space girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Eliza Montgomery på 15 år, har levet på en rumstation ved navnet Ark, stort set hele sit liv. Men da hendes mor er maget syg og Eliza ville gøre alt for at hjælpe sin mor. Men da hun var maget tæt på at komme væk med det medicin som hun stjal. blev hun opbagte og blev franget og kom aldrig mere til at se sin elskede mor igen. Da hun blev sent til jorden med 99 andre børn der også havde begåbet en stor fejl. ( det kan godt være der er mange stavefejl, da jeg er ordblind. Og det er forresten en fanfiction om "the 100" eller hvad man siger.)

2Likes
2Kommentarer
239Visninger
AA

1. nye måder at leve på

 

 

Jeg er  kun 15 år gammel, og jeg er sendt til jorden efter at være blevet arresteret for at stjæle medicin til min syge mor, som ikke kunne arbejde for dem længere. Desværre, og jeg var så tæt på at komme væk med det, men så skulle der pludselig krop kontrol og alle disse vagter kom ind og søgte alle. Desværre blev jeg fanget og måtte aflevere det og nu kommer jeg aldrig til at se min mor igen.  men jeg er positivt, at hun blive smidt ud da hun lider. men jeg hører ikke noget om det.

Ærligt, jeg er meget begejstrede for endelig at komme til at gå på jorden. Noget alle ønsker at gøre. En del af mig er nervøs, men jeg forsøger at skubbe det fra mit sind. Når jeg rører  de smukke blomster og åndede ind den duften fuld luft, smilede jeg. Det er som en drøm. Jeg elskede det, især når vinden blæste mig baglæns.

Efter havde været på jorden i et par dage,er jeg blevet gode venner med en pige som hedder Charlotte, hun var ung, ligesom mig, og var bange for at være på jorden. Hun havde også forfærdelige mareridt, men jeg var der altid til at berolige hende. jeg er så glad for at være på jorden med hende. Da Charlotte begik selvmord,  gav  jeg skylden på Clarke samt Murphy. Så jeg startede hade hende og hver aften græde jeg mig selv  i søvn, fordi jeg har mistet min bedste ven.

nu har det været måneder på jorden og jordfolkne er begyndt at komme. jeg er rædselsslagen om de faktisk vil angribe, hvis de gør ved jeg at jeg ville blive knust under alt. Det er noget, der altid  vil irriteret mig, at være den mindst. Efter den enorme grounder kamp, er jeg begyndte at leve i Camp Jaha. Møde de andre igen var ikke så sjovt som jeg troede. Derefter angrebene med Mount Weather, men heldigvis slap jeg med Finn og Bellamy.

jeg sidde ruden buen, som jeg næsten altid gør, men denne gang høre jeg lyde fra uden for muren, så jeg begynde at gå derud for at kigge. Da de første 2 meter ,ønskede  jeg at vende tilbage, men jeg kan ikke tåle at høre Clarke fortsætte med at tale. Så jeg gå vider, jeg  indrømme jeg er en lidt bange.  jeg ved ikke, hvad der er herude,  det kan være  grounder lurer overalt. Men jeg går videre, men så  indser jeg pludselig, at der er længere væk til lejren ind jeg havde forventede.og det blev pludselig rigtig koldt. Og jeg tror, ​ jeg høre bevægelse omkring mig.

"Hvem der?" råber  jeg, og frygter udbrud i min stemme.

Intet svar.

"Hej?" siger  jeg roligere.

Igen - intet svar.

jeg begynder at gå tilbage til lejren, da jeg pludselig, falder til jorden. Så jeg ligger på min ene side i skidtet med en person på toppen af ​​mig. jeg åbner min mund til at skrige, men en hånd kom for at stoppe mig. når personen på mig ser op, ser jeg, at det er en dreng, som jeg  ikke kan genkende, en finger på hans læber beroliger mig. Gulping, højlydt, gøre jeg, som han siger. Tårerne begynder streaming fra mine øjne. Pludselig høre jeg råben omkring mig.

"Hvor blev hun af?" Et sort figur vises, med vrede i stemmen. "Artigas!"  skriger han og løber væk.

