The Invisible Girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2016
  • Opdateret: 19 maj 2016
  • Status: Igang
Uskyldige, 16 årige Selena Gomez starter sin første dag på East High School. Selena har altid været den stille og rolige pige, og gør intet galt... Men hvad sker når hun støder på badboyen og den populære, Justin Bieber som styrer hele skolen, og som også føler sig tiltrukket af Selena. Vil Selena lade sig påvirke af Justin? Eller omvendt? Vil han ændre hendes liv?
Find ud af det i 'The Invisible Girl'

!Husk at se traileren!

118Likes
244Kommentarer
193821Visninger
AA

8. Kapitel 6.

Selena Gomez

Canada, Toronto -Lokation: East High School, mandag d. 09 Juni, kl.08.56

Jeg lod mit blik glide rundt på eleverne, i hele klassen. De kiggede alle sammen mærkeligt på mig, imens Ryan stadig ikke var kommet til time. Det var i dag, at vi skulle fremlægge vores opgave, som jeg havde formået at lave færdig, samt at jeg havde givet Ryan notater, til hvad han skulle sige. Og ja, jeg havde med vilje, valgt at snakke mest, dog slap Ryan ikke helt for at sige noget.

Jeg havde heller ikke set Justin endnu, da han sikkert var sammen med Ryan, og det skulle ikke undre mig hvis de slet ikke kom. Det ville faktisk være passende for mig, hvis de valgte ikke at komme. Jeg var stadig virkelig sur på Justin, fra i går, hvor han først valgte at kalde mig en nørd og derefter for en bitch. Altså, hvad tænkte han på? Han kunne da ikke bare sige sådan nogle ting. Og jeg, der endda, synes det var sødt af ham, at bede mig om at blive kørt hjem af ham. Ryan, behøvede heller ikke at komme, for hvis han ikke kom, skulle jeg ikke fremlægge. Tro mig, jeg kunne til visse tider, godt lide at fremlægge, men de her elever, var nogen jeg ikke kendte, og det var lidt grænseoverskridende for mig, at skulle stå og fremlægge for mennesker, som jeg egentlig ikke kendte.

 Mrs. Haper, havde aftalt med Mr. Cammon, at fremlæggelserne om opgaven, han gav os for sidste mandag, skulle fremlægges i hendes time, hvor Mr. Cammon så også ville dukke op, kun fordi, at Mr. Cammon skulle til et vigtigt møde i den time, hvor vi normalt havde ham. Det vil selvfølgelig også sige, at vi skulle have vikar senere, hvor vi normalt skulle have Mr. Cammon.

"Mrs. Gomez, du kan bare sætte dig ned på din plads igen.  Det ser ikke ud til at Mr. Butler dukker op lige foreløbig." Lød det opgivende fra Mr. Cammon. Jeg nikkede stille ned til ham og begyndet at pakke min computer væk, for derefter at sætte mig ned ved siden af Sophie, igen. Den næste gruppe blev sendt op til Smartboarded, for at skulle begynde med deres fremlæggelse.

Jeg sukkede opgivende, og fattede egentlig ikke at Ryan var blevet væk. Jeg havde kimet ham ned på Facebook igår, med at han skulle huske at vi skulle fremlægge og så havde jeg selvfølgelig, sendt hans notater.. Eller mine notater, som han skulle sige. Han svarede dog ikke på beskederne, selvom jeg kunne se at han så hver eneste besked.

Tilfældigt, begyndte min mobil at lyse på bordet, som fangede min opmærksomhed. Jeg så på den at det var en besked fra Justin, som han havde sendt fra Messenger. For at Sophie ikke skulle se den, tog jeg hurtigt min mobil hen til mig og låste den op, for derefter at gå ind på Messenger og se hvad han havde skrevet.

'Hey Gomez. Er sku ked af hvad der skete i går.. Kan vi snakke?' -Justin Bieber (Messenger)

Hans besked undrede mig en hel del. Hvis han nu var så ked af det, hvorfor havde han så ikke skrevet i går? Hvorfor skrev han lige præcis nu, hvor han faktisk burde at være til time?

'Du burde hellere at være til time.'

'Og du burde høre efter i timen ;)' -Justin Bieber (Messenger)

'Jeg hører efter, men nu skrev du, ligesom.'

'Mød mig ved dit skab, efter time, okay? ;)' -Justin Bieber (Messenger)

'Justin, nej! Jeg har ikke behov for at snakke med dig, og jeg skal heller ikke!!'

'Men du vælger at gøre det alligevel ;)' -Justin Bieber (Messenger)

Og efter at han havde sendt den besked, loggede han af Facebook. Great, jeg skulle snakke med Justin, om jeg ville det eller ej, med mindre jeg selvfølgelig, lod vær med at gå hen til mit skab. Men på den anden side, hvis han så gerne ville forklare sig og måske dermed gøre min dag bedre, kunne det så være en mulighed. Jeg ønskede jo ikke at være sur på Justin, det var bare da han sagde de ting til mig i går, at mine tanker sagde at han overskred mine grænser. Men på den helt anden side, burde jeg jo at holde mig helt væk fra ham. Som Sophie havde sagt, ville han mig intet godt, og det skulle jeg måske tro på? Hun var jo trods alt, blevet min veninde.. Men jeg kunne da ikke bare lade Justin stå og vente ved mit skab... Eller kunne jeg?

"Selena, hold dig fra Justin. Han gør intet godt for dig." Sophies hviskende ord, chokerede mig. Havde hun set hvad vi havde skrevet? Hvordan?

