Drømmeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 feb. 2016
  • Opdateret: 8 mar. 2016
  • Status: Igang
Mira kan kontrollere drømme. Hun har gennem hele livet brugt sin evne til at skabe drømme, der kan tilfredse andres underbevidsthed og lade dem være lykkelige, indtil de igen skal vende tilbage til virkeligheden. Men da Miras forældre samt lillesøster dør i den bilulykke, der ødelægger Miras ben, begynder hun at trække sig længere og længere ind i sig selv og bruger næsten alt sin tid i sovende tilstand, så hun kan bringe sin familie tilbage i sine drømme. Men da en af hendes drømme forvandler sig til et mareridt, og hun mister kontrollen over drømmene, er hun tvunget til at vende tilbage til virkeligheden, mens hun desperat prøver at genfinde sin evne, så hun slipper for at skulle leve med konsekvenserne af ulykken. //bidrag til superhelte-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
415Visninger
AA

4. Kapitel 4

Mira vågnede med et skrig. Det var hun i hvert fald ret sikker på, da det nu engang var den eneste måde at vågne op fra en sådanne drøm, og hun havde virkelig brug for bare at slippe af med en smule af den rædsel, der voksede støt i hendes bryst. Ellers var hun sikker på, at rædslen på et eller tidspunkt ville gå gravet alle hendes organer ud, for så selv at sætte sig i hullerne. Specielt hjernen var den i gang med - sikkert for at forhindre hende i at have tanker nok tilbage til at huske sig selv på, det kun var en drøm. 

Hun kunne nu ikke huske det, da sådanne skrig var en instinktiv handling - ikke noget, man kunne huske at have gjort, bare noget man gjorde. Og da Mira åbnede øjnene - med det samme denne gang, da mørket bag hendes øjenlåg mindede for meget om det i drømmen - lå alle patienter stadig i deres egne verdener, og ingen sygeplejerske var kommet løbende ind - alarmeret af hendes skrig. Det kunne også bare være, alle var blevet enige om at lade hende være i fred, hvilket også at foretrække. For hun kunne ikke overskue at skulle foreklare, hvad det var hun var så bange  for til andre end sig selv, og det var ikke engang lykkedes helt endnu.   

Desuden ville det at fortælle det, også betyde, Mira skulle tænke på det igen, og det var, hvad hun havde allermindst lyst til. Hun ville hellere være med i tusindvis af bilulykker - med den samme blå bil -  end hun ville tænke på det. Uheldigvis var hendes tanker ikke meget for at opfylde ønsker, så selvfølgelig klamrede de sig til den del af hendes bevidsthed, hvor drømmen havde haget sig fast med så stor kraft,  Mira ikke engang gad prøve at flå den væk igen.

Var det ikke lidt ironisk, hvor svært, hun havde haft ved at huske, drømmen med den perfekte lysning, mens dette mareridt ikke ville andet end at blive husket? Hun havde aldrig troet, hun ville komme til at sige det her igen, men lige nu, virkede virkeligheden faktisk ikke så slem, da selvom de nærmest livløse patienter ikke var hendes foretrukne selvskab, var de stadig så meget bedre end de uhyggelige gravstene. 

Mira skuttede sig. Hvordan kunne hun have ladet det ske? Det eneste sikre tilflugtssted hun havde tilbage, var blevet forvandlet til et mareridt - i bogstavelig forstand. Hun havde brugt hele sit liv på at have kontrol over drømme. Selv som baby, havde hun fået billeder af sutteflasker til at dukke op i hendes forældres drømme. Hun kunne ikke huske sit liv uden den evne. Var det virkelig blevet så svært for hende pludselig? Det kunne godt være, hun ikke nænnede at skabe drømme for andre længere, men hun havde da troet, hun altid kunne blive ved med at lave dem for dig selv. 

Frygten for at have mistet sin evne, fik Mira til at fryse under dynen, hvilket hun ellers havde troet umuligt, da den var så tyk, man glemte, hvad kulde føltes som.  Hun havde altid syntes, de burde lave dem tyndere, for når man lå under den, følte man sig så tynget ned, det virkede endnu mere uoverskueligt, end nogensinde at forlade hospitalet.  Men i det mindste hjalp dynen hende med ikke  at fokusere for meget på den stadige fornemmelse af jord mod hendes bare hud. Hvis hun ikke havde vidst bedre, kunne hun have svoret på, hun rent faktisk havde været fysisk på kirkegården, sådan som oplevelsen stadig virkede så tæt på. 

