The Invisible Girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2016
  • Opdateret: 19 maj 2016
  • Status: Igang
Uskyldige, 16 årige Selena Gomez starter sin første dag på East High School. Selena har altid været den stille og rolige pige, og gør intet galt... Men hvad sker når hun støder på badboyen og den populære, Justin Bieber som styrer hele skolen, og som også føler sig tiltrukket af Selena. Vil Selena lade sig påvirke af Justin? Eller omvendt? Vil han ændre hendes liv?
Find ud af det i 'The Invisible Girl'

!Husk at se traileren!

118Likes
244Kommentarer
193636Visninger
AA

34. Kapitel 32.

Selena Gomez

Canada, Toronto -Lokation: East High School, mandag d.30 Juni, kl.10.34

Jeg kunne ligeså godt sige det som det var; alt var som det gamle, bortset fra, at jeg gik for mig selv! Justin hang ud med sine venner og gik og ragede på Clair. Og de gjorde virkelig intet for at skjule det. Det sårede mig dybt, at han kunne være så følelseskold og gå og gøre sådan noget overfor mig, men igen, var det virkelig forståeligt, efter den idiot jeg havde været overfor ham.

Mine venner snakkede stadig ikke til mig, kun Logan, som engang imellem kom hen til mig for at holde mig ved selvskab, hvilket jeg virkelig var taknemmelig for. En ven i verdensklasse.

Jeg sukkede opgivende og slog blikket ned i bogen, som jeg var igang med at læse, da vi lige nu havde lektietime, hvor vi egentlig bare skulle lave lektier, men da jeg ingen lektier havde for, besluttede jeg mig for at læse. Dog kunne jeg ikke koncentrere mig så meget om bogen, da den smaskende lyd tilhørende Justin og Clairs snav, forstyrrede mig en hel del.

Jeg havde slet ikke fået snakket med Justin endnu, og en stor del af mig, ønskede heller ikke at tage kontakt til ham. Det han havde gjort ved mig, fik mig til at hade ham som pesten, imens jeg hadede mig selv for at have gjort alt det mod ham. Min følelser var så forvirrende, at jeg ingen anelse havde om, hvad i alverden jeg skulle gøre ved dem. Jeg havde selvfølgelig stadig stærke følelser for Justin, men jeg blev alligevel altid trist, når mine tanker landede på ham og hans kønne ansigt.

"Var det en god fest i weekenden? Hva' Gomez?" Hendes flabede og skingre tone, afbrød min læsning. Tanken om at hun kun gjorde det for at få en dårlig reaktion fra mig, fik mig til at ignorere hende.

Det var kun Justins venner, ham selv, nogle få andre elever og jeg selv, som var inde i klasse, da de andre elever havde sat sig ud, samt vores lærer, som var gået op på printekontoret for godt og vel ti minutter siden, for at printe nogle kopiark ud til dem som ingen lektier havde for, altså inklusiv mig.

Sukkende læste jeg videre. Linje for linje, kørte mit blik hen ad bogen, men jeg fik ikke ordene med. Mine uendelige tanker, forstyrrede bogens emne og morale. Det var alligevel irrelevant for mig. Ingen betydning, overhovedet. Det var alligevel bare en bog, som jeg brugte som undskyldning, for at sidde og stene, for at tænke alt igennem.

"Jeg synes du tog tidligt hjem." Hendes lille fnis, fik mig til at smile svagt. Jeg havde hørt det så tit. Både da hun spillede et sødt skuespil overfor mig, og da hun ikke gjorde. Hendes fnis, var så genkendeligt, at jeg ville kunne huske det i lang tid endnu. 

"Min fætter sagde ellers at han kunne sidde med dig i timevis." Hendes fætter, Marcus.. Hmm, at jeg havde brugt hele festens forløb med ham, hvor han egentlig ikke ville andet end at holde mig for nar. Og det lykkedes ham faktisk. Fordi jeg var så naiv. Så naiv, at jeg hoppede på Clairs sukkersøde skuespil, spilde min tid på hende og hendes venner, og til sidst hygge mig med hendes fætter, som spillede præcis det samme skuespil, som Clair havde gjort.

