Øen med de tusind blomster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Færdig
Hen på eftermiddagen nåede de udkanten af skoven, og trådte ud en fantastisk strand. Hvidt sand strakte sig mange mil til begge sider, og få meter foran dem lå det smukkeste blå hav. Pigen blev stående helt målløs, men prinsen gik direkte hen mod vandkanten. Han vinkede pigen over til sig, og hun småløb derhen.
”Stoler du på mig” spurgte prinsen, og de gule øjne kiggede ud inde fra den mørke hætte. Pigen tøvede et øjeblik, men nikkede så. I det hun havde nikket, tog prinsen hendes hånd og gik ud i vandet.

1Likes
0Kommentarer
196Visninger
AA

1. Øen med de tusind blomster

Engang for længe siden helt tilbage til dengang hvor jorden endnu var spæd og solen kun et lille barn. Dengang alle levede i harmoni med hindanden. Der levede i et lille hus ude i skoven en ung pige med sin syge mor. De levede et fredeligt liv. Pigen plejede sin syge mor hver dag, indtil hun til sidst døde. Pigen var grebet af sorg. Hun var så ked af det, at hun sørgede i syv dage og syv nætter. Hun spiste ikke og drak kun lidt. Det eneste hun bestilte var at sidde ved siden af den tomme seng og græde.

 

Den syvende nat hvor det regnede og stormede voldsomt, bankede det hårdt på døren. Første gang hørte pigen det ikke. Hun var så grebet af sin egen sorg. Det var først tredje gang, hun forskrækket sprang op fra den gamle taburat. Hun listede langsomt hen til døren, og tog et stykke knastet brænde fra kurven. Hvem kunne det være der kom på denne tid af natten? Og i det her vejr? Forsigtigt åbnede hun døren på klem. Uden for døren stod en kutteklædt skikkelse drivvåd af den tunge regn.

”Hv-hv-hvem der?” stammede hun. Skikkelsen trak vejret tungt næsten som et dyr. Dens ansigt var næsten ikke til at se for den sorte hætte, hun kunne kun lige skimte et par gule dyrelignende øjne et sted dybt inde i det sorte tomrum.      

”Jeg har brug for din hjælp” sagde en rar drengestemme inde fra mørket. Pigens hænder rystede. Hun vidste ikke, om hun skulle lukke ham ind eller ej.

”Hv-hvorfor?” spurgte hun med en rystende stemme. Skikkelsen sagde ikke noget, han bad hende bare om at lukke ham ind. Hun tøvede et øjeblik, men endte til sidst med at lukke ham ind, det værste der kunne ske var han slog hende ihjel, og så ville hun i det mindste være hos sin mor. Og hans stemme var så rar, han lød ikke som en der ville gøre hende noget ondt.

 

Hun spurgte om hun skulle tage hans kappe, men han rystede bare på hovedet, og satte sig i den gamle lænestol i hjørnet, og åndede tungt ud. Den unge pige sagde ikke noget, men skyndte sig at tænde op i den kolde pejs. Varmen begyndte at sprede sig i den lille hytte, og hun indså nu hvor koldt det var.

 

Pigen så over på skikkelsen der sad og halvsov i hjørnet. Den sorte hætte dækkede hele hans ansigt, og hans bryst hævede sig roligt op og ned. Pigen sad lidt foran pejsen, men hun kunne ikke beherske sin nysgerrighed. Hun rejste sig op, og listede hen mod den sorte kappe i lænestolen. Hun bevægede sig let på tå som en ballerina, og sørgede omhyggeligt for, at gulvet ikke knirkede under hendes fødder. Forsigtigt rakte hun sine små fine hænder ud for at løfte hætten. Hun havde næsten fat i hætten, da skikkelsen med en hurtig bevægelse greb fat om hendes håndled med en stærk hånd. Et skrig undslap hendes læber, og hun forsøgte at trække hånden til sig, men han holdt den fast i et stramt greb.

”Jeg har brug for din hjælp, men du må under ingen omstændigheder forsøge at fjerne den her hætte,” sagde han med sin svagt dybe stemme. Pigen nikkede forskræmt.

”Godt,” lød det inde fra mørket ”få hvilet dig, vi rejser de første solstråler rammer trætoppene.”

 

 

De forlod den lille hytte tidligt næste morgen. De havde intet med. Ingen taske med mad. Ingenting. Han havde sagt de ikke skulle, han ville sørge for, at de fik noget at spise. De bevægede sig gennem skoven i stilhed. Den unge pige kendte skoven så godt, men hen på eftermiddagen kom de til et sted, hun aldrig havde været før. Og det var med god grund. Mens de gik blev træerne mørkere og mørkere, for til sidst at være helt sorte. Fuglenes glade fløjten tonede ud, og blev erstattet af en uhyggelig stilhed.

 

De havde gået lidt, da noget pludselig greb fat i den unge piges ben, og hev hende ned på den kolde jord. Et skingert skrig kom op et sted dybt nede fra hendes hals, og kutteklædte dreng vendte sig hurtigt om. Han så den tykke gren, der havde snoet sig om pigens ben, og skyndte sig at hive sin kniv frem, men inden han fik skåret grenen over, havde en anden grebet fat i hendes arm. Hun forsøgte febrilsk at vride sig ud af dem, men hver gang hun bevægede sig, strammede grenene sit greb. Hun kunne mærke hvordan de gnavede sig ind i hendes hud. Nu begyndte grenene også at gribe fat i drengen, og der gik ikke lang tid, før de var ved at kvæles. De havde næsten givet op, da den unge pige fik en ide. Hun råbte til drengen at han skulle lade være med at bevæge sig. Hvis de lå helt stille kunne det være planten slap dem. Planten strammede sine grene om deres hals og ansigt, men lige da de troede det var ved at være slut, løsnede grebet sig, og de faldt ned under træernes rødder, og ind i den smukkeste skov.

