 

"Slap af Kykos. Hvad er der med far?" Ray drejede sig om, så han kunne se ordenligt på vores satyrven. Vi andre gjorde det samme, og et eller andet sted inden i mig, kunne jeg mærke uro. Frey og Liam stoppede deres leg. 

Det tog Kykos et par indåndinger inden han kunne snakke. "Han indkalder til hastemøde med vejlederne. Nu. I hovedbygningen." Dét fik min bror på benene. Uden et ord satte han af sted mod hovedbygningen. Han løb, og jeg så det ikke som et godt tegn at han tog af sted så hurtigt. Kykos sukkede håbløst, inden han tog en dyb indånding, og satte i løb igen, den her gang efter Ray. 

"Det er ikke et godt tegn." Liam lød bekymret, og når han blev bekymret, begyndte han at pille ved alt. Han startede med kanten af sin T-shirt, men gik hurtigt videre til nogle blade. 

"De plejer ikke at indkalde til hastemøde. Altså nogle gange hvis nogen har lavet en alt for grov joke med en anden hytte, eller hvis der er problemer med rengøringen. Men ikke hastemøder. Det har jeg aldrig hørt før." Rosa havde fået rynker i panden af bekymring. Hun var vejleder for Artemis hytten når deres storebror ikke var i lejren, hun vidste hvordan tingene hang sammen. 

"Der er noget galt." Frey gav hende ret henne fra sin plads ved Liam. Vi så imellem hinanden, inden vi rejste os op.

"Vi må hellere finde vores egne hytter. Det er ikke sikkert der er sket noget, men måske er det meget godt at være i vores hytter til vi ved hvad det er der haster sådan." Rosa så på os alle, og vi virkede til at være ret enige. Jeg havde i hvert fald lyst til at være hjemme til vi vidste hvad der skete, og de andre så også ud som om de gerne ville se deres søskende. Bortset fra Mikal. Han tog blidt fat i Viktor og trak ham ind til sig, hvilket selv jeg vidste betød at han ikke ville forlade sin kæreste. Det fik Rosa til at smile lidt. "Du kommer med til vores hytte." Det virkede til at lette den tavse dreng, og Mik og Vik så hinanden i øjnene, med små smil. 

Vi gik i fællesskab tilbage, og splittedes da vi nåede til hytterne. Jeg var ret sikker på det ikke var helt normalt at man bare gik ind i hytter der ikke var ens egen, men da Mikal fulgte med tvillingerne ind i deres sølvhytte, så det ikke ud som om det var første gang. Der var noget hjemmeligt og vant over hans bevægelser da han holdt døren åben for Vik, og dukkede sig for at komme ind. 

Inde i vores hytte sad Dionte i sofaen med hænderne foldet, og Charlie gik rastløst frem og tilbage. De så begge på os, med lettede udtryk. 

"Hvad sker der?" Jeg satte mig i den stol der var blevet min. Liam satte sig ved Dionte, og lignede en der var lige så nervøs som de to andre. 

"Vi ved det ikke. De hentede Julien mens vi trænede på kravlevæggen. Vi tog tilbage hertil med det samme, det virkede bedst at være hjemme hvis der sker noget. Var Ray sammen med jer?" Charlie så ind i mine øjne. Jeg gave hende et lille nik, og jeg kunne mærke uroen i min mave igen. Hvis Charlie og Dionte også var nervøse, måtte der være noget galt. 

"Han løb af sted med det samme... Jeg har ikke set ham sådan før." Liam bed sig i læben, og trak benene til sig i sofaen, så han sad helt sammenkrøllet. Tiden sneglede sig af sted. Charlie blev ved med at gå frem og tilbage, Dionte sad og kastede druer op i luften og greb dem, igen og igen og igen, mens han sad og vippede utålmodigt med benet. Liam hentede en jordbærplante, og groede bær han sad og spiste af i nervøsitet. Og så var der mig. Jeg sad bare og så på mine tre søskende, mens den nervøse følelse i min mave fik mig til at overveje om jeg havde spist noget dårligt. 

Alle halvguder var trukket ind i deres hytter til sidst. Ingen rendt rundt efter hinanden, ingen spillede frisbee, ingen passede blomster udenfor. Selv nymferne var ikke til at se. Stilheden udenfor gjorde kun alt lidt mere uhyggeligt og utrygt. Selvom der kun var gået et par dage, havde jeg vænnet mig til der var liv udenfor. Det føltes som om hele lejren holdt vejret og ventede på... Ja, noget vi ikke vidste hvad var. 

Pludseligt røg Liam op af sofaen og hen til vinduet. "Dér! De kommer nu!" Vi andre strøg hen til vinduet for at se de 14 vejledere komme i samlet trop til hytterne. De fordelte sig til hver deres hytte, og da Raymon trådte ind havde han ændret sig fuldstændigt. Han lignede sig selv, men der var en bekymring i hans ansigt, en seriøsitet der skræmte mig. Smilet der normalt var over hans ansigt uanset hvad, var væk.

"Vi skal samles i pavillonen. Vi er blevet bedt om at føre vores hytter derhen." Hans stemme var underligt monoton, og han slog en arm ud mod døren. Jeg så over på Charlie, og i hendes øjne kunne jeg se det samme som jeg følte. Frygt. Vi var alle bange, og Raymons uhyggelige seriøsitet hjalp ikke. 

I samlet flok bevægede vi os til pavillonen og satte os. Far sad ikke hvor han plejede. Han stod inde i midten sammen med Chiron, og de ventede på at alle kom og fandt deres plads. De fleste var her, kun Hades børnene, og undergudernes børn manglede at få sig sat. Da alle var placeret, og der var ro, bevægede min far på sig. Selvom vi halvandet hundred halvguder samlet, var der komplet tavshed. Frygten og usikkerheden lå i luften.

