Bomber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til ytringsfrihedskonkurrencen, valgmulighed 2

2Likes
0Kommentarer
169Visninger

1. -

Som hun sad der og skuede ud over Københavns gader under sig virkede det hele faktisk helt okay. Ikke perfekt, men bare okay, og okay var nok for hende. I hvert fald lige nu, mens hun sad på taget - som sædvanlig balancerende på kanten uden at tage sig af tyngdekraftens trusler om at rive hende ned. Hun vidste udmærket godt, at snart ville det igen holde op med at være okay, så hun prøvede at suge øjeblikket til sig og gemme det et sted i udkanten af sin bevidsthed. Så ville det forhåbentlig stadig være der, når hun var ved at falde ud over kanten af sine egne tanker og havde brug for et form for hegn, der kunne holde hende tilbage. 

Hun vidste udmærket godt, at mindet desværre ville blive plettet af de oprørske tanker, der var på vandretur i hendes hoved samt den foragt, hun følte for de mennesker, der kun var små farverige prikker under hendes dinglende fødder. Og hun havde også på fornemmelsen at hun ville være mere tilbøjelig til at huske den iskolde efteråsvind, end den skyfri himmel, der strakte sig uendeligt over hendes hoved. Hun var faktisk sikker på, at hvis hun havde været ude ved havet lige nu ville hun ikke kunne kende forskel på hav og himmel, da hun kunne drukne og glemme sig selv i begge. 

Og for en stund sad pigen faktisk bare og stirrede på himlen, med den ene hånd klamret til tagkanten for ikke at falde ned fra bygningen og den anden knugende om kuglepennen. Hun havde svært ved at besluttede sig for hvilken ting, hun holdt mest desperat fast i, men det var nu også lige meget, da pigen igen rettede sit blik nedad, hvilket fik hende til at lade pennen falde til jorden, så hun kunne holde endnu bedre fast i taget. 

Det var ikke fordi, hun var bange for højder - hun havde efterhånden brugt så mange timer heroppe, det føltes mere unaturligt at stå med begge sine fødder solidt plantet på jorden - nej, hun var bange for det, der bredte sig under hende. Ved første øjekast så det selvfølgelig ikke specielt ud - blot endnu en travl by med en summen fra bilmotorer, der kun akkurat nåede hendes øregange og ikke blev overdøvet af vinden. De stort set kun sorte og grå biler skilte sig ikke ud, ej heller de mennesker, som befolkede gaderne i et virvar af travlhed og stenmasker. 

Men hvis man lod blikket hvile der i mere end et par sekunder, begyndte man pludselig at kunne fornemme den lidt anspændte stemning, som selv så mange meter over jorden, som hun var på toppen af sin bygning, var tydelig. Det var svært at sætte fingeren på helt præcis, hvad det var, der gjorde den så udtrykt - om det var de lidt for sammenbidte miner, der fik det til at ligne folk gjorde sig alt for umage med at holde munden lukket, eller om det var hvordan ingen syntes at have blik for omverdenen, hverken de arbejdstrætte billister eller de stressede fodgængere. Det kunne også være, det bare var, hvordan stilheden næsten var for stille til, at den kunne kaldes naturlig. 

Det var derfor, pigen søgte herop. Her kunne hun føle dig lidt hævet over alt og alle - lidt tættere på himlen, længere væk fra jorden. Og det kunne godt være at efterårskulden var meget kraftigere i så svimlende en højde, men hun havde ikke noget i mod, hvor tit hendes øjne løb i vand, eller hvordan gåsehuden var som et ekstra hudlag for hende, da det var det værd. 

Der kom aldrig nogen herop - hun tvivlede på, de fleste overhovedet vidste, man kunne komme op på taget ved brug af den stejle trappe og døren med det store gule adgang forbudt skilt, der aldrig havde bekymret hende. Og hun var endda også næsten usynlig for folk på gaden, da hun nemt kunne forveksles med en levende skygge, hvis der en sjælden gang skulle være en, der løftede blikket fra jorden og opdagede, verdens befolkning var på mere end 1. 

Det var nu også, sådan pigen foretrak det. Bare tanken om, der skulle være andre end hende heroppe, fik hende til at sende paranoide blikke rundt til hvert et hjørne - bange for, hendes selvskab skulle bestå af andet end ensomheden. Ja, selv hvis det kun var hendes egne forældre, der kom, ville det være en katastrofe. Hun ville faktisk foretrække at blive opdaget af en fremmed, da fremmede i det mindste ikke ville blive sat i en så svær situtation, som hendes egen familie ville, hvis de så hende heroppe.

Faktisk var den blotte tanke så skræmmende, ar kuldegysninger begyndte at sprinte op og ned ad hendes rygrad, og de havde intet og gøre med den kolde vind. Hun prøvede forgæves at berolige sig selv - som alle de andre gange, hun havde forestillet sig, de kom herop - ved at gentage for sig selv, hvordan de ville lade sig skræmme væk af adgang forbudtskiltet, når de nåede toppen af trappen. Desuden vidste de ikke engang, hvor hun forsvandt hen så mange timer om dagen  og havde det sikkert sjovt med at finde på deres egne teorier - den ene mere langt ude end den anden. 