Drengen på toppen af ​mig ser hurtigt rundt, før han sidder sig ned og frigøre mig. Som jeg sidder ret op og ned foran ham, føler jeg, at jeg skal sige noget til ham, men tak vil ikke være nok. Han reddede mit liv.

"Hvorfor-." begynder jeg, men i stedet tænker jeg på noget andet. "Jeg er Eliza." jeg tager min hånd frem,og venter på at den blive rystet.

Drengen ser forvirret på mig, hans øjenbryn rynker. jeg tilbagetager min hånd rystende.

"Undskyld, det er bare hvordan folk hilser på hinanden, hvor jeg kommer fra." forklare jeg.

Men han ser lige på mig som om jeg er en alien, som jeg nok faktisk er til ham.

"Hvad hedder du?" spørger  jeg sødt. Men drengen svarer ikke. "Ikke i humør til at snakke huh?" jeg rejste mig op og tørre mine beskidte hænder af i min bukser. "Nå, jeg må hellere gå tilbage." Drengen rejste sig med mig. "Okay farvel." jeg begynder at gå væk, men jeg føler noget der trække mig  tilbage, og da jeg vendte rundt, ser jeg drengen halvt smilende med hånden ud. Det er klart, jeg  tager det.

"Jeg er Artigas."siger han.  jeg slår min hånd i hans. "Mød mig her i morgen ved solnedgang."siger han til mig, før jeg går. begynder jeg at fnise, men skjulet det hurtig før jeg er tilbage til lejerne.
Da jeg kommer tætter på lejerne, er det blevet mørkt. “der kommer nogle” råber en mandestemme. Jeg kan se at de står klar med pistolerne, “ rolig rolig, det er mig, Eliza” råber jeg og går vider. Porten bliver åbnet og jeg går stille ind 

“ hvor har du været” siger Clarke med en hård stemme,

 “ jeg har været ud og gå” siger jeg. 

“ du ved godt vi har regler, og du må ikke gå ud for muren, “ hun står med krydset arme og ser meget alvorligt.

 “ i i Sir “ siger jeg flabet og strå ret.

 Hun ruller øjne og jeg går, hen mod skibet, hvor jeg sover inde. Jeg går fordi Raven som står og laver noget, men jeg lader ikke mærke til hvad det er. Jeg går ind der hvor jeg sover, jeg ligger min ned i sagen, gad vide hvad der kommer til at ske i morgen, jeg tænker længe over det men så falder jeg i søvn

Da jeg vågner høre jeg lyde ude fra folk der råber og det lyder som der nogle der skændes. Jeg rejser mig og går ud i gennemgangen, 

“  Go Morgen” kommer det fra sider, da jeg kigger ser jeg det er Bellamy,

 “godmorgen Bellamy, hvad sker der udenfor?”

“ en til slåskamp” siger han og ryster på hoved og strå med armen over kors 

“ hvem slås” siger jeg nysgerrig 

“ Finn og en anden, jeg så ikke hvem det var. Men hvorfor det ved jeg ikke”

“ okay” siger jeg og bage står og kigger

“ vil du med ud og jage en dag” spørger han 

“ hvorfor” siger jeg lidt skræmt

“ikke for noget, men du bestemmer selv, ikke noget Pres“ siger han roligt og smiler 

“ det kan vi da godt” siger jeg og smiler 

Han går og jeg står alene til dage, og runder mig meget, hvorfor?, hvad? Jeg bliver ved med at tænke over det, han plejer ikke at tale med mig, der er Ingen der gør det, kun hvis jeg skal havde en skideballe. Og den eneste jeg talte med fører hvad Charlotte, jeg bliver trist da jeg tænker på hende. 

Jeg går ud på pladsen og kigger, jeg sætter mig over på en stamme og snitter i en pind, det går resten af tiden med, indtil jeg opdager at solen går ned.

