Drømmeren

Mira kan kontrollere drømme. Hun har gennem hele livet brugt sin evne til at skabe drømme, der kan tilfredse andres underbevidsthed og lade dem være lykkelige, indtil de igen skal vende tilbage til virkeligheden. Men da Miras forældre samt lillesøster dør i den bilulykke, der ødelægger Miras ben, begynder hun at trække sig længere og længere ind i sig selv og bruger næsten alt sin tid i sovende tilstand, så hun kan bringe sin familie tilbage i sine drømme. Men da en af hendes drømme forvandler sig til et mareridt, og hun mister kontrollen over drømmene, er hun tvunget til at vende tilbage til virkeligheden, mens hun desperat prøver at genfinde sin evne, så hun slipper for at skulle leve med konsekvenserne af ulykken. //bidrag til superhelte-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
484Visninger
AA

2. Kapitel 2

Mira vågnede. 

Det var den følelse, hun hadede mest i hele verden, hvilket sagde en del. Hvordan hendes underbevidsthed blev halet brutalt tilbage til virkeligheden med kun det hastigt svindende minde om drømmen at klamre sig desperat til, som kunne det forhindre det uundgåelige. Hun burde ellers for længst have givet op - stoppet med at kæmpe i mod, og erkendt hun i sandhed var vendt tilbage. Men hun måtte stadig bekæmpe trangen til at fægte desperat med arme og ben, som var det nok til at få hende til at falde i søvn igen og slå virkeligheden tilbage. 

Og selv da Mira blev bevidst om lagerne under hende, der var fugtige af koldsved, og de bippende lyde gav genlyd i hendes øregange, som en del af noget, hun næsten opfattede som stilhed, da hun efterhånden var så vant til det, , havde hun stadig ikke lyst til at indrømme, hun var vågen. Hendes øjne blev holdt stædigt lukkede, da den rødlige farve på bagsiden af hendes øjenlåg var tusind gange rarere end det syn af den deprimerende hospitalsstue, der ville møde hende, hvis hun åbnede dem. Desuden kunne hun nu lade billeder fra drømmen fylde sin nethinde op, så der kun var plads til det solbeskinnede scenarie - ikke andet. 

Hvis Mira anstrengte sig, syntes hun endda at kunne mærke, solens stråler kærtegne sin hud, og erstatte følelsen af natkjolen med den som sommerkjole, hun havde haft på i drømmen. Men billedet af hendes familie, som de havde siddet der på picnictæppet og stirret ud i horisonten, som troede de, den var længere væk end nogensinde før var sløret. Dette bekymrede hende og fik hende endda til at give helt slip på drømmescenariet i håbet om at kunne se dem for sig. 

Et lille suk slap ud gennem Miras læber, mens hun prøvede at sin egen elendighed til at forsvinde fra hende gennem munden. Men det ville næsten være synd for de andre patienter på stuen - hvis deres lunger skulle forurenes af hende, så de også vil føle, de ikke længere indåndede luft, når der nu var ikke var noget luft i den sø af sorg, de var ved at drukne i. Hendes luft var brugt op, men hun håbede da, deres tilfælde ikke var så håbløse endnu. 

De havde bare ikke drømmeverdenen at forsvinde ind i. De kunne ikke fremtænke versioner af virkeligheden, hvor idyllisk ikke kun var et ord - det var definitionen på hele deres tilværelse - og hendes familie ikke havde sat sig ind i den bil netop den dag. De kunne kun håbe på, at himlen ville være skyfri en dag  - hun kunne lade sin underbevidsthed vandre til verdener, hvor himlen var så blå, man fik ondt i øjnene af at kigge på dem. Hvis de blev efterladt forældreløse på en hospitalsstue, ville de være fanget der for evigt uden noget håb om at gense deres forældre. Men på den anden side - det var heller ikke så smertefuldt for dem at vågne op. 

