The Invisible Girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2016
  • Opdateret: 19 maj 2016
  • Status: Igang
Uskyldige, 16 årige Selena Gomez starter sin første dag på East High School. Selena har altid været den stille og rolige pige, og gør intet galt... Men hvad sker når hun støder på badboyen og den populære, Justin Bieber som styrer hele skolen, og som også føler sig tiltrukket af Selena. Vil Selena lade sig påvirke af Justin? Eller omvendt? Vil han ændre hendes liv?
Find ud af det i 'The Invisible Girl'

!Husk at se traileren!

118Likes
244Kommentarer
193761Visninger
AA

26. Kapitel 24.

Selena Gomez

Canada, Toronto -Lokation: Familien Gomez' hus, lørdag d. 21 Juni, kl.15.49

Stuearrest? Tss.. Ja, det var mine tanker da de sagde det, og faktisk troede jeg ikke de mente det, men det gjorde de nu alligevel. Min allerførste stuearrest. De havde taget min computer, forbudt mig at se mine venner eller gå andre steder end skolen, jeg skulle blive på mit værelse og så måtte jeg ikke bruge min telefon til andet end at kontakte dem. I starten, ville de også have konfiskeret min mobil, men heldigvis fik jeg dem overtalt til at jeg kunne beholde dem. De havde jo ligesom ikke andre måder at kunne kontakte mig på.

Det hele var Justins skyld! Eller, jeg kunne da godt se at jeg havde dummet mig, men han behøvede da ikke at fortælle mine forældre, at jeg havde drukket og dermed indtaget nogle piller, så jeg næsten endte i seng med Chris.. Og det lød meget værre end det var! Okay det var slemt, men at blande mine forældre ind i det var så ledt gjort. Han vidst hvor meget de forventede af mig, så at de hørte at jeg var så uansvarlig, gjorde dem jo vildt skuffede og sure. Han gjorde mig så sur. Ærligtalt havde jeg ikke i sinde at snakke med ham, foreløbig.

Nu havde jeg sat på min seng lige siden de sendte mig herop, og jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle give mig til at lave. Jeg kunne ligesom ikke lave andet end at se fjernsyn og lave lektier.. Og lige nu, var der ingen af de to ting, som tiltalte mig. Irritationen steg indeni mig, og jeg fik lyst til at skrige og smide rundt med tingene, men gjorde jeg det? Nej. Det hjalp ingenting, at give mig til at blive sur på mine forældre, når det, som sagt, var Justins skyld! Kun hans! Jeg nægtede at give mig selv skylden for det her! Jeg må feste som jeg vil, præcis som han må, men nej nej, han skulle komme og tro, at han kunne bestemme over mig, præcis som Sophie! Det var hans skyld at jeg var blevet spærret inde, herinde.

"Skat, kom lige ned!" Endelig. Lyden af min mors kaldende stemme, fik mig til at gå hen til min dør og åbne den, for at forsvinde ned af trapperne, og så ende i stuen, hvor min mor, far og.. Justin sad. Oh god.

"Hvad laver han her?" Spurgte jeg irriteret og krydsede mine arme. "Han er kommet for at snakke med dig." Svarede min far bestemt.

Det var mest min far som var skuffet over mig, da han så mange gange, havde sagt at jeg ikke skulle drikke til fester, ja faktisk, ville han slet ikke have at jeg festede. Han ønskede slet ikke at snakke med mig, og ignorerede mig så for det meste. Min mor, var mest ked af, at jeg havde indtaget amfetamin.. Men jeg gjorde det jo ikke bevidst. Jeg var påvirket, og havde egentlig ikke lært at man ikke skulle tage imod drinks fra nogen som man ikke stollede på. Især iek dem, som man ikke engang stollede på som ædru.

"Jeg troede at jeg havde stuearrest og dermed ikke må have nogen på besøg." Pointerede jeg stædigt, og skød det ene øjenbryn flabet op i vejret. Min mor sukkede og rystede svagt på hovedet.

"Justin er en undtagelse.. Og du skal snakke med ham!" Udbrød min far bestemt og hårdt, så jeg nærmest blev forskærret, men beholdte min kølige facade oppe.

Jeg sukkede tungt og kiggede hen på Justin, som ikke trak en mine i hans ansigt. Han smilede ikke, han så ikke sur ud.. Han var ulæselig. Jeg sendte ham nogle vrede øjne og kiggede så igen på min far. 

"Jeg snakker ikke med ham!" Sagde jeg bestemt og vendte om på hælene. "Selena! Du bliver her!" -Men min fars vrede stemme, fik mig alligevel til at blive, og vende mig med fronten mod dem igen.

"Hvorfor tror i, at det ham der er den gode?! Det er overhovedet ikke fair!" Udbrød jeg irriteret og mærkede pludselig hvordan vreden steg indeni mig, da de absolut ville tvinge mig til at snakke med ham. Det kunne de da ikke! De kendte overhovedet ikke Justins sande person, og derfor kunne de ikke tillade sig at være sure på mig, når han bestemt var meget værre end jeg var!

"Uanset hvad du siger, ændre det ikke på noget! I skal snakke, og det skal være nu!" Sagde min far bestemt. Jeg sukkede opgivende. "Whatever." Mumlede jeg og steppede op mod mit værelse. Justin var tydeligvis lige i hælene på mig. Pis også.

Vi kom begge ind på værelset, hvor jeg hurtigt satte mig på min skrivebordstol, imens Justin satte sig sukkende på min seng, som jeg ikke havde redt, da det ikke lige var det jeg havde haft lyst til i løbet af de timer, som jeg havde været på mit værelse.

Vi sagde intet. Ingen af os. 

