The Second Pan

Tænk, hvis Peter Pan havde en bror. Men broren ikke kom med til Neverland. Hvordan ville broren være, hvor ville han være og ville han tro på sin bror?
Men det er absolut en vigtighed, at lillebroren tror på Peter Pan. Neverland' fremtid er i fare og kun to brødre kan redde den. Det fortæller en profeti.

28Likes
32Kommentarer
3133Visninger
AA

13. De Små Vil Ikke Lytte

Den nat fik jeg langt fra sovet. Jeg havde været vågen hele natten og tænkt på, hvad jeg havde hørt. Og især Curly' sidste ord. 'Han skal afsted. Imorgen'. Og imorgen var om ikke så lang tid. Og Peter havde lydt helt grædefærdig, da han snakkede. Den nat havde jeg set nye sider af Curly og Peter. Men mest Curly. Jeg havde set ham som en venlig og køkkenglad dreng. Men hans stemme den nat havde udvist lederskab og en smule straf. Som om jeg skulle straffes, så jeg blev sendt til piraterne.

De andre drenge, Twins og Tootles, begyndte langsomt at vågne. De strakte deres arme og jeg fik en hånd lige i ansigtet. Jeg fik også et hurtigt 'undskyld' tilbage. Jeg svarede ikke. Der blev sagt godmorgen fra Twins og Tootles nikkede med et smil. Men igen svarede jeg ikke. Twins og Tootles så lidt bekymrede ud, men jeg sendte et halvfærdigt, men opmuntrende smil. Det fik dem til at tænke anderledes, for de rejste sig op og trak mig med op. Sammen gik vi til køkkenet, hvor de fire andre drenge allerede sad og småsnakkede. Men de stoppede brat, da de så os.

"Voksen ting?" spurgte den ene Twin. Peter nikkede. Det var nok for Twins og Tootles, for de satte sig bare ned. Men jeg blev stående. Jeg vidste, hvad de snakkede om. Hvilken klokkeslæt jeg skulle afsted i dag. Skulle de være nu? Om en time?

"Sæt dig nu ned, Thomas. Curly har lavet pandekager." sagde Peter og viftede mig hen til ham. Jeg satte mig ned på stolen ved siden af ham og fik en tallerken pandekager foran mig. Det var et tårn af pandekager og de så meget gode ud med sirup glidende og smør i toppen. Men jeg var ikke sulten. Ikke efter i nat.

"Hvorfor spiser du ikke noget?" spurgte Slightly mig, men jeg nåede ikke at svare. Peter rejste sig nemlig op og begyndte at snakke.

"Slightly, Nibs, Curly og jeg snakkede omkring planen, da I fire var gået i seng. Og vi er blevet enige om noget." Peter vendte blikket mod mig.

"I dag." mumlede jeg surt.

"Hvad sagde du, Thomas?" spurgte Peter.

"Jeg sagde bare 'i dag'. Jeg er ikke døv. Jeg hørte alt, hvad I snakkede om i døren igår. I troede, vi sov. Og det gjorde tre ud af fire også. Men jeg var vågen. Jeg hørte alt. I vil have det startet. I dag." Jeg rejste mig op i vrede og gik. Mit ansigt var varmt af vrede. De kunne have spurgt mig. Om i dag var okay. Men nej, de ville gøre det bag min ryg og tvinge mig ud. I dag. Jeg var ikke fri her. Jeg var en fange. En fange, som skulle bruges som lokkemad.

 

Og så startede det igen. Jeg fik det store skab foran døren og de andre drenge prøvede at lokke mig ud. Men denne gang lukkede jeg op for tre personer. Twins og Tootles. For de holdte med mig. De mente også, at det var for tidligt. Jeg skulle have mere tid, mente de. Jeg kunne ikke klare det allerede nu. Jeg skulle have træning og øvelse. Så jeg kendte mere til hele øen, piraterne og Hook. Så i flere timer var Twins, Tootles og jeg alene inde i sovestedet. Vi sad på underlaget af tæpper, som vi ikke havde fået pakket væk. I den tid følte jeg mig som et rigtigt barn. Twins og Tootles fik, efter alt for lang tid, lært mig spillet. Det spil, som Twins havde opfundet selv. Det var faktisk ikke så svært, som jeg havde set det.

"Thomas, Twins, Tootles. Kom nu ud. I kan ikke være derinde hele tiden." Det var Peter. Han stod bag døren og bankede på.

"Prøv og se." råbte Twins og jeg tilbage i kor. Vi grinte alle fire af den gode timing. 

"I skal have noget og spise. Og skal en af jer ikke snart på toilet? Der er intet toilet derinde." Peter lød helt desperat. Det var faktisk hårdt at høre på.

"Vi har et vindue herinde. Der kan vi, små rollinger, nemt glemme os ud af. Så er vi udenfor og kan hente mad og klare, hvad der nu skal klares." råbte Twins tilbage i kor. Jeg kunne ikke helt få mig selv til at snakke sådan til min bror. Men Twins havde ret. Der var et lille vindue på omkring en kvadratmeter. Curly, Slightly, Nibs eller Peter ville ikke kunne komme igenne det. Men vi fire små kunne nemt.

