The Second Pan

Tænk, hvis Peter Pan havde en bror. Men broren ikke kom med til Neverland. Hvordan ville broren være, hvor ville han være og ville han tro på sin bror?
Men det er absolut en vigtighed, at lillebroren tror på Peter Pan. Neverland' fremtid er i fare og kun to brødre kan redde den. Det fortæller en profeti.

28Likes
32Kommentarer
3150Visninger
AA

4. Velkommen til Neverland

Synet af Peter' blik var uundværeligt. Hans skovgrønne øjne blev straks varme og strømmede med glæde, som var de fyrværkeri. Og jeg sad bare på sengen, mens Peter fløj rundt gennem hele mit værelse. Fra det ene hjørne til det andet og forfra. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg havde sagt ja til, men det meste kunne være bedre end her. På Neverland ville jeg i det mindste være fri og bestemme over mig selv. Noget nyt, som jeg agtede at ville besidde.

Peter fløj direkte ned i ansigtet på mig. Kun få centimeters mellemrum. Det skæve smil var større end nogensinde og øjnene sendte stadig fyrværkeri af glæde ud. Og det smittede.

"Kom. Vi skal afsted nu." sagde Peter og tog fat i min arm. Han trak mig op i luften og for første gang i hele mit liv fløj jeg. Ikke selv selvfølgelig. Med hjælp fra Peter, men alligevel. Følelsen af ikke at have sine fødder på fast grund og bare have vinden. Det var vidunderligt. Jeg følte mig fri og som et lille barn igen.

"Vent, vent, Peter. Vi kan ikke rejse sådan her." Peter kiggede på mig, stadig med fyrværkeri i sine øjne. Vi fløj langsomt ned mod jorden og Peter vendte sig ansigt til ansigt mod mig.

"Godt så. Jeg lærer dig at flyve. Det er ikke så slemt. Bare tænk på det bedste du ved. Og husk, tro på det. Tro på at du kan flyve. Tro på dig," sagde Peter og klappede mig på skulderen. Jeg hoppede op i min seng og tænkte på gode ting. Min nye bror, chancen for at være fri, eventyre og mig, som et forevigt barn. Jeg var klar til at springe ud. Men Peter stoppede mig hurtigt igen. "Du mangler én ting," Han pustede noget pulver ud på mig og jeg begyndte at hoste. Jeg skulle lige til at spørge, hvad det var, begyndte min krop at trække mig op fra sengen. Min fødder fik ikke længere fast grund og jeg fløj op mod loftet.

"Jeg kan flyve. Jeg kan flyve!" Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg skulle udnytte min nye kræft. Jeg ville flyve rundt i rummet og vænne mig til det. Men endnu en gang stoppede Peter mig.

"Vi har ikke tid. Vi skal til Neverland." sagde han seriøst, men stadig med et smil og fyrværkeri.

"Men hvor er Neverland egentlig henne?" spurgte jeg. Peter tog fat i mig og sammen fløj vi ned mod jorden igen. Han trak mig over til vinduet og sammen kiggede vi ud mod London om natten

"Kan du se den stjerne?" Han pegede på Nordstjernen. Den kraftigste stjerne af dem alle. Jeg nikkede. "Okay, så hvis du to stjerner til højre," Han træk sin finger en centimeter eller to til venstre. "Kan du se den?" Jeg nikkede endnu en gang. "Der er Neverland. Der mangler bare én ting."

"Og hvad er det, Peter?" spurgte jeg med det mest fornøjet ansigt, jeg havde vist ham hele aftenen. Han kiggede tilbage på mig og grinte lidt.

"Og direkte til morgenen!" Og med de ord sprang Peter ud ad vinduet. Men han faldt ikke. Han befandt sig flyvende i luften få meter ude fra vindueskarmen. Jeg gik helt hen til vindueskarmen med frygt springende fra mine øjne. Mit værelse lå på trejde sal og jeg havde altid lidt af højdeskræk. "Hvor bliver du af, Tommy? Kom så! Neverland venter på os. Venter på dig." Jeg trådte op på vindueskarmen og kiggede endnu en gang ned mod den hårde, mørke asfalt. Jeg fik straks en klump i halsen, som jeg havde problemer med at få væk igen. Igen kiggede jeg ud mod Peter, som yndefuldt svævede i luften som en anden fugl. Han nikkede langsomt til mig og med det nik, sank jeg klumpen helt ned i min mave og trådte ud i natten. De bedste tanker strømmede igennem mit hoved og jeg troede inderligt på mig selv. På at jeg kunne flyve. Men det føltes stadig, som om jeg styrtede direkte mod asfalten. Direkte mod min sikre død? 'Du kan godt flyve, Thomas.' Den tanke kørte på replay i mit sind. Men det virkede ikke. Jeg faldt stadig.

"Du kan godt flyve, Thomas!" Jeg råbte det, så højt jeg kunne. Og det var som om, de ord stoppede mit fald. Jeg stoppede bogstavelig talt midt i luften.

Mine øjne havde været lukket, siden jeg sprang. Jeg havde kun mærket vinden slå mod mit ansigt under hele faldet. Men nu kærtegnede vinden mig, som sit eget lille barn.

"Tommy, du kan ikke flyve med lukkede øjne." sagde Peter med en lille tone af grin over mig. Og langsomt åbnede jeg det ene øje og derefter det andet. Jeg var flere meter over den mørke asfalt, men jeg faldt ikke. Jeg befandt mig stille i luften, som om en usynlig seng havde grebet mig.

Jeg fløj langsomt og meget bøvlet op til Peter, som med tålmodighed ventede lystigt på mig. Jeg stoppede lige foran ham, da jeg endelig var kommet helt op til ham. Jeg kiggede ind af mit vindue til mit værelse, som føltes helt fremmede nu. Som om det tilhørte en anden.

