Vixit Arma - Deus ex machina

For 45 år siden brød en krig ud, krigen dræbte det meste af jordens befolkning og de overlevende blev alvorlig syge. De fleste blev kureret, men nogle skilte sig ud, de blev kun mere syg af den behandling som man sendte ud. Clarina er en af dem. Eller det tror hun.
For hvad vil der ske hvis en af de syge slipper ud. Eller værre. Opdager at deres liv er bygget på en løgn. Eller hvad de selv vil sige var en løgn.
inderst inde er alle syge.
---- Man er syg når man ikke virker ---
//med i Divergent - Allegiant -Konkurrencen valgmulighed 3

0Likes
2Kommentarer
240Visninger

2. Kapitel 1

 

Jeg har aldrig været normal, og det bliver jeg nok aldrig. Jeg er syg, og det vil jeg nok altid være. Jeg har altid fået af vide at jeg nok skal blive rask, at det hele nok skal gå. Men jeg kan altid se de lyver, jeg kan se de holder noget skjult.

   Der ligger en forbandelse over mig, jeg er født syg. De siger jeg er en gave, men jeg kan ikke se hvordan. De er bange for mig, det er derfor de holder mig skjult, indespærret som et dyr. De vil ikke være for tæt på mig, de vil ikke røre mig. De siger det bliver bedre, men jeg ved det ikke gør. Jeg bliver kun mere og mere syg. Jeg får følelsen af indespærring næsten hver dag, og jeg kan kun flere og flere ting, normale mennesker ikke kan.

   For 45 år siden brød en krig ud, krigen dræbte det meste af jordens befolkning og de overlevende blev alvorlig syge. De fleste blev kureret, men nogle skilte sig ud, de blev kun mere syg af den behandling som man sendte ud. Jeg er anden generation til en syg kvinde. De prøvede forskelligt medicin på hende, i håb om det hjalp. Får 16 år siden blev hun gravid og fødte en lille pige. Det så her jeg kommer ind i billedet.

 

   Jeg kigger mig selv i spejlet, og prøver at holde mine hænder så meget i ro, som det er mugligt. Mine øjne finder mine i spejlet, jeg får sjældent lov til at gøre noget specielt ud af mig selv. Jeg for klippet mit hår en gang hver femte måned.

   Jeg holder min øjenkontakt med mig selv, og væmmes ved det syn der møder mig igen og igen.

   Hvis jeg kunne være en anden vil jeg ikke tøve.

   Jeg er blevet gjort ekstra flot i dagens anledning, jeg for min flotte hvide kjole på, den går mig ned til skinnebenene og har små frynser ude for enden. De lange hvide arme omslutter smuk mine arme og for mig til at se uskyldig ud. Mit lange blonde hår der er blevet klippet og hænger fint ned over mine skuldre, og ikke glemme mine tåge grå øjne som altid skræmmer mig.

   ”Lora kommer snart for at besøge dig” lyden kommer fra en højtaler jeg har i vært af mine 3 rum. Et toilet. Et køkken, som nok mere bare er et bord og et huld i væggen, hvorfra de giver mig mad. Og mit soveværelse.   

   Mit værelse er ikke større end 8 små skridt, og 5 normale på langs. Min seng står, i midten af værelset, ud fra den ene væg, som er 4,5 skridt lang. Jeg har et vindue det er over min seng, men jeg kan ikke åbne det, og glasset er så tykt at det ikke kan smadres. Selvom jeg laver en orkan og dørens sikkerheds system bliver blæst ud af væggen, sider vinduet hvor det skal. Uden en rise eller mærker efter ting der er fløjet ind i det.

   Jeg tager en dyb indånding. ”Du kan godt” siger jeg til mig selv, det gør jeg hvert år, og hvert år er det lige så slemt som det sidste.

   Jeg tager en dyb indånding, knytter mine hænder, så de er lidt mere i ro, og sætter mig i min seng og trækker mine ben op under mig.

 

   ”jeg hedder Clarina, jeg er 16 år, født syg” mine arme ligger om mine ben, jeg holder fast i hver af mine arme for at holde mig så meget i ro som overhoved mugligt. Hele min krop ryster. Mit blik flakker rundt i lokalet, ikke at jeg ikke kender hvert lille hjørne af det her lille rum, for det gør jeg, mere af at jeg vil se om der er noget der bliver ødelagt. Jeg krymper jeg mere sammen ved tanken, om at jeg kan ødelægge alt hvad jeg vil.

