Ghost

Første gang han møder Thomas, er han ti. Han befinder sig i baghaven, gemt under skyggerne fra trætroppene, der dækker over hans smalle skikkelse, mens solnedgangen farver himlen i betagende, overvældende farver. Hans øjne iagttager den lyseblå blande sig med den fersken farve og er så opslugt af det, at han ikke opdager personen, som dukker op ved siden af ham.

0Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

2. Ghost

Første gang han møder Thomas, er han ti. Han befinder sig i baghaven, gemt under skyggerne fra trætoppene, der dækker over hans smalle skikkelse, mens solnedgangen farver himlen i betagende, overvældende farver. Hans øjne iagttager den lyseblå blande sig med den fersken farve og er så opslugt af det, at han ikke opdager personen, som dukker op ved siden af ham. Og da han så får øje på ham, gisper han overrasket. Drengen smiler beroligende til ham, de brune øjne melankolske, men udstråler stadig en varm glød. Og af en sær grund, han ikke helt forstår endnu, stoler han på den fremmede. Han sætter sig langsomt op og børster noget af græsset væk fra sine beskidte knæer, mens han ser indgående på ham.

”Hvad hedder du?” spørger han så nysgerrigt og drengen ser eftertænksomt ud i luften, inden han nikker bekræftende for sig selv.

”Thomas”

Thomas. Det er et kønt navn, synes han og hvis han skal være ærlig, ligner han også en Thomas, selvom han ikke er sikker på, hvad hans efternavn er endnu. Han smiler. ”Mit navn er Newt”

 

Fra verandaen kigger Marisol nervøst mod Newt under træet, der snakker begejstret med én eller noget, hun ikke kan se og hun vender sig spørgende mod Robert, der står ved siden af hende med et ulæseligt udtryk. Hun åbner usikkert munden for at sige noget, men han ryster blot afvigende på hovedet.

”Lad ham”

-

Han befinder sig i køkkenet, optaget af sin malebog, da Thomas placerer sig lydløst på stolen ved siden af ham. Han ser kort op på ham og sender ham et varmt smil, mens han griber ud efter nogen af de andre farver. Thomas følger nøje hans fingre med øjnene.

”Hvad er din yndlingsfarve?” Thomas skæver mod den prangende blomst, Newt er i gang med at farvelægge og han ser overvejende på ham, hans pande svagt rynket i koncentration.

”Blå,” kommer der så bestemt fra ham nogle minutter senere og slipper ligeyldigt den røde farve, for så at gå i gang med baggrunden. ”Hvad er din?”

Newt's barnlige entusiasme ser ud til at glæde Thomas og han rykker stolen tættere på hans. ”Også blå,” svarer han ærligt og Newt stopper op. Han ser ham i øjnene og fastholder blikket.

”Siger du kun det fordi jeg også kan lide blå?”

”Nej,” lover han efter en kort pause og Newt ånder lettet op. Godt.

Marisol, som står ved køkkendisken og ordner en sandwich, betragter skeptisk Newt, imens han fagter vildt med armene og ivrigt forklarer en masse ting, han bliver spurgt om. Selvom der stadig ikke er nogen ved bordet, bortset fra ham. Hun ser dømmende mod de to tomme pladser ved siden af sin søn og gnaver i sin underlæbe, inden hun stiller sandwichen på bordet. Newt's øjne lyser op og han tager den begærligt til sig.

”Hvem snakker du med?”

”Thomas! Kan du ikke se ham?” lyder hans uskyldige stemme, mens hans øjne flakker mod hende og Marisol's smil falmer i et sekund, så slår hun det hurtigt væk med en ren, klokkeklar latter. Han er trods alt kun elleve, ingen skade sket.