"Olympen er blevet bestjålet." Min fars stemme havde intet problem med at nå ud til alle. Der gik et su igennem forsamlingen, og mange så imellem hinanden. Alle vejledernes øjne var fastlåst på min far, og det fik os andre til at holde mund. Der var ikke oplæg til hverken diskussion eller kommentarer. 

"Afrodites gyldne korset, og Apollons gyldne bue og pile er væk." Dét fik os til at snakke. De to ting var hellige attributter. Det var ikke et ubetydeligt rov på Olympen, det var to meget kraftfulde og vigtige objekter der nu manglede ved to Olympiske guder. Pavillonen gik fra larmende tavshed, til ugennemtrængelig støj. Det lød som en summen, og det var svært at finde ord og hele sætninger i det.

"STILLE." Chirons stemme fik os til at tie. Han stod uroligt på sine ben, og vaklede lidt frem og tilbage, så hans hove klikkede mod underlaget. "Vi er klar over alvoren. Men det skræmmende ved tyveriet er at tyven ikke har efterladt nogen spor. Ingen ved hvordan han eller hun er kommet ind, ingen har set nogen, intet." Chiron så rundt på os alle. Der blev sendt flere onde blikke mod Hermes hyttens bord. Julien Marks så næsten helt ked af det ud, som om han slet ikke kunne tro det, og som om mistanke på ham og hans søskende gjorde han fik lyst til at græde. 

"Der er ingen beviser for det er en halvgud. Men ingen monstre er snu nok til at kunne bevæge sig ubemærket ind på gudernes allerhelligste. Derfor ligger Olympens mistanker desværre på jer." Chiron stoppede igen op på siden af min far. 

"Hvorfor tjekker I ikke Hermes' børn! Det er da oplagt!" Olivia Bell, en datter af Ares, rejste sig op, og pegede over på bord 11. Flere nikkede og stemte sig enig med hende. 

"Hvorfor tjekker I ikke Hefaistos' børn? Det er Afrodites korset der mangler, alle ved Hefaistos vil gøre alt for at få hende ned med nakken, hvorfor skulle hans børn være anderledes?!" En pige fra Hermes' hytten rejste sig op, og pegede på bord 9. Derfra blev flere og flere anklager smidt rundt, til det til sidst var en stor diskussion, og det var igen umuligt at høre hvad der blev sagt. Chiron så helt overrasket ud, mens min far bare så vred ud. 

"Så tier I stille!" Han havde ikke hævet stemmen meget, men det var som om hans øjne brændte, jeg kunne se det selv på afstand. Det fik de andre til at holde mund, og alle satte sig igen. De onde blikke til hinanden fortsatte. "Hør her, snotunger. Det hjælper os ingen vegne at I anklager hinanden. Pas jeres egne sager, og hold jeres mund med mindre I faktisk ved noget. Når lejren står overfor svære tider, så har I bare at tage jer sammen og få et sammenhold op at køre, er det forstået?!" Jeg havde ikke set min far hidse sig op over os før. Normalt gad han slet ikke, vi var ikke vigtige for ham. Men det her var for meget til han bare kunne lade det passerer. Han ville faktisk have at vi holdt sammen. Vejlederne nikkede, og flere andre gjorde også. Alligevel stolede jeg ikke på at alle ville overholde det. 

"Hvis jeg så meget som får et peg om at nogen anklager hinanden, eller udøver grov mobning eller andet, så ryger alle privilegier." Det var det sidste min far vrissede af os, inden han gik hen og satte sig ved vores bord. Stemningen løftede sig ikke ligefrem af det. 

"Som Hr. D siger, forventer vi at i opfører jer ansvarligt og som helte. Barnlig opførsel vil blive straffet. Hvad der skal ske, finder guderne ud af de næste par dage. Vejledere, hold jer klar. Vi ved ikke hvornår vi får brug for jer." Chiron så rundt en sidste gang. "I er frie resten af eftermiddagen. Efter maden i aften, holder vi erobre flag som vi planlagde. Tak." Chiron gav et nik, et tegn til vi kunne gå. 

Der var ikke ret mange der gik. En nyhed som dét var ikke bare til at komme over. Mine søskende og jeg så på vores far, og for en gangs skyld svarede han på vores usagte spørgsmål, i stedet for at tvinge os til at sige hvad vi ville have af ham. 

"Jeg ved ikke meget. Men jeg kan være nødt til at tage til Olympen hvis de gamle ikke kan finde ud af det. Hør her, jeg stoler på jer fem, og jeg forventer I tager det meget seriøst. Hvis nogen af jer falder mig i ryggen, så få i samme skæbne som kong Lycurgus. Er det klart?" Han så på os alle sammen. Mine ældre søskende nikkede roligt, mens jeg rynkede brynene. Jeg havde hørt navnet, men alle myter og historier væltede stadig rundt i en stor forvirring i min hjerne. Min far fangede det, og han var åbenbart ikke i humør til at være på tværs og ikke fortælle i dag. 

"Lycurgus ville ikke have mig eller mine mænader i sit rige. Da han hørte vi var kommet dertil, drev han os på flugt og fangede nogle af mine mænader. Jeg er ikke fan af de tøser, men de er tilbedere af mig, og som straf for at angribe mig og mine mænader gjorde jeg ham sindssyg." Han tryllede en cola light frem, åbnede den og drak af den. Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at være sindssyg, men det lød som en lidt tynd trussel fra min far. Han havde forvandlet en fyr til en and i fire timer for at gøre min søster ked af det. 

