The Invisible Girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2016
  • Opdateret: 19 maj 2016
  • Status: Igang
Uskyldige, 16 årige Selena Gomez starter sin første dag på East High School. Selena har altid været den stille og rolige pige, og gør intet galt... Men hvad sker når hun støder på badboyen og den populære, Justin Bieber som styrer hele skolen, og som også føler sig tiltrukket af Selena. Vil Selena lade sig påvirke af Justin? Eller omvendt? Vil han ændre hendes liv?
Find ud af det i 'The Invisible Girl'

!Husk at se traileren!

118Likes
244Kommentarer
193712Visninger
AA

32. Kapitel 30.

Selena Gomez

Canada, Toronto -Lokation: Familien Larsonns hus, lørdag d.28 Juni, kl.01.24

Hvem skulle nogensinde tro, at man ville dukke op til en fest og stadig være ædru når klokken var langt over midnat? Ingen? Jamen, jeg var stadig ædru og ja, klokken var ved at nærme sig halv to om morgenen. Også selvom at både Clair og Marcus ville have at jeg skulle drikke en masse, ville jeg ikke. Ja, jeg gik stadig rundt med Marcus, da han var en virkelig sød fyr, som jeg klart ville se mere til. Dog toppede han ikke over Justin. Angående Justin, kunne jeg virkelig godt tænke mig at snakke med ham angående det der er sket imellem os, selvom han ikke er tilgivet og jeg havde en del had til ham, ville det stadig være meget rart, at kunne få snakket alt igennem. Men mon han var ædru nok til det lige nu? Faktisk, havde jeg ikke set ham siden tidligere, da han blev sur over at jeg hang ud med Marcus.

Jeg smilede svagt til Marcus, som blidt aede mit ene lår, imens vi sad iblandt nogle andre, i de store sofaer. De var vidst nogle af Marcus' venner, men jeg kendte dem egentlig ikke, og havde faktisk heller ikke udvekslet nogle ord med dem endnu, selvom vi havde sat her i godt og vel et kvarter.

Jeg rejste mig fra Marcus' skød og kiggede ned på ham, som kiggede afventende og sløret op på mig. "Jeg er tilbage om lidt." Smilede jeg. "Hvad skal du da?"

"Bare på wc." Løj jeg og smilede sødt, hvorefter jeg fik et forstående nik fra ham, og derefter gik jeg egentlig bare rundt for at lede efter Justin. Måske skulle jeg lede længe? Faktisk vidste jeg jo ikke om han overhovedet stadig var her, eller om han var taget hjem.

Efter at have spejdet rundt indenfor, gik jeg udenfor, hvor jeg igen fandt Ryan og Chris, som sad på barstolene ved baren som stod udenfor. Jeg gik med faste skridt hen til dem og stillede mig ind foran dem, så de begge kiggede skævt på mig.

"Hey, hva' så, Gomez?" Spurgte Ryan grinende og drak lidt af sin øl. "Hvor er Justin? Jeg skal snakke med ham." Sagde jeg bestemt og gik faktisk bare lige til sagen, da jeg ikke gad at ende i noget lort som sidst, og så var jeg også lidt desperat efter at snakke med Justin.

Ryan sukkede og sank sin øldåse fra munden. "Hvorfor fanden skal i rende efter hinanden hele tiden? Selena, hold dig fra Justin! Han har fortalt dig hvad han føler, hvis du ikke vil tro ham, så hold dig fra ham! Det er fandeme det bedste for jer begge!" Sagde Ryan utrolig overbevisende, men man kunne stadig høre at han var meget fuld. 

"Jeg skal snakke med ham!" Sagde jeg bestemt. Ryan nikkede sukkende. "Han gik indenfor med Clair for 10 minutter siden." Jeg nikkede taknemmeligt til ham og forlod dem begge udenfor, for at gå indenfor. Jeg så hurtigt Samantha, som var én af Clairs gode veninder.

"Hey Sam! Hvor er Clair?" Spurgte jeg Samantha højt for at overdøve den høje og larmende musik, som stadig spillede på fuldknald fra de store højtalere. Samantha svarede blot ved at pege hen mod trapperne, som førte ovenpå. Jeg nikkede bekræftende til hende og gik hen til trapperne, som hurtigt forsvandt under mine fødder, da jeg gik op ad den. Jeg endte ved en lang gang, som jeg havde set før da det var her der var gæsteværelser, ekstra badeværelser, Clairs værelse osv. 

Eftersom at det nu både var Clair og Justin jeg ledte efter, tog jeg beslutningen om at tage fat i dørhåndtaget tilhørende døren til Clairs værelse, og derefter trække ned og skubbe døren op, så jeg endte med at stå i åbningen til værelset, så jeg fik udsyn til hele værelset. Dog var det ikke et kønt syn. Med opspilede øjne, gispede jeg svagt og tog mig hurtigt til munden, da synet af Justin som kørte sig ind og ud af Clair, virkelig ramte mig, selvom det ikke burde.

Justin hørte det tydeligvis, da han stoppede sine bevægelser og vendte hovedet over sin ene skulder, så han fik øje på mig. Han kiggede ligegyldigt og køligt på mig. En uvillig tåre forlod mit øje og gled elegant og stille ned af min kind.

"Justin..?" Mumlede jeg grådkvalt og chokeret, stadig med hånden oppe foran munden, så han hørte nok ikke hvad jeg sagde. "Selena, lad vær. Du bad fandeme selv om det." Justins ord chokerede mig endnu mere, og undrede mig også en del.

Han trak sig helt fra Clair, for at rejse sig fra sengen og tage et på boxers på, som nok var hans. "Du kunne lade vær med at være ligeglad med mig! Jeg gider dig ikke mere!" Vrissede Justin højt og tydeligvis påvirket. Jeg rystede grædende på hovedet, imens tårenes løb ikke ville tage nogen ende.

"Du burde da forstå, at mit liv er for kort, til at jeg kan bede og tigge dig om at tilgive mig!" Råbte han og slog ud med armene. Jeg nikkede blot. Ingen ord kunne eller ville komme ud.

"Du er så latterlig, når du stadig der og flæber! Du bad selv om det, da du ikke ville høre på mine følelser!"

"Jeg sagde du skulle holde dig væk fra Clair, Ryan osv! De førte dig i en fucking fælde! Og Marcus var indblandet i deres shit! Du er så naiv og blind!" 

Alle hans råbende ord, fik mig til at læbe grædende ud af værelset. Jeg kunne ikke holde til mere. Jeg fik nok. Hans ord sårede mig, selvom de gav fuldstændig mening. Jeg var latterlig! Jeg havde dummet mig! Jeg var naiv! Naiv efter at komme ind i den populære gruppe! Naiv efter at glemme Justin og komme videre! Naiv efter at spille Justin op med sine venner, så jeg følte mig mere magtfuld end ham! Jeg havde fucket alt op! Alt op for mig selv! Ingen andre! Kun mig selv!

Jeg løb ned af trapperne og hurtigt ud til hoveddøren. Jeg sprang ud af døren og blev bare ved med at løbe, uden jeg egentlig vidste hvor jeg skulle løbe hen. Dog viste jeg, at Logan boede i nærheden. Var det mon en mulighed? Nej, for igen, havde jeg været mega dum og lukket mine eneste venner ude. Jeg måtte vel forsøge, han var trods alt stadig min bedsteven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...