Til sidst fik hun ganske vist trukket sig selv væk fra sine bekymringer og kunne igen samle kuglepennen op fra der, hvor hun havde lagt den. Klikket fra spidsen, der dukkede op ved enden var så uendeligt velkendt, hun måtte modstå trangen til at knuge pennen hårdt ind til brystet, som tak for at være i stand til at skabe en sådan lyd. Minderne om alle de timer hun havde brugt på taget dukkede op på hendes nethinde, så verden pludselig syntes at bestå af flere dimensioner med forskellige versioner af pigen på taget. 

Det var sjovt at tænke på, hvor lidt alle disse minder adskilte sig fra hinanden. Selvfølgelig var der i nogen en mørk nattehimmel over hende, mens der i andre var en mælkehvid himmel, der græd snefnug, mens det i atter andre regnede med sådan en intensitet, hun havde været sikker på, himlen havde forsøgt at drukne hende og resten af verden med. Men lige meget hvad, sad hun altid på kanten af taget med den samme kuglepen i hånden - hun var overrasket, den ikke for længst var løbet tør for blæk. Og hendes arme havde altid været dækket af blåt blæk, blåt blæk, der formede bogstaver sat sammen til digte, der snørklede sig ind og ud mellem hinanden i et virvar af skjulte følelser. De digte, hun altid vaskede af igen, når hun gik ned igen, så de kun efterlod et vist blåt skær over hendes hud, som det sikkert kun var hendes paranoide blik, der var i stand til at se. 

De digte, hun for alt i verden ikke burde skrive. De digte, der var så samfundskritiske, det ikke var til at tro, hun kunne rumme alle de følelser i sin spinkle krop. De ord, der brændte i hende som en isnende ild, hun ikke vidste, hvordan hun skulle slukke. De ting, hun drømte om at skrige ud over hele byen, så hun kunne drysse alle mennesker og bygninger til med sine tanker, til de braste sammen under vægten. De ord, hun udmærket vidste var forbudte, men hun havde efterhånden opdaget, hun tog sig lige så lidt af forbuddet mod dem, som hun tog sig af det på tagdøren. 

Og det var derfor, det var så dejligt at være heroppe. For selvom hun skulle være så forsigtig med ikke at blive opdaget, kunne hun få lov til at hælde lidt af sin vrede til samfundet ud på sine bare arme, hun efterhånden havde opdaget var lige så godt som papir. Her kunne hun få lov til at skrive ned, hvor forfærdeligt, hun syntes, regeringens love var. Som den nye med, at alle homoseksuelle skulle gå med et regnbuefarvet bånd om håndleddet, der gav alle ret til at mishandle dem, der bar båndet. For hvor ville hun bare ønske, hun havde været i stand tik at protestere, uden at være bange for, det var endnu en ting, man ikke måtte sige. 

Det var efterhånden svært at skelne mellem de tilladte ord og ikke tilladte ord, så på et eller andet tidspunkt havde pigen bare givet op og holdt mund, indtil hun igen kunne komme herop og kradse sin mening ned i sin hud, mens hun betragtede homoseksuelle blive mishandlet langt under hende. Nogle gange gik hun endda så vidt som til at hviske ud i luften , hvis hun en dag følte sig meget modig. For selvom ordene næsten blev overdøvet af hendes hektiske åndedrag, der klæbede til hver en stavelse, og ingen alligevel lyttede, kunne hun ikke lade være med at frygte, vinden vil forråde hende og føre hendes ord bort til de øregange, de bestemt ikke måtte trænge ind i hende. 

Alligevel kunne hun ikke stoppe, og siden hun første gang var gået op på taget efter en nat, hvor hun havde følt sig mere alene med sine tanker end nogensinde før, var det som om, hun var blevet  afhængig. For hvert minut, hun ikke var på taget, følte hun sig fanget - som om hun lige så godt kunne have sine læber klæbet sammen med gaffatape, når hun nu alligevel ikke måtte sige, at verden var alt andet end perfekt. Og desuden var hun tit overvældet af en hvis klaustrofobi, hvilket hun fandt ironisk, når verden nu var så stor, men det kom til at virke som om, hun kun havde få kvadratmeter at bevæge sig på. 

Ligesom alle dem dernede. Det ville hun i hvert fald gerne tro. At de også var et stort rod af samfundskritik, og der gemte sig noget bag de tomme øjne, som de ikke turde vise. At de også med glæde ville have deres stemmebånd flænset sønder og sammen hvis blot de fik lov til at skrige deres mening ud over København en enkelt en gang. 

Men det var nu ikke engang hendes yndlings teori. 

Nej, pigen elskede at tænke, at de alle var bomber. Bomber, der bare ventede på at eksplodere, når de var færdige med at tælle ned. En nedtælling, som regeringen fremskyndede for hver gang, de kom med endnu en forfærdelig lov, men samtidig bomber, der aldrig måtte detonere og var tvunget til kun at eksplodere et sted indvendigt, så deres indre blev reduceret til bittesmå stumper, ingen kunne sætte sammen igen. 

Og pigen - hun eksploderede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...