"I sin sindssyge troede Lycurgus at hans egen søn var en efeuplante. Efeu er hellig for far, så Lycurgus ville fjerne 'planten', og skar næse, ører, fingrer og tæer af sin egen søn. Far forbannede riget og erklærede at intet ville vokse der før Lycurgus var blevet straffet for sin fornærmelser mod en gud og hans tilbedere." Dionte virkede helt syg ved tanke om det. Nej, han virkede ikke kun syg, han så også sådan ud. Han var blevet blegere og hans øjne søgte ned af, som om det krævede for mange kræfter at se op. 

"Folkene i Edoni, Lycurgus' rige, fik fat i kongen, og ofrede ham til kødædende heste på Mount Pangaeüs. Det var nok straf for far." Liam så på vores far der nikkede. Nu virkede den trussel pludseligt ikke så tam mere. Faktisk virkede det utroligt skræmmende, og det værste var at jeg ikke tvivlede på han mente det. Hvis hans egne børn vendte ham og Olympen ryggen, ville vi blive straffet for det. 

"På den opløftende note vil jeg forlade jer og tage kontakt til Olympen. Nyd jeres fridag." Far rejste sig med dåse colaen i hånden, og forlod os uden mere. Motiverende var han ikke, og så alligevel. For man fik virkelig ikke lyst til at skuffe ham. 

"Okay, jeg går i arenaen og træner, nogle af jer der vil med?" Raymon så rundt på os. Selv når vi fik fri, gjorde han selvfølgelig det rigtige, og så endda uden at tøve. 

"Jeg vil gerne." Charlie nikkede, og Liam meldte sig også på. 

"Jeg springer over. Jeg tror jeg bruger eftermiddagen i hytten." Dionte rejste sig, og så næsten mere bleg ud end før. Ingen indvendte noget, de andre kunne vel også se hans kulør var helt gal. Jeg følte ikke for træning, men på den anden side var det sikkert det smarteste, så jeg gik med de tre andre. 

Jeg fortrød hurtigt jeg var gået med. Vi var ikke den eneste hytte der havde valgt at træne, det havde næsten alle andre også. Det betød arenaen var fyldt med Ares og Hefaistos sønner der lignede nogle der kunne dræbe mig med et prik i brystet. Jeg holdt mig helt med vilje til mine søskende, for jeg skulle ikke pludseligt stå i en kamp med en af de drenge. Hvis jeg havde troet Ruxin var noget specielt, lignede han nærmest en pind i forhold til nogle af hans brødre. 

"Delia, fokuser her." Raymon kunne godt se jeg var bekymret, og mit blik var rettet over på dræbermaskinerne der løb rundt om os. Frygten må have været tydelig i mit ansigt.

"Jeg prøver." Jeg så på ham og løftede mit sværd lidt. Raymon faldt ud mod mig, men inden jeg overhovedet kunne slå fra mig med sværdet, skød en vinranke op af jorden og beskyttede mig. Det var ikke første gang det var sket. Efterhånden var det hver gang jeg trænede at vinrankerne beskyttede mig. Det faldt mig mere naturligt end at slå ud med et sværd, for jeg skulle slet ikke tænke for at de var der. 

"Delia, du skal have styr på de vinranker. Du er nødt til at lære og bruge sværdet." Raymon stillede sig roligt op, og ville ikke angribe det næste stykke tid. Jeg nikkede mut og fik ranken til at falde ned i jorden igen. 

"Undskyld, jeg prøver, men det er bare.." Uden mod satte jeg mig ned. Vi stod i udkanten af hele kaosset, så jeg var ikke i vejen for nogen. Raymon satte sig ned ved siden af mig med et opløftende smil. 

"Jeg ved det godt. Nogle evner føles som en naturlig forlængelse af os selv. Men vi må ikke vænne os til kun at bruge dem. Evner kan svigte, vi kan fejlbedømme dem og de kan pludseligt være stærkere eller svagere end vi regner med. Et sværd bliver ikke svagere." Han pegede på mit sværd på jorden. Mit blik faldt på det og jeg nikkede igen, vidste godt han havde ret. Raymon havde altid ret, hvilket var lidt irriterende nogle gange.

"Hvad med dine evner? Bruger du dem?" Jeg så på min bror, og håbede han måske kunne give mig råd. Nogle jeg kunne bruge, og ikke som Dionte der havde alle mulige underlige råd jeg ikke kunne få til at virke. 

"Nogle gange. Men de er ikke helt så enkle." Raymon så ned, som om han ikke ville tale om det. Jeg gav et opgivende suk. Han var den ældste og mest erfarne af os alle, og så ville han ikke snakke om det? Jeg blev faktisk lidt sur på ham et øjeblik.

"Nu er du ligesom Charlie. Hun vil heller aldrig fortælle mig om sine evner. Altså jeg har set hende fremmane vin. Men jeg ved ikke mere." Mit blik søgte ud på de andre der var meget bedre end mig. Liam og Charlie kæmpede som gjaldt det deres liv, og jeg tror endda jeg så dem begge smile nogle gange når den anden fik et godt slag. 

"Vores evner er ikke sjove som planter eller andre uskyldige ting. Du hørte hvad far sagde, ikke? Med kong Lycurgus?" Min brors stemme havde en alvorlig tone, og jeg var næsten bange for at se ind i hans øjne nu. Jeg gjorde det alligevel.

"Jo. Han gjorde ham sindssyg." Historien havde lidt bidt sig fast i mig, for han havde truet med at give os samme tur hvis vi forrådte ham. 

"Præcis. Charlies og mine evner skader andre, Delia. Andre kommer til skade når vi bruger dem. Der er også en mørkere side af alle guder." Ray sendte mig et smil, selvom jeg følte det var lidt malplaceret. "Du kender symbolet for teater, gør du ikke?" Det var et emneskift jeg slet ikke lige regnede med, og jeg blinkede et par gange med øjnene. 