-

Det er en dag i skolen, hvor han overhører en samtale, mellem andre elever, han ikke har bekendskab til. Og i starten vil han ikke indrømme at han smuglytter, for det er sædvanlig ikke hans stil – og desuden vedrører samtalen ikke ham. Bortset fra at de snakker om usynlige venner og det fanger hans opmærksomhed. Mere end det burde. Han har ikke fortalt sine forældre eller venner om Thomas, dels fordi de selv har fanget ham i at snakke med ham og dels fordi de altid bekymrer sig, når det er. Og hvis det er en ting han ikke kan tåle, er det folk, der bekymrer sig. Han rykker diskret stolen tættere på deres bord og spidser ører.

”-Ikke normalt at have det,” hører han halvt en af pigerne sige, som har krøllet, mørkebrunt hår og en høj, mørkhåret asiat, der sidder på kanten af hendes bord, griner hånefuldt af det.

Han synker en tyk klump og slår med ét blikket i gulvet. Det hånefulde grin runger stadig i hans ører og blodet skyder til hans kinder af skam. Han føler sig pludselig flov over Thomas og fortryder, at han i det hele taget mødte ham, at han holdte kontakten. De har godt nok kendt hinanden i to år nu, men han er trods alt ældre end ham, så hvorfor kan han ikke finde nogen på sin egen alder? Han har skænket tanken op til flere gange, men har altid slået den væk, fordi alt andet er blevet prioriteret højere. Han rykker sig tilbage på sin plads og vender tilbage til engelsk. Det her er vigtigere end den dumme samtale de har gang i, påminder han sig selv og nikker stift. En kølig brise går brat gennem ham og da han ser op, står Thomas foran hans bord.

”Hvad er der galt?”

Hm. Thomas kan mærke der er noget galt. Og når Newt tillader sig selv at møde hans blik, føles det som om at han kan se lige igennem ham, som var han en åben bog. Et eller andet sted hader han fornemmelsen og alligevel er han okay med det. Han stoler på Thomas, bliver han nødt til. Han smiler tappert til ham og oversætter den næste sætning fra sin engelskbog.

”Ikke noget,” lyver han og det lyder mere som et løfte, end en hvid løgn.

-

Han sidder i sengen med dynen viklet tæt om sig og er indhyllet i lutter mørke. Gardinet er rullet tæt for, men alligevel slipper de hvide lysglimt ind gennem sprækkerne og det giver et sæt i ham, hver gang de høje tordenbrag slår nådesløst til. Regnen trommer voldsomt mod ruden og han vil for alt i verden, lukke sine tanker ude, men alle skyggerne i hans værelse kommer til live. Inderst inde ved han godt det er fjollet, for en trettenårig burde ikke være bange for tordenvejr eller lyn, men han kan bare ikke gøre for det. Han lukker usikkert øjnene og synker en tyk klump, mens han desperat lukker tordenbragene ude af sit sind og fokuserer på den beroligende regn. Det hjælper i et stykke tid og han får endda sin hæse vejrtrækning normal, indtil et lyn slår ned. Hele hans rum bliver oplyst i fem sekunder og han åbner modvilligt øjnene. Det er nytteløst, tænker han og mærker tårerne presse på, til hans egen frustration.

”Tommy?” kvækker han lavt og håber inderligt, han dukker op, har brug for hans nærvær. Thomas har ikke været der i et par dage nu og han er ved at blive bekymret for ham.

”Ja?” stemmen er tættere på end forventet og han aner svagt Thomas' silhouette på kanten af sengen. Rummet bliver lyst endnu en gang og Thomas ser næsten sygelig ud, dog ignorerer han det og gemmer det langt væk i sin tankevrimmel. I stedet kravler han hen til ham.

”Jeg er bange,” konstaterer han lavt og det føles godt at indrømme det overfor nogen. Et forsikrende smil danner sig på brunettens læber og det dulmer adrenalinen, der pumper rundt i hans krop.

”Det er okay at være bange. Jeg var også bange for mørket og havde problemer med at falde i søvn,” svarer Thomas roligt og Newt undrer sig kortvarigt over, om det er første gang han indrømmer det.

