Drømmeren

Mira kan kontrollere drømme. Hun har gennem hele livet brugt sin evne til at skabe drømme, der kan tilfredse andres underbevidsthed og lade dem være lykkelige, indtil de igen skal vende tilbage til virkeligheden. Men da Miras forældre samt lillesøster dør i den bilulykke, der ødelægger Miras ben, begynder hun at trække sig længere og længere ind i sig selv og bruger næsten alt sin tid i sovende tilstand, så hun kan bringe sin familie tilbage i sine drømme. Men da en af hendes drømme forvandler sig til et mareridt, og hun mister kontrollen over drømmene, er hun tvunget til at vende tilbage til virkeligheden, mens hun desperat prøver at genfinde sin evne, så hun slipper for at skulle leve med konsekvenserne af ulykken. //bidrag til superhelte-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
424Visninger
AA

3. Kapitel 3

Ingenting havde forandret sig. Og når Mira sagde ingenting, mente hun virkelig ingenting. Der var ikke den meste lille ændring i scenariet, og hun turde sværge på, at ingen fra hendes familie havde rykket sig så meget som en centimeter. Og hendes plads på picnictæppet var ikke engang nået at blive kold, og hvis hun koncentrede sig, kunne hun bilde sig selv ind, hun aldrig havde forladt dette perfekte lille smuthul. 

Det bekymrede hende dog lidt, at hendes tanker ikke strakte sig til mere end at forme de samme træer igen, og at hun ikke engang havde formået at lade solen hænge et andet sted på himlen. Selv de grå skyer, der var dukket op lige, inden hun vågnede sidst, var der stadig for at hænge tungt over idylen og sørgede for, at den stødte på dem på sin vej op til stjernerne. Men den fantasi, hun engang havde svømmet rundt i, var nu bare forsvundet, så hun ramte bunden. 

I det mindste sad de her stadig med deres dukkeansigter og kiggede alle andre steder hen end hende.  Ikke at hun kunne bebrejde dem - hun så heller ikke på dem, da følelsen af deres nærvær bare ville forsvinde og efterlade hende med de huller, der også truede med at suge hende til sig. I stedet udvalgte hun et enkelt græsstrå et par meter væk  og stirrede så intenst på det, hun var overrasket, da hendes blik ikke satte ild til det. I det mindste var hun stadig i stand til at skabe så små ting, tænkte hun for sig selv, mens hun fortsatte sin  stirrekonkurrence med græsstrået, selvom græsstrået tydeligvis ikke havde fattet, hvad det gik ud op. 

Mira blev faktisk ved med at fastholde græsstråets usynlige blik, og det var måske derfor, hun ikke så bilen, før det var for sent. Hun nåede at høre lyden af en bilmotor, der var så høj, hun frygtede, hendes øregange ville brase sammen, og se et glimt af dem blå overflade, hvilket egentlig var meget i forhold til, hvor hurtigt bilen var kommet. Hun havde endda tid til at opdage, hvor velkendt bilen virkede og til at huske hvorfor, som hun genkendte den fra den aften, hvor den var styrtet ind i hele hendes familie.

 Mira var faktisk ret sikker på, at tiden gik langsommere, da det på den ene side virkede, som om bilen kørte med 180 kilometer i timen, men samtidig havde hun tid til at rejse sig op med et hjerte, der bankede så hurtigt, som bilen kørte og stirre lamslået på den. Hun ville gerne have fået sin familie til også at rejse sig op, så drømmeversionerne af dem ikke ville blive ramt af dem i det mindste, men hun kunne ikke.

For som bilen kom tættere og tættere på, gik det op for Mira, den flåede verden ned, som den kørte afsted. Så snart dens hjul berørte græsset forsvandt det under den, samtidig med at træerne blev revet væk sammen med himlen. Og Mira kunne kun se tavst til, mens hendes drøm sank i grus, og efterlod noget hun ikke kunne beskrive, som andet end ingenting, og hun mistede kontrollen fuldkommen over lysningen. Og så ramte bilen hende.

***
Først troede Mira, hun var vågnet op igen, som det normalt skete, når sådan noget hængte i drømme. Men da hun åbnede øjnene var det ikke hospitalsstuen, der mødte hendes blik - det var et komplet mørke, samt en stilhed så overdøvende, hun næsten foretrak lyden af bilen. 

