Drømmeren

Mira kan kontrollere drømme. Hun har gennem hele livet brugt sin evne til at skabe drømme, der kan tilfredse andres underbevidsthed og lade dem være lykkelige, indtil de igen skal vende tilbage til virkeligheden. Men da Miras forældre samt lillesøster dør i den bilulykke, der ødelægger Miras ben, begynder hun at trække sig længere og længere ind i sig selv og bruger næsten alt sin tid i sovende tilstand, så hun kan bringe sin familie tilbage i sine drømme. Men da en af hendes drømme forvandler sig til et mareridt, og hun mister kontrollen over drømmene, er hun tvunget til at vende tilbage til virkeligheden, mens hun desperat prøver at genfinde sin evne, så hun slipper for at skulle leve med konsekvenserne af ulykken. //bidrag til superhelte-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
421Visninger
AA

1. Kapitel 1

De smilede. Alle sammen. Ikke den slags smil, der bredte sig fra øre til øre og forvandlede enhvers læber til en tynd, tynd streg. For de smil var svære at holde i lang tid og kom så nemt til at virke tvunget, som man måtte kæmpe så meget for ikke at lade sin mund falde tilbage i sin normale position, at man glemte den egentlige grund til, at man i første omgang havde løsrevet sine mundvige fra tyngdekraften. 

De smilede nærmere med øjnene. Det var kun et lille glimt, og det var nødvendigt at fastholde øjenkontakt i flere sekunder, før man havde en chance for at opdage det. Men det var der ikke desto mindre. Et lykkeligt glimt, der fik det til at virke som om deres pupiller bestod af så mange flere nuancer end sort, som det dansede stille rundt. Mira havde altid syntes, det lignede, at deres øjne havde slugt en lille del af en solstråle, som nu var fanget bag øjenvipper og øjenlåg. Det var hendes yndling slags smil,  og det var også derfor, hun ville ønske, hendes eget kunne være mere helhjertet. 

Hun anstrengte sig skam, men problemet var vist, hun anstrengte sig for meget. Hun ville foretrække, hun ikke behøvede koncentrere sig så hårdt, om hvor smuk den skyfri himmel var, eller hvor grønt græsset under hendes fødder var for at kunne være glad som dem. Måske var det fordi, Mira måske havde gjort det en tand for idyllisk, men da hun først var begyndt, havde hun haft svært ved at lægge bånd på sig selv. For hvorfor ikke lave en himmel, der kunne forveksles med havet, som man kunne drukne og glemme sig selv i begge? Og når himlen først var der, havde den jo brug for noget kontrast, så derfor havde hun også farvet græsset så grønt, farven skar ens øjenæbler i småstykker. Det samme med bladene på de træer, der omgav dem, og tillod dem at sidde i skygge fra den varme sommersol. 

Men alt dette trådte nu i baggrunden, da det lige så godt havde kunne været en kold vinterdag med  en  overskyet himmel, så længe de var her  sammen med hende. Hendes forældre og lillesøster, hun også havde poleret, så de passede til denne perfekte verden, hvor man faktisk kunne glemme, hvor lidt perfekt virkeligheden var. Hendes far havde mindre rynker, de sorte skygger under hendes mors øjne var krøbet ind i hendes hud igen, og hendes lillesøsters ansigt var ikke reduceret til en forarget grimasse over, de havde slæbt hende ud i naturen, hvor der var chance for at få græspletter på tøjet og solskoldninger, der brændte værre end selve solen, hver gang man rørte dem. 

Og Miras egne ben var også forandret, som de var slænget ud på picnictæppet foran hende, og hun bekymringløst kunne klø det ene uden at være bekymret for de smerter, der hvert øjeblik burde skyde op gennem dem, så man blev overrasket over, de ikke var fulde af stadigt blødende skudsår eller lignende. Selv det grimme arvæv fra operation havde hun formået at fjerne, hvilket blot beviste, at lægerne ikke havde talte sandt, da de fortalte hende, hun ville have de ar for resten af livet. 

Men det var ikke det, hun burde tænke lige nu, når hun nu havde gjort sig så umage for, at hendes tanker ikke skulle tage på vandretur hen til den del af hendes bevidsthed, formanede hun sig selv. Samtid kørte hun sine ene hånd rundt i cirkler på græsplænen ved siden af tæppet. Langsomt ophobede små klumper af jord sig under hendes unaturlige lange negle, så det næsten lignede, at der voksede bakker fra hendes fingrespidser. Snart forvandlede de rolige bevægelser sig dog til noget mere frustreret, som hun begyndte at rive græstotter op fra jorden og smide dem væk fra skyggen og ud i verden. 

En kølig brise fejede pludselig over dem og fik træernes grene til at rasle. Samtidig dukkede et par visne blade op - sidste efterårs efterladenskaber - som villigt fulgte med vinden. Der indså Mira,  hun havde dummet sig og lod hurtigt græstotter være i håbet om, det hele igen kunne være perfekt, og illusion om den glade familie på skovtur kunne blive opretholdt.  Hun løsrev tilmed blikket fra jorden og kiggede på sin familie, der alle sammen sad tavse og betragtede hver deres del af lysningen i skoven. Det gik op for hende, de sad i den helt  anden ende af tæppet, med picnickurven i mellem dem, og hun kunne lade ikke lade være med at finde det ironisk, hvor meget denne afstand symboliserede virkeligheden. 

Mira rykkede uvilkårligt lidt tættere på dem, mens hun genfandt sit lille smil ved at opleve, det i det mindste var muligt her. Pludselig syntes den måde sollyset blev brudt af træerne og blev fanget i de enkelte græsstrå  ikke alt for idyllisk - hun kunne i hvert fald lægge følelsen bag sig. 

En flyvemaskine trak en hvid stribe efter sig oppe på himlen, og hun kunne ikke lade være med at rette sin smil opad, som troede hun virkelig, hendes smil var synligt fra flere kilometers højde. Men hun kunne da bare give passagererne et umenneskelig godt syn, hvis hun ville. Men det var hendes fantasi og kreativitet nu ikke til længere, måtte hun erkende.

Istedet fik Mira et par fugle til at synge fra et sted inde i træernes bladkroner, og de spæde pippende lyde formåede at gøre stilheden mindre overdøvende. Men samtidig syntes hun, at en usagt hån klyngede sig til hvert et lille pip, som om fuglene også nedtrykte over, hun end ikke kunne finde ud, at få sin egen familie til at tale sammen længere. Måske havde hun glemt, hvordan deres stemmer lød. 

Et par grå skyer dukkede op på himlen, som de -bogstaveligt talt - kom ud af det blå. De hang truende tæt på solen, og Mira blev helt bange på dens vegne for, at de snart ville omringe den helt. Men samtidig orkede hun ikke til at finde den vind, der skulle blæse dem fra hinanden igen, så de sad lige så lidt sammen, som hun gjorde, og hun betragtede dem blot med en vis nysgerrighed, mens de gled ind foran solen og på den måde kvalte sommervarmen. 

Kulden generede hende alligevel ikke, og hendes familie - de var her jo ikke engang rigtigt, og deres alt for lykkelige dobbeltgængere var ikke menneskelige nok til at fryse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...