"Eh, jo. En glad maske og en trist maske. For de to oprindelige typer, tragedier og komedier." Jeg trak lidt på skuldrene. Jeg havde set det forskellige steder, dramaklubben på min skole havde haft det som kendetegn. 

"Præcis. Far er gud for teater, og de to masker blev skabt som symbol for ham. For hans to sider. Der er den glade, nærmest maniske, og der er den triste, depressive. Sådan er det med alle, i en lidt mindre voldsom grad. Vi arver ikke kun de glade ting fra vores gudommelige forældre." Raymons stemme var helt stille, men det han sad og fortalte mig gav mig myrekryb. Han havde altså evner der var så slemme? Og Charlie? 

"Har vi alle sådan nogle evner?" Godt nok havde jeg kun opdaget min med vinranker, men måske havde jeg heller ikke lyst til at finde resten?

"Nej. Liam og Dionte er sluppet med mere opløftende evner. Charlie og jeg har ikke været så heldige. Vi må se med dig, men jeg håber virkelig du er som de to andre. En evne der skader andre gør ting ved dig." Raymon rystede lidt på hovedet, som om han prøvede at ryste dårlige minder væk. 

"Hey, RJ, skal du ikke have nogle tæsk?" En fyr råbte inde fra de mange kæmpende halvguder. Jeg havde ikke set ham før. Han var blond, og nok en smule ældre end Ray. De kendte i hvert fald hinanden, for min bror smilede og rejste sig op. 

"Jeg skal nok komme og give dig nogle!" Han pegede over på fyren, inden han så ned på mig igen. "Tag dig en pause. Jeg kommer igen om lidt, og så finder vi ud af det med sværd og få de vinranker til at blive jorden, okay?" Ray gav mig et helt andet smil end det fra før. Nu var det stort, glad, næsten skinnende. Jeg nikkede bare, men jeg havde ikke tænkt mig at vente. Så snart Ray var væk i mængden af kæmpende halvguder, rejste jeg mig op og forsvandt fra arenaen. 

Da jeg var kommer lidt væk fra arenaen følte jeg mig lettere til mode, men der hang stadig en underlig stemning i luften. De fleste prøvede at nyde de havde fået en eftermiddag til at holde fri, men der var ingen der så rigtigt afslappede ud. Tilbage ved hytterne trænede et par stykker ude foran deres hjem. Rosa og Viktor kæmpede imod hinanden, og det gik hurtigt. I modsætning til Charlie og Liam da de havde kæmpet, var der ingen smil at spore på tvillingernes ansigter. De var fokuserede og helt koncentrerede om den træningskamp der fandt sted. Der var heller ikke nogen tøven for dem at ramme den anden. Rosa havde en tynd flænge i overarmen der blødte en smule, og Viktor havde en over kinden, men de fortsatte begge urørt. Mikal sad på sidelinjen og fulgte med. 

Tvillingerne var ikke de eneste der var igang. Felix var ved at kæmpe med sin storebror, Nolan. Felix havde ikke andre våben end en lang, stærk stav. Nolan havde et sværd i hænderne. Deres kamp var ikke helt så glat som tvillingernes, for Felix endte hele tiden på jorden eller med flænger. Hvis han fik mange flere, kunne de lige så godt forbinde hele hans underarm. Deres søskende og enkelte andre fra hytte 14 sad og kiggede på. 

Jeg fik mig løsrevet fra at glo, og gik ind i vores hytte. Dionte var, til min overraskelse, ingen steder at finde. Jeg var helt alene i hytten, og det føltes underligt. Så kom jeg i tanke om noget, og besluttede mig for første gang siden jeg ankom, at tage kontakt til min mor. 

Her i lejren brugte vi Irisbeskeder, men jeg havde stadig min mobil. Jeg vidste godt det ikke var smart, for vi kunne spores, men jeg var i lejren, og ingen kunne komme ind. Desuden vidste de fleste monstre godt vi var her. Så jeg tog chancen og skrev til hende. Det var intet stort og vildt, men bare en kort besked om at jeg stadig havde alle lemmer, og far havde været flink. Om hun havde lyst til at svare, anede jeg ikke. Jeg havde fornemmelsen af hun var lettet over jeg ikke længere var hendes ansvar. 

Jeg lagde mig i min seng og besluttede det måske var meget sundt at ligge og slappe af. Det var en underlig dag, og at jeg løb rastløst rundt i lejren hjalp ingen. Jeg faldt også hurtigt i søvn, men jeg fik ikke lov til at sove længe. 

Jeg vågnede hurtigt igen var lyden af stemmer ude i fællesarealet. Jeg kendte den ene, det var Dionte, men jeg var ikke sikker på den anden. Døren til vores værelse stod åben, så jeg kunne let høre dem uden at jeg overhovedet prøvede. "Lad nu vær med at flippe ud," sagde stemmen jeg ikke kendte. 

"Det er let for dig at sige! Det er ikke dig der skal se ham i øjnene, og-" Nogen afbrød min storebror. 

"Tror du ikke vi alle bliver tjekket efter? Du har jo ikke noget at skjule endnu, har du?" Den anden stemme virkede sur og lød som om han helst ville slå Dionte tværs over ansigtet. 

"Nej, men tror du han er dum? Lad nu vær med at undervurdere ham. Jeg ved hvad han er i stand til." Dionte lød helt syg igen, som da vi havde fået nyhederne. Jeg rykkede mig for at kunne høre bedre, og sørgede for at være lydløs. 

"Det varer ikke længe. Tag dig sammen. Den der attitude får os alle til at tvivle på dig. Du sætter alt i fare." Den anden dreng gik lidt rundt, jeg kunne høre hans fodtrin på trægulvet. 

