løb

En person, der løb fra alting og ingenting.

4Likes
0Kommentarer
205Visninger

1. løb

Endelig fik hun øje på ham. Han stod lænet op ad en gadelampe, og lyset fik hans hår, der var farvet orange til at ligne en glorie. Hans øjne var limet til den revnede asfaltvej, og hun kunne høre, hvordan han gispede efter vejret. Det lød næsten som om, han var ved at dø. Men han smilede alligevel.
   ”Hvad er det, du løber fra?” spurgte hun. Det var ikke første gang, hun havde spurgt. Hun havde faktisk ikke længere tal på, hvor mange gange hun havde spurgt.
   Han rettede sit blik mod hende, og hans smil voksede. Uanset hvor meget hun koncentrerede sig, kunne hun ikke gennemskue følelsen bag smilet, og hun havde flere gange stirret på ham i lang tid af gangen. Som sædvaneligt besvarede han ikke hendes spørgsmål.
   Han udstødte et kort grin, og hans ånde blev til en lille sky i kulden. Så vendte han ryggen til hende og begyndte igen at løbe fra skyggerne, der prøvede at nå ham og vinden, der forgæves hviskede efter ham. Han havde kun én sko på.

 

***

 

En måned efter var hun igen på vej hjem, da hun så ham sidde på en bil lidt derfra. Han vinkede til hende og svingede fødderne, som nu begge var bare frem og tilbage. Han havde de samme mørke, op smurte jeans og den samme blå jakke på, som han havde haft de sidste to måneder. Det var som om, det sæt kun var egnet til natten og mørket. Som om, det kun var egnet til deres tilfældige møder. Hvis de da overhovedet var tilfældige.
   Han føltes på en måde uvirkelig, selvom han så meget ægte ud. Det var alligevel sært beroligende og lettende at se ham, hver gang hun var på vej hjem, selvom hun ikke kendte ham. Hans øjne skinnede livsbekræftende, som havde nogen taget stjernerne og drysset dem henover ham. Selvfølgelig skyldtes den stjernefri himmel, at der var dækket af skyer, men i det øjeblik tænkte hun ikke så meget på skyerne.
   Da hun havde stået lidt i stilhed, hoppede han ned fra bilen, stak hænderne i lommen og gik langsomt hen til hende som om, han havde alverdens tid. Hun kunne høre på hans vejrtrækning, at han havde været ude at løbe.
   ”Hvad er det, du løber fra?” spurgte hun igen. Han kørte en hånd gennem sit hår og sendte hende et af de dér mystiske smil.
   ”Alting og ingenting,” svarede han, hvis man da kan kalde det et svar. Det var første gang, hun hørte hans stemme. Normalt havde hun bare hørt hans besværede åndedræt og hans glade latter. Hun spurgte sig selv, hvordan en person, der havde løbet sine fødder til blods kunne havde sådan en glad latter og sådan et håbefuldt smil. En person, der løb fra alting og ingenting.
   Pludselig rakte han en hånd ud mod hende. Hun strammede grebet om sin taske og sendte ham et vagtsomt blik. Stolede hun nok på ham til at tage imod den? De havde aldrig haft en rigtig samtale, og hun vidste ingenting om ham, men alligevel følte hun, at de havde et specielt bånd.

   Så smed hun tasken, for lige dér havde hun ikke for den. Derefter tog hun hans hånd. Den var koldere end is, og den føltes rigtig; den passede perfekt i hendes. Hun havde på fornemmelsen, han var en af den slags fyre, hendes mor havde advaret hende om, men det kunne være lige meget. Hendes mor havde ikke noget med sagen at gøre. Dette var imellem de to og ingen andre. De havde en evighed foran sig og bag sig, og på trods af det, var det kun nuet, der var relevant. Ingen evigheder. Bare nu.
   Han holdte godt fast i hendes hånd og satte i løb. Hun havde ikke et andet valg end at følge med. Hun kunne ikke lade være. Denne fremmede mand, hun næsten ikke vidste noget om var så dragende og fredfuldt, at hans eksistens var som en drøm, og hun var bange for, at hun ville vågne, hvis hun ikke fulgte med ham.
   Der var stemmer, der råbte efter manden, men han løb længere og længere væk fra dem. Hun forstod pludselig, hvorfor han løb. Det ramte hende som en flodbølge, og hun blev overvældet af en mærkelig ro. Herude var tiden gået i stå. Langt borte kunne hun høre lyden af mennesker, trafik og ur der tikkede, men det var som om, hun betragtede det på afstand. Ude fra rummet. Vægtløs. Så hun blev bare ved med at løbe. Nej, hun løb ikke. Hun svævede, hun fløj.
   Manden stoppede op uden at slippe hendes hånd. Hun vidste ikke, hvor lang tid, de havde løbet. Det kunne blot være et minut, det kunne være flere timer, eller flere dage. De hev begge to efter vejret og smilede til hinanden. De smed sig i det høje græs og kiggede på de få stjerner, der var dukket op bag skyerne. De sagde ikke noget, de holdte bare hinanden i hånden.
   Sådan lå de, til hun faldt i søvn, og da hun endelig vågnede igen, var han væk. Selvom hun kunne mærke, hun højst sandsynligt aldrig ville se ham igen, smilede hun med kinder, der var røde af kulden, og hun satte sig rystende op. Det eneste på hendes krop, der var varmt, var hendes mund. På det sted, han havde kysset hende, før han forsvandt for at hjælpe de andre, ligesom han havde hjulpet hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...