Jeg kiggede undrede på hende og lagde min mobil på bordet, imens jeg betragtede hendes ansigt. Hun smilede sødt til mig.

"Han ledte efter dig i går, og det skulle ikke undre mig, hvis det var ham der lige skrev til dig." Forklarede hun, da hun tydeligvis kunne læse på mit blik, at jeg ikke vidst hvad hun snakkede om. Eller jo, hun snakkede om Justin, men hvorfra hun vidste, at jeg havde skrevet med ham, havde jeg ingen anelse om. "Hold dig fra ham." Tilføjede hun, inden hun rettede blikket op på tavlen igen.

Var Justin virkelig så slem? Hvad kunne han gøre, som kunne få Sophie til at hade ham så meget? Hun måtte da hade ham, siden hun hele tiden, frarådede mig fra at se ham? Altså, nu havde jeg jo kun oplevet, at han kaldte mig for en nørd og en bitch, men det var vel ikke det, der gjorde ham så slem, som hun hentydede til?

***

 

Sophie og jeg gik ned af gangen, på vej ned mod mit skab, da vi lige havde fået frikvarter fra første time. Sophie vidste stadig ikke noget om, at Justin højst sandsynligt, ville stå ved mit skab. Men hvordan skulle jeg sige det? Hun ønskede jo ikke at jeg så ham, og at jeg faktisk bare holdte mig helt fra ham.

Da vi nåede til gangen, hvor mit skab var, fik jeg øje på Justin og det samme gjorde Sophie, tydeligvis. Han så heldigvis ikke os. Han stod lænet op af mit skab, med blikket rettede ned mod sin mobil, som han havde i hænderne. Sophie og jeg stoppede op, hvilket fik mig til at kigge nervøst på hende.

"Selena, hold dig fra ham." Sukkede Sophie opgivende. Jeg forstod egentlig godt hendes opgivende tone. Hun havde jo sagt det så mange gange, så hun burde da snart blive træt af det. "Jeg har jo sagt det til dig, han vil dig intet godt! Han ligner måske en der interesserer sig for dig, men i sidste ende vil han ikke andet end at holde dig for nar." Sagde hun bestemt. Jeg nikkede stille og vendte om.

"Lad os gå ud til Cara." Sagde jeg, hvorefter jeg fulgtes med Sophie ned af gangen og udenfor, hvor vi endte med at sidde på en græsplæne, sammen med Cara, Logan, Nicholas og Pete. 

Jeg havde det lidt dårligt med, at jeg bare lod Justin stå ved mit skab, og vente indtil han blev træt af det. For, jeg kom jo ikke. Og han ville helt klart blive sur over det, og aldrig snakke til mig igen.. Men det var måske godt? Det gjorde det jo også nemmere for mig, hvis han bare lod mig være helt. Jeg behøvede jo ikke ham. Det var bare hans charme, som gav mig lysten til at lade ham give mig et lift, skrive med ham i timen og dermed, næsten, lokke mig til at snakke med ham, efter han havde været led overfor mig. Men hvis, han slet ikke stod i vejen, og ikke brugte sin charme mod mig, var der intet der stod i vejen for mig, og det var jo godt.

"Selena?" Lød det fjernt fra Logan. Jeg rystede tankerne af mig, og rettede blikket hen på Logan, som havde plantet et sødt smil på sine læber.

Logan og jeg, var blevet ret gode venner. Vi snakkede tit sammen. Selvom det kun var den uge og jeg kun havde kendt Logan siden i torsdags, i sidste uge, havde vi haft utrolig meget kontakt, både over beskeder og opkald, men også i skolen. 

Jeg ville nok mene, at jeg havde fundet mig en klikke. Logan, Nicholas, Pete, Cara, Sophie og jeg. Og jeg nød det. Det var rart, endelig at passe ind, med nogen virkelig fede personligheder, som tilhørte de helt rigtige personer. Ingen var dømmende, alle stod med åbne arme, og det havde de gjort lige fra starten.

"Ja?" Sagde jeg til Logan, som jeg hurtigt sendte et smil. "Vi tager i skaterparken og står på rulleskøjter i aften, efter aftensmad.. Vil du med?" Spurgte han. "En skaterpark? Hvor?" Spurgte jeg hurtigt, eftersom jeg hverken havde set en skaterpark eller hørt om den.

"Det er 10 minutter herfra, i en stor hal, hvor der både skates og andre kører på rulleskøjter og bmx-cykler." Forklarede Pete. "Lyder det fristende?" Spurgte Logan. Jeg smilede skævt til ham og nikkede.

"Okay så.. Men vil du så ikke hente mig ved mit hus?" Spurgte jeg Logan sødt ad, da jeg ikke selv ville ende med at skulle cykle eller gå. "Selvfølgelig.. Jeg skriver bare til dig, hvornår." Svarede han og smilede sødt til mig. Jeg nikkede til ham og vendte blikket fra ham, for at betragte græsplænen, hvor en masse elever sad, både på bænke, men også på tæpper, på græsset.

Vi sad på et tæppe, som Cara, hvorfra hun havde det, vidste jeg dog ikke, men det var vel, i bund og grund, også ligemeget. Det vigtigste var, at jeg nød at sidde her, med mine venner. For ja, de var blevet min venner, og jeg skammede mig ikke over at kalde dem det. 

 

***

Jeg håber, at i vil komme med jeres meninger. -Det vil betyde meget :)

-Selena J.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...