"Thomas. Bror. Hør på mig. Det var ikke med min gode vilje, at vi besluttede os for i dag. Men de andre ville have det gjort hurtigst muligt. Jeg prøve og overtalte dem om at skifte dagen. Men jeg kan ikke love noget." sagde Peter og forlod døren. Man kunne høre hans tunge skridt i alt for lang tid. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tænke eller gøre nu. Peter vil få ændret dagen, men kunne ikke love noget. Hvad skulle jeg gøre, hvis de andre vil presse mig ombord på skibet? I dag. 

 

Peter havde været væk i timer nu og ingen andre havde prøvet at få os ud. Det var på sin måde både rart, men også nervepirrende. For vi vidste alle sammen godt, hvorfor ingen var kommet. De snakkede og forhandlede om min dag. Den dag jeg skulle ombord på Jolly Roger og være Hook' nye højre hånd.

Tootles og Twins havde også været helt stille siden Peter' seneste forladelse. Vi prøvede at starte et spil om igen, men det fungerede ikke helt. Så nu havde vi bare siddet i tavshed og ventet.

Flere forskridt kunne nu høres fra gangen. Vi rejste os alle sammen op. Det var dem. De havde besluttet sig. Besluttet sig, hvornår jeg skulle væk herfra.

"Vil I ikke åbne døren? Det er underligt at snakke gennem en dør." Det var Nibs. Vi gjorde, hvad han spurgte om. De fire ældre drenge trådte ind og vi små satte os på tæppeunderlaget. De andre fortsatte med at stå op. 

"Vi har snakket, diskuteret, frem og tilbage om dig, Thomas. Om vi overhovedet skal gøre dette og hvis ja, hvornår. Nogen var stålfaste på i dag," sagde Slightly og lavede en hurtig håndgestus mod Curly til sine ord. "Andre ville vente flere uger. Og andre bare et par dage."

"Så vi er blevet enige om en dag," sagde Peter toneløst. "Thomas. Om præcis én uge skal du ombord på Jolly Roger og være vores spion. Er det fin tid til dig?" Jeg nikkede og Peter åndede lettet ud. En uge var meget bedre tid. Så kunne jeg nå at forberede mig, sige farvel og hygge mig en smule. Jeg faldt straks helt ned igen. Og da fire ældre ville gå, gik vi fire små med dem.

 

><><><><><><><><><><><><><><><><

 

Der var gået i alt seks dage, siden jeg fik udskudt min tid. I morgen var dagen og jeg følte mig underligt klar. Peter havde lært mig at fægte en smule. Hook var kendt for sit fægteri, så jeg ville nok komme op i det. Og hvis jeg allerede kunne lidt, ville Hook elske mig. Slightly og Nibs havde fortalt om, hvordan de ville holde øje med mig. Jeg fik min egen panfløjte med, og hvis jeg nogensinde var i ballade, skulle jeg bare blæse så højt så muligt den. Så ville de høre mig og komme efter mig. Curly havde lært mig at tilberede noget mad. Han havde faktisk brugt noget tid ombord på Jolly Roger som en fange. Så kan kender deres mad og ville ikke lade mig leve med det. Så jeg fik lært nogle basis teknikker. Tilberede de rigtige blomster og planter fra øen, som kunne findes lige ved stranden. 

"Så er det i morgen, Thomas. Er du klar?" Peter havde valgt at blive ved mig, indtil jeg faldt i søvn. Hans ide, ikke min.

"Faktisk, ja. En uge var meget bedre end dagen efter." svarde jeg og gav endda et rigtigt smil. Ikke bare for at trøste Peter, men et rigtigt smil.

"Jeg ved, det bliver svært, men vi har altid et par øjne på dig. Fireogtyve syv.  Så du er ikke i fare." Peter lød virkelig nervøs. Mere nervøs end jeg var for en uge siden.

"Det skal nok gå, Peter. Jeg kan huske planen. Jeg ved, I passer på mig. Intet sker med mig." Nu trøstede jeg virkelig Peter. Han ahvde brug for det. Men det måtte også være svært for ham. Han fik sin lillebror tilbage, men måtte lade ham gå med pirater og Hook for Neverland' bedste.

"Der er stadig så meget, som kan gå galt." Peter kiggede ned, men der opstod ingen tårer.

"Men det gør der ikke," sagde jeg. "Men nu skal jeg altså sove, Peter. Jeg har en lang tid foran mig." Peter nikkede og kørte sin hånd igennem mit hår inden jeg sov. Jeg kom virkelig til at savne hytten. Savne personerne. Savne den gode mad. Savne alt. Det, der ventede mig, var så anderledes end dette. Ingen ville være ved min side, hvis jeg var bange for at sove. Ingen ville få mig til at føle mig tryg. Jeg skulle klare mig selv nu. I en alder af ti år, skulle jeg begyndte at klare mig selv. Men det var kun for en kort periode. Jeg ville komme tilbage til hytten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...