Det er tid til at gå hen og møde Artigas, den mærkelige grounder jeg stødt på i går. Ærligt, er jeg lidt nervøs, men begejstret på samme tid og glade for at komme lidt væk. jeg troede Artigas ville give nogle eventyr i mit liv og jeg tror, det ville være interessant

Snige sig ud af lejren var nemt! Det er ikke tit de lægger mærke til mig, tænkte jeg, jeg er jo kun den lille pige. og I lejren var der mere snak om, at redde andre fra Mount Weather og bekymrende, når jord folkene vil angribe. Men jeg kommer til at mødes med en grounder nu. En lille del af mig ønskede at løbe tilbage til lejren og glemme alt om denne mystiske dreng. Men en anden del af mig fik mig til at gå videre . Til sidst, kom jeg frem til den del af skoven, jeg mødte Artigas. jeg bliver ved med at gå frem og tilbage - venter på drengen ville ankomme.

"Jeg troede ikke, du ville komme." jeg vender rundt, forskrækket, da grounder dreng stirrer ned på mig fra bag et træ. "Jeg ville ikke forskrække dig, Eliza."

jeg krydser arme og stod oprejst. "Du har ikke skræmt mig." sagde jeg imod med vilje. "Anyway, hvorfor er jeg her?"

Han går langsomt mod mig, så tæt jeg kan føle hans ånde på mig. "Du er bange?"  siger han drillende.

"Bange?" gentaget jeg og kigget ned. "Jeg er ikke bange! Faktisk er jeg helt un bange! Og vil du venligst besvare mit spørgsmål?" Siger jeg og kiggede ham i øjne 

Han placerer sin hånd i min, og jeg tager en dyb indånding. "Jeg bragte dig her, fordi du er anderledes."

"Er det en god eller dårlig anderledes?" spørger jeg, flov.

"God anderledes, en anderledes jeg kan lide. Du er modig og eventyrlysten." Siger han roligt.

"Og hvorfor skulle man tro det?"

"Fordi du rent faktisk kom for at møde mig her. og mødes med nogen, du aldrig har mødt før, især en grounder." Han smiler, med hans hånd stadig låst med min.

"Jeg kan lide at være modig."  svarede jeg og Artigas begynde at grine.

“Skal vi gå en tur” spørger han og giver slip på min hånd 

“Ja, okay det kan vi godt” svarer jeg og smiler

Vi begynder at gå og kigger, jeg lægger mange til be flotte blomster, jeg stopper op og plukker en af dem, en lilla.

“ kan du lide den” spørger han og stiller sig ved siden af mig og smiler

“ ja meget og den dufter godt” siger jeg og han begynder at smile mere

“ når må jeg hører noget om dig, dit liv og familie” spørger han og kigger mig i øjne.

“ ja...ja da, det må du vel” siger jeg og putter den i lommen, jeg begynder at gå meget langsomt og han følger efter.

“ jeg har levet i rummet med min mor, indtil for nogle uger siden, jeg mistet min far da jeg var lille, fordi han skulle have noget til min mor, da hun har været syg i mange år, men er blevet været.” Siger jeg lidt trist 

“ hvad skete der med ham” spørger han og kigger på mig

“ han blev smidt ud, i……..i rummet” siger jeg og mærker en tråde trille ned af kinden, men jeg skynder mig at tørre det væk

“ det er jeg ked af” siger han og aer mig på skulderen.

“ det er okay” siger jeg “ nå jeg må heller gå hjem,” 

“ okay, ses vi imorgen” siger han
 
“ ja da” siger jeg lidt usikker og prøver at smile 

“ næste gang, så spørger jeg ikke om det med familie og andre ting” siger han og smiler, jeg smiler og kommer med et lille vin.

På vej hjemad, tænker jeg over hvad der er sket, det er utroligt at jeg begynder at græde over noget der er sket for mange år siden. Da jeg når hen til lejerne, åbner de porten med det samme. Da jeg kommer ind. Ser jeg Bellamy stå og kigge, og da han ser mig kommer han over. 

“ hvor har du været henne” spørger han

“ Bellamy, jeg har ikke brug for skideballe, eller noget andet” siger jeg og kigger ned og mærker tårerne presse på

“ hvad er der sket, har du slået dig eller noget” spørger han og tager armen om min  skulderen

“ nej, jeg har ikke slået mig, jeg tænkte bare på min far, og min mor” siger og begynder at gå 

Han stopper mig og stiller sig foran mig og bukker sig lidt til han kan se mig i øjnene.

