Sort Sommer

En pludselig trang til at græde får mine skuldre til at ryste. Et kort hulk undslipper min strube. Forvirret og alene står jeg på det kolde gulv. Jeg fjerner min hånd og ser op igen. Pigen i spejlet stirrer på mig. Hendes øjne er skinnende grønne og øjenbrynene er kraftige. Hun er utroligt spin-kel. Alle benene er synlige og jeg undrer mig over hvordan hun overhovedet kan bevæge sig. Bleg, splejset men høj og feminin. Store runde øjne med lange øjenvipper. Ulveørerne stikker op fra hendes lange, kraftige mørke hår.

2Likes
1Kommentarer
152Visninger
AA

2. Blod på tanden

Den kolde vind kilder mine ører og sneen knirker under mine sko. En kuldegysning løb gennem min krop og gåsehud dækkede mine arme.
Jeg har ikke jakke på. Den lod jeg blive i bilen sammen med min mobil. Langsomt begynder jeg at sætte i løb. Det er lang tid siden jeg sidst har mærket vind gennem mit hår. Stilheden i skoven omfavner mig og gør mig tryg. Jeg hører hjemme her. Mit tempo bliver hurtigere og hurtigere og jeg smiler for første gang i lang tid. Det er ikke ofte vi får lov til at komme ud af akademiet. Træerne suser forbi mig, men jeg undgår dem med nød og næppe. Jeg er den hurtigste af mit kuld. De er altid et par meter bag mig når vi er på løbebanen. Siden min vækning har jeg elsket at løbe. Den bankende rytme af mine fødder der rammer jorden fylder mine årer med en fred og glæde jeg sjældent oplever. Så de små stunder hvor jeg endelig er alene, nyder jeg hvert øjeblik… lige indtil det går op for mig hvad min mission er.