 

De vandrede gennem skoven i flere dage. 12 for at være helt præcis. For hver dag der gik, syntes pigen bedrer og bedrer om den unge dreng. Hver dag spurgte pigen hvad det var de skulle, og hver dag fik hun det samme svar; han ville ikke fortælle det endnu. Så endelig på den 12. dag fortalte han det. Det var aften og de havde slået lejr under et træ. Han fortalte hende at han var blevet forbandet af en trold, og at han blev nød til at tage hen til øen med de tusind blomster, og spise kornene fra en af blomsterne for at ophæve forbandelsen. Han undlod at fortælle, at han var den forviste prins fra Diamantøen.

 

Hen på eftermiddagen nåede de udkanten af skoven, og trådte ud en fantastisk strand. Hvidt sand strakte sig mange mil til begge sider, og få meter foran dem lå det smukkeste blå hav. Pigen blev stående helt målløs, men prinsen gik direkte hen mod vandkanten. Han vinkede pigen over til sig, og hun småløb derhen.

”Stoler du på mig” spurgte prinsen, og de gule øjne kiggede ud inde fra den mørke hætte. Pigen tøvede et øjeblik, men nikkede så. I det hun havde nikket, tog prinsen hendes hånd og gik ud i vandet. De skulle ikke langt ud, før de ikke længere kunne nå bunden, og pigen begyndte at gå i panik. Hun havde aldrig lært at svømme.

 

Men da vandet lagde sig om hendes ansigt, og hun ikke længere kunne holde vejret, og hun blev nød til at ånde ud, blev hendes lunger ikke fyldt med vand som hun havde troet. Forvirret så hun på prinsen, da hun så, at han allerede var begyndt at svømme. Hun forsøgte at svømme, og til hendes store overraskelse, bevægede hun sig frem i vandet, som havde hun aldrig lavet andet i sit liv. Snart havde hun indhentet prinsen, og før hun vidste af det, var de igen på fast grund.

 

De stod på en lille strand. Kun få meter foran dem begyndte en fantastisk skov, med trækroner i alverdens farver. Midt inde på øen kunne de se en trækrone, der stak meget højere op ende alle de andre, og var dækket med tusindvis af små blomster. Det var der de skulle hen.      

 

De gik lidt langs skovbrynet, til de kom til en stor bro, der var flettet af tykke grene og træstammer. Bag den var en sti, der førte ind i skoven. Prinsen vendte sig mod pigen og sagde; ”nu skal vi for alvor være forsigtige. Trolden holder til et sted inde i skoven, og han bryder sig ikke om fremmede gæster.” Især ville han ikke bryde sig om den unge prins, der var nået så langt, og var kommet for at bryde den forbandelse den havde kastet over ham.

 

De bevægede sig ind i skoven, og ikke langt inde kom de til en lysning. Midt i lysingen stod den tykkeste træstamme, den unge pige nogensinde havde set, og rundt om den hang de smukkeste pink blomster i lange grene ned fra trækronen. Som fortryllet gik hun hen til træet, og lod en af grenene hvile i sin hånd. Blomsterne blade var bløde som silke, og hvert blad var perfekt, ikke en eneste fejl. Inde i midten hvor alle bladene mødtes, var tre små grene, og for enden af hver gren, sad et perfekt rundt frø. Forsigtigt plukkede hun en blomst, som hun ville give til prinsen, men lige da hun havde gjort det, fløj en grufuld trold ud mellem træerne. Dens blodsprængte øjne kiggede ondt på hende, og i dens venstre hånd holdt den en kniv på længde med hendes arm.

 

Den unge pige var lammet af skræk, og stod bare og stirrede med vilde øjne på trolden, der kom løbende hen mod hende med kniven klar til at slå hende ihjel med. Det var først da prinsen trådte ind imellem dem, og kastede noget støv i hovedet på trolden, så den faldt til jorden med et brøl, og smeltede ned i den bløde skovbund, hun kom til sig selv igen. Men det var for sent. Da det sidste af trolden var smeltet, faldt den unge prins om på jorden. Hans sorte kappe var gennemvædet i rødt blod. Pigen kastede sig ned på jorden ved siden af ham, og lagde hans hoved i sit skød. Hans bryst hævede og sænkede sig i uregelmæssige stød. Hun lagde sin hånd mod det blødende sår, i håb om at stoppe blødningen, bare et øjeblik længere.

 

Forsigtigt fjernede hun hætten, der under hele deres rejse havde dækket prinsens ansigt. De gule katteøjne hun havde skimtet inde i mørket var forsvundet, og blevet erstattet af de smukkeste blå øjne, hun nogensinde havde set. Forsigtigt lænede hun sig ned og kyssede hans bløde læber.

”Undskyld” hviskede prinsen da hun træk sig tilbage, og inden hans blev til en grimasse af smerte, krøb et lille smil ind på hans læber. Langsomt lukkede han øjnene, og kort tid efter holdt hans hjerte op med håbløst at banke. En tåre trillede ned af den unge piges kind, og landede i det åbne sår. Hun var så optaget af sin sorg, at hun ikke lagde mærke til, at såret lukkede sig, og prinsen åbnede øjnene, før hun kunne mærke hans ru hånd mod sin kind. Hun kiggede forvirret op, og så lige ind i hans blå øjne. De vendte hjem til den unge piges hytte ude i skoven, og få år efter blev prinsen inviteret hjem igen på Diamantøen af sin far. Her blev der holdt stort bryllup for dem, og hvor de levede lykkeligt til deres dages ende.  

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...