The Ugly Truth

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Mit bidrag til Allegiant konkurrence valgmulighed tre

2Likes
0Kommentarer
86Visninger

1. *

~ Hver dag er jeg omgivet af de selv samme folk, som jeg gennem hele mit liv altid har kendt til.
Jeg har kun få venner, og det virker ikke til at nogen gør et forsøg på, at blive tilknyttet min vennekreds - som er de enten bange for hvad udbuddet vil blive, eller som om de er blevet bedt om at holde sig fra mig.

Mine forældre er altid på vagt, og sørger for at jeg ikke gør noget dumt.

Som prøver de at dække over noget.

”Kan jeg få lov til at flytte skole?” spørger jeg dem en dag om. Min mors ansigtsudtryk viser dog klart, at det kan der ikke være tale om. Min far kigger ikke på mig, men retter blikket mod sin tallerken foran sig.

Han rømmer kort på sig. ”Du ved at der kun er en skole her i byen, min skat. Så burde du ikke bare blive på den? Du er alligevel færdig til sommer.” Svaret kommer ikke som nogen overraskelse på mig. Dog er mit sekstenårige jeg er ikke vild med den konklusion.

Jeg vil have nye venner, nye bekendte og jeg vil ud og opleve nye ting. ”Kan jeg så få lov til at rejse udenfor byens grænser?”

Denne gang tager min mor over, og fanger endeligt mine øjne. ”Der er intet for dig udenfor byens grænser. Vi er blevet født ind i denne verden for at tjene det samfund vi befinder os i.” Denne smøre har jeg hørt før, minder jeg mig selv om. ”Så hvorfor skulle du have lyst til at forlade dine trygge rammer? Den store verden er ikke til andet end besvær.”

Mine forældre bliver irriteret når jeg afpresser dem. Det har jeg efterhånden fundet ud af. Men hvorfor er det at de ikke bare kan lade mig gå? Bør en teenager som mig ikke få lov til at leve livet bare lidt? Bare en lille smule? Jeg har altid været fanget i deres spind - i deres leg.

Men jeg vil stå på egne ben.

”I har nok ret. Det er bedst sådan.” Selvom jeg ikke er enig i dem, lader jeg som om. Jeg undskylder mig selv fra bordet og går ind på mit værelse. Klokken er ikke mere end halv otte, men natten har allerede omfavnet byen, og kun lyset fra gadelygterne oplyser gaderne.
Jeg låser lydløst døren ind til mit værelse.

Det er på tide at jeg får svar på mine spørgsmål.

For hvem er jeg? Hvorfor er det jeg ikke må komme væk herfra, og hvorfor føler jeg mig fanget?

Vinduet får jeg åbnet uden det mindste besvær. I dette øjeblik er jeg mine forældre taknemmelige for, at de sidste år lov mig flytte værelse ned til stueetagen, i stedet for mit gamle værelse der var lokaliseret på første sal.

Ved at værelset er på grundplan, giver det mig også bedre mulighed for at undslippe.

Jeg springer ud fra vinduet, lukker det så det stadig sidder på klem, og så løber jeg. Skyggerne omfavner mig hurtigt, og jeg søger hurtigt ly i mørket, mens jeg sørger for, at jeg ikke bliver oplyst af gadelygterne.

Det vil være farligt for mig, hvis nogen opdager jeg er ude så sent.

Samfundets regler er også noget der irriterer mig. Reglen er, at man skal opholde sig i sit hjem når klokken rammer otte. Efter klokken er det ubevidste i byen et forbudt område.

Men hvorfor skal det være sådan? Hvorfor er vores samfund opbygget på den måde?
Har samfundet også bestemt at jeg ikke skal have mange venner? At mine forældre ikke skal være ærlige over for mig, og at de altid skal være hemmelighedsfulde og lade mig leve en løgn?

For det her er en løgn jeg lever, er det ikke?

Mens jeg tænker lader jeg mine fødder rykke hurtigt på sig - jeg løber i mørket. Ud mod byens grænse, som jeg kun har set én eneste gang - den dag vi var taget derud med skolen.
Det var vores første og eneste skoletur som klasse.

Med årene var det blevet forbudt at nærme sig grænserne, hvilket nok også er derfor jeg udfordrede mine forældre tidligere - udfordrede dem til at lade mig krydse dem.

Hvorfor det er forbudt vides ikke.

Men jeg vil finde ud af det - lige nu. For lever jeg virkelig en løgn? Er der noget på den anden side af de grænser, som jeg skal se? Noget jeg skal opleve, eller noget der kan give mig svar på alle mine spørgsmål?

Spørgsmålet der gennem de seneste år har næret mig er - hvem er jeg? Og vil hvad der er på den anden side af grænserne give mig svar på det?

~~~~

I always feel like somebody's watching me.
And I have no privacy.
Woh, I always feel like somebody's watching me.
Who's playing tricks on me?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...