The Truthchild - Divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2016
  • Opdateret: 18 mar. 2016
  • Status: Igang
Anastasia barnet som hendes familie har skjult i 6 år fordi hun blev født med viden om forsøget. Lederne hører om hende og kommer efter hende og hendes familie. Anastacia og hendes bror er de eneste overlevende fra familien efter ledernes værk. Hvordan vil hun klarer sig? Hvad vil hun vælge som faktion? Hvad sker der, da hun bliver forelsket?
Jeg har valgt valgmulighed 1 i konkurrencen divergent- allegiant

4Likes
3Kommentarer
965Visninger
AA

9. Kampen

Det er sidste dag i dag, vi skal træne med de skytsenglefødte. Daniel havde ret, det bliver en hård konkurrence, men jeg vil gøre hvad jeg kan, for ikke at blive faktionsløs. Mine krop er helt øm, men jeg bliver ved. Det er gået ret godt for mig i det meste. Jeg var endda en af de bedste til knivkastingen.

Dårligere gik det dog i forhindringsbanen. Jeg fik en middeltid, men arbejder dog stadig på at blive hurtigere. Daniel og mig har ikke rigtig snakket sammen, de seneste par dage. Han er en af de bedste af alle skytsengle. Han er god til alt, og han ser ikke engang ud til at prøve. Han får dog min motivation op, det er hans stemme der siger, at jeg aldrig skulle have valgt skytsenglene der får mig til at kæmpe, så jeg kan bevise det modsatte.

Jeg slår flere gange hårdt mod boksepuden. Sparker og slår. Mine hænder er helt blå af at slå, men jeg slår videre. Pludselig mærker jeg et par hænder, tage fat i mine. Da jeg kigger op, ser jeg Daniels grønne bekymrede øjne. "Slap af, du må godt tage pauser", siger han bekymret og kigger ned på mine blodige hænder.

Jeg ryster på hovedet, og prøver at løsne mine hænder fra hans. Jeg er blevet stærkere bare i denne uge, men det er Daniel også, så alligevel mislykkes det mig at løsrives hans hænder. Han hårdt om dem, men samtideligt blidt.

Jeg kigger opgivende på ham, og overgiver mig. "Kom lad os gå over og spise noget, så kan du begynde igen uden afbrydelser", siger han og trækker mig med ham, over mod salens ende, hvor der er mad. Han rækker mig en tallerken, og tager også en selv.

"Du behøver altså ikke passe på mig, som om jeg er dit barn, jeg kan godt klare mig selv", siger jeg så hårdere end jeg havde regnet med.

"Jeg ser dig ikke som et barn", svarer han så blidt, efter vi har taget vores mad, og er på vej hen mod bænkene. Efter vi har spist og snakket lidt frem og tilbage, afbryder Erics stemme os. "I dag skal i lære hvordan nærkamp forgår. I skal kæmpe mod modstanderne på tavlen her. Jeg vil ikke se nogen beskidte greb, kun kampsporten i har lært. Modstanderen er vundet over når personen besvimer", siger Eric med sin sædvanelige hårde tone. Four følger utilfreds efter ham, og de ser ud som om de diskutere.

Jeg vender opmærksomheden mod tavlen, og mister mit pizzastykke på gulvet, da jeg ser hvem jeg skal kæmpe imod. Hvorfor skal mit liv være så uretfærdigt?! Jeg skal kæmpe som en af de første mod....mod......DANIEL!

"Tag de nu roligt Helena", siger Daniel med en beroligende tone. Vreden bobler i mig, og jeg ender med at råbe det jeg ville sige." MIT NAVN ER ANN! OG NEJ JEG KAN IKKE TAGE DET ROLIGT! Jeg skal kæmpe mod en af de bedste, og jeg ved jeg taber. Jeg bliver ydmyget og ryger hen og bliver faktionsløs!", svarer jeg ham hysterisk.

Heldigvis hører ingen mig, fordi de har for travlt med at slå til deres boksepuder, og snakke om deres egen modstander. Tris begynder at gå hen til mig, men Daniel vinker hende væk. Han rejser sig op og lægger armene om mig. Jeg kæmper ikke imod, men kan mærke tårrene stille begynder at trille ned af mine øjne, og ned på Daniels trøje.

"Du ender ikke faktionsløs, det skal jeg nok sørge for", siger han og trøster mig, selvom jeg godt ved, han ikke kan gøre noget ved det.

Jeg trækker mig væk fra ham, og tørrer mine tårer af kinderne. "Du sagde det selv dengang vi sprang fra taget", svarer jeg ham imod, og bruger hans egne ord mod ham. Dengang vidste jeg ikke noget af arbejdet, ved at blive skytsengel. Den tid virker fjern. For længst væk..

"Jeg mente det ikke", siger han så. Jeg ryster på hovedet og går væk fra ham, hen mod boksepuden.

~~~~

Tris kæmper mod Albert. Det ser ud til at hun vinder. Kampene er heftige og voldelige. Flere ender med at ligge blødne på jorden og tigge, at de overgiver sig, men Eric råber bare at man skal gøre det færdigt. Efter Trises kamp, er det mig og Daniel.

Albert er besvimet og Four trækker ham ud af cirklen. Tris går hen til mig, og klapper mig på skulder, "du kan godt", hvisker hun, med blod silende ned fra hendes hovedbund. En ting er sikkert, man kommer ikke ud af den ring uskadt. Jeg går usikkert op mod ringen.

"Begynd", råber Eric, så mig og Daniel begynder at småhoppe rundt i cirklen. "Kom nu igang", råber Eric nogle minutter efter. Jeg tager det første slag og rammer Daniel i kæben. Bolden begynder at sive ned fra hans læbe. Han nikker godkendende, og slår nogle blide slag mod min skulder.

Jeg ser, hvad han har gang i, og tager at greb om hans arm, som skulle få ham ned på jorden. Men i stedet hvisker jeg i hans ører, "slå mig rigtigt".  Jeg sparker ham hårdt i maven, men han reagere slet ikke. Han slår mig igen blidt på låret. Jeg mærker vreden. Hvorfor slår han ikke rigtigt? Jeg vil ikke vinde på den her måde, men det bliver jeg nød til, hvis han vil vinde. Jeg spænder ben for ham, og han falder med et hårdt smæld.

Jeg kigger nervøst ned på ham, og hører Erics gennemtrængende stemme igen, "gør det færdigt". Jeg sætter mig på Daniels mave, og begynder at slå ham i ansigtet. "Undskyld", hvisker jeg så lavt, at jeg ikke engang ved om han hører det, før han besvimer.

Blodet siver ned af alle retninger fra ham, og dækker mine hænder. Jeg gisper, og træder så ud af cirklen, med en forfærdelig følelse i kroppen. Kvalmen stiger op og jeg løber hen mod toilettets. Jeg vasker blodet af mine hænder, men skal så brække mig igen. Hurtigt farer jeg hen mod toilettet, mens alt det jeg spiste med Daniel, ryger ud.

Jeg kigger mig i spejlet,, men ser en anden person. Med rystende fingrer, tager jeg saksen fra skabet. Stille begynder jeg at klippe mit lange hår af, så jeg til sidst ender med noget meget ødelagt pagehår. Pigen i spejlet ligner en helt anden person, og sådan føler jeg mig også.

Jeg føler mig som en skrækkelig person.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...