Hun lå ned, men det var bestemt ikke på den græsplæne, bilen havde fået til at forsvinde eller hospitalssengen. Det var nærmere det, hun kun kunne definere som en bunke jord. Efter at have gjort denne erkendelse, ville hun gerne have rejst sig op, men hun var stadig for chokeret til at gøre andet end at ligge helt stille og minde sig selv på, hun stadig trak vejret, så hun var i det mindste ikke blevet begravet levende, selvom det ville forklare en del.

Men Mira var ikke engang sikker på, hun ville have nogen forklaringer, da hun var bange for, de ville være værre end de teorier, der lige nu sprintede frem og tilbage i hendes hoved med sådan en fart, hun var sikker på, de prøvede at løbe et maraton på under et minut. Dette resulterede i de konstant stødte ind i indersiden af hendes kranium med brag så høje, de burde have flænset stilheden itu. 

For  det her var hendes drøm, og hun kunne ikke tillade, den blev ødelagt af den selv samme bil, der i forvejen havde ødelagt hendes liv. Hun anede ikke, hvordan den pludselig var brudt ind, da hun aldrig  ville have gjort det til sig selv. 

Mira åndede ud i mørket og så til, mens den hvide sky dukkede op fr hendes mund, frøs fast i kulden og forsvandt igen. Måske havde den del af hende, der altid tænkte på ulykken, skabt bilen, så hun ikke glemte, at lysningen kun var en drøm.  Men stadig - hvis det var tilfældet, burde hun have været i stand til at få den til at forsvinde igen, rette op på fejlen som altid. 

Men selv nu - når hun samlede sine tanker efter bedste evne, skete der ingenting. Hun kunne ikke få mørket til at erstattes af skoven igen eller noget andet end mørke for at være ærlig. Panik begyndte at erstatte blodet i hendes årer, mens hun blev mere og mere desperat efter at få sin evne til at virke. Jordlaget under hende ville ikke blive til græs, luften ville ikke blive varmere, hendes familie ville ikke komme. 

Måske skulle Mira rejse sig op. Så kunne hun måske tage kontrollen igen, hvis hun kunne overskue, hvor hun var og få sine øjne til at vende sig til mørket. Hun startede med at løfte armene for så at bore dem hårdt ned i jorden så hun var bange for hele hende ville synke nedad. Så satte hun sig op på knæ, holdt pause for at få vejret tilbage og få det helt til at virke mere overskueligt ved at tage det lidt af gangen. 

Men da hun ville rejse sig helt op og lagde vægten på sine ben, braste de sammen under hende, samtidig med en smerte skød op gennem dem. En smerte, der kun tilhørte virkeligheden, registrerede hun svagt, selvom hun var mest fokuseret på, hvor ondt det gjorde i hendes ben, og hvor lidt overrasket hun ville være, hvis de faldt af. Det ville sikkert gøre mindre ondt uden dem. Men før havde Mira nu kunne slippe væk fra denne smerte i drømme og bevæge sig, som intet var hændt, mens hun nu lå stønnede på jorden og holdt krampagtigt om sine ben - i en drøm. Der behøvedes ikke et geni for at fortælle. noget var galt, tænkte hun for sig selv og fik sat sig op. 

Mira lagde pludselig mærke til, at mørket var blevet til mere end den sorte flade, der før havde omringet hende. Konkurer af noget var begyndt at træde frem i skæret fra månen. Hendes gæt ville være, skyerne før havde blokeret for dens lys, indtil vinden havde blæst dem i alle retninger. For at være ærlig måtte hun sige, at hun foretrak, de var blevet, blev hun enig med sig selv om, mens hun kiggede fortvivlet rundt. 

Kuldegysningerne begyndte nu at sprinte frem og tilbage på hendes rygrad - om muligt hurtigere end hendes tanker - og gåsehuden dukkede op på hendes arme, som intet med kulden havde at gøre. For det var gået op Mira, hvor hun var, og denne erkendelse fik hende næsten til at ønske, hun var i sikkerhed dybt, dybt nede under jorden,  dybt, det var muligt for hende at glemme, hvad der var over hende. For lige meget hvor lidt, hun ville have det, kunne hendes hjerne ikke finde andre konklusioner. 