Mira sukkede igen - nu var skaden allerede sket. Langsomt vendte hun sig om i sengen, hvilket var lidt af en udfordring, når hun stadig nægtede at åbne øjnene, og der var et hav af slanger forbundet til hende, hvoraf hun ikke vidste, hvad halvdelen gjorde, som hun nødig ville blive viklet ind. Og så var hun endda tvangsindlagt til at høre, hvordan det lød, når hendes hud holdt op med at klæbe til lagerne. Bare denne handling var nok til at gøre, hendes vejrtrækning så ujævn som den hullede vej, foran deres hus. Det gjorde det ikke bedre at tænke på, hun resten af livet måtte tage til tåls med problemer som dette, og hendes tanker vandrede automatisk ned til hendes ben, der lå forkrampet under dynen, fuldkommen ubrugelige. Mira kunne nemt bilde sig selv ind, hun ligefrem kunne mærke, hvordan knoglerne skrabede mod hinanden i deres forsøg på at få dem til at virke, selvom hun gerne ville fortælle dem, det ville være fuldkommen forgæves.

Men hun var stadig i live. 

Hun var stadig i live med sine ubrugelige ben på slæb. Hun var stadig i live, selvom hun også havde siddet i bilen den aften, havde set glimtet af den modkørende bils forlygter og mærket, hvordan et skrig kæmpede sig op gennem hendes strube, før alt blev forvandlet til mørke. Det nåede aldrig ud. Hun havde siddet på bagsædet sammen med sin lillesøster, der havde forsøgt at tælle stjernerne, som den aften havde siddet i tusindvis på den blæksorte himmel.  Og lillesøsteren havde ikke nået til mere end 102, før bilen ramte med sådan en kraft, den burde have slukket for alle stjernerne, så der ikke var flere at tælle. 

Og nu var Mira efterladt med de vage drømmerester af sin familie som eneste selvskab. Det var helt utroligt at tænke på, det ikke var mere end en uge siden, Mira havde siddet i sin vindueskarm og stirret på de selv samme stjerner, mens hun brugte dem som inspiration for at skabe et drømmescenarie for deres nabo. Hun havde selvfølglig ladet dem skinne lidt klarere i kvindes drøm og gjort månen fuld, men sådan var det med drømme - de var bedre end virkeligheden. Virkeligheden tillod hende ikke at bringe dem tilbage,  som var de aldrig forsvundet. Det eneste den havde givet hende var - ja, hvad havde virkeligheden egentlig givet hende, der var bedre i det, hun kunne skabe i drømme med et enkelt blik med øjnene ? 

Den havde forvandlet hendes familie til kolde ubevægelige statuer med hud så bleg, det var svært at tro på, de engang havde været så menneskelig, de kunne rødme. Billederne skød pludselig op bag hendes lukkede øjenlåg med sådan en kraft, hun sikkert var blevet væltet omkuld, hvis det ikke havde været fordi, hun allerede lå ned. Det endte med, at Mira modvilligt blev nød til at åbne øjnene og erkende, verden stadig var lige så forfærdelig, som sidst. 

Ingen af patienterne var mirakuløst nok blev kureret, og støvlaget lå stadig i små bjerge rundt omkring i rummet, hvilket nu vat meget passende. For ingen herinde kunne alligevel klare at bestige noget højere end et støvbjerg. Og der var også dem som hende, der aldrig var ude af sengen, men kun var bundet fast til alle de slanger, der sørgede for at holde hende i live, men ikke mere end det. Hun havde altid syntes, man burde opfinde en slange, der kunne pumpe lidt glæde ind i folks årer, så de kunne få en grund til at komme ud af sengen. Det kunne alle ti patienter herinde bruge. 

Normalt ville Mira sikkert have skabt drømme til dem, der ville give netop denne effekt. Drømme, der ville give dem lyst til at være på den anden side af det store vindue, det lige for tiden ikke viste andet end en grå himmel, som det tavst hang i den anden ende af rummet. Men når hun ikke engang var i stand til at give sig selv sådan nogle drømme, hvordan skulle hun så nogensinde hjælpe andre? Det eneste hun havde formået i sine få vågne øjeblikke siden ulykken havde været at stirre tomt ud i luften, som var alt luft. Eller hun havde engang i mellem nikket svagt, når lægerne kom ind for at give hende flere dårlige nyheder, eller da hendes mormor og morfar var på besøg sammen med nogen så triste grimmaser, man skulke tro, det kun var dem, der havde mistet et familiemedlem. 

