Delia Woods - Usete Helte

Delia vokser op i en normal by, med en normal mor, og har et normalt liv. Hun har sine udfordringer, men andre børn er også ordblinde, og ADHD er ikke en sjælden diagnose. Alligevel føler hun sig altid ved siden af, og det er ikke før hendes mor giver op på hende, og sender hende væk, hun for første gang finder det sted hvor hun føler sig hjemme. Første del af Delias historie.

5Likes
11Kommentarer
2013Visninger
AA

1. En Baby Som Alle De Andre

Historien starter ikke som noget specielt. En varm oktober morgen blev en lille pige født. Som så mange andre blev hun født på et hospital. Som så mange andre, var hendes mormor der. Som så mange andre var hendes mor lettet da hun holdt sin datter. Men ikke alt var som ved alle andre. 

Der var ingen far ved fødslen. Moderen elskede ikke sin datter ved første blik, hun accepterede hende. Det var det bedste hun kunne

Barnet havde lilla øjne, og hun var glad fra første sekund. Ikke engang da hun blev født, græd hun. I stedet lavede hun små glade lyde, og lavede grimasser der lignede små smil. 

De første par år voksede moderens afstand til pigen. Hun var blevet døbt Fideliana Woods. Navnet lå ikke lige i munden, så de fleste kaldet hende Delia. Pigen var sjældent ked af det. Hun var generelt i godt humør, positiv over for det meste, og havde en stor interesse i kreative ting. 

Pigen var mig. Plot twist, jeg ved det. 

Det første jeg husker er en aften i starten af november, efter jeg var blevet fem. Min mor havde puttet mig tre gange, men jeg kunne bare ikke falde i søvn. Da hun lukkede døren prøvede jeg. Jeg prøvede virkelig alt jeg kunne. Mine små øjne var lukkede, jeg krammede min bamse tæt, og jeg tænkte på gode ting der fik mig til at smile. Men efter noget tid var min tålmodighed væk, og jeg var igang med at lege med min leopard bamse igen. I min leg grinte jeg, hvilket var nok til min mor hørte det. 

Min mor var hård. Hun var ikke en dårlig mor, men hun kunne ikke udstå min far, og jeg tror jeg mindede hende om ham hele tiden. Jeg er ikke et barn af en sød romance. Jeg er et barn af et one night stand. Et one night stand min mor fortrød morgenen efter. Men hey, det viser sig fortrydelsespiller ikke virker på halvguder. Mit held!

Min mor kom ind på mit værelse efter at have hørt min latter. Hun så træt og sur ud i starten, men hendes udtryk blev lidt mildere da jeg mødte hendes blik. Jeg blev stille, for jeg vidste godt jeg skulle sove. Det var ikke fordi jeg prøvede at være ulydig, jeg kunne ikke gøre for det. 

Da hun satte sig på sengen, gled jeg ned under dynen. Hun strøg mig over kinden, næsten som om hun havde ondt af mig. Det var godt ment, det er jeg sikker på. "Jeg ville ønske du ikke lignede din far. Han fortjener ikke en køn pige som dig." Hendes ord gjorde mig ikke ked af det. Jeg var vokset op med at høre min far var en forfærdelig selvisk mand, og jeg ønskede bestemt ikke at være som ham. 

Uden at sige mere, begyndte min mor at synge en vuggevise. Det eneste der fik mig til at sove var musik. Det virkede hurtigt, og jeg gled ind i en tung søvn. Det er mange år siden, så jeg kan ikke huske hvad jeg drømte om, men jeg kan huske morgenen efter. 

Jeg stod ude på vores badeværelse. Min mor stod bag mig. Hun børstede mit lysebrune hår, og flettede det i små fletninger, som hun altid gjorde. Det var ikke min firsure jeg kiggede på i spejlet foran mig. Jeg så ind i mine egne øjne, og jeg smilede. Jeg så ind i helt normale, brune øjne. De lignede min mors, samme varme farve, samme mørke charme. 