Hun var på en kirkegård. Ikke sådan en, hor man forventede at seksårige skulle komme og efterlade tusindfryde på deres tipoldeforældres grave, med deres små smil klistret til deres sukkerindsmurte  læber, da de alligevel var ligeglade. Nej, tværtimod. Silhouetterne af gravstene syntes at tårne sig op over hende fra sin siddende position, mens den kolde vind blev ved med at feje frem og tilbage med sådan en kraft, hun frygtede, den ville vælte gravstenene, så de afslørede, hvad der var under dem. Sådan en, hvor man var sikker på, ingen af de begravede var sovet stille ind i en høj alder, men et fuldt liv bag sig. Det her sted skreg på brutalitet og pludselighed, og det gjorde det helller ikke ligefrem bedre, hvordan Mira vidste, hun ikke kunne komme væk på sine ben. 

På den anden side - selv hvis hendes ben ikke havde været ødelagte, var hun ikke sikker på, hun ville have haft modet til at rejse sig, sådan som hun sad der i  jordbunken, stivnet af rædsel. Hun var sikker på, den blå bil lige om lidt ville komme bragende ud af mørket, og denne gang ville den også få hende til at forsvinde. Så Mira kunne ikke bebrejde sig selv for, hvordan hun drejede hovedet hvert andet sekund i et desperat forsøg på at kunne holde øje  hele kirkegården. Uheldigvis var der altid en gravsten et eller sted i hendes synsfelt, hvilket frustrerede hende dybt, indtil hendes blik landede på en bestemt en og stoppede der. 

Mira måtte knibe øjnene sammen til tynde sprækker for at tyde bogstaverne på dem i det svage månelys. Alligevel var hun ikke i tvivl om, hvad der stod, da alt andet ingen mening ville give. 

Det var hendes forældres navne - lige der på stenen, der var dækket af et lag mos så tyk, Mira var sikker på, den måtte have stået der siden tidernes morgen. Hendes forældre var ikke engang blevet begravet endnu, formåede den lille fornuftige del at trænge igennem, men denne del blev ignoreret igen, da hun lod øjnene glide videre til graven ved siden af. Hvor hendes lillesøsters navn stod. 

Mira måtte pludselig bekæmpe trangen tik at kaste op. Lå hendes families lig virkelige under hende? Var de allerde blevet forvandlet til nogle smuldrende knogler, eller så de kun ud som om de sov? Var det virkelig forskellen på liv og død? Et par få meter af jord? Mira begyndte uvilkårligt at grave i jorden, som troede hun virkelig på, hendes benede hænder var nok til at få dem op. 

Men alle rationelle tanker var forduftet fra hende - de hang sikkert et sted oppe ved månen og kiggede ned på hende, mens de grinede for sig selv over hendes dumhed - så hun fortsatte med at rive jorden op. For hvis hun ikke gjorde det, ville verden blive ved med kun at bestå af hende og de gravstene, der var der eneste, mørket ville afsløre.  Og et sted oppe ved de rationelle takker, hang også bevidstheden om, dette ikke var virkeligt - så langt væk, hun ikke havde en chance for nogensinde at nå den igen. 

For hvad nu hvis, hele dette univers ikke var andet end gravstene, og hun var den eneste, der befandt sig over jordoverfladen. Hvad nu hvis, verdens befolkning var på 1 samt millionvis af lig?Men hvis hun var den eneste tilbage, så var det også hende, der skulle holde sammen på verden. Og hvordan kunne hun det, når hun selv var gået i stykker - stumper, der ikke kunne sættes sammen igen, da de ikke længere passede sammen? 

I stedet for at prøve at finde svar på bare et af sine spørgsmål, fortsatte Mira blot med at grave. Hun kom ingen vegne - der var ingen systematik i hvad for noget jord, hun flåede op. Hun var vidst også begyndte at græde på et tidspunkt, hun kunne i hvertfald mærke noget vådt mod sine kinder, hvis rosenrøde farve, den blå bil havde stjålet, da den rev hendes verden ned. Hun fangede sig selv i at ønske, den ville komme igen, så hun kunne komme væk fra denne verden - alt var bedre end her. 

Ved denne tanke kiggede Mira uvilkårligt op, og da gik op for hende, hvor hun sad. Jordbunken var gravet op fra et sted  - det store hul lige ved siden af hende, der virkede som et sort hul. Og foran hullet var det endnu en gravsten, som hun end ikke behøvede at knibe øjnene sammen for at læse.

Det var hendes navn, der stod på den. Mira væltede baglæns ned i graven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...