"Tvivle på mig? Jeg risikerer mere end alle jer andre!" Jeg var ikke sikker på hvad jeg hørte, men der var vaklende skridt, og jeg gættede på den anden dreng havde taget fat i min bror. 

"Virkelig? Risikerer du mest, Dionte?!" Drengen hvæsede af min bror, og jeg kunne høre Dionte mumle en masse ting som var undskyldninger og forklaringer på at det ikke var sådan han mente det. "Du aner ikke hvad en risiko er." Han gav slip på min bror. Jeg kunne i hvert fald høre han trådte væk fra Dionte. For at se om jeg kunne se ud af døren, lænede jeg mig frem. Dét var en fejl. Min telefon lå ved siden af mig i sengen, mens jeg ventede på min mor svarede. Da jeg lænede mig frem, skubbede jeg den over kanten, og den ramte trægulvet med et højt BONK-BONK. 

"Hvad var det?! Du sagde vi var alene!" Den anden dreng var vred, og han trampede direkte mod mit værelse. Jeg gjorde det eneste jeg kunne komme i tanke: jeg lod som om jeg sov. Min arm dinglede ud over sengekanten som om det var sådan telefonen var faldet ned, og mit ansigt var vendt væk fra døren, og ind mod væggen. Jeg prøvede at trække vejret helt normalt da jeg hørte begge drenge stoppe op i døren. 

"Uha. Min sovende lillesøster. Gider du ikke gå lidt mere amok?" Diontes stemme blev kold og ironisk, en tendens vi vist alle havde i ny og næ. 

"Du er et fjols, Dionte. Hvad hvis hun ikke havde sovet?"  Drengen var stadig sur. Måske var det hans eneste humør. Sur og utilfreds. 

"Delia er harmløs. Hun ved knap hvad der er op og ned på et sværd, hun udgør ingen trussel." Det gjorde ondt at høre min egen bror sige sådan, men jeg bed mine tænder sammen og lod fortsat som om jeg sov. Jeg kunne tude over Diontes unfair udtalelse senere. Jeg vidste ikke hvad jeg havde hørt, men jeg vidste jeg ikke skulle have hørt det. At blive afsløret kunne gå hen og gøre ondt. 

"Viden er farligere end våben. Jeg tager ingen chancer, jeg skrider. Men vi snakker sammen senere." Drengen snakkede ud af sammenbidte tænder, og så kunne jeg høre han forlod hytten. Dionte måtte stadig stå bag mig, for hans fodtrin havde jeg ikke hørt. Der gik lidt, så kunne jeg høre ham sukke. 

"Delia..." Han fnøs, som om mit navn var en joke. "En trussel? Som om." Han lukkede døren og gik. Så snart han var gået, satte jeg mig op og så på den lukkede dør. Jeg havde lyst til at græde, eller løbe, eller vise at jeg godt kunne være en trussel. Men jeg vidste godt det ikke var sandt. Det smarteste jeg kunne gøre var at snakke med Raymon. Jeg fandt min telefon, satte en alarm til at ringe som om den vækkede mig op, og begyndte at lade som om jeg lige var stået op fra dyb søvn. Jeg skubbede døren op og gik ud i fælles arealet og strakte arme som om jeg skulle have min krop igang igen. Dionte lå på sofaen. 

"Hvordan går det?" spurgte jeg, som om jeg ikke havde hørt den mest mistænkelige samtale nogensinde. Dionte så over på mig med et træt blik, men smilede. 

"Bedre, tak. Var du ikke til træning?" Han skubbede sig op at sidde. Han så mindre syg ud, han var ikke så bleg, men der var stadig noget underligt over ham. Altså, udover jeg vidste han var en løgner og en helt anden end han udgav sig for at være. 

"Jo, men er ikke ret god til det, så jeg gav op." Ja, det var et stik til hans samvittighed for at have kaldt mig uduelig. 

"Du lærer det nok en dag." En vinranke voksede over til ham, og en klase med friske, saftige druer voksede frem. Han spiste roligt af dem. Jeg sendte ham et ondt blik, prøvede at ligne Charlie når hun nedstirrede andre, men han så det slet ikke. Så bestemte jeg mig for at finde Ray. Det skulle være min første prioritet. 

"God bedring." Jeg gik ud af hytten og imod arenaen igen. Måske var jeg ikke en trussel, men det var Raymon. Han vidste præcist hvad der skulle gøres. Der gik ikke lang tid før jeg begyndte at løbe af sted. Den anden stemme jeg havde hørt irriterede mig, for det var som om jeg skulle vide hvem det var, men jeg kunne ikke sætte ansigt på. Det var det værste. Jeg vidste det, men jeg kunne ikke finde ud af det alligevel. 

Jeg nåede til arenaen netop som mine søskende var på vej hjem til hytten. Jeg løb direkte hen til Raymon, hvilket fik ham til at stoppe op. "Jeg skal snakke med dig! Nu. Det-" 

"Delia, slap lige af. Jeg vil rigtig gerne snakke med dig." Han lagde en hånd på min skulder, og gav mig det der blik jeg vidste betød, at han tog mig seriøst. Det var så rart ved Raymon. Han behandlede aldrig en som en idiot, heller ikke selvom man var det. Eller selvom man kom løbende som en gal og sagde man skulle tale med ham øjeblikkeligt. 

"Ikke her. Et.. Et sted vi er alene." Jeg så rundt, bange for at den der ejede stemmen fra hytten var her et sted. Det kunne være alle så længe jeg ikke kunne sætte ansigt på. Ray gik fra at være forstående, til at se bekymret ud. Han rakte sit sværd til Liam. 

