Drømmeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 feb. 2016
  • Opdateret: 8 mar. 2016
  • Status: Igang
Mira kan kontrollere drømme. Hun har gennem hele livet brugt sin evne til at skabe drømme, der kan tilfredse andres underbevidsthed og lade dem være lykkelige, indtil de igen skal vende tilbage til virkeligheden. Men da Miras forældre samt lillesøster dør i den bilulykke, der ødelægger Miras ben, begynder hun at trække sig længere og længere ind i sig selv og bruger næsten alt sin tid i sovende tilstand, så hun kan bringe sin familie tilbage i sine drømme. Men da en af hendes drømme forvandler sig til et mareridt, og hun mister kontrollen over drømmene, er hun tvunget til at vende tilbage til virkeligheden, mens hun desperat prøver at genfinde sin evne, så hun slipper for at skulle leve med konsekvenserne af ulykken. //bidrag til superhelte-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
415Visninger
AA

5. Kapitel 5

Hun havde klaret det. Mira var ikke et sekund i tvivl om dette, som hun pludselig kunne mærke, jorden under sine fødder, og se himlen over sig. En lettelse boblede op i hendes bryst, og som hun stod der og slugte luften i store bidder,  som var hun en maratonløber, kunne hun have jublet af noget, der ikke kunne være andet end glæde. Selvfølgelig var ubehaget ved følelsen af at være to steder på en gang stadig stort, men det var til at overkomme. Hun havde gjort dette så mange gange, det ikke var noget problem mest ar fokusere på, hvad der foregik inde i mandes hoved i stedet, for den del af hende, der stadig var fanget i hendes krop. 

Mira havde dog altid fundet det mere forvirrende end godt var sådan at besøge andres drømme. For hun sov ikke - hendes øjne var stadig vidtåbne tilbage på hospitalet, hvor hun kunne holde øje med den sovende mand og mærke lagenerne klæbe til sin hud, men samtidig var hun her, hvor hun iagttog manden som blind passager i hans drøm. Han vil alligvel aldrig opdage, hun var her på samme måde, som han var uanende om, det var hende den tavse pige i sengen skråt over for hans, der havde skabt denne drøm til ham. 

Det var også bedst sådan, da Mira nødig ville have, han skulle blive sur på hende, når han vågnede op opdagede, han i virkeligheden aldrig havde forladt sin hospitalsseng. Denne tanke gav hende lyst til at råbe til ham, han skulle gøre alt, hvad han kunne for at huske drømmen, så mindet om den kunne gemmes et sted i hans bevidsthed. Så kunne det fungere som hegn, når han var ved at falde ud over kanten af sine egne tanker. 

Lige nu stod manden dog fuldkommen paralyseret på fortovet, hun havde skabt til ham og smilede så stort, som man kunne smile, når man ikke vidste, man drømte. Det var noget, hun aldrig havde oplevet. Men misundelsen blev der ikke ret længe, da hun nu engang nydt at se glæden lyse op i mandens øjne og var glad for sin beslutning om at fjerne et par rynker, samt de sorte skygger under hans øjne. 

Mira havde sågar taget sig den frihed at skærpe alle hans sanser, så lyden af børn, der legede virkelig kunne nå hans ører, mens  spejlbilledet af legepladsen foran ham var klistret ind i hans pupiller. Men ikke for meget - manden skulle ikke lægge mærke til, at børnenes smil var lidt for brede eller fortovet for rent - hun havde ikke kunnet styre sig, da idyllen nu engang var hendes varemærke, og hun holdt ubeskriveligt meget af at jonglere med skyer på den blå himmel til lyden af frydefulde skrig. 

Manden så heller ikke til at have noget i mod det. Styret af hende nærmede han sig porten til legepladsen med børnene, som han hurtigt åbnede uden at kaste et blik tilbage. Hvis han havde gjort det, ville han jo have set, pigen i den malplacerede hvide natkjole skynde sig ind bag ham med et koncentreret udtryk i ansigtet for at kunne holde sammen på hele verden. 

Mira var faktisk så optaget, der gik noget tid, før det gik op for hende, at alle børnene på legepladsen var hendes lillesøster. Hendes lillesøster, der gyngede højere og højere i håbet om, hun kunne slippe væk fra tyngdekraften og op til skyerne på den måde, hendes lillesøster der susede ned fra rutsjebanen, hendes lillesøster, der stod i kø til rutsjebanen, hendes lillesøster, der byggede et sandslot med en rød skovl. 

Mira måtte lukke øjnene et øjeblik, og efterlade sin underbevidsthed i drømmen, mens hun koncentrede sig om sin fysiske krop - overvældet. Hendes intention havde blot været at skabe en børnehave med omkring halvtreds børn, der alle legede udenfor på en varm sommerdag, men for hende var børn åbenbart det samme som hendes lillesøster, så det var endt med halvtreds forskellige  versioner af hende kravlede rundt -  uden at lade sig mærke med de alle sammen lignede hinanden på en prik. 