   Hvis jeg fylder mindre, gør jeg nok også mindre skade.

   Mine tanker er altid på de samme små ting. Jeg har ikke de store mugligheder her i livet, jeg er altid i mit rum, jeg kan faktisk ikke andet. De lader mig aldrig gøre noget, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt en rigtig vind rive i mit hår, mærke græsset under min føder, og mærke solens stråler mod min hud. Det er desværre kun ønske tænkning.

   Jeg husker det som det var i går.  Jeg var på vej til en af de mange test de laver på mig. Hvis man går ud af døren til mit værelse møder man en lang hvid gang. Den havde engang vinduer. Jeg ødelagde dem. Det var ikke min mening, men de lod mig ikke kigge ud af dem i mere end 5 sekunder, jeg ville bare se solen. Da vinduerne sprængte blev de blæst ud, og landede på græsset flere etagere ned, og inden de nåede at fjerne mig ramte vinden mig. Den friske luft.

   ”det dejligt at se dig igen, Clarina” Lora, formand for projekt ’lås folk inde til vi finder en kur’, sætter sig i den polstrede røde stol i hjørnet af mit værelse

   Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, så jeg nikker bare en enkel gang.

   Jeg kigger gennem mine lange øjenvipper og finder Loras mørke øjne, jeg har aldrig set andet end mørke i dem, nogle gange lidt nysgerrighed. Den nysgerrighed fører hende til mig en gang om året, den dag hvor jeg altid sætter noget til at brænde, eller oversvømmer et værelse. Jeg gør det ikke med vilje, jeg er syg og intet andet, en syg lille pige der kan ting hun ikke er stolt af. Farlige ting. Ting der kan dræbe, hvis jeg ikke passer på.

   Det værste er at jeg er farligst på min fødselsdag.

   ”jeg ved godt du er syg, men bare rolig vi er vist tæt på at finde en kur” det falske smil, der kun udstråler had, breder sig over hendes ansigt. ”hvordan har du det?”

   ”fint” jeg svarede hurtigt og kort, jeg er ikke van til at tale med folk, og dem jeg taler med vil kun hjælpe. Det kan man ikke sige om Lora, hun er ond, den ene ting er jeg sikker på.

   Jeg kan mærke mine hænder blive svedige og jeg tørrer dem af i min kjole, ikke at det hjælper, men det føles beroligende på mig.

   Lora retter lidt på sig og kigger med et stift blik på mig. ”vis mig det”

Hendes stemme er kun en lav hvisken, men jeg kan mærke alle hendes følelser i den. Hendes øjne der kigger undersøgende på mig. Hendes hånd der holder om blyanten, klar til at skrive alt hvad jeg gør ned. Hendes blanke briller hvor jeg kan se mig selv blive afspejlet i.

   Jeg er et monster.

   ”jeg ved ikke hvad du taler om” jeg bider mine tænder hårdt sammen og prøver at holde min stemme i ro. Hun vil gøre mig sur, det er der jeg ikke kan styrer mig. Jeg tager hårdt fat i min kjole for at holde mine hænder i ro.

   Jeg har ikke lyst til at være det monster min sygdom laver mig til. Jeg tager fat i min halskæde, den er det eneste minde jeg har om min mor, den eneste grund til at de ikke har taget den fra mig er at de ikke kan røre den, de for et stød, som for dem til slippe. Den er lavede af en tyk sølv kæde og for enden har jeg en smuk smykkesten. Stenen skifter farve alt efter hvor gammel jeg er, hvilket humør jeg er i og hvilken af mine evner jeg vil bruge. En anden måde at sige det, farven bestemmer måden jeg dræber dig.

   ”Clarina nu skal jeg fortælle dig noget” Lora kigger spændt på mig i håb om at jeg vil reagere, men jeg er helt kold, og sidder som en statue. ”vi har fundet 8 kurre, de virker på de forskellige personer. De syge er begyndt at udvikle sig, sygdomen er ukontrolleret, vi kan ikke styre det mere, de andre, ligesom dig selv, for det du selv kalder ’evner’ vi har set 8 i alt, men vi ved ikke hvilken en vi skal give dig, hvis du ikke vil fortælle os om din sygdom”

   En ny viden, hun har aldrig ville fortælle mig noget, de har altid kaldt det en hemmelighed.