"I går tilbage til hytten, jeg snakker med Delia." Han nikkede for at se om det var okay med dem. Charlie gav et nik tilbage, sendte mig et bekymret blik, og fik Liam med sig tilbage mod hytterne. Ray lagde en arm om min skulder, og vi gik mod skoven og klippesamlingen vi kaldet Zeus' Næve, hvor vi legede erobre flag. Der ville næppe være andre end dryaderne lige nu. "Hvad sker der? Har nogen gjort dig noget?" Det var nok hans naturlige beskytter instinkt der slog ind. Jeg rystede hurtigt på hovedet og vendte mig om så jeg stod overfor ham, da vi var langt nok inde i skoven.  

"Nej, hør." Jeg så mig kort rundt for at se om der var nogen i nærheden. Jeg kunne høre nymfer grine et sted, men jeg besluttede det var okay. "Jeg var hjemme i hytten, og jeg lå og sov, men nogen vækkede mig. Nogen var der sammen med Dionte. De snakkede om ting der... De var mistænkelige." Jeg fortalte ham hvad jeg havde hørt. Snakken om risiko, om ikke at undervurdere en eller anden, at Dionte ikke havde noget at skjule endnu. Jeg undlod at fortælle hvor såret jeg var over at Dionte ikke så mig som noget specielt, men alt andet fortalte jeg. Raymon lænede sig tilbage, og endte med at sætte sig på en af stenene fra Zeus' Næve mens jeg snakkede. 

"Du er helt sikker på det er hvad du hørte?" Jeg nikkede ivrigt. Ellers havde jeg ikke løbet af sted for at fortælle det, og det vidste Ray også godt. "Det lyder... Det er ikke godt. Det kan vi godt blive enige om. Og du har ingen anelse om hvem den anden var?" Raymon så på mig. Der var et eller andet bedende over ham, som om han tiggede mig om at huske det. Desværre måtte jeg skuffe ham og ryste på hovedet. 

"Jeg ved jeg har hørt stemmen, men det kan være en jeg har passeret i lejren eller en Charlie har hilst på. Jeg har virkelig ingen anelse, Ray. Det er jeg ked af." Lidt skamfuldt så jeg ned. Måske var jeg faktisk uduelig? Jeg kunne ikke engang huske et navn til en stemme. 

"Nej, du skal ikke være ked af det. Det er godt du kom til mig. Jeg snakker med far med det samme, okay? Hold øjne og øre åbne. Det virker til at ikke alle er helt uskyldige." Ray klappede sig på lårene inden han rejste sig. "Kom med tilbage. Lad som ingenting hjemme i hytten. Dionte må ikke vide at jeg ved det, eller at du er mistænkelig. Vis dig som en sand datter af skuespillets gud. Det kan du sagtens." Når han sagde det sådan troede jeg lidt på det. Men det var en stor opgave. Jeg mistænkte min bror for at stå bag noget ret så voldsomt og sindssygt, og jeg skulle sidde og spille ludo med ham som ingenting? Det virkede absurd og ikke mindst risikabelt. 

Vi gik tilbage i stilhed. Raymons ord fra tidligere kørte rundt i mit hoved, dem med de to dramamasker. Måske var Dionte også sådan? Han havde været så venlig og rar da jeg kom, og nu havde han lige snakket om mig som om jeg var et udueligt barn der ikke kunne de mest basale ting. Kunne han have to sider af sig selv? Eller var den væmmelige side af ham faktisk den rigtige, og den søde var en facade? Jeg kunne ikke vide det, og det gjorde kun at jeg så endnu mindre frem til at bruge tid med ham nu. Som om han forgiftede glæden ved at bo i hytte 12. 

"Jeg går hen til far. Hvis de andre spørg, så sig jeg er sammen med Alexander." Jeg spurgte ikke til hvem, jeg nikkede bare og lod ham gå. Usikkert gik jeg ind i min hytte. Dionte lå stadig på sofaen og spiste druer. Charlie lå på den anden og læste i et af sine blade, og Liam var flyttet ned på gulvet med en jordbærplante. Jeg havde det dårligt med de ikke anede noget. De boede sammen med en højest mistænkelig halvgud, og de anede intet. Jeg var sikker på Ray nok skulle sige det til dem når han havde snakket med far, men lige nu virkede det bare ikke som tidligt nok. 

"Hvor er Raymon blevet af?" Dionte lød henkastet, men jeg vidste hvorfor han spurgte. Han var nervøs for jeg havde hørt noget og havde sladret, præcis som jeg havde. Det havde han rigtig godt af. 

"Han skulle noget sammen med Alexander." Jeg satte mig hen i min stol. Charlie havde en forbinding om hånden, hvilket sikkert var fra hendes træning med Liam. Jeg lagde mærke til Liam også havde en om overarmen, den tittede ned under hans ærme på hans orange lejr T-shirt. 

"Ej hvor spændende..." Sarkasmen var tydelig at høre i min søsters stemme. Jeg kunne ikke holde mere drama ud, så jeg spurgte ikke, og lukkede bare øjnene. Endnu en gang den dag lykkedes det mig at falde i søvn. Stemmen fra hytten tidligere lød hele tiden i min drøm. Viden er farligere end våben. Ordene klingede hele tiden. Jeg stod alene, midt i arenaen mens de lød rundt om mig. Vinranker snoede sig langs udkanten af arenaen, men jeg styrrede dem ikke. De blev tykkere og voksede op som en stor mur rundt om mig. Viden er farligere end våben. Rankerne begyndte at danne et tag over mig. Så strammede de sig ind og rummet af ranker blev mindre og mindre om mig. Det blev mørkere som rankerne blev tykkere og kom tættere på. Jeg kunne ikke trække vejret. 