Både drømmeversion og den virkelige Mira begravede hovedet i hænderne. Med en kraftsanstrengelse fik hun forvandlet halvdelen af børnene til drenge, og begyndte at give dem forskellige hud, øjen og hårfarver, samt højde og tøj og alle andre ting, der gjorde et menneske muligt at kende fra et andet. 
Først da det kun var en af hendes lillesøster tilbage, kunne hun igen forene sig med sin underbevidsthed, der ikke længere var omgivet af halvtreds små piger fra fortiden. 

Manden havde ikke nu ikke ladet sig mærke med hvor mange, der pludselig syntes at have fået plastikoperationer, hvilket nu engang var noget af det, der adskilte drømme fra virkeligheden. Han stod stille og betragtede de legende børn, der ikke var andet end silhuetter mod det skarpe sollys. Uvilkårligt skruede hun lidt ned for lyset med samme lethed, som når man trykkede på en lyskontakt. 

Mira sukkede stille. Hun havde stadig mest lyst til at grave et hul i sandkassen til sit selv med den samme røde skovl, som pigen brugte til sit sandslot. Men manden havde brug for hende her i drømmen, så hun skubbede sine spekulationer om hvorvidt, ulykken altid ville gøre det så svært at holde drømme og hendes egen fortid adskilt, tilbage til virkeligheden. 

Så vendte hun tilbage til at lede mandens øjne hen til et bestemt hjørne af legepladsen, hvor en pige sad oppe i det store klatreedderkoppespind. Hun fik ham til at smile ved synet af sit barnebarn, og begynde at gå over mod hende. 

Og Mira - hun smilede også. 

Smiltes føltes fremmed på hendes ansigt - som noget, der ikke hørte til. Hun havde næsten glemt, hvordan det ville føltes, når ens mundvige ikke behøvede at blive tvunget opad - det var kun noget, der føltes naturligt. Og selvom hun ikke kunne lade være med at føle, hun forrådte sin familie vil ikke stadig at være opløst af tårer, så blev hun ved, mens hun fulgte manden med blikket. Hun havde ellers troet, hun for længst ville have glemt, hvilken vej, mundvigene skulle pege. 

Miras smil var dog langt fra så bredt som mandens, da hans udstrakte læber kunne nå adskillige gange rundt om jorden, hvis det altså ikke havde siddet på hans ansigt. Og det voksede kun for hvert skridt han tog, som bragte ham nærmere sit barnebarn. Hun havde stadig ikke set ham i sit edderkoppespind, men det kun var kun et spørgsmål om sekunder, før Mira ville lade hendes blik lande på sin bedstefar. Hun forestillede sig allerede nu, hvordan udtrykket af overraskelse, der skulle glide over den lille piges ansigt, skulle se ud, som var det, at hun blev hentet af sin bedstefar, det bedste, der kunne ske i hele denne verden. Den sluttede så også ved enden af gaden, men det havde hun jo ikke ladet pigen vide. 

Bedstefaren fangende nu pigens blik. Hun kravlede hastigt ned og fik igen jordforbindelse i sine udtrådte sandaler, som hun løb ind i mandens favn, der langt fra var så skrøbelig som i virkeligheden. Hun fremviste han stolt den blomsterkrans, hun havde flettet af ukrudt, og han undlod at påpege, at ukrudt ikke var ment til blomsterkranse, at øjenfyrværkeriet ikke kunne startes med en lighter, og at man altså ville falde i gennem den lyserøde sky, og det var et langt fald fra den ottende himmel, samt alle de andre løgne, der ville få julelysene til at slukkes i hendes svimlende blå øjne. 

Og Mira undgik at påpege over for ham, det hele kun var en drøm, men fik ham blot til at række ud efter hendes klistrede hånd og føre hende ud fra børnehaven. Tilbage i virkeligheden kunne hun se på manden, hvordan hans vejrtrækning var blevet regelmæssig igen takket være hende. 

Mira var dog allerde blevet udmattet, og der ville nok ikke gå længe, før  alle børnene igen blev hendes lillesøster, eller himlen blev grøn og solen lilla, da hun var ude af form. Det beroligede hende nu, at drømmen ikke havde forvandlet sig til et mareridt - hendes evne var stadig en del af hende. Hun havde altid ment, hun hellere ville undvære sind ben end den - hvilket verden havde taget lidt for bogstavelig til hendes smag. 

Men Mira havde ikke lyst til at give slip, og lade dette forvandle sig til et vagt minde i mandens hastigt svindende hukommelse. Hun ville så nødig skulle se ham vågne op og indse, det hele kun var en drøm , og den lille pige ikke var virkelig. Det var vel forskellen på mareridt og drømme. Med mareridt var man lettet, når man vågnede, mens drømme fik en til at begræde, virkeligheden var som den var - uden nogle spor af fantasibørnebørn eller det 'mere' mellem himmel og jord, de alle stødte ind i hinanden på deres jagt efter. 

Mira sukkede. Lyden druknede dog, da lågen til legepladsen i samme øjeblik lukkede sig bag manden og pigen. Enten skulle hun give slip nu, eller skynde sig efter dem, da de ellers snart ville nå til denne verdens ende - på hjørnet af gaden for at være helt præcis . Hun kastede sidste blik efter de to skikkelser, der var på vej hjem. 

Mira gav slip. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...