The Second Pan

Tænk, hvis Peter Pan havde en bror. Men broren ikke kom med til Neverland. Hvordan ville broren være, hvor ville han være og ville han tro på sin bror?
Men det er absolut en vigtighed, at lillebroren tror på Peter Pan. Neverland' fremtid er i fare og kun to brødre kan redde den. Det fortæller en profeti.

28Likes
32Kommentarer
3709Visninger
AA

6. Profetien' Ord

Jeg havde været på Neverland i et par dage nu. Jeg har fået et godt genskab til alle drengene, inklusiv Tootles; lært skoven at kende; lært de få regler, som drengene havde, og fået informationer om piraterne og deres kaptajn, Captain Hook. Jeg skulle få alt i verden ikke gå hen til deres skib, havde Peter fortalt mig. Og få timer senere fortalte både Nibs og Slightly det også. Så piraterne og især Captain Hook var slemme. Men det var ikke helt piraterne, som jeg tænkte mest på i Neverland. Det var faktisk Tootles. Han var meget tit alene og ikke så tit sammen med de andre drenge. Jeg havde kun ved et uheld fået et fint genskab til ham. Jeg havde siddet i min egen verden i mit sovested og lagt i min hængekøje. Jeg havde tænkt på London og derhjemme. Men havde så kommet i tanke om mine 'forældre' og hvordan, de plejede at behandle mig. Og mens jeg havde lagt der, svingende i min hængekøje, var Tootles kommet ind. Selvfølgelig med sin blok og et kridt i hånden. Hans måde at kommunikere på. Jeg havde ikke set ham i starten, men pludselig begyndte min hængekøje at rokke frem og tilbage. Det slog mig sådan ud af mine egne tanker og tilbage til Neverland. Og der så jeg så Tootles stående ved mine ben og en hånd på min hængekøje. Jeg havde spurgt ham, hvad han ville. Meget genert selvfølgelig. Sådan var jeg jo. Og så havde han bare hoppet op i min hængekøje. Jeg var blevet lidt konfus over hans opførsel. Jeg havde jo ikke rigtigt snakkede med ham. Kun lige sagt godmorgen og godnat, når vi skulle sove. Og nu sad han foran mig i min hængekøje. Tootles havde stadig sit rødlige tøj på. Da jeg fik set det nærmere, lignede det meget ahornblade. Efterårs udgaven, hvis man kunne sige det sådan. Og med sit røde hår, lignede Tootles et stort ahornblad, som lige var faldet ned i en af efterårets måneder.

Men Tootles havde ikke øjnene oppe, da vi sad i hængekøjen. Han sad og stirrede ned i sin blok og skriblede nogle ord ned. Og efter lidt tid rakte han mig blokken.

Er du virkelig Peter' lillebror? Stod der. Jeg smilte lidt af det og sagde så: "Det er sådan ud i hvert fald. Og jeg føler mig hjemme, når jeg er ved ham. Og her." Jeg havde givet Tootles sin blok tilbage igen og han var igen igang med at skrive.

Samme her. Føler mig hjemme og elsket her. 

"Hvorfor tog Peter dig?" Det var måske lidt hensynsløst af mig at spørge om, men sådan som det lød, havde Tootles det ikke godt, inden han blev ført til Neverland. Han var allerede nede i blokken igen, igang med et svar. Jeg kunne høre kridtets skrabende lyd mod blokken.

Jeg boede alene på gaden. Peter fandt mig en aften og snakkede til mig. Og så tog han mig i hånden og førte mig her til. Til Neverland. Sådan var de flestes Glemte Drenges liv før Neverland. Boede på gade. Måske alene, måske med andre drenge. Men alle drengene havde én ting tilfælles, som jeg ikke havde med dem: De var blevet taget uden en familie. Ingen havde haft en familie og savne. Det havde jeg. Men savnede jeg dem? Mine forældre havde været der for mig, men de var ikke min familie. Peter var min familie. Slightly, Nibs, Curly, Twins og Tootles var min familie.

"Kan du ikke snakke? Eller vil du ikke?" spurgte jeg, da det spørgsmål havde gravet rod i mig siden dag et. Tootles begyndte igen skriveriet. Men da jeg så, hvad han havde skrevet, var det ikke et svar på mit spørgsmål. Det var et spørgsmål.

Har du set profetien? Den, der skulle omhandle Peter Pan' lillebror? Jeg rystede på hovedet. Tootles lagde blokken og kridtet fra sig på min hængekøje og hoppede ned fra den. Han var allerede igang med at gå og viftede med hånden, at jeg skulle gå med ham. Jeg trådte selv ned fra hængekøjen og løb efter Tootles. Jeg stoppede, da jeg var kommet til ham og gik derefter. Nu kunne vi ikke rigtig snakke. Kun ja-nej spørgsmål fra min side.

"Er profetien her? I hytten?" spurgte jeg. Tootles nikkede og gik målrettet igennem hyttens gange. Jeg fulgte efter ham, selvom han ikke havde givet mig en begrundet grund. Men det omhandlede profetien. Den profeti, som skulle handle om mig. Så selvfølgelig var jeg nysgerrig. Og hvis jeg ikke var gået med Tootles, hvad havde han så tænkt om mig? At jeg ikke stolede på ham endnu? Disse drenge var alle mine brødre nu. Vi stolede på hinanden.

Tootles førte mig igennem gange og tunneller, som jeg aldrig havde været i før. Peter havde fortalt mig, at hytten var stor, men jeg havde ikke regnet med så stor. Det virkede som om, Tootles havde gået den rute før. Mange gange. For han tænkte ikke to gange, før han drejede. Han vidste, hvor smutvejene var og hvornår vejen ville forgrene sig. Og så kendte han den rigtige vej.