Ingen nævnte nogensinde jeg havde brune øjne lige pludseligt, og for at være ærlig glemte jeg selv at jeg var født med lilla øjne. Som jeg blev ældre, troede jeg det var noget jeg havde drømt. Jeg var helt normal lige pludseligt, og jeg passede ind i mængden. 

I skolen var det svært. Det var ikke fordi jeg lavede meget ballade. Men jeg tegnede over alt. På mine hæfter, på mine stile, i mine bøger. Lærerne var ved at gå amok, jeg kunne ikke stoppe. Det skete uden jeg tænkte, og det var altid det samme. Vindrueranker, vindrueklaser, jordbærplanter, efeu, vedbend. Planter. Det var altid planter. 

Min mor havde ikke mange penge, så jeg måtte gå på en offentlig skole der ikke tilbød ret meget hjælp til børn med vanskeligheder, en gruppe jeg hørte til. Min ordblindhed plagede mig hver dag, men jeg gav aldrig op. Jeg insisterede på at prøve. Indtil high school. Det var der festerne begyndte, og det var der jeg ikke længere gad lade som om jeg kunne det samme som de andre. 

I stedet for at lade som om, begyndte jeg at gå til fester hver weekend. Min mor forbød det, men jeg kunne ikke lade vær, jeg blev altid inviteret, og jeg fandt altid en måde at komme dertil og hjem. Efter at være sneget ud flere gange end jeg havde tal på, de første tre måneder af mit første år på high school, gav min mor mig stuearrest. Det blev fredag igen, og jeg sneg mig ud. En pige der havde en bror med kørekort gav mig et lift, og jeg var til fest. 

Festen var ikke speciel, den var som alle andre. Høj musik, masser af drinks, alkohol smuglet ind, og nye par der sad og kyssede over alt. Jeg så spændt rundt i huset. Bag mig stod Kykos. Hans navn var lige så underligt som mit, og han havde fulgt mig hele min opvækst. Han var nok det tættest jeg kom på en ven. Han behandlede mig altid underligt, som om han skulle gøre hvad jeg sagde, også selvom jeg spurgte ham om noget. Han opførte sig som om han altid skulle svare det jeg ville høre. Jeg dømte ikke, jeg havde selv mit at slås med, måske havde han en grund. 

"Vil du danse?" Jeg så over min skulder, sendte ham et stort, blændende smil. Jeg var i mit rette element. Kykos' øjne faldt på mig, og han så ud som om jeg havde foreslået vi løb et maraton lige nu. 

"Virkelig, Delia?" Han løftede en af de krykker han altid bar rundt på. Jeg glemte tit han havde kroniske ledsmerter. Han kunne ikke engang gå normalt uden at halte. 

"Når ja. Undskyld." Jeg trak den ene skulder en smule op, og lo akavet. I stedet fandt vi vej til bordet med drinks og fik noget at drikke. Jeg blev budt velkommen af alle. Ikke fordi de var mine venner, men fordi jeg havde et ry. Det var trods alt high school. Mit ry var at hvis jeg var der, ville festen blive god. Derfor blev jeg altid inviteret. 

"Delia, er du med til karaoke om en halv time?" En dreng fra min idrætsklasse så spændt på mig, som om jeg var kendt og han ville have et billede. Han var en af de få jeg kunne med. Han var altid med til festerne, ligesom mig. Det var den eneste ud over mig, som Kykos rigtigt så ud til at have det godt med.

"Selvfølgelig, Frey. It's My Life er min sang i aften!" Jeg lo lidt inden han nikkede ivrigt og forsvandt hen til det sted karaoke ville foregå om en halv times tid, når det hele var klar. Jeg smilede, følte mig fri og tilpas. Kykos så nervøs ud. 

