The Invisible Girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2016
  • Opdateret: 19 maj 2016
  • Status: Igang
Uskyldige, 16 årige Selena Gomez starter sin første dag på East High School. Selena har altid været den stille og rolige pige, og gør intet galt... Men hvad sker når hun støder på badboyen og den populære, Justin Bieber som styrer hele skolen, og som også føler sig tiltrukket af Selena. Vil Selena lade sig påvirke af Justin? Eller omvendt? Vil han ændre hendes liv?
Find ud af det i 'The Invisible Girl'

!Husk at se traileren!

118Likes
244Kommentarer
193683Visninger
AA

35. Kapitel 33.

Selena Gomez

Canada, Toronto -Lokation: East High School, onsdag d.01 Juli, kl.07.54

Med trippende og tøvende skridt, møvede jeg mig ind ad skoles hovedindgang, som var fyldt med elever, som gik ind og ud af døren.

Det var slet ikke af min egen gode vilje, at jeg var taget i skole i dag, da jeg meget hellere ville slappe af derhjemme, istedet for at lade som om at jeg var okay imens at jeg havde utænkelige tanker kørende i hovedet, synet på Justin og Clair hele tiden, skulle koncentrere mig om alle lektionerne og så skulle jeg selvfølgelig være for mig selv, udover de tidspunkter hvor Logan besluttede sig for at tilbringe tid med mig. Men altså min mor havde tvunget mig afsted, kun fordi at min far ikke var der til at gøre det, da han sent i går rejste til Kina for at arbejde. Jeg havde endda prøvet at bilde min mor ind at jeg var dårlig, men det troede hun jo selvfølgelig ikke på. Uheldigvis.

Min skulder stødte mod en fremmede skulder, hvilket resulterede til at min mobil røg ud af hånden på mig og gled hen af det aflagte betongulv. 

"Pis." Sukkede jeg og kiggede ned i gulvet for at få fat i min mobil, hvor jeg faktisk glemte alt om den fremmede skulder som jeg havde stødt på. Med lidt besvær med at komme ned på gulvet, fik jeg fat i min mobil, som overlevede med at par ridser både på bagsiden og forsiden af mobilen.

Sukkende rettede jeg mig op og vendte mig om for at kigge hen på personen som jeg havde stødt på. Ja, personen stod der stadig. Jeg sukkede da vi fik en tæt øjenkontakt... Justin.

Jeg smilede svagt og løftede svagt min ene hånd for at vinke akavet med den. Han grinede svagt og forlod mig så forvirret på gangen, imens han rystede lidt på hovedet. Rystede han på hovedet af mig?

Nu med hovedet fyldt med flere fortvivlede tanker, fortsatte jeg hen af gangen for at ende ved mit låste skab. Jeg låste det op og fik fat i de bøger som jeg skulle bruge til første time. Derefter lukkede og låste jeg skabet, for så at forlade det og så gå til lokalet, hvor jeg skulle have første time. Jeg var tydeligvis ikke den første, da der var en del elever herinde.

***

"I skal da snakke på et eller andet tidspunkt." Ordene lød fra Logans mund. Jeg kiggede på ham og sukkede svagt, ligesom ham.

Vi sad lige nu udenfor under et træ, på den store græsplæne, imens vi spiste vores frokost. Det var godt vejr idag, så der var mange herude. Nogle spillede fodbold, basketball eller andet, imens andre bare spiste eller lavede andet

"Vi skal intet.. Og ærligtalt tror jeg heller ikke at han har behov for at snakke med mig." Sukkede jeg opgivende og vendte blikket hen på vores samtales overemne; Justin. Han rendte topløs og svedigt rundt på den udendørs basketballbane og spillede med nogle andre. Sukkende af mit hvilende blik på ham, tog jeg en bid af mit saftige og røde æble, som virkelig var godt, da den havde den her søde og dejlige smag, som dansede blidt hen ad min tunge og lod smagen bedre sig i resten af min mund.

Ud af øjenkrogen, fornemmede jeg at Logan sukkende rejste sig, hvilket fik mig til at lade mit blik glide fra Justin og op på Logan, som nu stod op og hankede op i sin taske. "Hvad skal du?"

"Jeg går hen til de andre." Sagde han med et hovedkast hen mod Cara, Sophie osv, som sad på en bænk nogle meter fra os. Jeg nikkede svagt og forstående. Hvorfor ville man da også sidde med en så ynkelig som mig?

"Vil du ikke med?" "Nej tak." Svarede jeg smilende og rystede svagt på hovedet. Sukkende, nikkede han, vendte sig om og gik så hen mod de andre.

Fedt, så sad jeg alene igen.

En høj jublen lød, så jeg rettede blikket hen mod larmen; basketballbanen og de mange piger, som stod og kiggede på. Det var tydeligvis Justin som havde formået at score. Underligt nok, undrede det mig ikke at Clair småluntede med sine stiletter ind på banen og rev Justin ind i et heftigt snav. Great, så skulle jeg også se på det, imens den nagende og ubehagelige følelse indtog min ret så svækkede og trætte krop.

Grunden til min trætte krop, var selvfølgelig at jeg ikke havde sovet særlig meget i nat da mine uendelige tanker blev ved med at køre på Justin og alle de andre som lige nu stod som et problem i mit liv. Jeg var virkelig træt af alle de ting, som jeg ikke kunne undgå at tænke på. 