Sengen knirker, idet han læner sig let bagud og famler blindt langs væggen med sin hånd. Han udstøder en lille lyd og tænder febrilsk væglampen. Skæret kaster en dæmpet glød ud over hans værelse og gør det mindre skræmmende at befinde sig. Da hans øjne er rettet mod Thomas, ser han stolt ud og en ubeskrivelig varme breder sig i hans krop.

-

Newt åbner forsigtigt døren til sit værelse og smider udmattet tasken fra sig på gulvet. Thomas står i midten af rummet ved vinduet, indhyllet i solstrålerne, der går lige igennem ham. I et splitsekund åbner han munden for at kommentere på det, men tænker, det er bedst at lade være. En masse ting har gået ham på for tiden og det er for det meste tanker, som har med Thomas at gøre. For eksempel hvordan han stadig kan se Thomas. Han er jo blot en usynlig ven for ham og fra hvad de andre elever sagde, da han var tolv, skulle han for længst være borte. Eller hvordan det kan være, at kun han kan se ham. Spørgsmålene eskalerer og det er kun et spørgsmål om, hvornår de springer, især når Newt ikke har tålmodighed til sådan noget. På et tidspunkt overvejede han stærkt at fortælle sine venner eller Alby, for han stoler på dem.

Han sukker tungt og tager armene om sig selv, føler sig som et lille, forvirret barn, i stedet for en på fjorten. Jo mere han tænker over det, jo mere går det op for ham, at han og Thomas aldrig har givet hinanden et kram eller noget, der i det mindste kan minde om det. Tanken undrer ham og han stiller sig hen ved siden af sin ven. Thomas' fjerne blik stirrer længelsfuldt efter noget, han ikke ved hvad er endnu og han rømmer sig let. Det ser ud til at fange hans opmærksomhed og han ryster let på hovedet, hvorefter han møder Newts øjne. Thomas smiler skrøbeligt til ham, noget han sjældent ser ske og han værdsætter de få, vigtige øjeblikke han har med det.

”Du vil sige noget,” mumler han så lavt og Newt skæver diskret mod hans muskuløse overarme, inden han fjerner blikket.

”Hvordan kan det være jeg kun kan se dig?”

Thomas' mandelbrune øjne bliver store af chok og han ser målløst på ham med let åben mund, havde tydeligvis ikke set det spørgsmål komme. Op til flere gange virker det til, han vil sige noget, men ikke ved hvordan han skal få det sagt og i stedet for opgiver.

”Fordi du er heldig?” lyder svaret og Newt smiler stramt. Ikke godt nok, tænker han bittert for sig selv, men lader det gå. Det er okay.

 

Tre dage senere, forsvinder Thomas igen. Bortset fra at denne gang, vender han ikke tilbage. Men det ved Newt ikke og de første mange dage der går, er han bekymret. Er der sket ham noget? Hvor er han? Hvad laver han? Som dagene bliver til uger og uger til måneder, glemmer han lige så stille om Thomas, sletter alle de erindringer og minder de havde sammen og erstatter dem med nye. Han får alt for travlt med skole, lektier, kærester, aktiviteter og at være ens forældres eneste søn, er et stort ansvar, han lærer at bære rundt på.

-

Han er atten, når han støder på Thomas igen. Han har ikke skænket brunetten megen tanke gennem de seneste par år, hvis han skal være helt ærlig, har haft alt for travlt med skolen, lektier, kærester og andre diverse sager, der er vigtigere. Et stille suk undslipper hans læber og skæver rundt mod de andre elever, som er placeret foran deres eget lærred med en pensel i hånden. Det er deres sidste lektion og lokalet er kvalmende varmt. For at gøre det endnu værre, er solen bagende og det eneste hans krop skriger efter i det øjeblik, er frisk luft. I få sekunder lukker han øjnene og forestiller sig solen, der varmer hans svedige ryg, fuglene i trætroppene, man svagt kan høre synger, det knastørre græs under ens sko, det rindene vand fra åen og de farverige, sprudlende blomster, som mænger sig med de flaskegrønne blade. Hans krop sitrer bare ved tanken om det og han åbner øjnene, idet nogen afbryder hans tankestrøm.