Jeg rystede tankerne om dem væk, og kiggede op på tavlen, som stod helt tom for kridt. Den så så blank ud, at det blev kedeligt at se på. Så trist og kedeligt, nærmest sørgeligt. Den kunne minde om mig indefor lukkede mure. På mit værelse, lavede jeg ikke andet end at græde og sørge over min dumhed. Så dum jeg dog hvad været; at falde for Justin, at være led overfor mine venner, at være led overfor mine forældre, at være led overfor Justin, at lade mig knuse af Justin, at lade mig flade for Clairs skuespil.. At lade mig at tro at jeg var mig selv i deres tilværelse. For jeg var ikke mig selv! Jeg ville aldrig svigte mine venner på den måde! Det var Clair som var så god til at manipulere, at hun kunne få mig til at tro, at vi rent faktisk var veninder!

Idet jeg kiggede op fra min bog, gik klasselokalets dør op, og ind kom vores lærer. Hun gik smilede hen til katederet og lagde de mange papirark ned på det ene hjørne af katederet.

"Hvis i ikke har nogle lektier for, har jeg nu sørget for nogle papiropgaver, som i skal løse i løbet af times resterende tid. Værsgo." Smilede hun og forsvandt ud af lokalet igen, da hun sikkert ville tjekke op på de andre elever, som sad udenfor lokalet.

Svagt smilende, lukkede jeg bogen sammen og rejste mig fra det tomandsbord, som jeg sad alene ved lige nu. Med tøvende skridt, bevægede jeg mig op mod katederet, imens jeg kunne mærke deres stirrende blikke som borrede sig ind i ryggen på mig. Jeg tog et papirark, hvor jeg kunne se at det var tre sider, som hang sammen ved hjælp af en klips oppe i hjørnet. Med blikket i gulvet, vendte jeg mig om og gik hen satte mig ved bordet igen.

***

"Jeg er hjemme!" Råbte jeg da jeg trådte ind ad hoveddøren og lod den smække bag mig. Jeg smed mit overtøj og slentrede ovenpå. Jeg magtede ikke at snakke med mine forældre. Efter en forfærdelig og kedelig dag, havde jeg bare lyst til at græde resten af dagen ihjel.

Jeg kom sukkende ind på værelset, hvor jeg faktisk havde ryddet op, så det var lidt på pænt. Jeg smed mig ind min seng og lod mig vikle ind i det bløde sengetæppe, for derefter at lade noget afslappende og beroligende musik spille ud af højtalerne på min mobil.

Det var sådan noget jeg nød. Roen som stille og roligt lagde sig over mit værelse. Det blev så stille, at jeg igennem det halvåbne vindue, kunne høre fuglene synge. Det var behageligt. Deres pippen og kvidre gjorde et eller andet godt ved mig, som jeg ikke helt kunne beskrive. Det var blot behageligt.

Dog blev roen og den behagelig musik afbrudt, da musikken dæmpede sig en smule og lyden af min smstone, lød ud af min mobil istedet for musikken. Sukkende rakte jeg ud efter min mobil og så en besked fra et ukendt nummer. Beskeden overraskende mig en del, da jeg havde låst min mobil op og var gået ind for at læse den.

'Din lille ludder!' -Ukendt nummer (sms)

Det kunne vel kun være Justin eller en anden af hans venner. Sikkert Clair. Det skulle ikke undre mig hvis det var en af dem. De var sikkert sammen lige nu. Altså, hvem skulle det ellers være? Mine gamle venner? Nej, det kunne ikke være dem! Det ville i hvert fald undre mig hvis det var. For hvorfor skulle de gøre det? Fordi jeg havde dummet mig overfor dem? Hvis det virkelig var dem, var jeg ærligtalt glad for at have forladt dem. Men jeg var nu ret så sikker på at det ikke var dem, og at det tværtimod var Clair, Justin eller nogle fra deres slæng.

Sukkende smed jeg min mobil fra mig, og lod bare den behagelige musik dæmpe tvivlen i mig. Jeg ville ikke tænke mere. Hverken på Justin, Clair, mine gamle venner, beskeden, festen, mine forældre eller noget andet! Jeg ville blot slappe af og nyde roen, som jeg for en gang skyld, fik lov til at nyde fuldt ud, uden afbrydelser. I hvert fald ikke flere afbrydelser, medmindre jeg ville modtage flere beskeder fra ukendte numre.

Det her var blot endnu en kedelig og trist mandag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...