Det ændrede sig. Rankerne brød og jeg stod ikke længere i arenaen. Jeg stod ude midt på en grøn græsplæne der strakte sig i uendeligheder. Jeg var fri. Men da jeg prøvede at gå, løbe, kunne jeg ikke bevæge mine fødder. Jeg så ned, og da jeg gjorde, forsvandt jorden. Jeg svævede i luften, så højt at jeg ikke kunne se hvor jorden var. Så faldt jeg. Og jeg skreg. 

"Delia!" Charlie ruskede mig vågen. Jeg gav et lille hop, og så skræmt ind i min søsters øjne. Alle mine tre brødre var tilbage, og de så også på mig. Jeg mærkede efter i min hals, og indså jeg havde skreget i virkeligheden, ikke kun i drømmen. Jeg kunne mærke mine stemmebånd havde vibreret, som når man skriger højt. 

"Undskyld, det var et mareridt." Jeg så ned, og mærkede hvordan mine kinder blev varme. 

"Ja tak, det kunne vi godt høre. Hvad skete der?" Charlie satte sig på armlænet til stolen jeg sad i. Jeg ville gerne fortælle det med stemmen, men jeg kunne ikke, for det ville afsløre alt for Dionte. Mine øjne hvilede på ham da jeg svarede. 

"Vinranker der kvalte mig. Og så faldt jeg." Mine øjne flyttede sig op til Charlies, og hun sendte mig et bekymret blik. Helt blidt strøg hun en hånd over mit hoved, sådan som jeg havde set mødre gøre på deres små børn i film. Min egen mor havde aldrig rigtigt været så god til det der med trøst, så jeg kendte det ikke fra hende, men det føltes rart når Charlie gjorde det. 

"Du er frustreret over dine evner ikke makker ret. Det er i orden. Du tænker for meget på det, lillesøster." Hun sendte mig et opmuntrende smil, inden hun satte sig over i sofaen igen. Hendes blad lå smidt i den del af sofaen hun ikke sad i, som om hun havde kastet det fra sig da jeg skreg. Det havde hun sikkert også. 

"Jeg vil bare gerne være lige så god som jer." Det lød ret patetisk. Mine søskende så imellem hinanden. 

"Vi har haft flere år til at træne og øve, Delia. Du har været her i syv måneder. Du sætter for høje forventninger til dig selv." Raymons stemme var det mest berolige jeg vidste, så mit blik faldt ind i hans. Han virkede helt rolig. Jeg vidste ikke hvor længe jeg havde sovet denne gang, men solen var lavere på himlen end da jeg havde lukket øjnene. 

"Jeg er ikke ret tålmodig..." Det var mit bedste svar, for jeg vidste han havde ret. 

"Ej, det kender jeg godt!" Liam nikkede fra sin nye plads på gulvet, så hans mørke krøller hoppede. Det fik os til at le lidt, for det var kendt i hele lejren at Liam ingen tålmodighed havde. På den måde var min bror rar, for Liam kunne bare løfte en hver stemning, uden det var påtaget. Bortset fra når han selv var utryg eller bange. 

Hornet til maden lød, og vi gik til aftensmad. Det foregik som altid, men stemningen var trykket af uroligheden over tyveriet fra Olympen. Der var et par beskeder om ekstra harpy patruljer, strengere regler for at komme ind og ud af lejren, og selv Argus var dukket op. Han havde øjne over alt, helt bogstaveligt. Hans hænder, i nakken, man sagde endda han havde øjne på tungen. Han var vores sikkerhedschef, fordi han så alt. Derudover blev vi delt op til erobre flag. Vi var på hold med hytte 14, hytte 13 og hytte 11. Én ting ved det skræmte mig. Jeg kunne ende med at stå ansigt til ansigt med Viktor. Han var rigtig flink, når han ikke havde et dobbelt sværd i hænderne. Så var det som om han ikke var helt så flink mere, og hans store konkurrencegen gjorde det bestemt ikke bedre. 

Vi fik os gjort klar og blev fordelt. Jeg fik til opgave at stå vagt ved flaget sammen med Orion Oakly, en søn af Hermes, Grace Cohen som ikke vidste hvem hun var datter af, og Ashling McDean, datter af Tyche. Spillet blev blæst igang, og alle startede. Det var skræmmende, kun at have solens orange lys og hinanden. Jeg havde kun mødt Orion før, de andre kendte jeg slet ikke. 

"Er der nogen der kan se noget?" Jeg snakkede lavt, som om de andre ville kunne finde os lettere hvis jeg snakkede højt. 

"Nord. Der kommer tre. Grace, du tager dem!" Ashling snakkede hurtigt. Grace, en lille pige på kun 10, satte af sted mod nord, og var så hurtigt væk at jeg slet ikke nåede at se hvor hun præcist løb hen. Pludseligt følte jeg mig uduelig igen. Jeg var mere uduelig end en pige på kun ti. Det var pinligt. 

Kort efter stod Grace tilbage på sin plads, og vi stirrede i hver vores retning. "Der kommer flere, gør der ikke? Delia, hvad kan du se?" Ashling så sig over skulderen på mig. Jeg kneb øjnene sammen for at se bedre. Jeg så godt nok bevægelser, men jeg kunne ikke se hvem eller hvor mange. 

"Skal jeg-"

"Nej. Det kan være afledning. Bliv stående." Og det gjorde vi. Lige indtil tre ugler kom flyvende, og som de landede blev de til tre halvguder, tre af Athenes børn. 

"Overgir I jer selv, eller skal vi slå jer?" Den ældste af dem, en dreng, talte med stor selvsikkerhed. 

