The Second Pan

Tænk, hvis Peter Pan havde en bror. Men broren ikke kom med til Neverland. Hvordan ville broren være, hvor ville han være og ville han tro på sin bror?
Men det er absolut en vigtighed, at lillebroren tror på Peter Pan. Neverland' fremtid er i fare og kun to brødre kan redde den. Det fortæller en profeti.

28Likes
32Kommentarer
3228Visninger
AA

3. To Pans

Peter startede ikke med at snakke. Jeg kunne nemt mærke, at det jeg ville have at vide ikke var nemt for ham. Men han ville have mig med ham til, hvor nu hen, og jeg ville ikke gå uden informationer. Og hvorfor skulle jeg med? 

"Jeg fortæller dig alt, hvis du lover mig én ting. Bare én ting. Kan du det?" Peter lød helt bønfaldende. Og det lå ikke til hans natur. Det kunne jeg også mærke på ham. Han var ikke glad for det. Men det var sikkert sådan det skulle være.

"Hvad skal jeg love? At tage med dig?" spurgte jeg. Ikke hårdt, men heller ikke for venligt. 

"Ikke endnu. Du skal love, at du ikke vil flippe ud og du vil tro på alt, hvad jeg fortæller. Lover du det?" Peter lagde en hånd på min skulder og virkede helt storebror-agtigt. Som om jeg havde set noget, som jeg ikke måtte, og nu skulle love ikke at fortælle vores forældre om det. Men han var ikke min storebror. Peter var en fremmede. Men alligevel nikkede jeg bare for at høre, hvad han havde at sige. Peter åndede lettet ud og vendte tilbage til sit normale jeg. Sådan han var, da han først snakkede til mig. "Perfekt. Okay, som sagt hedder jeg Peter Pan og ikke bestemme over mig. Ingen voksne overhovedet. Der hvor jeg kommer fra, er der ingen voksne. Og mine venner, De Glemte Drenge, vi er en stor familie. Vi passer på hinanden og stoler på hinanden." Han holdte en lille pause for at lade mig suge det ind til mig.

"Hvor bor I? I et forladt hus, på et børnehjem. Hvor?" Jeg lød nok for interesseret, men det var faktisk meget spændende, det Peter fortalte mig. Ingen voksne, som bestemte over en. Det ville jeg gerne prøve. Ikke have min mor altid på nakken af mig. Hun bestemte jo, hvordan jeg skulle være, hvad jeg skulle have på og hvem jeg kunne være sammen med. Jeg var ikke mig selv. Jeg var ikke fri.

"Nogle af drengene kom fra børnehjem, men jeg gjorde dem frie. Jeg tog dem med mig. Andre kom fra gaden og andre bare, fordi de ikke havde andre steder. Men vi har alle én ting tilfælles: Ingen forældre savner os. VI har ingen forældre. Altså hvad vi kan huske. Selvfølgelig har vi forældre et eller andet sted. De ville bare ikke kendes ved os." Hvis det var andre, som fortalte dette, ville de sikkert være helt kede af det. Men Peter virkede underlig glad over det. Men sådan har han jo sikkert levet.

"Det er jeg ked af at høre, men hvorfor vil du så have mig med? Jeg har forældre. Jeg har et hjem. Jeg har en familie." Men min stemme lød anderledes, end jeg ville have den til. Den lød trist, nede, død.

"Hver ting til sin tid, Tommy," sagde Peter og ruskede mig let i håret. Igen var storebror-følelsen over os igen. Jeg havde altid ønsket mig en storebror. Men mine forældre ville kun have ét barn. "Vi bor på Neverland. En fantastisk ø, hvor ingen mennesker ældes. Der er havfruer, feer, indianer og pirater. Et liv med eventyrer."

"Wow!" Jeg kunne ikke sige det andet. Det lød jo som en drøm, man ville leve forevigt. Altid et barn og eventyrer. 

"Ja, ikke? Og du kan leve med os. Som en af De Glemte Drenge. Kom med os og hver en del af en familie." Peter sad stadig med benene krydset, men han var ikke længere på sengen. Han fløj stille og roligt flere centimeter over sengen til han nåede loftet. 

"Peter, det er ikke nemt og snakke med dig helt deroppe." sagde jeg stille til ham. Han nikkede til mig og fløj tilbage på sengen igen.

"Undskyld, nogle gange kan jeg bare ikke styre det. Men hvad siger du? Er du med på et liv som barn med eventyre?" Peter lagde endnu en gang en arm på mine skulder, men denne gang begge arme på begge skuldre.

"Men jeg har jo en familie. Her. I London." Endnu en gang lød min stemme ikke normal. Lød helt nede og ked af det. 

"Men er du glad her? For du lov til at gøre, hvad du vil? Er du fri her?" Peter lod kun sine øjne hvile på mig. Som om det var det største spørgsmål i verdenen. Og jeg skulle lige til at fortælle ham, at jeg havde et godt liv her, da små minder kom frem i mit hoved. Dengang jeg var tre og ville have et legetøj, men mine forældre sagde, at det var for barnligt. Dengang jeg var fem, hvor alle de andre drenge spillede fodbold på asfalten og jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte være med. Hvor de bare tilbage svarede, at de andre drenge ikke var værdig nok til mig. Dengang jeg var syv, hvor jeg havde fundet nogle venner, som gerne ville overnatte hos mig. Jeg spurgte mine forældre, men de svarede bare, at mine venner ikke var mine rigtige venner og lod mig ikke længere se dem. For alle andre virkede det nok til, at jeg havde det perfekte liv. Begge forældre, et stort hus, eget værelse, nok penge. Alt hvad hjertet kunne begære. Men jeg manglede én ting i mit liv. Ægte kærlighed. Kærlighed fra en familie, som inderligt elskede mig. Og jeg var bange for, at mine forældre ikke elskede mig. Jeg var ikke den søn, som de havde ønsket.