"Er det virkelig en god idé du er her? Din mor vil ikke have du går ud." Han satte sig ned. Jeg skævede ned til ham som om han var skør. 

"Kykos, jeg er født til det her. Jeg hører til her. Hvor godt synes du måske jeg læser? Om jeg er her eller derhjemme, jeg ville ikke få lavet lektier alligevel, og det er hvad min mor vil have." Uden den mindste dårlige samvittighed, trak jeg på skuldrene og tømte mit krus. 

"Du har ret..." Han mumlede det, som om han indrømmede jeg havde givet ham sandheden om livet. Jeg rullede med øjnene over hans dramatiske væremåde, og satte mig ved ham. 

"Slap nu af, Kyk. Det er en fest, hav det sjovt. Det er en ordre!" Jeg pegede på ham, men ordenes alvor blev ødelagt af min latter der fulgte efter. Han så bange ud, men lo nervøst med mig. Humor var tabt på ham den aften, åbenbart.

En halv time senere blev jeg trukket hen til mikrofonen og tvunget til at synge. Det var ikke rigtig tvang, jeg elskede at synge, så jeg gjorde mig klar mens forspillet spillede, og jeg ventede på ordene på skærmen. Jeg kunne sangen uden ad, men alligevel lod jeg som om jeg kunne læse ordene. Dårlig vane.

Sangen var hurtigt ovre, og selvom det lyder selvglad, ventede jeg på mit sædvanlige bifald. Men der var intet. Da musikken stoppede var hele huset helt stille. Mit blik gled over festen og.. Alle stod bare. Ikke at de var frosset på stedet, men de så mest ud til alle at have drukket alt for meget. De små lo for sig selv, bumpede lidt ind i hinanden, deres blikke var fjerne og alle så ud til at have mistet deres gode balance evne. 

"Hvad i..." Jeg satte mikrofonen på plads og gik hen til min idrætsklassekammerat. "Frey? Hvad skete der, gik jeg glip af noget?" Jeg prøvede at få øjenkontakt, men alt han gjorde var at fnise. Han mistede balance, greb ud efter mig, og før jeg vidste af det var jeg blevet hans støtte. 

"Now or neverrr" mumlede han, og så grinede han. Jeg rynkede brynene og så over på Kykos. Han så endnu mere bange ud, end da jeg havde beordret ham til at have det sjovt. Han kom på benene og krykkede sig vej over til mig. 

"Du skal hjem nu, Delia." Det var ikke en besked, det var en bøn. Han næsten tiggede mig om at forlade festen. Jeg så på Frey igen, men han var for optaget af loftet til at lægge mærke til mig og Kykos. Jeg nikkede langsomt, for jeg havde ikke lyst til at være her lige nu. Jeg havde en underlig skyldfølelse. 

"Ja.. Ja, lad os gå hjem." Jeg gav slip på Frey, og han væltede ned på en stol. Han sad næsten normalt på den, selvom hans overkrop langsomt sank længere ned mod gulvet, mens han udforskede loftet og pegede på det, som om det var en ny opfindelse. 

Trods hans kroniske ledsmerter, fulgte Kykos mig hele vejen hjem. Den var kun midnat, ingen tid for mig, men det havde været tiden til at tage hjem. Ude foran mit hus var jeg bange for at gå ind. Jeg vidste min mor var vred, og forklaringen om hvad der skete til festen ville ikke hjælpe. 

"Bare rolig. Jeg skal nok være her for dig." Han klappede mig på skulderen, men trak sin hånd tilbage hurtigt bagefter. 

"Tak, men skideballen kan du ikke tage for mig. Vi ses på mandag." Jeg sukkede tungt og gik hen af den korte sti til døren og åbnede op. Kykos havde stadig ikke flyttet sig da jeg lukkede døren. 

Lyset brændte i huset. Min mor var oppe, og jeg vidste hun var vred. Alligevel prøvede jeg patetisk at liste forbi hende, hen til mit værelse. 

