naboer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
To piger.

2Likes
2Kommentarer
173Visninger

1. hals

”Når de kommer for dig, så vil jeg holde dem tilbage til du forbløder af dine indre kvaler. Jeg vil lade dig forlade mig, fortabt og alene, men jeg vil komme tilbage til dig, når min krop rammer jorden og forvandles til støv og aske. Vores kærlighed vil holde os i live, selv når vores hjerter ikke længere banker imod ribben. Jeg vil … ej, okay, er det virkelig sådan mennesker tror vi lyder?”

Hun griner og kaster bogen ned på sengen. Jeg sidder på stolen og ryster på hovedet, bogen er fra 1800-tallet, hvad havde hun forventet?

”Altså Sara, den er jo 200 år gammel, hvad havde du forventet? At de lige vippede telefonen op ad lommen og spurgte efter nudes?”

Hun falder tilbage på sengen og vender ad mig da hun rækker ud efter bogen. Ryggen er knækket så mange steder, at den næsten er brækket midtover. Hun glatter en side ud og lægger bogen forsigtigt ved siden af sig.

”Min onkel som er 743 år gammel, brænder alle de bøger om vampyrer Julius trækker ind i huset. Han siger, at vi burde komme frem i lyset, om vi så brænder op eller ej, er op til os selv. Jeg tror bare ikke at han forstå hvordan tiderne har ændret sig.”

Hun trækker knæene op til hagen og hviler hovedet på dem. En lang, sort hårlok falder ned i hendes ansigt, og irriteret prøver hun at puste den væk. Den falder ned igen, og hun strøger den bag øret. Et glimt af en diamant, og hun er nede på jorden igen. Jeg rejser mig op fra stolen og sætter mig ved siden af hende.

”Jeg ville blive ked af det hvis du brændte op. Hvem ellers ville bruge en hel eftermiddag sige monologer fra gamle kærlighedsbreve ud i det åbne med mig?”

Jeg skubber til hende med skulderen, og læner mig imod hende, da hun skubber igen. Hendes hår flettes sammen med mit, sort og blondt. Min mor plejede at kalde os ibenholt og elfenben, modsatte kontraster der søgte mod hinanden ved ethvert givent tidspunkt.

”Der er da ingen der vil hænge ud med sådan en nørd som dig, kun mig, vær glad for det!”

Jeg kan mærke hende ryste ved siden af latter. De spinkle skuldre står ikke stille i et sekund, og et øjeblik har jeg hænderne under hendes sweater, hendes latterbetyngede skrig stopper mig ikke et sekund.

”Du skal være glad for at jeg elsker dig, ellers havde du fået en knytnæve til ansigtet!”

Hun tager mine hænder hurtigt og holder fast. Jeg glemmer altid at hun er stærkere end mig.

”Du elsker mig?”

Min krop ryster af rødglødende skam. Jeg lægger hovedet mod hendes kraveben. Kulden fra hendes hud afkøler enhver vanvittig tanke der strømmer igennem mig.

Undskyld

Jeg mumler det kun, håber på at hun ikke hører det tydeligt nok. Hun rækker hånden frem og tager forsigtig fat i mit hår.

”Jeg ville ønske at jeg var et menneske. Jeg vil aldrig skilles fra dig”.

Jeg taber min krop, den flyder ud på gulvtæppet sammen med tårerne, resten af korpusset bliver til gele. Hun tager fat om min hånd og holder den mod hendes hjerte. Der er lige så stille som i går.

”Lad vær’ med at sige det”.

”Undskyld”.

Hun er væk næste morgen. Det gør ondt, men hendes tænder havde efter to måneder alligevel revet min halspulsåre op med lige så stærkt greb som det jeg selv førte med en sikker hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...