Dødsdag

//vinder af 2. pladsen i Allegiant-konkurrencen

4Likes
0Kommentarer
395Visninger

1. -

Balloner havde aldrig virket mere falske. Som de hang der på hendes værelsesvæg og vejede stille frem og tilbage i den svage brise fra det åbne vindue, havde hun allermest lyst til at punktere dem alle for at slippe for at se på dem. Synet af deres alt for farverige overflade skar sig ind i hendes øjenæbler på en så smertefuld måde, hun overvejede at lukke øjnene for så aldrig at åbne dem. Det kunne godt være, de var ment for at kunne tilføje noget festligt til hendes ellers mørke værelse, men for hende var det bare en påmindelse om, hvor deprimerende denne dag var, og hvis hun punkterede dem, ville hun ikke være overrasket, hvis der kun kom hånende ord ud af dem - i stedet for luft. De ville sikkert påpege, hvordan der intet var at fejre, og hvor ynkeligt det var, hun næsten satte pris på den gestus, det var, at hendes forældre havde hængt de balloner op. 

Det hjalp heller ikke ligefrem på pigens humør, hvordan det havde regnet hele den forbandede dag. For sagde man ikke, at hvordan vejret var på ens fødselsdag afspejlede, hvordan man havde opført sig resten af året? Hvis det var sandt, var hun en fuldkommen forfærdelig person, siden hun åbenbart havde fortjent, at regndråberne var styrtet ned hele dagen, som forsøgte de grå skyer at drukne verden fra deres plads på himlen. Derfor var det vel også naturligt, hun foretrak at tænkte, himlen bare havde sørget for hende. Hvis det var tilfældet ville hun gerne trøste den ved at fortælle, hvordan hun ikke var sådan en person, man burde savne, men hun var ret sikker på, hendes stemme forsvandt i mængden af beklagelser fra resten af verdensbefolkningen, før den nåede skyernes øregange. 

Men på den anden side - nu var skyerne forsvundet, sikkert blæst væk af vinden til et andet sted, hvor de fortsat kunne hænge tungt over alle, og afslørede så en mørk nattehimmel, drysset til med så mange stjerner, hun ville være død, inden hun kunne nå at tælle dem alle fra sin plads i sin vindueskarm. Månen hang der endda også, næsten fuld, og kastede et lys ud over byen, der fik alle skygger til  virke mere levende samtidig med, at alting fik et sølvfarvet skær. Måske var det himlens fødselgave til hende - her på hendes 15 års fødselsdag, - at lade hende se månen en sidste gang. Det ærgrede hende bare, den ikke var fuld, da det nu gik op for hende, hun aldrig ville se en fuldmåne igen. 

Med et suk fik pigen trukket sine tanker væk fra det hjørne af sin bevidsthed, de ellers var på en vandretur hen til. Det var sikkert også, derfor hendes forældre havde hængt de balloner op - for at give hende en falsk følelse af festlighed, der kunne udfylde bare et af tomrummene i hendes hjerne med andet end, datoen i dag. Et lille fnys undslap hendes læber for at blive opslugt af sommernatten. Som om hun kunne glemme det. Og balloner formåede kun at få hende til at synke endnu længere ned i sin egen sø af elendighed, da hun hver gang, hun skævede over mod dem og deres skrigende farver, blev mindet på, at de var de eneste, som gad holde hende med selskab - nu hvor hun havde allermest brug for det.  

Men det nyttede ikke at beklage sig. Det havde pigen for længst lært efter at have brugt så mange ensomme timer siddende i netop denne vindueskarm, mens hun betragtede tiden gå, selvom hun ikke havde givet den lov. Og på mange måder adskilte denne aften sig ikke fra de andre. Hun sad med vinduet på vid gab, det ene ben dinglende ud over kanten af huset, som sædvanlig uden at bekymre sig om, tyngdekraften skulle rive hende pludseligt ned. Det var sent, snart midnat, men ingen gab var begyndt at gennemryste hendes krop, og hendes øjne var så åbne som aldrig før i hendes forsøg om at se, om  det var muligt af få plads til hele verden i to pupiller.  Så hvis det ikke var fordi, det i dag var hendes 15-års fødselsdag, ville hun snart stige ned fra vinduet og gå i seng, når de sidste spor af solens varme fra dagen var forsvundet, og hun var begyndt at frygte, hendes gåsehud ville blive til et ekstra hudlag. 

