The Daughter Of Chaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2016
  • Opdateret: 12 jun. 2016
  • Status: Igang
Den 15-årige Fate var i hele sit liv blevet flyttet fra børnehjem til børnehjem. Fra skole til skole. På en eller anden måde formår hun at komme i problemer, selvom hun ikke gør noget, hun selv syntes er forkert. Fate er endnu engang kommet på et nyt børnehjem, men den her gang har hun fået en ven, som hun overraskende nok føler sig tryk ved. Hvilket hun var begyndt at tro at hun ikke længere kunne. Men en dag skete der noget underligt, og Fates eneste tanke var: Forårsagede jeg det?

3Likes
13Kommentarer
1567Visninger
AA

8. Things are not always what they seem to be

Theodor kom løbende rundt om hjørnet lige i tids nok til, at han kunne se Fate blive trukket igennem en dør, af drengen hun sad ved siden af i den tidligere time.

"Hey! Stop!" Theodor løb endnu hurtigere hen mod dem, og han kunne høre drengen mumle noget i stil med; "Oh shit." til sig selv.

"Øhm... Hej..." Kenneth havde stillet sig ind foran Fate, som om han på en eller anden måde kunne skjule, at der lå en bevidstløs person bag ham. "Hvad har du gjort?" Theodor var løbet op til ham, taget hårdt fat i ham, og råbte ham lige op i ansigtet. 

"Ik-ikke no-oget" Han stammede, og Theodors bekymring for Fate oversteg langt over den medlidenhed der normalt kom, ved at gøre nogen så bange, som Kenneth var nu. "Je-jeg åbn-ede døren, og no-get faldt u-ud og d-det ram-te he-nde. De-det for-forsvandt." Man kunne se vreden i Theodors ansigt, da han skubbede ham ned på gulvet. Han gik med det samme hen og satte sig på hug ved siden af Fate. 

"Fate?..." Hans stemme var lidt højere end en hvisken og sagt med en blød stemme. "Fate? Kom nu, vågn op", Theodor hev forsigtigt Fate ind til sig, så hun havde sit hoved hvilende på hans lår. Han nussede hende på kinden og rystede forsigtigt i hende. Han kiggede op for at finde ud af, hvad der havde ramt hende i hovedet. Han så en kost ligge på gulvet, men så ikke noget der ville veje nok til at slå hende ud. Han så noget, der mindede om en bunke aske henne ved siden af kosten, men ellers var der ikke noget.

"Hey..." Lød en fin, tynd stemme der tilhørte Fate. "Fate! Du er okay!" Han nærmest råbte det ind i hovedet på hende, og på det ansigt udtryk hun satte op, kunne man tydeligt se, at det var et for højt tonefald. "Undskyld..." Han sagde det nærmest hviskende denne gang. 

Et lille smil havde sneget sig op på Fates ansigt, mens hun sagde; "Det går nok"

"Mit hoved gør ondt." "Det tror jeg er forståeligt nok, men hvad ramte dig?" Theodor var oprigtigt nysgerrig, over hvad der ville veje nok til det, og hvor det pludselig blev af. "Det var et eller andet bat eller sådan noget", hun lavede en grimase, mens hun sagde det. 

Theodor kiggede væk fra Fate et øjeblik, for at se om Kenneth stadig var der. Det var han. Han sad over ved væggen og kiggede ned på sine hænder. 

Efter at overveje det i et øjeblik rejste Theodor sig, tog sin hættetrøje af, foldede den sammen, og lagde den under hendes hoved. Han nussede hende forsigtigt på kinden, og gik så over mod Kenneth med faste og hurtige skridt. Han satte sig ned overfor ham, tog sig sammen for ikke at råbe, og sagde så stille; "Hvad skete der?" 

Kenneth kiggede forskrækket op på ham, som om at han slet ikke hørte ham komme gående. "Jeg ved, hvad du er. Jeg er selv barn af Ares. Jeg har set meget i mit liv allerede. Men det her? Det... Det er umuligt. Selv for os..."

"Hvad skete der?

"Der var noget der faldt ud af skabet, og det ramte hendes hoved. Men battet... Det gik fra hinanden. Ikke som at det knækkede, men som om atomerne blev revet fra hinanden." Kenneth kiggede op på Theodor med frygt i øjnene.

"Gå."

Kenneth så ikke ud som en, der skulle have det af vide to gange. Så han rejste sig hurtigt op og løb ned af gangen og havde så travlt, at han næsten gled, da han skulle runde hjørnet.

Theodor sukkede og gik hen til Fate igen. Hun lå med lukkede øjne og det lignede, at hun prøvede at ignore smerten, fra hvor battet ramte. "Fate?" Hun åbnede lidt tøvende sine øjne. "Jeg tager dig op i mine arme. Prøv at ligge stille." Han tog hende forsigtigt op i hans arme og begyndte at gå ned af gangen hen mod kontoret.

Things are not always what they seem to be.

Det var den tanke, der kørte rundt i hovedet på Theodor, hele vejen igennem gangene, med alle elevernes blikke der fulgte efter dem. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...