"Fideliana?" Hendes stemme var såret. Skuffet. Det gjorde ondt bare at høre den. Jeg stoppede op og vendte om. Hun stod i åbningen ind til køkkenet. Hendes arme var krydsede og hendes ansigt så ti år ældre ude end min mor faktisk var. 

"Mor jeg-"

"Hvor har du været?" Hun gav mig ikke en chance. 

"Til fest. Med de andre. De må godt, men-"

"Du er ikke som de andre. Hvorfor kommer du hjem nu?" Hun lød bebrejdende. Normalt var jeg ikke hjemme før to om morgenen, tidligst. Selvfølgelig var det underligt jeg allerede kom nu. 

"Ehm.. Jeg.. Festen blev.." Hvordan skulle jeg forklare det? Jeg kunne ikke lyve, det var jeg dårlig til og hun ville kunne se det på mig. "De andre blev underlige. Det var sært. De bad mig om at synge en sang, men da jeg var færdig med at synge virkede de alle... fulde. Jeg har altså ikke drukket! Og de havde de heller ikke." Det lød super dumt. Faktisk lød det værre end hvis jeg havde stukket en løgn. 

Min mors ansigt blev blegt. Hun så ud til at blive endnu ti år ældre, og hendes arme faldt lidt. Hun så ikke længere så streng og styrende ud. Hun så mere bange ud, ligesom Kykos havde set ud.

"Mor?" Jeg var bange for det var noget jeg havde gjort eller sagt. Hun så ned, en underlig sorg lå over hende. 

"Det går ikke..." Jeg forstod ikke hvad hun mente. Hvad? At jeg gik til fest? At jeg var gået bare sådan? At de andre var blevet underlige?

"Hvad går ikke?" Jeg vred mine hænder, nervøs. Som om jeg godt vidste hvad hun ville sige, men det gjorde jeg ikke. 

"Du kan ikke bo her mere." Hun så op, mødte mit blik med de samme brune øjne som jeg havde. Hun kunne lige så godt have slået mig, fornemmelsen var det samme. Smed hun mig ud?

"Hvad? Hvor skal jeg så bo?" Tårerne prikkede i mine øjne, men jeg holdt dem stædigt nede. 

"Hos din far." Endnu et slag. Hun hadede den mand. Vidste hun overhovedet hvor han boede? Hvorfor skulle jeg nu bo hos den mand hun altid sagde havde ødelagt hendes liv. 

"Nej! Det vil jeg ikke!" Jeg sagde ikke ret tit min mor imod. Men helt ærligt, hun havde selv sagt manden var et monster. Jeg kendte ikke engang hans navn! 

"Det var ikke et tilbud, Fideliana. Du rejser i morgen." Hendes beslutning var taget, og jeg kunne intet gøre. Det var lidt som at blive smidt ud, som om jeg var gået i stykke og hun ikke kunne bruge mig mere. 

"Men.. Hvor bor han? Mor?" Gråden tog over i min stemme og fik mig til at lyde barnlig. Femten år gammel, og så stod jeg her og græd. 

"Long Island. Jeg skal nok købe bus billetten. Gå i seng, og pak når du står op. Godnat." Hun forsvandt ud i køkkenet, hendes computer stod sikkert derinde. Jeg stod bare og græd i entréen. Jeg kan ikke huske at jeg gik i seng, men det måtte jeg have gjort. Jeg kan i hvert fald huske drømmen jeg havde.

Jeg var omgivet af hele min skole, og de var alle blevet til de underlige, zombieagtige udgaver der havde været til festen. Alle stod og fnisede og svejede og mumlede sære ting, uanset hvor jeg løb hen eller hvor jeg kiggede. Det var forfærdeligt, for jeg vidste det var min skyld. Folk væltede rundt og de begyndte at pege på mig. Jeg løb. 

og løb.

og løb.

og løb. 

og så faldt jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...