Sort Sommer

Celia Stormtunge vågner pludselig op i et ukendt værelse . Da hun bryder ud og kommer ind i et lokale står et hold professorer og tager imod hende.
Hvem er de? Hvad vil de?

Celia og hendes kobbel arbejder hårdt for akademiet og dens leder, doktor Pravus.
Men hvorfor skal de hjælpe doktor Pravus og hvorfor kan de ikke huske noget før deres opvækning?

2Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

1. Fanget

Langsomt løfter jeg mine tunge øjenlåg. Det hvide lys skærer i mine øjne og min mund er tør.
Hvor er jeg? Følelsen af forladthed fylder min krop med en gennemkendelig panik. Det føles som om min krop er dækket af et flere tons usynligt tæppe.
Jeg må ud. Men der er intet at gøre. Hele min krop er følelsesløs. Jeg har ingen kontrol. Langsomt lukker mine øjne igen og alt bliver sort.

 

Min krop skriger efter noget at drikke. Vand. Mine øjne kæmper imod da jeg prøver at åbne dem igen. Det er det samme sted. Mine øjne har vænner sig til lyset hurtigere og jeg stirrer op i et loft. Det føles som om nåle og knive stikker i mine arme og ben. Som om blodet er ved at vende tilbage til min krop.
”Hjælp.” Min stemme kommer ud som en tør og hæs hvisken. Jeg tager et par dybe indåndinger. ”Hjælp!” Min stemme er højere og mere desperat. Men ingen hører mig. Jeg er alene. Langsomt vender jeg hovedet. Alt er hvidt i dette lokale. Sengen, kommoden, væggene og døren. Sengen jeg ligger på står ved siden af et vindue. Det er som om jeg har sovet i alt for lang tid og at jeg skal vænne min krop til at bevæge sig igen. Jeg har helt glemt følelsen over at bevæge min krop. Min krop er fremmed for mig.

Langsomt forsøger jeg at spænde mine muskler. Først i benene og så i overkroppen, armene. Selvom jeg ligger ned bliver jeg helt svimmel.
Tørstig.

 

Endelig får jeg mig kæmpet op at sidde. Langsomt men fattet bevæger jeg mine ben ud mod kanten af sengen.
Jeg skal ud. Sveden samler sig i små dråber på min pande. Jeg gyser da mine varme fødder rammer det kolde gulv. Endelig. For at komme op at stå støtter jeg mig til kommoden. Mine arme føles som spaghetti og mine ben som gelé. Jeg må bevæge mig med de robuste møbler langs vægen. Langsomme, usikre skridt. Det er et lille værelse. Her er kun plads til et skrivebord, seng og kommode.
Jeg må stå stille i lidt tid. Svimmelheden får mine ben til at ryste. Jeg tager mig til hovedet.
”Hvad laver jeg her?” Min stemme er uigenkendelig. Som om jeg aldrig har hørt den før. En pludselig trang til at græde får mine skuldre til at ryste. Et kort hulk undslipper min strube. Forvirret og alene står jeg på det kolde gulv. Jeg fjerner min hånd og ser op igen. Pigen i spejlet stirrer på mig. Hendes øjne er skinnende grønne og øjenbrynene er kraftige. Hun er utroligt spinkel. Alle benene er synlige og jeg undrer mig over hvordan hun overhovedet kan bevæge sig. Bleg, splejset men høj og feminin. Store runde øjne med lange øjenvipper. Ulveørerne stikker op fra hendes lange, kraftige mørke hår.
Sådan ser jeg ud. Jeg ser hurtigt væk og ændrer mit fokus til døren. Efter at have set min krop være sådan skal jeg bare ud. Støttende til møblerne fumler jeg hen mod døren. Den er ulåst. Med pumpende adrenalin får jeg skubbet døren åben. Den kolde luft fra gangen omfavner min krop med gåsehud. Med bare tær og ikke andet end en hvid natkjole går jeg til højre. Der er flere døre. De har alle et nummer. Min krop har fået mere kontrol over sig selv. Jeg lader min højre hånd stryge over væggen mens jeg med usikre skridt kæmper ned af gangen. Der er anderledes her end fra mit værelse. Farverne er varmere og mere hjemlige end den øjenskærende hvide. Det er stadig en hvis nuance. Men venligere for øjnene.
Mine skridt bliver hurtigere og hurtigere jo længere jeg går. Endelig splitter gangene og jeg søger efter en udgang. En stor dobbeltdør skildrer sig ud fra de andre. Hurtigt drejer jeg til venstre. Adrenalinen får mit hjerte til at galopere og jo tættere jeg kommer på døren jo hurtigere går jeg. Endelig er jeg tæt nok på til at hive i håndtaget. Jeg rykker døren op. Mine øjne møder en gruppe mennesker. Det eneste der siger en lyd er mine lunger som hiver efter vejret. Deres hvide smil prøver at fortælle mig det her er okay. At det her er normalt.

”Velkommen Celia Stormtunge. Velkommen til dit nye liv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...