Men det var nu bare i dag, afsluttede hun tankerækken med et trist blik op på himlen, mens hun igen fangede sig selv i at ønske, tyngdekraften snart ville give slip på hendes, så hun ikke længere var bundet til jorden, men i stedet kunne lege gemmeleg med sig selv bag stjernerne. Men tyndekraften var tydeligvis ikke meget for at opfylde sådanne ønsker, da hun ikke holdt op med at sidde klistret til sin vindueskarm. 

Pigen løftede hånden for at stryge en vildfaren hårlok om bag øret,  men indså hurtigt, dette havde været en stor fejl, da hun ved samme handling kom til at fange et glimt af sin venstre håndryg. Månelyset havde farvet den bleg, så tatoveringen stod i skrap kontrast til den med det sorte blæk, hun så mange gange havde haft lyst til at kradse væk fra - ikke kun sin hånd, men også sin hukommelse, så hun slap for at tænke på det igen. Hun kunne huske en særlig desperat dag, hvor hun havde boret neglene så hårdt ind i sin hånd, hun i flere dage havde haft halvmåneformede mærker i et tilsyneladende tilfældigt mønster på sin hud. Men de var gået af - i modsætning til tallene, selvfølgelig.

I en uvilkårlig bevægelse, fik hun dækket sin venstre hånd til med den højre, så hun slap for endnu en gang at skulle stirre på de samme tal i håbet om, hun kunne tvinge dem til at ændre sig. 

Måske bare et par år mere. Et par år, hvor hun ville bruge hver dag til at klynge sig desperat til livet og alt, hvad hun ville komme til et savne ved det. Et par år mere, hvor hun kunne få lov til at bruge hver dag langt væk fra dette hus, og alt hvad det stod for, så hun kunne glemme, hvordan det føltes ikke at have solen til at kærtegne sin hud hvert andet øjeblik. Et par år mere, hvor hun kunne ligge på græsplænen og stirre på de mærkværdige skyformationer og undre sig over, hvor nemt hendes liv kunne virke idyllisk på overfladen. Det gjorde hende nu ked af det, hun ikke havde nogen personer at savne - ingen at trække ind i et tårevædet kram, mens hun hviskede et sidste 'jeg elsker dig' så lavt, ordene næsten blev overdøvet af hendes hektiske åndedrag. Ingen, der også blev holdt vågne ved tanken, om hun var død, inden i morgen blev til i dag. Ingen at sige farvel til. 

Og hun ville end ikke få de par ekstra år. End ikke dage. For pigen skulle dø i dag. På sin 15 års fødseldag. Selvom ingen havde købt gaver til hende, og det eneste tegn i huset på, det virkelig var hendes fødselsdag var den forbandede klynge balloner i hjørnet, fandt hun det alligevel dybt ironisk, det netop var i dag. Hun havde ganske vist haft hele livet til at acceptere det, men det havde aldrig været nok, og nu var det snart midnat, og datoen skiftede, hvilket hun aldrig ville opleve i følge tatoveringen på hendes hånd. 

Den tatovering, hun havde fået samme dag, hun blev født. Man kunne ikke finde en person i verden, der ikke havde en. Pigen vidste godt, at engang for længe siden, havde begge håndrygge været bare, og ingen havde vidst, hvornår de ville dø. Bare tanken om at sådanne en uvidenhed engang havde hersket fik kuldegysninger til at sprinte frem og tilbage på hendes rygrad, og det havde intet og gøre med den efterhånden kølige sommerbrise. Det kunne godt være, hun sommetider hadede at have sin dødsdato tatoveret på hånden, men hun var nu glad for at være forberedt. 

For pigen måtte indrømme, det gjorde noget ved ens måde at leve på at vide, man havde 15 år i verden og så var det. Hvert øjeblik virkede mere flygtigt, og hvert sekund syntes kun at være en del af den større nedtælling til, der ikke ville være flere sekunder at tælle. Og man fik allermest lyst til at falde på knæ og klamre sig til, alt hvad der var at klamre sig til, selvom man inderst inde vidste, det aldrig ville være nok. Men dette var  nu ikke engang rigtigt problemet. 