Den eneste grund til vi kommer ud af akademiet er for at udfører missioner. Dette er en af dem. Hurtigere og hurtigere når jeg kanten af skoven. Jeg sænker farten og står ved de sidste træer inden vejen. Jeg har syv minutter til Karlos Valencia kommer. Mit offer. Hurtigt og smidigt synker jeg ned bag træerne. Vejen er kun få meter fra mig. Jeg får styr på min vejrtrækning og tager skoene af. Min hale og ører er stadig fremme. Der er ingen grund til at skjule dem når jeg er alene. Jeg tager en dyb indånding og fokuserer min energi. Kun det mørke hår er tilbage. Alt tegn på ulvepigen er væk. Nu er det kun Celia tilbage.
Mine ører opfanger en lyd i det fjerne. Tre minutter tilbage. Jeg smider den ene sko og river hul i min t-shirt. Mine læber blotter mine skarpe tænder og jeg bider i min underarm. Smagen af blod rammer min tunge. Jeg smører blodet ud på resten af min overkrop. Smerten dunker i min underarm.
Det er for missionen, tænker jeg og vælter ud af skovbrynet. Jeg snubler og lande på vejen. Mine lunger hyperventilerer og jeg har vilde øjne. Ligesom jeg har øvet det.
den sorte bil kommer stormende imod mig og når lige at bremse før den rammer mig. Jeg skriger og vælter om på siden.
Karlos træder ud. Hans mørke hår skinner i vintersolen og hans øjne rammer mine. Han er en smuk mand. Lidt ældre, men han kunne sagtens gå for at være tredive. Hans trenchcoat går ham til knæhaserne og hans sorte støvler træder selvsikkert hen ad den beskidte sne. Mit hjerte begynder at banke. Nervøs for hvad der nu skulle ske. Jeg begynder at hulke.
”Du må hjælpe mig!” Skriger jeg og tager mig til underarmen hvor blodet stadig vælder ud af såret; ”Ulvene… de kom lige pludseligt! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Min mor! Jeg efterlod hende. Du må hjælpe mig!”
De sorte militærstøvler stod kun få centimeter fra mine knæ. Hans øjne undersøgte koldt mit ansigt. Han er tilfreds med det han ser. Hans hvide tænder træder frem i et stort smil. Øjnene er stadig lige så kolde. Han sætter sig på hug og ser mig i øjnene.
”Hvad er dit navn lille ven?” Spørger han.
”Sandra,” Får jeg fremstammet.
”Du må hellere komme op at stå Sandra. Vi skal nok finde din mor, men vi skal først have styr på dine skader.” Han tager fat på mine overarme og får mig op at stå. ”Kan du gå?” Jeg nikker og får pludseligt svært ved at skjule mit smil. Han får mig styret ind i bilen og finder førstehjælpskassen frem. ”Her.” Han tager min arm og binder den ind. Jeg takker ham og minder ham om at vi skal finde min stakkels mor. Han svarer og forsikrer mig om at alt nok skal blive fint igen. Jeg ser på ham med store naive øjne og han træder på speederen.
Det hele går efter planen. Han ved ikke hvad der venter ham. Jeg guider ham hen til hvor min bil står.
”Her nu skal jeg hjælpe dig ud.” Han trak mig blidt, men bestemt ud af bilen. ”Vis mig hvor din mor er henne.” Jeg nikker og begynder at gå. Jeg kan høre hans skridt bag mig. Vi går i lidt mere tid indtil vi er helt inde i mørket. Jeg lader som om jeg snubler, han går hen og sætter sig på hug ved siden af mig. Han løfter hånden og mine øjne når lige at fange nålen der skinner i hans højre hånd.
Hurtigt river jeg fat i hans arm med begge hænder og kaster ham over min skulder. Forfjamsket ligger han og spræller indtil jeg går hen og holder ham krampeagtigt fast i ham med mine ben på begge sider af hans arme. Mine hænder griber fat lige under ørerne på ham og jeg begynder at kvæle ham. Hans øjne bliver store da han får øje på mine ører og min hale vikler sig om hans underarm. Hans ansigt når at blive lilla før han løfter benene og sparker mig i baghovedet. Jeg falder fremad og er en smule svimmel. Jeg ryster hovedet og rejser mig op. Jeg vender min krop mod ham. Han ligger stadig ned. Han får sig kæmpet op og han stirrer ondt på mig. Den ellers så perfekte mand ser panisk og vred ud. Kanylen ligger får meter fra ham. Vi får begge øje på den og jeg løber hen mod ham. Jeg sparker ham lige i brystet og slår ham i tindingen. Han er for stor til at kunne bevæge sig hurtigere. Tungt falder han til jorden. Han tager sig til hovedet og en hvisler ad mig; ”Hvem fanden er du?”
Jeg går hen og sparker ham i ansigtet. Han ligger bevidstløs på jorden nu. Jeg går hen til kanylen og samler den op. Den grønne substans bevæger sig i den lille beholder. Jeg løfter armen og stikker den ned i hans hals. Jeg trykker på kanylen og ligeså stille stopper han med at trække vejret. Jeg mærker hans puls og han er død.
Jeg læner mig ind over ham og roder i hans lommer. Hans mobil er ikke låst. Jeg taster akademiets nummer ind. Jeg lod den ringe og smed den på jorden. De kunne se det var Karlos nummer og ville komme og samle ham op indenfor det næste kvarter.
Den smukke mand. Mine øjne glider op og ned af den døde mand. Jeg får en smule kvalme. Jeg løfter ansigtet og ser op gennem trækronerne. det er igen begyndt at sne. Jeg lader de små fnug ramme mit ansigt og dråberne glide ned ad mine kinder. Kulden har forladt min krop. Jeg vender mig om og går hen mod min bil. Den er dækket af et tyndt lag sne.  Mine hænder tager fat på bandagen og binder den af. Såret er allerede helet. Jeg sukker og læner mig tilbage i sædet. Mine hænder løfter sig og jeg tager mig til tindingerne. En hovedpine begynder at samle sig i mit baghoved. Jeg løfter øjenlågene igen og får øje på pigen i bakspejlet. Hun ser vild ud. Små dråber blod dækker hendes ansigt og små blade og grene er i hendes hår efter slåskampen. Igen får jeg kvalme. Jeg er aldrig blevet vant til at se  på mig selv. Det vil jeg aldrig blive. Jeg fjerne blikket fra spejlet og tager fat i rattet. Jeg træder på speederen og drejer ud af skoven. En lastvogn når lige at passere mig. Akademiet er her allerede. De ville samle Karlos’s lig op og fragte det videre til akademiets videnskabsafdeling. Der vil de undersøge liget og bekræfte at det var den rigtige jeg havde elimineret. Efter det vil de kontakte hovedkontoret og jeg vil få min løn.

Jeg ruller vinduet ned og lader vinden kilde mit ansigt. Solen er ved at gå ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...