“ jeg tænker tit på min mor og det får også mig til at blive ked af det, så jeg ved hvordan du har det” siger han og kigger mig i øjne. De ord fik mig til at slappe lidt af, at vide de andre måske også har det på samme måde. Nu ved jeg at Bellamy også kan bliver ked over det med hans mor.

“ tak” siger jeg og snøfter en gang

“ hvad takker du for” 

“Du… Du fik mig til at slappe af” siger jeg og prøver at smile, han smiler til mig og retter sig op.

“Bellamy” 

“ ja Eliza” siger han, og begynder at gå langsomt med mig følgende bagefter.

“ det lyder måske dumt, men hvorfor taler du enlige til mig, ikke for noget, det er ret at der nogle der lægger mærke til mig” siger jeg usikkert, han begynder at smile 

“ bage fordi man er mindre, betyder det ikke at man skal behandles som skidt. Og jeg ved at den eneste du talte med var Charlotte, og jeg er ked af sådanne en uhyggelig afsked med hende, og bage fordi du er minder betyder det ikke at du ikke er modig og stærk.og selvfølgelige er der nogle der lægger mærke til dig, jeg gør, octavia gør Finn, ja så også Clarke. ” Siger han og kigger på mig, jeg bliver meget glad, der er nogle der lægger mærke til mig, jeg begynder at smile, et smil som næsten fylder hele mit ansigt, og sidst jeg gjorde det var sammen med Charlotte. 

“ tak, mange mange tak” siger jeg og smiler og han smiler tilbage.

“Har folk spiste i nu” spørger jeg og kigger ud over pladsen 

“ nej, om en time skal vi ud og jage. Du kan jo komme med hvis det er” siger han og da vi når over til de stammer jeg plejer at sidde på. Stopper vi

“ jeg vil gerne med” siger jeg og retter mig op.

“ super, mød mig her om en time” siger han og smiler og derefter går.

Jeg sætter mig på den ene stamme og kigger ud over pladsen, gad vide hvordan det bliver at jage, jeg har jo aldrig prøvet det før. Octavia Kommer ud og gør langsom imod mig, 

“ hej Eliza” siger hun og smiler og går videre. Jeg smiler bare og kigger på mine beskidte hænder. 

Tiden går langsomt med jeg kæmper mig igennem den, sidder lidt og tegne i sandet, jorden, eller hvad man nu siger. 

“ når du er allerede klar” hører jeg Bellamy siger som står ved siden af min med nogle ting, jeg kigger langsomt op på ham 

“ ja” siger jeg og smiler, 

“Kom lige med mig” siger han og vender sig om. Jeg rejser mig langsom op og føler efter.

“ du er nødt til at have noget udstyr med eller på,” siger han og vender sig om da vi er inde for, jeg nigger bage. Det første han viser mig er en lille kniv

“ hav den i lommen eller siden, så har du altid en sidste redning hvis det er” siger han og giver mig den, jeg putter den ned i dens lille lomme og derefter ned i min lomme.

“ nummer 2 en pistol, har du nogensinde holdt sådanne en eller skudt,” spørger han og kigger på min alvorligt 

“ nej aldrig “ siger jeg helt ærligt.

“ jeg lærer dig det” 

“ sidste ting, spyd. Spyet er til at jage, pistolen er til hvis vi får uventet gæster” 

“ okay. “ siger jeg og tager pistolen i siden og spydet i hånden 

“ lad os går udenfor, og se hvor god du er til skydning. “ siger han og går udenfor. Jeg går langsomt efter. 

“ frem med pistolen, kan du se stammen, se om du kan ramme den” siger han, jeg tager den frem, og sigter, bare jeg remmer, kom nu, jeg er meget nervøs men så tager jeg aftrækkeren. Jeg hører et knald. Jeg kigger op på Bellamy, som smiler og ser overrasket ud 

“ er du sikker på du aldrig, har skudt med sådanne en før, du ramte” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...