Jeg kunne mærke at Justin søgte efter mit blik, da jeg tydeligt kunne føle hans blik på mig. Men jeg undlod at kigge på ham, og kiggede i stedet rundt i mit værelse, som for første gang så ret rodet ud.

Jeg sukkede hårdt og kiggede irriteret hen på Justin. "Du har været her længe nok. Time to go, hon." Sagde jeg flabet, og vidste ikke helt hvordan de ord kunne komme fra mig. Aldrig i hele mit liv, havde jeg udtalt så flabede ord. Og på en måde var de jo også ondskabsfulde. Justin kom herhjem, kun for at ville snakke mig, og her sad jeg og var flabet overfor ham, ved at pointere at han nok skulle gå nu.

"Selena, jeg går ikke før vi har snakket." Sukkede han tungt og spredte sine ben, for at lade sig placere sine albuer på hans knæ, og lægge sin hage til hans håndflader, så han sad lettere foroverbøjet med ryggen. Hans blik hvilede på mig. Jeg rullede med øjnene og krydsede armene, da hans sætning irriterede mig grænseløst. Han lød præcis som mine forældre.

"Jeg har intet at snakke med dig om! Du fortalte mine forældre alt! Og du vidste udmærket godt, at de ville blive skuffede!" Vrissede jeg, samtidig med at jeg borrede mine vrede øjne ind i hans smukke brune øjne, som ikke viste nogen form for vrede, dog lidt sorg.

"Jeg gjorde det jo kun for at beskytte dig!" Udbrød Justin bestemt. Jeg rystede svagt på hovedet. "Så du synes du beskytter mig, ved at få mine forældre til at spærre mig inde og tage alt elektronisk fra mig?" Grinte jeg sarkastisk og undrende. Justin sukkede dybt, fjernede blikket fra mig og gned sig lidt i hovedet.

"Du burde slet ikke have hentet mig festen.." Sukkede jeg dybt. Justin kiggede hurtigt på mig og lod sin hånd glide ned til hans hage igen, så hans hage igen hvilede på begge hans håndflader.

"Så du er slet ikke glad for at jeg fik dig væk fra Chris, og dermed sikrede dig din mødom?" Spurgte Justin undrende og hårdt. Jeg smilede svagt, ikke fordi jeg synes det var sjovt at sidde med ham lige nu eller fordi det han sagde var sjovt, men fordi jeg lige præcis vidste hvilket svar jeg havde til hans spørgsmål.

Jeg nikkede svagt til hans spørgsmål, så Justin så lidt mere lettet ud.. "Jeg er evig taknemlig for at du reddede min mødom.. For den skal skam ikke gå til spilde til sådan nogen som jer!" Vrissede jeg flabet og rejste mig fra skrivebordstolen, uden at fjerne blikket fra Justin, som så godt fortvivlet ud. 

"Nu har vi snakket." Sagde jeg og fortsatte hen til døren. Jeg tog fat i dørhantaget og fik dermed åbnet døren, og åbnede den så helt, så den så godt indbydende ud. "Jeg vil gerne have at du går nu." 

"Selena hvad fanden mener du med 'Sådan nogle som jer'?" Spurgte Justin, imens han rejste sig fra sengen og stillede sig midt på gulvet.

"Justin, du og dine venner er freaking badboys! I forelsker jer ikke i nogen! Kærlighed betyder intet for jer! Det eneste i har i hovedet er masser af sex, stoffer og alkohol." Udbrød jeg frustreret, da jeg virkelig ikke kunne holde ud at være i samme rum som ham mere. Jeg ville ikke se på ham eller høre på ham. Det blev for meget for mig.

"Så at jeg er forelsket i dig, betyder intet... Eller hvad?" Justins ord fik mig til at grine sarkastisk og gnide mig i hovedet. "Justin, indse det nu! Du er ikke forelsket! Enten fyrer du en kæmpe løgn af overfor mig, eller overfor både dig og mig!" Udbrød jeg. "Du er ikke forelsket! Og det er jeg sikker på, at du ved inderst inde!" Sukkede jeg hårdt.

"Men.." "Justin, du skal gå nu." Afbrød jeg ham. Han sukkede opgivende og nikkede nedtrykt.

"Så ses vi vel?" Spurgte han, men det lød egentlig bare som en konstatering.

"Jeg synes vi skal sige 'farvel', istedet for 'vi ses'.. Det er bedst." Sukkede jeg. Han nikkede svagt. "Farvel, Selena."

Ingen ord kom ud af min mund, jeg sendte ham blot et nik, inden han gik ud af mit værelse og videre ned til trapperne, uden af vige mig et blik, overhovedet.

Jeg sukkede opgivende og lukkede min dør igen. Oh god.

Alle følelser flød indover mig, lige fra vrede til sorg. Jeg var så sur over det Justin havde gjort, og lige foreløbig ville jeg ikke komme mig over det. Jeg hadede ham mere end noget andet.. Men samtidig, var jeg jo også ked af det! Justin var min første forelskelse, og uanset hvor sur jeg var på ham, var jeg stadig forelsket i ham! Han tog mit første kys. Men hvorfor? Hvorfor lod jeg mig selv kysse med ham? Hvorfor tillod jeg mig selv at forelske mig i en type som ham? En badboy type. En badboy som aldrig ville kunne gengælde de vilde følelser, som jeg havde fået for ham. Godt nok påstod han, at han var forelsket i mig, men det var ikke tilfældet! Jeg var hundred procent sikker! Justin kunne ikke blive forelsket i mig, og det var godt, for så snart jeg var kommet over ham, var han ikke en del af mit liv, mere.

***

Tilkalder alle jer som læser på telefonen; Kan i læse kapitel 10? Jeg kan nemlig ikke.

Hvad synes i om dagens kapitel?

-Selena J.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...