Peter kunne sikkert se min fortvivelse. Hvor meget jeg virkelig spekulerede på dette spørgsmål. Og hvis jeg havde det godt, ville jeg have svaret med det samme. Men det gjorde jeg ikke. Jeg fik indset, at jeg ikke har det godt.

"Så? Er du lykkelig her i London?" Peter så ikke glad ud og han virkede heller ikke glad. Han plejede sikkert ikke at være i sådan en situation. De drenge, han plejede at møde, havde ingenting, ingen familie, ingen. Men jeg havde en. Men de var bare ikke gode. Så selvom de ødelagde mig og knuste mit hjerte endnu mere, rystede jeg langsomt på hovedet til Peter' spørgsmål. Og samtidig kiggede jeg ned og tårer begyndte at forme sig i mine øjne.

Først havde jeg faktisk ikke regnet med, at Peter ville trøste mig. Han var nok ikke vant til grædende drenge. Og sådan virkede det også til i starten. Der kom ingen trøstende hænder over mig. Men pludselig kom ét par over mig. Og de var for små til min fars og for hårde til min mors. Så jeg kiggede op, for jeg kunne ikke tro, at det var Peter. Men det var det. Han så heller ikke så komfortabel ud. Virkede ikke til at vide, hvad han gjorde. Men han gjorde det rigtige. Så jeg lod mig bare blive i hans arm, for nu følte jeg mig tryg igen. Ligeså tryg, som når han plejede at komme, inden jeg faldt i søvn hver nat i denne uge.

 

Peter og jeg sad stadig sådan. Hans arme rundt om mig på en akavet, men stadigvæk rar, måde og mig krybende ind til ham, som et lille barn. Og var jeg ikke også bare det? Et lille barn, som havde indset, at hans forældre ikke elskede ham?

"Som jeg har sagt. Vi har travlt." sagde Peter, men han trak mig stadigvæk ikke væk fra ham. Det var mig, som gjorde det. Jeg tørrede hurtigt mine fugtige øjne.

"Jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor I har brug for mig." Jeg lød stadigvæk nede, men jeg havde et gnist i mig. En gnist, som Peter gjorde stærkere.

"Jeg ville helst ike fortælle dig dette nu, men det virker til at være den eneste grund. Der er en profiti. En profiti om de to Pan-brødre. Hvordan den ene endte på Neverland som barn mens den anden blev tabt på vejen og hvordan de skal skabe fred på Neverland. Tommy, det er dig. Du er den anden Pan." sagde Peter med den mest seriøse stemme, han havde brugt under hele samtalen. Jeg smågrinte lidt. Det var latterligt. Mig. Skulle jeg være Peter' bror.

"Du må have taget fejl, Peter. Jeg er ked af det, men mine forældre er mine rigtige forældre." sagde jeg.

"Du er en Pan. Jeg kan genkende dig. Jeg kan huske turen, som var det, at den fandt sted igår. Dine varme brune øjne, som var de det varmeste i hele galaksen. Dine forældre er ikke dine forældre. De fandt dig gaden, da du faldt ud af mine hænder," Peter kiggede ned mod sine hænder. "Jeg er ked af det. Havde jeg bare holdt fast på dig lidt hårdere, så var du ikke endt her. Endt hos disse mennesker. Du er min bror. Du er min lillebror, Tommy." Jeg forstod virkelig intet nu. Snakkede Peter sandt eller løj han bare for at få mig med? Men han behøvede jo ikke at lyve. Jeg havde indset, at mine forældres kærlighed var falsk. Men det betød bare, at Peter og jeg var brødre.

"Hvis vi er brødre, hvem er så vores forældre?" Jeg lød panisk nærmest. Jeg havde brug for den information. Lige nu var alt andet lige meget.

"Vores far bragte mig til Neverland. Du var også med. Han var feernes konge. Men feerne er små væsener. De kan ikke bære to mennesker alene over til Neverland. Så vores mor ofrede sin krop, så vi kunne komme derover. Vores far brugte den til turen og begravede så hendes krop derover. Men selvom jeg var med ham, var han ikke rigtig glad. Både fordi vores mor havde ofret sig, men også på grund af tabet af dig. Han troede du var død." Peter hævede sit hoved, så jeg kunne se hans ansigt. Og jeg kunne se tårerne i hans øjne. Jeg tog ham hurtig til mig.

"Bare rolig," sagde jeg, mens jeg trøste ham. "Men hvordan kan du så være så gammel? Hvis ingen ældes på Neverland."

"Feer ældes, menneske gør ikke. Så da jeg er halv af dem, ældes jeg til jeg var ti. Men jeg lod mig rejse frem og tilbage mellem Neverland og London for at finde dig. Og mens jeg er i London ældes jeg, som normale mennesker." sagde Peter igennem min pyjamas.

Jeg trak Peter væk fra mig og kiggede ham ind i øjnene. Han tørrede dem hurtigt, men kiggede derefter ind i mine. Hans skovgrønne og mine brune øjne stirrede mod hinanden. Ingen brød tavsheden først. Ikke i et helt minut. Men derefter brød jeg den. Med to sætninger.

"Peter, jeg tror dig. Lad os tage til Neverland."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...