The Truthchild - Divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2016
  • Opdateret: 18 mar. 2016
  • Status: Igang
Anastasia barnet som hendes familie har skjult i 6 år fordi hun blev født med viden om forsøget. Lederne hører om hende og kommer efter hende og hendes familie. Anastacia og hendes bror er de eneste overlevende fra familien efter ledernes værk. Hvordan vil hun klarer sig? Hvad vil hun vælge som faktion? Hvad sker der, da hun bliver forelsket?
Jeg har valgt valgmulighed 1 i konkurrencen divergent- allegiant

4Likes
3Kommentarer
1005Visninger
AA

7. Vildt

Da alle har valgt faktion, er den en lidt ældre fra skytsenglene, der råber, " kom så, vi skal nå toget". Jeg kigger hen på Beatrice og hun smiler bare, men nervøsiteten kan man stadig se, i ansigtet på hende. Lige idet jeg åbner munden, for at spørge om hvor vi skal hen, begynder alle skytsengle at løbe. Jeg løber hurtigere end nogensinde før, og svedet begynder allerede at pible ned af mig, da vi er ude.

Luften er lidt kølig, men opfrisker dejligt min ophedede krop. Det er længe siden, jeg har løbet så frit og hurtigt. Jeg løber hurtigere, og kan ikke se Beatrice nogen steder længere. Jeg ender med at være en af de forreste.

"Løberen", er der nogle der råber bag mig. Jeg ved ikke hvad det skal betyde, men smiler, da jeg ser Daniel løbe bag mig. "Hvad er det vi skal?", spørger jeg ham forpustet. "Hop på toget, når jeg råber nu", råber han for at overdøve vores løbene skridt. Det han siger får mit hjerte til at springe et slag over.

Daniel indhenter mig hurtigt, og jeg prøver at løbe med den samme fart som han, men han er for hurtig. Nu er han den forreste. Jeg begynder at høre en summen bag mig. Jeg vender mig om og ser svagt to forlygter lyse. Stien jeg løber på, bliver smaller og smallere, så jeg til sidst næsten løber på tær for ikke at falde.

Jeg får et glimt af jorden under mig, og bliver svimmel. Pludselig tager nogen hårdt fat i mig. "HOP", råber Daniel og slipper min hånd. Han er allerede inde i toget nu. De andre skytsengle begynder at løbe. Jeg går i panik og hopper bare ud i den fri luft. Jeg rammer ikke noget, og lige idet jeg skal til at skrige, tager nogen fat i mine hænder.

Jeg åbner øjnene, og ser Daniel trække mig ind i toget. "Hvorfor hoppede du ikke, da jeg sagde det?" spørger han let vrissende. Jeg kigger bare på ham, og prøver at blinke tårrene væk. Jeg kunne have været død nu, hvis det ikke havde været for ham. Alle er nu hoppet ind i toget, og kigger på mig og Daniel. Først ved jeg ikke hvorfor, men finder så ud af, at vi stadig holder om hinandens hænder.

Jeg rødmer svagt, og løsner mine hænder. Hvis det bliver vildere end dette, ved jeg ikke hvordan jeg kommer til at klare det. Jeg sætter mig på hug og gemmer ansigtet i mine knæ. Opmærksomheden ligger stadig på mig og Daniel, men skrumper en smule, da der er to af de ikkefødte skytsengle, der skriger. Jeg rejser mig hurtigt op, og kigger hen mod dem. De hoppede ikke på toget, og er nu kun blevet til to små skikkelser....

"Dem der ikke gør, som der bliver sagt, er faktionsløse", siger den ældre skytsengel. Beatrice kigger på ham, og går derefter hen til mig, lettere chorkeret også. Jeg kan mærke mine hænder ryste. "Hvad så Romeo og Julie?", siger hun og prøver tydeligvis at skjule, hvor nervøs hun er, ved at drille mig. Jeg skubber svagt til hende, og derefter sætter vi os begge mundlamme ned.

~~~

"Helena kan jeg tale med dig?", spørger Daniel, efter vi har kørt, i et stykke tid tid. Det er stille i toget, og mange er anspændte. Jeg nikker og går efter ham ned bagerst i vognen. Nervøst gnubber jeg mine hænder mod hinanden, og bider mig i læben.

"Undskyld jeg vrissede af dig, men....men du kunne havde været død, hvis jeg ikke havde grebet rigtigt", siger han trist og smatideligt modvilligt. "Tak  fordi du greb mig, men hvorfor går du op i, om jeg er død eller ej", spørger jeg oprigtigt, da jeg det virkelig undre mig.

Han svarer dog bare med et, "pas på dig selv, det bliver en hård kamp om at blive skytsengel". Med de ord, går han igen tilbage til sine venner. Hvorfor skal han være så pokkers mystisk, hver gang han siger noget? Jeg går med faste skridt over til Beatrice. Hun åbner munden, men det eneste jeg hører er, "hop ud nu, eller i bliver faktionsløse".

Jeg kigger mig omkring, og ganske rigtigt begynder folk at hoppe af toget. Jeg går med nervøse skridt hen mod enden af toget, og kigger ned. Der er en bygning længere henne, men hvis man ikke rammer bygningen, ryger man ned til den hårde asfalt, 50 meter nede.

Efter hvad der skete med toget, ryster hele min krop nu. Denne gang er Daniel der ikke til at gribe mig. Jeg er en af de få der står tilbage i toget. Beatrice er allerede hoppet, og landet på bygningen. Pludselig er der en, der griber fat i min hånd og tager tilløb med mig. Jeg klemmer personens hånd og hopper så med ham/hende. Mine øjne er lukkede, og jeg forstiller mig slev synke ned til asfalten med personen.

Jeg rammer dog taget, med en jagende smerte i benene. Personen ved siden af mig sukker opgivende. Jeg vender mig rundt, og ser Daniel. Han er landet på knæene..

"Du skulle aldirg have valgt skytsenglene, du ender faktionsløs", siger han igen opgivende, og kravler/går væk fra mig.

Et stik går igennem mit hjerte af sorg, men også en vrede. Han får at se, jeg skal nok klarer mig igennem det her. Jeg vender mig om mod toget, og får et glimt af 2-3 skikkelser der stadig er i det. De hoppede ikke, og er nu faktionsløse....

"Hvem vil være den første springe?r", spørger den ældre leder. Der bliver stille, og så melder Beatrice sig. Hun går med nervøse skridt hen mod kanten, og begynder at tage sin tykke cardigan af. Hun kigger bange ned og hopper så. Jeg går hen mod kanten, og ser hendes lille skikkelse forsvinde mere og mere, ned mod hullet.

Jeg skal vise Daniel. Jeg rækker hånden op som den næste, og springer så uden at tøve eller kigge ned, da lederen siger råber det.

Jeg synker mere og mere mod dybet, så jeg til sidst tror, at der ingen ende bliver...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...