"Pis.." Sukkende jeg dybt og frustreret, da den første tåre trængte sig på og derefter rendte stille ned af min ene kind. "Pis. Pis. Pis...!" Snøftede jeg og rejste mig fra det tørre men blide græs. Med hovedet nedad gik jeg helt hen til skraldespanden for at smide min mad ud, og derefter vende ryggen til basketballbanen og alle eleverne, da skraldespanden stod lige ved siden af banen.

"Hey Gomez! Grib!" Efter at have vendt mig om mod basketballbanen, hvor den kaldende stemme tydeligvis kom fra, kom en flyvende bold mod mig, og uden at kunne nå at reagere, fik jeg bolden i hovedet, landede hårdt på jorden og fornemmede derefter det hele sortne for mig.

***

Jeg vågnede stille op, for så at mærke en bankende følelse i mit hoved, som virkelig gjorde det svært for mig at tænke, da det gjorde ret så ondt. Med lidt besvær lukkede jeg øjnene op, så det hvide rum blev lyst op af lyset fra vinduet, så det hele virkede så hvidt i dette rum, hvor jeg tydeligvis lå på en briks. Med lidt besvær, støttede jeg armene på briksen og fik mig selv op at sidde. Jeg spejdede rundt i det hvide rum, og fik hurtigt øje på en person, som tydeligvis var en dame, der sad med ryggen til mig og klikkede rundt på tasteturet tilhørende en computer.

Jeg rømmede mig svagt, så damen hurtigt kiggede sig over sin ene skulder for at kigge på mig. Hun smilede svagt, for derefter at vende rundt på stolen på med hjul på, så hun sad med fronten mod mig.

"Nå, du er vågen." Smilede hun fnisende, så jeg nikkede svagt og igen kiggede rundt i lokalet. "Hvor er jeg?"

"Du befinder dig lige nu hos mig, sundhedsplejsken." Svarede hun neutralt med et svagt smil. "Du fik en bold i hovedet og besvimede desværre." Jeg nikkede svagt til hendes tilføjelse.

"Selena, hvor lang tid siden er det du har indtaget noget sukker, altså noget energi vækkende sukker?" Spurgte hun pludseligt og så meget afventende på mig. "Jeg fik et æble i frokostpausen."

"Aha! Og hvad med søvn? Sover du godt igennem hele natten?" Jeg rystede blot på hovedet og kiggede ned i mine lår. Ud af øjenkrogen fornemmede jeg hendes nikkende hoved.

"Det havde jeg nemlig tjekket op på, og netop fordi din krop er så svækket og tappet for energi, kan din krop have let ved at besvime af lidt for hårde stød." Pointerede den rare kvinde, som jeg stadig ikke havde fået navnet på. Det var nok heller ikke så nødvendigt, da hun blot var skolens sundhedsplejske. Jeg nikkede svagt og forstående til hende.

"Er der nogle specielle grunde til, at du ikke får sovet?" Jeg nøjes med at lyve, ved at ryste svagt på hovedet og smile svagt. "Nogle gange er jeg bare ikke så træt." Løj jeg. Hun nikkede og samlede hænderne sammen, for derefter at kigge indgående på mig.

"Hvis du sørge for at pakke elektronik fra dig cirka 20 minutter før sengetid, vil det hjælpe, da lyset fra skærmen vil påvirke dine øjne og få dig til at virke mindre træt." Smilede hun svagt. Jeg nikkede forstående og svang benene udover kanten på briksen.

"Må jeg gå nu?" "Ja, du må gerne gå. Der sidder forresten et par stykker ude på gangen, som er ret bekymrede for dig." Jeg nikkede undrende til hende, for at vinke svagt og så forsvinde ud af døren, hvor jeg ganske vidst fik øje på Logan, Justin og Clair. Forståeligt at Logan var bekymret for mig, men jeg tvivlede lidt på Justins bekymringer, og ja, Clair var her sikkert kun for at hænge op af Justin.

"Selena!" Udbrød Logan og sprang nærmest op af stolen, som han sad i. Justin og Clair rettede også blikket hen på mig, så jeg kort fik øjenkontakt med Justin. Han smilede svagt, dog kom Logan ind foran mit blik på Justin, så jeg kunne ikke se ham mere, hvilket fik mig til at kigge op på Logan og lade ham trække mig ind i det kram, som han ville have. Jeg krammede igen.

"Godt du er uskadt." Grinte han i krammet og trak sig kort efter. Jeg nikkede og smilede sødt til ham, for så at træde væk og kigge på Justin som havde rejst sig fra stolen, dog imens at Clair stadig sad ned og så ligeglad ned i sin mobil, som hun havde placeret i sine hænder.

Logan flyttede sig og lod Justin komme hen til mig. Han smilede svagt.

"Hej." Smilede jeg sødt. "Jeg skulle sige undskyld fra Chris, da han jo ramte dig i hovedet med bolden." Pointerede han og smilede svagt, dog uden at hilse på mig. Jeg nikkede svagt og taknemmeligt.

"Øhm.." Han kløede sig akavet i nakken. "Jeg kommer forbi dig i morgen aften." Sagde han bestemt og lod sin hånd glide væk fra sin nakke. Jeg bed mig smilende i min læbe, da den mest behagelige følelse strømmede indover hele min krop. Yes man!! Endelig, fik jeg lov til at snakke med ham igen, og være alene med ham igen.

"Super." Smilede jeg stort til ham. "Bliv nu ikke for glad.." Sukkede han opgivende og koldt, for derefter at vende sig om og gå, sammen med Clair.

Den dejlige og behagelige følelse sank sig stille igen. Han ville ende det hele nu! Jeg var hundred procent sikker! Han ville fortælle mig at han aldrig ville snakke med mig igen! Pis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...