Da vi havde gået i, hvad der nok svarede til en time, måske halvanden, stoppede Tootles op. Han holdte den ene arm ude, så han også stoppede mig. Jeg kiggede på Tootles med forundring i øjnene. Der var ikke noget. Der var to veje, en til højre og en til venstre. Men Tootles kiggede bare lige ind i væggen. Og så pegede han bare.

"Det er bare en væg." sagde jeg og lød måske lidt irriteret. Hvad skulle det ellers være? En hemmelig indgang? Men Tootles rystede bare på hovedet og gik frem mod den bare trævæg. Jeg blev tilbage og kiggede bare på væggen med lidt afskyg i blikket. Og mens jeg bare kiggede på Tootles og væggen, lagde han sin ene hånd på væggen. Han gjorde meget omhyggeligt. Spredte hver finger, så der var lige meget mellemrum mellem hver af hans fem fingre. Så efter nogle minutter med perfektion af sin placerede hånd, kunne jeg se, at Tootles pressede ind på trævæggen. Hele hans hånd skiftede farve fra sart lyserød til kridhvid. Startede fra fingerspidserne og sluttede ved midten af håndryggen. 

Jeg spekulerede lidt på, om Tootles var en smule skør. Han stod og pressede med alle sine kræfter ind på trævæggen. Det ville have været sejt, hvis der skete noget, men det gjorde der ikke. Intet larmede, intet rumlede, ingenting skete.

Men så, efter et par minutter med intens presning, skete der endelig noget. Trævæggen, som Tootles pressede på, begyndte at larme underligt. Og efter lidt tid begyndte træet af forsvinde. Og ligesom med Tootles hånd startede det fra kanten og endte ved midten, hvor Tootles havde sin hånd. Da der ikke var noget træ mere at presse på, tog Tootles hånden til sig og den begyndte langsomt at få sin sarte lyserøde farve tilbage. Jeg stirrede på indgangen, hvor trævæggen lige havde været. Hvem, hvad, hvordan tænkte jeg. Men jeg fik intet svar. Og Tootles var allerede på vej ind i mørket, så jeg var nød til at løbe ind og finde ham. I starten var der alt opslugt af mørket. Man kunne ikke engang se ens hænder, hvis man tog den op til sig. Men så kom lyset langsomt fra en fakkel, som Tootles havde tændt få meter fra ham. Og efter den første fakkel blev tændt, selvantændte tre andre fakler sig i hvert hjørne i det firkantede rum. Jeg var helt fascineret af rummet. Trævæggene herinde så helt magiske ud, som om nogen havde drysset fepulver ud over dem. Og træet lignede noget, som man ikke kunne finde i en skov. Jeg var nød til at åbne munden af fascination. Men Tootles trak mig hurtigt ud af fascineringens verden med et lille dask på højre skulder. Jeg rystede hurtigt på hovedet af forvirring og kiggede så på Tootles. Han pegede på noget skrevet ind i trævæggen. Det lignede en sang bestående fire vers. Men da jeg kom tættere på, var der intet sang over det. Det var, hvad Peter og Tootles havde snakket om. Profetien. Tootles gik til siden, så jeg havde lidt plads til at kunne se profetien. Men jeg kunne alligevel ikke se det, så jeg gik to skridt frem. Langsomme og rystende. 

 

Neverland er truet

Havets kaptajn vil herske må

Feerne og deres pulver bliver forvist

Havfruer, indianer og drenge vil ligeså

 

Men to vil frelse øen

En, som Neverlan er for ejere

Og en, som vil komme senere

De to vil være Neverland' befriere

 

Den anden frelser er ikke tilfældig

Han var på vej til øen men mistet

Faldt ned i London' gader

Og af normale mennesker fundet

 

Den yngste frelser er speciel

Hans er den anden frelsers bi

Sammen vil brødrene redde Neverland

Men kan hinanden redde de?

 

Jeg var nød til at læse profetien op til flere gange. Første vers var nemt nok at forstå. Neverland ville blive Captain Hook' og alle andre vil ikke være længere. Og andet vers var også efter andet gennemlæsning nemt nok. En, som var ejet af Neverland og en, som først kom senere. Trejde vers var ligeså med det første vers nemt nok. Den anden var også på vej til øen, men blev mistet og fundet i London' gader af normale mennesker. Det fjerde vers voldte mig problemer. Det var sikkert nemt nok at forstå og jeg havde også forstået det efter fem-seks gange. Jeg ville bare ikke tro det. Jeg kunne da ikke redde Neverland. Var det virkelig den eneste grund til, at jeg var blevet bragt til øen? Bare for at redde den med min bror, Peter Pan. Men det kunne ikke passe. Den måde Peter overtalte mig var til en bror og ikke en frelser. Og den måde de andre Glemte Drenge havde behandlet mig på. Det var en fælles ven og ikke deres frelser. 

Jeg vendte mit blik mod Tootles efter svar. Men han nikkede bare langsomt til mig. Han mente vel også, at jeg var den ene frelser. Og så var Peter automatisk den anden.

"Er der ikke en chance for, at det kunne være to andre?" Men jeg kendte allerede svaret. Tootles rystede på hovedet og det kom ikke, som en overraskelse for mig. Denne profeti omhandlede Neverland' fremtid og enten redning eller fortabthed.

Det eneste problem med profetier var, at de kunne tolkes på andre måder. Men lige nu kunne jeg ikke se den på andre måder. Peter og jeg var frelserne. Vi ville blive Neverland' redning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...