Det var kun det skær af surrealisme, der dækkede den, som sørgede for Mira ikke blev fuldkommen skør. Nej, det tog hun i sig igen, tænkte hun, mens hun sendte et opgivende blik ud i værelset. Hun var allerde blevet skør. Hun var langt forbi skør og nået til et punkt, der ikke længere var ord for det, da hun inderst inde var så langt ude, det ikke var til at bære. For hun var blevet bange for at falde i søvn. 

Bange for, hvad der ville ske, når hun lukkede øjnene. Om hun ville komme tilbage på kirkegården eller til et sted der var endnu værre, hvis det var muligt. Hun havde aldrig haft mareridt før eller bare noget, der kunne minde om dette, da hendes - og andres drømme altid var foregået, præcis som hun ønskede. 

Da Mira var mindre, havde hun faktisk set sig selv som lidt af en superhelt sådan som hun trængte ind i foks hoveder og forvrængede deres tanker for det bedst mulige resultat. Hun havde altid været så glad hver eneste gang, hun lod den lille pige blive prinsesse, eller  lod den voksne mand glemme alt om at skulle opføre sig voksent.

Men nu - nu var hun bange for at blinke - af frygt for at den brøkdel af et sekund, hvor hun havde lukkede øjne ville være nok til at få billederne af hendes families gravstene til at vælte frem på hendes nethinde. Så det endte ned at Mira holdt øjnene åbne så længe, de løb i vand, så salte dråber stillede dryppede ned på puden under hende. Selvom det nok ikke var den eneste grund, erkendte hun, da hun måtte kvæle et hulk. Hun ville så  nødig tiltrække opmærksomhed på, hun græd, nu hvor der alligevel var ingen til at trøste hende. 

Eller det var der vel egentligt. Hun havde stadig sin mormor og morfar, som hun skulle bo hos, hvis hun nogensinde kom ud af sengen. Det var ikke fordi, hendes forældre og lillesøster var de eneste personer i verden, der kendte  hende. Men sådan føltes det. Alle andre tilhørte tiden før den blå bil og virkede nu næsten lige så langt væk som hendes forældre. Det var måske selvisk sådan at opføre, sig som om verdensbefolkningen kun var på 1, men det gjorde det på en eller anden måde nemmere at vide, der ikke var nogen til at hive hende op, hvis hun druknede i sin egen selvmedlidenhed.

Så slap Mira for at tænke på, hun nogensinde behøvede at komme sig over det, acceptere det. Forskellige sygeplejesker havde flere gange sagt til hende, at tiden helede selv de værste sår. Hver gang havde hun ladet som om, hun ikke hørte dem, for hvis hun først åbnede munden, ville hun sikkert ende med at råbe af dem. Hun var sikker på, at dette der ville blive ved med at bløde, og der fandtes ikke plastre store nok til at dække det. 

Faktisk havde Mira ikke talt siden ulykken. Måske var hendes stemmebånd blevet flænset, - hun kunne ikke foretælle det, da hun ikke havde set nogen grund til at afprøve. Selv i drømme havde hun ikke længere lyst til at tale til nogen, da hun altid havde fundet det anstrengende at skulle styre begge sider af samtalen, og hun havde glemt, hvordan stemmerne på dem hun allermest ville tale med lød. 

En gammel mand vendte sig pludselig i sin seng, og bevægelsen fangede hendes blik. Selv helt herovre fra, kunne hun de hvordan hans øjenlåg sitrede let, selvom han sov, hvilket fortalte han havde mareridt. 

Hun måtte pludselig bekæmpe trangen til at dykke ned i hans tanker og rette op på fejlen, hans drømme. Det var sådan en vane, der var svær at komme af med. 