"Ikke for at være uhøflig, men vi har en tur foran. Og tiden er knap. Vi skal være ved Neverland inden morgensolen rejser sig." sagde Peter, men han lød ikke som at være i en fart i sin stemme. Den lød helt rolig.

"Jaja, selvfølgelig." Skyndte jeg mig at sige. Jeg kunne mærke på mig selv, at hvis vis blev her i lidt mere tid, ville jeg fortryde det. Så nu skulle vi bare afsted. Afsted til Neverland.

 

London så så lille ud, når man fløj over den. Big Ben lignede et legetøj, man kunne finde i en butik. Og London Eye lignede en souvenir fra en butik i byen. Hele byen i sig selv lignede en miniature udgave af sig selv.

"Hvor lang tid tager turen til Neverland? Timer?" Jeg vendte hovedet til højre, så jeg kiggede på Peter. Han fløj til højre for mig, men vi havde hænderne sammen. Jeg var stadig ikke så stabil i luften. Men Peter havde lovet mig, at det ville komme med tiden.

"Ikke meget mere. Vi er nok et par minutter fra stjernen og så kan man se Neverland i horisonten." Peter vendte også blikket mod mig. Han havde stadig glæde i sine øjne. Ikke så meget, som på mit gamle værelse. Men stadigvæk nok til at smitte mig.

"De Glemte Drenge. Kan du fortælle mig om dem? Hvem er de?" Jeg lød nok meget nysgerrig og det lå også til mig. Jeg var en nysgerrig lille dreng, som ikke kunne holde næsen for sig selv. Eller det plejede min far, Charles, at sige til mig.

"Hver ting til sin tid. Og du har masser af tid til at snakke med dem, lærer dem at kende og have det sjovt med dem." Glæden i Peter' stemme kunne absolut ikke beskrives. Men hvem kunne bebrejde ham. Han var lige blevet genforenet med sin forsvundne lillebror og skulle nu være sammen med ham for evigt. Hvem ville ikke væreglad? Jeg var jo også glad. Indeni var jeg en mark med glædesblomster, som ikke kunne dræbes. Ikke den hårdeste vinter kunne dræbe mine glædesblomster, som groede indeni mig og de blev bare stærkere og stærkere.

Peter drejde skarpt til højre og op i luften. Han trak mig med ham bag en sky. Jeg kiggede underligt på ham og skulle til at spørge, hvad der skete, da han holdte en hånd over min mund.

"Ssshhh. Der kommer en flyvemaskine," sagde han. Jeg kunne ikke helt forstå ham. Personerne inde i flyvemaskinen ville ikke kunne høre os, om så vi skreg af vores lungers fulde kræft. Men jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke sige noget. Da flyvemaskinen var fløjet forbi os, som kun tog et halvt sekund maks, fjernede Peter sin hånd fra min mund. Jeg havde en meget stor trang til at fortælle ham, at flyvemaskinen ikke ville kunne høre os, men jeg lod være. Peter vidste måske ikke meget til denne verden og om vores moderne maskiner. Sådan som han havde beskrevet Neverland, virkede øen til at være en lille smule 'gammeldags'. Indianer og pirater. Det var ikke lige det, man normalt ville finde i London nu om dage. Vi genoptog vores flyvetur igen. "Jeg har altid været fascineret af de moderne maskiner." Peter lød helt oppe i skyerne. Det var vi jo også, men hans stemme lød helt oppe i skyerne.

"Jeg kan fortælle dig om dem, når vi kommer til Neverland." fortalte jeg til Peter. Han vendte med et hurtigt ryk blikket mod mig. Denne gang med småt fyrværkeri i øjnene.

"Virkelig!?" Han lød både overrasket og smirret.

"Jada. Vi er jo brødre." Og den sætning lod bare fyrværkeriet til at sprænge mere i Peter' øjne. Peter og jeg havde kendt hinanden i få timer, men vi var allerede blevet så tætte.

 

"Så er vi der snart. Prøv og kig. Kan du se det?" Peter var stoppede, så han stoppede også mig. Han pegede ud mod horisonten. I starten kunne man ikke se noget, men så kunne man se et lille omrids af en ø. Neverland. Jeg nikkede til Peter og sagde: "Kom. Jeg vil gerne se Neverland tæt på." 

Turen fra det lille horisontbillede og til at kunne se Neverland ordenligt tog ikke lang tid. Et par minutter og så kunne man allerede ikke se øen uden at skulle dreje hovedet. Og den var smuk. Formen på øen lignede en halvmåne og den havde en kæmpe vulkan lige i midten. Og på de to sider af vulkanen var der skov, skov og atter skov. 

"Er det piraternes skib?" spurgte jeg ivrrigt og pegede på en lille mørk klat ude i vandet kort fra øen. Peter sænkede lidt sit smil, men ikke meget.

"Ja. Jolly Roger hedder skibet. Og dens kaptajn. Captain Hook," spyttede Peter og lød, som om han vænnes ved navnet. "Thomas, lov mig, at du aldrig vil tage derhen. Aldrig. Piraterne er ikke et sted for os, drenge. Forstået?"Jeg nikkede hurtigt til Peter' ord. Hvis han sagde det, var det sandt. Alt, hvad han havde fortalt mig, var sandheden. "Når, nu skal vi ikke være sådan. Lad mig vise dig dit nye hjem. Vores hjem." Peter flyttede sin krop, så vi fløj skråt ned mod øen. Vi fik samlet nok fart til at kunne blæse flere dusins balloner op. Det var et sus, som jeg altid ville elske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...