”Han lignede min søn,” kommer der lavmælt fra en stemme bag ham og i et par sekunder opstår der forvirring, men så retter han blikket mod sit lærred. Oh.

”Din søn, siger du? Hvad hedder han?” spørger han så tøvende med et smil på læben og lader tydeligt sin begejstring skinne igennem, mens han betragter hende med forundring.

Den foruroligende stilhed pirrer hans bevidsthed i de minutter, hun ikke svarer. ”Thomas,” hvisker hun endelig og han bider mærke i det vemodige blik. ”Han døde for ni år siden,” afslutter hun og han er overrasket over de fjerne øjne, der nu stirrer tilbage på ham, inden hun drejer om på hælen.

Han ser usikkert væk fra hende og koncentrerer sig modvilligt om lærredet. Han har, ubevidst, malet Thomas. Sin usynlige ven, som i virkeligheden var død - uden han anede mistanke. Tanken giver ham myrekryb og det løber ham koldt ned af ryggen. De tomme, mandelbrune øjne ser tilbage på ham og nu, hvor han ved bedre, føles det som om han ser ind i øjnene på et spøgelse og ikke den ven, han engang kendte. Et dybt, indtørret sår, er gemt væk under brunettens klæbrige pandehår og det er et mirakel, han først opdager det sår nu. Det samme med hans indsunkne kinder og de mørke rande under hans øjne. I stedet for, da han var yngre, lagde han fokus på Thomas' skønhed – hans høje kindben, de lange øjenvipper som danner skygger og hans markerede kæbe. Newt føler sig forrådt og selvom han ikke ønsker at være vred, kan han ikke styre sine følelser. Hvor befandt Thomas sig, da han havde allermest brug for ham? Hans krop dirrer svagt og han fugter hurtigt sine læber, mens han besværligt kontrollerer sin overfladiske vejrtrækning. Han føler sig pludselig fortabt. Men mest af alt føles det som om, at der mangler en del af ham og at tomheden er uerstattelig.

-

Han kommer ud for en bilulykke et år senere, en aften hvor han er for fuld og glemmer alt om lyskrydset. Han regner ikke med at vågne op og når han så gør, til sin egen forbavselse, befinder han sig i det rum, hvor han selv ligger. Han iagttager sin skrøbelige skikkelse, der ser alt for lille ud i den store, hvide seng og respiratorens rolige biplyde, som holder liv i ham. Det skarpe lys blænder ham og ud af øjenkrogen får han øje på både Alby, Minho, Gally og Teresa. De sidder delt op i to, på hver sin side af sengen og betragter ham blegt, deres øjne tomme og kroppene trætte. Sorg fylder hans sind, overskygger alt andet ligegyldigt og i det øjeblik, trænger kvalmen på. Han kan ikke opholde sig i det samme rum som dem og han bakker langsomt ud.

Han ender på gangen tæt ved venteværelset og fortsætter langs den, sin krop svævende. Han er tæt på at have passeret den, da han kigger ind gennem et af vinduerne og bliver mødt af Thomas' venlige øjne. Til hans egen forvirring, sidder han tålmodigt på en af stolene, som om han har alverdens tid og han bliver draget hen til ham. Han har ikke ændret sig og når han tænker tilbage på ham, har han altid set ung ud, hans udseende uberørt. 

"Hvad laver du her?"

Det vemodige blik erstatter hurtigt glæden, men der er en undertone af forståelse gemt i det. "Det er ikke din tid endnu," Thomas læner sig tilbage i stolen og i starten lyder det mere som et 'farvel', end et 'vi ses igen'.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...