Er det, det værd?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til Superman vs Batman, Dawn of justice, 2016, nr. 3) Spiderman er en helt, beundret af fans og frygtet af hans fjender. Alle kender Spiderman, selv dem som ville ønske, at han ikke eksisterede. Peter Parker er det stik modsatte.

4Likes
1Kommentarer
250Visninger

1. Øhm... Hej?

 

"Parker?... Peter Parker?"

 Peter vågnede med et sæt, han blinkede forvirret og kiggede søvnigt opad, på det der havde vækket ham. Og kiggede direkte op i ansigtet på hans engelsklærer. Shit...

"Godmorgen mr. Parker, hvordan var din lur?" Mrs. Charles kiggede strengt ned på ham igennem hendes halvmåne formede briller (1). Peter sank nervøst, og skubbede hans briller længere op ad næsen. Før i tiden sov han aldrig i timen, ville ikke engang turde drømme om det, men nu hvor Spiderman overtog hans nætter, og hans job det meste af hans fritid, fik han sjældent nok søvn. 

"Dette er tredje gang i denne uge mr. Parker. Hvis jeg finder dig sovende en gang til i mine timer, så er det eftersidning!" Peter åndede lettet ud, tante May ville slå ham ihjel, hvis han fik endnu en eftersidning. Han smilede træt op til mrs. Charles og mumlede et lavmælt tak. Hun nikkede skarpt en enkelt gang og gik så tilbage op til tavlen.

Først nu så Peter, at de fleste af hans omgivende klassekammerater, sad med hænderne op foran munden igang med at skjule et smil. Han kiggede pinligt berørt ned i bordet, mens hans kinder blev ildrøde.

"For guds skyld mr. Parker, ret dig dog op!" Mrs. Scarles stemme fik hans krop til at give et ryk. Mens en latterbølge gik igennem klassen, bed Peter tænderne sammen, over smerten der røg igennem hans krop. Han havde kæmpet mod Doktor Octopus natten før, og selvom at hans krop healede sig selv hurtigere en et almindeligt menneskes, tog det stadig et stykke tid for hans krop at fikse alle de blå mærker.

Han rettede sig op, og fandt hurtigt en position der ikke gjorde for ondt. Han fokuserede op på tavlen, og så at mrs. Charles havde givet klassen en bog for. De skulle læse og analysere Shakespeares 'Romeo og Julie'. Han havde vært heldig. Tante May elskede den historie, og havde fået Peter til at læse den. Det var straks sværere med analysen. Hvis han gjorde hans patrulje færdig hurtigt, kunne han måske nå den fredag. Klokken ringede, og Peter pakkede stille sine ting, hans hoved var allerede fyldt med idéer, på hvordan at han kunne afkorte sin rute. 

Spørgsmålet var så om at det ville være ansvarlig, hvad nu hvis at han i sin hast, ikke var grundig nok og en uskyldig kom til skade? Hvad var vigtigere, hans lektier eller et menneskeliv? Det var vist ingen konkurrence, for som hans onkel havde sagt 'stor magt kommer med stort ansvar'. 

Peter var så fordybt i hans tanker, at han ikke fik set sig om og ramlede hoved først ind i noget, der føltes som en mur. Peter blev skubbet tilbage ved kollisionen, og ramte hårdt gulvet. Hans rygsæks indhold spredte sig rundt omkring, og hans briller hang og dinglede på hans ene øre. Han fik hurtigt brillerne på plads, og skyndte sig at samle sine ting op. Han havde en anelse om hvem eller hvad, det var, han havde stødt ind i. Stilheden der fyldte skolegangen støttede også hans teori. 

"Se dig dog for, spasser!" Snerrede Flash Thompson. Han tårnede sig op over Peter som sad på gulvet. Flash havde mobbet Peter, siden starten af hans high school karriere, og han var træt af det.

Peter stirrede op på Flash og tænkte på, hvor nemt det ville være at tæve ham sønder og sammen. Peter ville ikke engang være forpustet, og selvom hele hans krop værkede, ville det være det værd. Endelig ville han slippe for dag ud og dag ind at blive skubbet ind i skabe, blive holdt nede i toilettet og ydmyget foran hele skolen. Men nej, det ville være for farligt. Tænk hvis nogen fandt ud af, at han i virkeligheden var Spiderman. Så ville tante May for alvor være i fare. Og ikke engang at tæve Flash ville være det værd. Peter havde allerede været grunden til en alt for tidlig død i familien, og han ville ikke være ansvarlig for en mere.

"Undskyld Flash, jeg så dig ikke, det vil ikke ske igen," sagde Peter og sendte et undskyldende smil op til Flash. Han hadede hvert eneste sekund af det. At skulle frygte en fyr det ville tage ham sekunder at slå ned, fyldte Peter med lede. Han sukkede dybt, men intet skulle bringe tante May i fare.

Peter rejste sig forsigtigt. Han ville bare hjem. Mrs. Charles time havde været hans sidste, og han skulle skynde sig ud på patrulje efter at have smidt sin taske hos tante May. Han holdt øje med Flash ud af øjenkrogen. Om et øjeblik ville Flash utvivlsomt retaliere, for hvis der var noget Flash ikke kunne lide, så var det at Peter ikke viste ham den respekt, han selv mente, at han fortjente. Og eftersom at Peter aldrig var ærbødig, så mente Flash, at Peter skulle behandles en smule værre end den stereotypiske nørd. Dette var en ting, som Peter ikke var så vild med.

Flash placerede begge sine store hænder på Peters tynde skuldre, og skubbede ham hårdt ind i skabene, det gav et høj klang, og Peters ansigt fortrak sig. Hans ryg ville bestemt ikke få det bedre af den grove behandling.

"Nej selvfølgelig vil det ikke ske igen, og måske har din hukommelse brug for at blive opfrisket på præcis hvorfor!" Flash's ånde ramte hans ansigt, det var en fæl blanding af rådne æg og sure sokker. 

"Fuck, din ånde stinker!" Peter spærrede øjnene op, da det gik op for ham, hvad det var han havde sagt. Han var en død! Flash's ansigt blev rødt af vrede, og han trak den arm tilbage, der ikke holdt Peter fast mod skabene. Peter klemte øjnene i og gjorde sig klar. 

"Sænk den arm mr. Thompson!" Ekkoede et råb gennem skolegangen, og de elever der nysgerrigt havde fulgt optrinnet, skyndte sig væk. Manden der kom halvløbende imod dem, var endnu større en Flash's ellers imponerende muskuløse form. Det var deres idrætslærer mr. Jones. Han var den eneste på hele skolen, der aktivt prøvede at holde styr på de elever, der havde en tendens til at gå efter de svage.

Flash bevægede sig væk fra Peter med lynets hast (2). 

"Det var bare misforståelse mr. Jones," skyndte Flash sig at sige. Peter der bare ikke ville have problemer skyndte sig hurtigt væk. Han efterlod Flash med mr. Jones. Det var ikke længere hans problem, og eftersom at det var fredag, skulle han ikke bekymre sig om Flash før om på mandag.

(1): Hehe, Harry Potter. :D    (2): Jeg kunne ikke gøre for det, min veninde tvang mig :) Efterlad en kommentar hvis du forstod referencen, jeg var ikke sikker på, om jeg var klar nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...