Den lumske hjort(arbejder på en titel)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Jeg er ikke helt færdig, slutningen er ret hurtig ovre. Det skal jeg ændre. Så, i kan lige smide en kommentar, om nogle ideer :)

0Likes
0Kommentarer
121Visninger

1. ~Tænker~

Jeg stod i døråbningen, jeg fik et glimt af mit indre da jeg pustede ud. Mine ånde fløj over mig, de steg længere og længere til vejrs som en lille rumraket. Jeg snuppede en varm kakao og et ekstra tykt tørklæde. Jeg nåede lige ud af døren, inden jeg hoppede ind igen, og fik fat i mit kamera. Det var dejligt at føle sneen falde på mine kinder, og flyde ud som små æggeblommer. Jeg trådte ind i den smukkeste lille fantasiverden. Alt var så glimtende og smukt. Lyden af de små rødhalse der sang så smukt. Jeg blev helt tavs. Ikke et ord kunne komme igennem. Jeg stod der i flere minutter og lagde mærke til de mindste detaljer. Efter et par minutter kom jeg til mig selv, det var som om intet var sket. Jeg kunne ikke huske hvad jeg lavede, det hele virkede lidt mærkeligt. Jeg begyndte at gå den lange tur, som jeg havde brugt timer på at planlægge. Jeg kiggede til højre, og der stod den største hjort jeg nogensinde havde set. Min krop blev ligeså stiv som en skulptur der står til pynt. Alt var frosset. Den begyndte så lidt at komme nærmere. Helt instinktivt skreg jeg så højt jeg kunne, og spurtede helt forgæves. Den var lige bagved mig. Mit hjerte slog som en motor der hjælpeløst prøver at komme i gang. Jeg kunne slet ikke tænke klart, tankerne fløj bare igennem det ene ører ud i vildmarken. Den slog mig forover, jeg faldt ned og slog hovedet. Det hele blev sort.

Jeg vågnede op og pustede, som en der lige havde løbet et maraton. Jeg var stadig i chok. Hele min krop var dækket af sne. Smerter kom fra mit ben, der var et kæmpe sår. Hjortens gevir havde ramt mig i benet. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre, mine arme fløj forvirret omkring. Til sidst tog jeg mig sammen, og fik styr på tingene. Jeg rev mit halstørklæde af min hals, og bandt det rundt om mit ben. Det var på tide at komme hjem, jeg kunne ikke være her ude og fryse til is. Håbløst prøvede jeg at stille mig op, jeg faldt sammen som en dej, der har hævet for længe. Første gang i mange år, begyndte jeg at tude som en lille pige. Følelsen af at være irreparabel var ustyrlig, den ville bare vises frem. Jeg begyndte at kravle af sted, allerede efter et minut var jeg forpustet. Det var uhjælpeligt. Jeg kunne ikke mærke mine fødder. Hvis jeg skulle overleve, skulle jeg handle nu. Mirakuløst så jeg en person komme cyklende. Jeg prøvede at råbe, men intet kom ud. Det var som en film der stoppede, handlingen kørte ikke længere. Med alt kraft fik jeg råbt ”Hjælp!”. Jeg sad og ventede i minutter, de korte minutter føltes som år. Jeg kunne ikke høre nogen cykel mere, alt faldt fra hinanden. Alt håb var ude. Jeg begyndte at forstille mig hvordan jeg skulle dø, min mor som jeg ikke havde set i 10 år. Alle de ting som jeg skulle opleve i mit liv. Jeg råbte til mig selv i mit hoved; ”DU ER FOR UNG TIL AT DØ!’‘. Jeg lukkede mine øjne, og ventede på at dø. Pludselig vågner jeg af en som rusker i mig og siger; ”Hey! Kan du høre mig?”, ”Hvad er der sket?”. Jeg peger på mit ben, han får et chok, og hjælper mig på benene. Røg flyder ud i himlen. Det er min skorsten. ”Det er mit hus!” Da vi endelig når til huset, begynder jeg at græde, og giver personen det største kram. Jeg nåede at sige ”Tusind tak” hundrede gange. Da jeg kom indenfor stod jeg og beundrede mit smukke hus. Jeg flød ud i sofaen og stak mine tær over ved pejsen. En mærkelig fornemmelse kom fra mine tæer, jeg kiggede på dem, og rørte ved dem. ”Hvad sker der?”. Det var følelsen af varme.

 

(Arbejder på slutningen, for hurtig færdig, bare rolig xD)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...