Mira fik sværere og sværere ved at se, hvorfor hun skulle holde sig vågen for mere end en time ad gangen. Når hun drømte, var tiden ikke kun delt op i før og efter, og hun følte endelig, hun havde kontrollen igen. Det var faktisk en berusende følelse at vide, hun bare skulle samle sine tanker og så ville det være nok til at få universer til at vokse fra hendes, hvor alt var, som hun ville have det. Selvfølgelig var der altid en lille del af hende, der vidste, hun kun drømte, og det var også den del, der var blevet sværere og sværere at ignorere siden ulykken. 

Det var svært for hende at bilde sig selv ind, hendes familie virkelig var der, og hendes drømmescenarier havde mistet den gnist af kreativitet, de ellers plejede at have, men lignede nu noget fra en reklame - perfekt familie, der ikke engang kan finde ud af udtalte ordet 'ulykke' på tilbud! Hun kunne ikke tro, at den lille forkrøblede pige, der lå i hendes hospitalsseng var den samme, som havde skabt drømme fuld af indviklede plots, der aldrig kunne ske i virkligheden ud af det pure ingenting. 

Hvis Mira stadig var den pige, ville hun sikkert sidde og holde nøje øje med alle patienterne. Hun ville lægge mærke til at hende damen i sengen overfor hende med iltmasken havde en bleg cirkel om sin ringefinger, som havde hun lige taget en forlovelsesring af efter lang tids brug. Og straks ville hun havet plantet en drøm et sted i hendes tanker, så hendes underbevidsthed var klar til at vandre derhen, så snart hun faldt i søvn. Mira ville sikkert lade damens vejrtrækningsproblemer skyldtes, hun ikke hørte rigtigt til i denne verden, men at der var et andet univers, hvor hun passede ind og kunne trække vejret ordentligt. Og i det univers, ville hun møde sit livs kærlighed, der gav hende en ring, som dækkede over det andet ringmærke,. I det univers ville tyngdekraften lytte, når man skreg til den, at en skulle slippe en, så ma kunne lede efter meningen med livet et sted oppe blandt stjernerne. Månen ville hænge uendeligt højt på himlen og blive holdt oppe af folkets lykke. Og kvinden ville for en stund kunne efterlade sine dårlige minder i den virkelige verden. 

Men sådan noget gjorde hun ikke mere, fortalte Mira sig selv og ignorerede den lille boble af dårlig samvittighed, der pludselig var dukket op i hendes sø af savn. Hun prøvede at sige til sig selv, hun gjorde dem en tjeneste ved ikke at lade dem vide, hun kunne hjælpe dem med at slippe væk, for de skulle alligevel vågne op igen. Og så ville hun  bare blevet stillet til ansvar for det, og det ville ikke blive kønt. 

Gad vide hvad der havde vækket Mira før? Det var sikkert bare en sygeplejerske, der smækkede døren lidt for hårdt efter sig, som hun uden videre kunne forlade de langtidsindlagtes stue, mens alle herinde var angrebet af slanger, der ironisk holdt dem i live. Eller måske var det en uregelmæssighed i bippene. Det var nok også bedst, hun ikke vidste det, så hun ikke kunne lade sin frustration gå ud over kilden. 

Mira sukkede for tredje gang, mens hun drejede over mod vinduet - omhyggelig med ikke at lade sit blik hvile for længe på de andre, da hun altså kun havde plads til selvmedlidenhed. Hun havde stirret på den grå himmel i et stykke tid, før hun fangede sig selv i at prøve at fjerne skyerne med tankens kraft. Hun stoppede hurtigt sig selv, da dette tydeligvis ikke var en drøm - hvis det var noget, var det et mareridt. Alligevel fastholdt hun skyerne med blikket et øjeblik længere - himlen så så trist ud, og der var tydeligvis ikke nogen, der lagde nok mærke til den til at gide trøste den. Måske begræd den også hendes tab, og det ville sikkert begynde at regne lige om lidt, da himlen havde mulighed for at tømme din sorg ud over hele verden, mens hun bare lå i sin seng og så passivt til. 

En bølge af magtesløshed skyllede over hende. Den startede ved hendes ubrugelige ben for så at fortsætte opad, til den nåede hendes øjne, som den med et lille skvulp fik lukket dem, så hun igen kunne føle sig så tryg bag sine øjenlåg, hun gav slip på virkeligheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...