family love

den 15 årige pige Jessica er en ung pige der har mistet sin mor i en bilulykke. hendes far forlod hende da hun var blot 9 år gammel, hvor hun blev sendt på et børe hjem. Efterfølge har hun været i en del forskellige, famille plejer.

efter at hun har været en måneds tid i ungdomsfængsel, hvor en af de andre pige har været volddig over fro hende. får hendes socialrådgiver hende ud, og ind i en midlertidig pleje familie der i forvejen har tre andre børn. to tvillinger ved navn, Lara og Noah, og en søn på 18 ved navn Sebastian.

hvad sker der i Jessica´s liv bliver hun forelsket, hvis ja hvem så. Eller for hun bare nogle nye venner


2Likes
0Kommentarer
859Visninger
AA

5. Aftensmad

Da vi er ved at have set hele huset, kalder Peter på os for at sige at vi skal komme ned og få aftensmad. Vi bevæger os hen mod trappen, med mig Forest for første gang, det er har jo været ham der her vist mig rundt og ikke omvendt.

Da vi kommer ud i køkkenet, sidder alle de andre der allerede, og jeg har absolut ingen ide om had jeg skal gøre eller sige. " du kan bare sætte dig der " siger Louise og peger på den sidste ledige stol, og jeg sætte mig ned, hvad skulle jeg ellers gør. Mens de andre begynder at tage mad på deres talkrener, sidder jeg bare og kigger ned i bordet. " Skal du ikke have noget" spørger Lara hun virker endeligt sød nok, men jeg svare hende ikke.

Istedet spørger jeg om Louise og Peter er hende og Noahs biologiske forældre. Hun kigger ned i bordet, og peter kommer hende hurtigt til undsætning, "Nej vi er ikke deres biologiske forældre, men vi adopterede dem da de var kun otte år gamle, så de betyder ikke mindre for os af den grund" siger han og smiler til både Noah og Lara. 

"hvad så med ham" siger jeg koldt "hvor har i så fundet ham hende" jeg kigger sigende på Sebastian, og regner med at de ved hvad jeg mener. "Vi har ikke fundet ham" siger Louise "han er min biologiske søn, fra mit tidligere ægteskab" hun kigger stift ned i bordet. "Så han er den rigtige søn", siger jeg og nikker sigende mod Sebastian.

Jeg jeg ved godt at jeg har såret dem. Det er bare lettere på den her måde, hvis jeg bare bliver ved med at afvise dem på den måde, får jeg intet fårefold til dem og så kommer det heller ikke til at gøre så ondt når jeg skal væk her fra igen.

Tak for mad siger jeg, og skal til at rejse mig fra bordet, men når ikke længere da Peter siger "du bliver lige siddende der er noget vi lige skal have på plads, først og fremmest kommer du også til at gå i skoler mens du er her,  og for det andet så starter du i morgen"  Det kan han da ikke mene, hvorfor skal jeg dog til at gå i skole.

Godt nok protestere jeg ikke, selvom jeg virkelig har lyst til det, det ville ikke nytte noget alligevel. Igen sætter jeg mig på den samme stol som før, og giver mig til at kigge surt ned i min tallerken, "Tak for mad"siger jeg uden at løfte blikket, jeg tager bare min tallerken, rejser mig, og sætter den hen til vasken.

hvorefter jeg finder tilbage til det værelse Sebastian tidelider havde vist mig, hvor jeg lægger mig i sengen, og begynder at græde. Hvorfor ved jeg ikke 100% men det har sikkert noget at gøre med at de alle sammen har været så søde mod mig, og jeg har allerede nået at såre dem alle sammen, det er jo ikke engang fordi at jeg har været her ret længe. Sengen er blød og jeg ligger i mine egne tanker, da der er en der banker på døren

"kom ind" siger jeg stille, og tørre tårene væk, for at personen der, banker på ikke skal se at jeg har redt. Døren går op og der står Sebastian, og kigger medlidende på mig. "er du okay"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...