"Ej, hvor er det sjove i det?" Ashling trådte frem og faldt ud imod dem. Så var vi i gang. Sværdkamp med dem alle tre. Grace var hurtigere end man kunne se med øjet, og det tog ikke lang tid før den yngste af Athenes børn stod uden våben. Orion var kluntet og kæmpede alt hvad han kunne for at holde sit sværd i hånden. Jeg kunne ikke kæmpe ret godt med sværd, så jeg smed mit, og brugte i stedet mine vinranker. To skød op og fik fat i den anden Athene piges arme. Jeg knyttede hænderne, og rankerne strammede sig så hun blev trukket bagud og endte på jorden. Orion skyndte sig at skubbe hendes sværd væk. Ashling havde klaret drengen, så nu stod vi med tre Athene børn uden våben. 

"Overgiver I jer?" Ashling smilede, og lagde al vægt over på den ene hofte. Jeg havde stadig den ene pige fanget mod jorden, men de to andre så på hinanden, inden de løb hver sin vej. Orion løb efter pigen, Ashling løb efter drengen, og de fulgte dem helt ind i skoven. Grace og jeg stod tilbage med den sidste pige. Jeg holdt op med at kontrollere rankerne, og lod dem bare holde pigen helt selv. Hun var på min alder. 

"I vinder aldrig over Athene hytten!" Hun led og sled for at komme fri fra sine lænker af planter. 

"Mon ikke." Grace lo lidt og samlede de tre sværd ved vores flag. Lyden af fødder gennem skoven fik os til at vende os om. En gruppe af Ares' børn stormede direkte imod os. Jeg nåede ikke at reagere, men det gjorde Grace. Hun greb et af de erobrede sværd og styrede direkte imod flokken af drenge. Jeg stod frosset af frygt. Grace fik såret to af dem, men resten forsatte direkte imod mig og flaget. Jeg dækkede mit hoved med mine arme, frem for at forsvare mig selv. I mit hoved ønskede jeg at de ville være lige så bange som mig, at de mærkede hvordan det var at stå i mit sted, hvordan det var at være den jagede, for noget sagde mig at ikke mange af dem kendte til dét. 

Et skrig der gik gennem marv og ben overdøvede alt, og hele skoven måtte have hørt det. Først troede jeg at Grace havde såret en af drengene sådan rigtigt slemt. Jeg så op for at se hvad der var sket, men ingen blødte mere end normalt når vi spillede. Til gengæld lå der en hulkende Ares søn for fødderne af mig. Hans brødre var stoppet op af overraskelse og stirrede direkte på ham. 

"De er over alt. De.. De er efter mig. Hjælp mig, vil du ikke nok? Hjælp mig!!" Han så op på mig. Han var ikke meget ældre end mig, og hans mørke, brune øjne var helt vilde i panik. Jeg kunne ikke se hvem det var han snakkede om, og siden jeg var i chok kunne jeg slet ikke forme ord. 

"Delia.." Graces stemme var også bange, jeg kunne høre det som en undertone. 

"Træk tilbage. Tilbage!" En af drengene der stod nær mig vinkede de andre væk. Det skulle de kun have at vide én gang. De satte i løb tilbage den vej de kom fra. Jeg følte mig som en bølle i skolegården, men jeg anede ikke hvad jeg havde gjort. Drengen der var blevet og havde beordret de andre tilbage, knælede ved sin bror. 

"Copeland, kom, vi-"

"NEJ NEJ NEJ!!" Endnu et skrig lød gennem skoven da den ældste af dem prøvede at få fat i sin lillebror. Copeland kom op og sidde, og han skubbede sig panisk væk fra sin bror. "Ikke... Nej, de vil skade mig. De gør onde ting." Hans blik var over alt. Mellem træerne, på mig, på sin bror, på pigen bundet af vinranker. Det skiftede hele tiden. Jeg kunne se hans brystkasse bevæge sig op og ned i en hurtig rytme, som om han var ved at hyrperventilere. 

"Hvad har du gjort ved ham?!" Den ældste Ares søn så på mig med had i blikket. Jeg så skræmt på ham. Mente han at jeg havde gjort det der ved hans bror? Jeg kunne ikke engang bruge et sværd.

"Det var ikke.. Jeg ved ikke..." Min stemme rystede, og jeg mærkede tårer svig i mine øjne. Storebroren gik direkte hen til Copeland og lagde en arm om hans ryg, og en under hans knæ. Copeland skreg som en stukket gris, og prøvede at skubbe sig væk fra sin bror. 

"STOP! Skade, gøre ondt. Ødelægge. Slip, slip mig!!" Han vred sig og prøvede at komme væk. Hans storebror blev stædigt ved indtil han havde løftet sin bror. Jeg fik et sidste hadefuldt blik, inden han bare sin bror tilbage, men ikke imod deres område. Han gik imod hovedbygningen. Copelands paniske hulk og skrig kunne høres hele vejen. Jeg stod skræmt tilbage. 

"Jeg finder Raymon." Grace sagde det uden tøven. Så var hun væk inden jeg nåede at se hvorhen. Athene datteren på jorden stirrede bare, men jeg havde glemt alt om hende. Alt jeg kunne høre i mit hoved var Copelands skrig da han var faldet sammen foran mig. Uden jeg registrerede det svigtede mine ben og jeg faldt ned på jorden. Mine knæ stødte mod jorden, og der gik hul på dem. Jeg mærkede det ikke i øjeblikket, for gråden tog over. Jeg græd. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne slet ikke stoppe. Hvis jeg prøvede at tage dybe indåndinger føltes det som om mine lunger ikke var store nok, og jeg tvang luften ud i hulk, samtidigt med tårer løb over mine kinder. Jeg lagde armene om mig selv og bøjede mig frem af som om det gjorde det lettere at trække vejret. Jeg havde aldrig grædt så meget eller så voldsomt nogensinde før. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...