Det var, hvordan folk tog afstand til hende. Hvordan enhver der hilste på hende, tog et par uvilkårlige snublende skridt tilbage, når de så datoen på hendes hånd, mens et udtryk af medlidenhed skubbede næsten alle andre følelser ud over kanten af deres ansigt. Men tilbage blev en snert af en rædsel, som glimtede i deres sorte huller af pupiller. En rædsel for at lære hende at kende, en rædsel for at skulle lide, når hun døde. Så disse skridt, de startede med at tage forvandlede sig hurtigt til flere oceaner, som de fandt på famlende undskyldninger for at lade samtalen dø ud og skyndte sig væk, så de slap for at skulle opleve sorg. Ja, hun tvivlede på, at selv hendes egen lillesøster kunne fortælle, hendes øjenfarve, da de begge opførte sig som om, de kun var vagt bekendte. Lillesøsteren blev også 89. Hun sukkede i håbet om, det måske ville være muligt at lade lidt af sin egen elendighed slippe ud gennem munden. 

Men pigen vil trods alt ikke risikere, at andre kom til at indånde hendes elendighed, og luften skulle blive tvunget til at bære rundt på den, så hun endte med at kvæle sit suk med en kratsanstrengelse. I stedet sendte pigen endnu et langt blik efter de glimtende stjerner, der selvom de en dag vil brænde op, virkede så bekymringløse, hun burde kunne lære noget af dem. 

Den svage lyd  af hendes forældre roligt sovende åndedrag i værelset ved siden af hendes trængte tydeligt i gennem den papirstynde væg. I det øjeblik ville hun næsten havde givet de sidste forkrampede minutter, hun havde tilbage, for at væggene skulle være lydtætte. Kunne de virkelig bare ligge og sove, mens deres ældste datter sad oppe og ventede på dø? Hun forlangte ikke, de skulle være oppe hele natten og prøve at skylle hendes tatovering væk med deres salte tårer, som ordentlige forældre burde gøre, men det ville da være dejligt, hvis deres vejrtrækning var bare det mindste uregelmæssig.

De havde ikke engang nævnt, det var i dag, hun skulle dø - ikke engang talt til hende. Det var måske også lidt hendes egen skyld, da hun ikke havde forladt sit værelse hele dagen, men hun vil stadig sætte pris på, de ikke opførte sig som om, de havde glemt, hvad i dag var. Og det vidste hun, de ikke havde. Ikke siden de første gang havde opdaget, hvor kort deres barns levetid var og havde fået så travlt med at få et nyt barn - et barn, de kunne tillade sig at elske, et barn, de med god samvittighed kunne lade få venner, et barn, der kunne få lov til at se sin venstre håndryg blive rynket med et syn, alderdommen også ville forringe. Ikke ligesom hende. 

Pigen rettede sig op i vinduet for at gøre sin stilling mindre behagelig - hun kunne ikke tillade sig selv at falde i søvn. Det kunne godt være, det måske ville være rarere at skulle vente i søvnen, men tanken om at sove stille ind skræmte hende om muligt endnu mere, end det ville gøre, hvis en skør massemorder med en blodig kniv kom springende frem fra skyggerne. Og så gled hendes tanker over på, hvordan det mon ville ske - noget, hun ikke længere gad prøve at forhindre.

Nu var det så tæt på midnat - kun en halv time til, sidst hun sendte et ængsteligt blik mod uret på den modsatte væg. En halv time til at dø i.  Hun havde ingen planer om at gå ud foran en lastbil eller involvere sig i bandekriminalitet i den halve time. Måske ville hun falde ned fra vinduet, hvis faldet altså var langt nok til at dræbe hende, hvilket hun tvivlede på, som hun stirrede ned på de to rosenbuske under sit vindue. Det ville nok efterlade hende med så mange rifter, hendes lillesøster end ikke kunne nå at tælle dem i sin levetid, men nok ikke mere end det. Alligevel strammede hun for en sikkerheds skyld sit greb om vindueskarmen, så hendes knoer kom til at ligne snedækkede bjerge i et vinterlandskab så bleg hendes hånd blev. Et vinterlandskab, der var brudt op af nogle grimme sorte steger, der i sneen tegnede hendes dødsdato. 