Men hvad hvis, Mira også bare ville blive fanget i hans mareridt og opdage, hun virkelig havde mistet kontrollen over drømme? Eller hvad hvis hun ikke engang kunne trænge igennem hans pandeskal længere? Det var faktisk lidt ironisk, hvordan Mira for første gang i en uge, nu endelig følte trang til at skabe drømme for andre, og så kunne hun ikke engang risikere det, 

Det var dog fristende. Manden virkede så skrøbelig, som han lå der med en brystkasse, der hævede og sænkede sig i takt med hans hektiske åndedrag, og hår, der var så hvidt, hun var tæt på at tro, han havde stukket hovedet op i en sky. Desuden var væggen bag ham alt, alt for bar. Ingen tegninger fra børnebørn - ikke engang en simpel kalender, som havde den sygdom, han havde trukket personligheden ud af ham, så han kunne passe ind på stuen. 

Mira fangede pludselig sine tanker i at prøve at nedbryde de mure mellem hende og omverdenen, hun selv havde sat op. Men hun prøvede ikke til at stoppe dem, da de nok havde godt af at forlade hendes hoved lidt, da luften forhåbentlig ville behandle dem bedre, end hun gjorde. Så slap defor hele tiden at bære rundt på det samme billede af den blå bil den aften.         

Måske burde hun virkelig blande sig i mandens mareridt. Hun var sikker på, det var, hvad hendes forældre ville have ønsket. Selvfølgelig havde hun aldrig fortalt dem om sin evne, da hun var bange for, de blot ville ryste på hovedet over hendes livlige fantasi og fortælle hende, at drømme ikke var nået, der lod sig styre, men stadig. Desuden var hun sikker på, de havde været taknemmelige for, at deres drømme på mystisk vis altid havde været så gode, selvom de sikkert bare troede, at det kun var fordi, deres hukommelse frastødte de dårlige, når de vågnede. 

Og som hun lå der og allerde var begyndt at bygge et drømmescenarie til manden, var det hele faktisk okay. Ikke perfekt, men okay var også mere end nok for hende. Det virkede  ikke længere uoverskueligt at bygge andet end perfekte lysninger, og hun kunne mærke, hvordan dynen pludselig syntes lettere over hende, og det ikke var helt så svært at forestille sig, himlen udenfor engang havde været blå, før de grå skyer kom. Hun fik sågar lyst til ar råbe tværs over hospitalsstuen til manden, at hun var på vej, men måtte som sædvanlig holde sin mund. 

Men for engang skyld havde Mira ikke specielt meget i mod at være tvunget til at tie stille, da irritationen over dette var så velkendt, hun ville have krammet den, hvis den altså havde en fysisk krop.  Selvfølgelig lurede tanken om hendes forældres død stadig i baggrunden, men for en gang skyld var hun i stand til at holde den i baggrunden, da hun var så koncentreret  om at skabe scenariet til manden. Ja, selv hendes smertende ben virkede ikke så vigtige, og hun var endda begyndt at blinke igen. 

Mira havde ikke engang lagt mærke til, hun ikke græd længere - det var kun naturligt. Selvfølgelig vat hendes rædsel  for at det ikke ville være muligt at føre drømmen ud i livet større, end det kunne beskrives. For hvis hendes evne ikke virkede mere, hvad havde hun så tilbage? Det have altid været en del af hende. "Drømmeren" havde været hendes superheltenavn til sig selv som lille, og selvom hun nu nærmere så sig selv som en antihelt, kunne hun ikke bære ikke at have grund til at kunne kalde sig selv det længere, da det var så en stor del af hende. Det var vel problemet ved at have en evne som hendes - hvis man først mistede den, begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved så meget.

Hun havde ganske vist altid frygtet, at hun en dag ville få mareridt - miste kontrollen, som nu, men som hun blev ældre, virkede det mindre og mindre usandsynligt, da hun var blevet så vant til det, hendes liv var svært at forestille sig uden. Det samme gjaldt nu hendes familie, og hun havde jo opdaget, at hendes liv faktisk fortsatte uden dem. 

Med en kraftsanstrengelse gjorde Mira drømmen færdig. Hendes tanker var allerede på vej over i mandens tanker for forhåbentlig at lade dem smelte dammen til en højre enhed. Hun håbede inderligt på, at det ville lykkedes, at hun stadig kunne hjælpe andre. Mira gik endda så vidt som til at krydse sine fingre under dynen, mens hun spekulerede på, hvorfor de få meter mellem de to hospitals senge kom til at virke som kilometer, når det var hendes tanker, der skulle tilbagelægge distancen. 

Mira gav drømmen et sidste skub.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...