Hun havde heller ikke fået konstateret uhelbredelig kræft. Der var selvfølgelig en mulighed for, hun rent faktisk havde kræft eller en anden sygdom, da ingen rigtig gad at tage på hospitalet så tæt på ens død, når det alligevel var håbløst at prøve at blive reddet. 

Nogle gange kunne hun ikke lade være med at spekulere på, hvor anderledes verden vil være, hvis man ikke vidste, hvornår man skulle dø. Hvordan den havde været, før videnskabsmænd fandt en måde at forudse døden på, fra det øjeblik man blev født. Hvordan den havde været, før det blev bestemt, alle skulle have en tatovering af deres dødsdato. I den version af virkeligheden ville det ikke kun være nattehimlen og følelsen af kolde vindstød mod bar hud, hun kom til at savne, men også mennesker. Hun vil sikkert ligge og sove nu, uden at vide, hvad der ventede hende. 

Men stadig -  hvis den dame, der engang havde været deres nabo ikke havde kendt sin dødsdato, ville hun så ikke være vadet ud foran den bus? Og hvis læreren på hendes skole ikke havde kendt til sin, havde han så ladet være med at ryge så mange cigaretter op til den, så hans lunger ikke blev til forkrøblede, kræftramte klumper i hans bryst, der havde glemt, hvad luft smagte af, når de kun ind og udåndede cigaretrøg?  Ville de virkelig være døde på netop den dag, hvis de ikke havde vidst det i forvejen? 

Pigen rystede på hovedet i håbet om, det ville få alle hendes tanker til at falde ud og drysse ned over græsplænen nedenfor. Sådan burde hun ikke tænke. Hun skulle kun være glad for, at alle dem, der skulle dø unge blev udstødt fra samfundet, så meget, de ikke burde have navne, når ingen nu alligevel brugte dem af frygt for den smerte, der ville være forbundet med dem, når de engang kom til at stå på gravstene. Hun burde være taknemmelig for, hvordan samfundet havde fået muligheden for at frasortere dem, der blev under 20, som man sorterede farveblyanter efter farver. 

Det var hun bare ikke. Det turde hun godt indrømme for sig selv nu. Hun var tværtimod dødtræt af, hvordan hun var blevet frataget alt håb om igen at se, hvordan en solopgang farvede himlen i en så sart lyserød nuance, hun var sikker på, himlen var så skrøbelig den kunne briste hvert et øjeblik. Hun hadede, hvordan det ur på den modsatte væg virkede som om, det tikkede højlydt, selvom viseren bevægede sig lydløst, mens den talte de sekunder, hun havde tilbage at vente i. Hun kunne ikke foredrage, hvordan ord som 'evig', 'for altid' og 'uendelighed' pludselig ikke kunne bruges så skødesløst længere, når tiden nu var så præcist målt op. Hun næsten glædede sig til at dø, så hun slap for at skulle stirre på den samme tatovering hver eneste dag, og ikke længere ville have nogen tilværelse, der kunne være så defineret af nogle tal, som den faktisk var. Men også kun næsten.

Pigen sendte et blik op mod himlen igen, mens hun søgte efter en meteor, der kunne styrte ned i hovedet på hende. Der var snart ikke så mange måder, hun kunne nå at dø på mere, så det virkede faktisk meget sandsynligt, blev hun enig med sig selv om. Gad vide, hvad hun overhovedet havde tid til? Hvor mange flere mundfulde luft kunne hun nå at hive desperat ned i lungerne? Havde hun allerede taget sit sidste skridt og sagt sit sidste ord?

En pludselig trang til at løbe rundt i huset og skrige alle de ting, hun altid haft lyst til at sige skød op i hende. Måske kunne hun løbe så hurtigt, hun kunne slippe væk fra alle de 'sidste', der lå og ventede på hende? Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere i hendes bryst, og hun var sikker på, det prøvede at nå og slå så mange slag som muligt.

Pigen løsrev blikket fra elskede himmel og i stedet kigge endnu en gang på uret, da det havde været noget tid siden sidst. 

Men da hun så viserens placering, var hun så chokeret, hun med et gisp næsten var væltet ned fra vinduet, som alt pludselig faldt sammen omkring hende med et brag, der burde have fået verden til at eksplodere. 

For den var over midnat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...