     Der er stadig andre som mig.

     ”hvad vil de give mig?”

     ”personalet vil give dig den nye kur vi har fundet. Det en kur der kan stoppe sygdomen og udrydde den, du vil da gerne være normal ikke?” jeg nikker og giver et suk fra mig. Hun vandt igen. Min halskæde brænder, så jeg giver slip, og et rødt skær lyser ud af den. Ild.

   Jeg svarer ikke men jeg kan mærke mit hår blæse blidt i den ikke eksisterende vind. Jeg løfter min hånd så håndfladen er opad, og prøver at holde den så meget i ro som er mig mugeligt.

   Jeg kan stadig mærke den brændende følelse fra mit smykke. Jeg lukker blidt mine øjne og prøver at fokusere. Da jeg åbner mine øjne igen former en lille ildkugle sig i min hånd, den vokser og løber ud for enden af mine fingre, og omslutter blidt min hånd som en lun vante. Den brænder mig ikke. Den er lun men ikke brændende. Jeg tager en dyb indånding og puster blidt ud og slukker ilden.

   Lora sidder og kigger nysgerigt på min hånd og finder så mine øjne og bliver endnu mere nysgerrig. ”brændende øjne” stemmen er lav, og jeg er ikke sikker på at jeg skulle høre hendes konklusion. Hun skriver hurtigt nogle små noter ned på en lille blog, hun altid har med sig her ind. Jeg lukker mine øjne igen og kan mærke varmen, der før var i dem, nu er væk, først der åbner jeg dem igen.

”vi ses til næste år Clarina” Lora smiler falsk til mig og rejser sig fra den røde stol. Næ hun kan tro nej, hun skal ikke gå uden mig. Ikke igen i år.

   ”nej!” min stemme er hård og højere end jeg havde troet. Lyden af noget tungt der bliver trukket over et gulv, fylder lokalet, og i næste øjeklik står min kommode foran døren og holder os indespærret.

   Lora tager det faktisk meget pænt hun kigger bare på mig med sit falske smil. ”er der mere?”

   ”hvad er jeg?” min stemme rummer i lokalet og jeg lyder mere slevsikker end jeg troede var mugligt.

   ”du syg Clarina, det ved du godt” Lora smiler til mig, på hendes falske måde, og hendes øjne stråler af uærlighed.

   ”du lyver” jeg rejser mig, for første gang i flere timer, op og stiller mig hen til hende. Vores blikke mødes og det er som om et stød går igennem mig. Alt står stille, man kan høre fodtrinende for folk ude på gangen, og vores langsomme vejrtrækning.

   Jeg stiller mig tæt op af hende. Vi er på samme højde nu.

   De sidste par år har jeg kunne mærke på folk når de lyver. Når de holder noget skjult. Jeg har tænkt på om der overhoved var en grund til jeg var her, eller om grunden bare er at jeg kan noget de er bange for. Mine tanker går tit ind på hvordan det er at være fri. Være normal. Ikke at gå og frygte mig selv. Tanken om at slippe fri har længe spilet i mit hoved og fylder tit min hverdag.

   ”hvordan ved du det?” hun lyder ikke oversket snarer irriteret.

   Hvad har jeg nogle sine gjort hende? Har brændt en stol, mens hun sad i den. Hamret hende op af nogle væge når hun har irriteret mig. Og måske oversvømmet rumme og været ved at drukne hende. Snurrede hende rundt i tornadoer og fået hende til at se nogle ting som ikke var der. 

   Jeg kan faktisk ikke se problemet.

   ”du skal ikke bestemme over mig” jeg sender Lora et blik, og hvis øjne kan dræbe skal hun passe på. Det næste jeg opfanger er den prikkende følelse i mine øjne og døren der giver en klikkende lyd fra sig.

   Den er åben.

Lyden af kommoden, der står foran døren, der flytter sig hen på sin rigtige plads vækker mig fra mine tanker.

   En frygt for hvad der nu ville ske, skyder gennem mig. Er det nu jeg skal få ting til at flyve gennem lokalet? Eller sætte ild til det hele og oversvømme det bagefter for at slukke ilden?

   ”Clarina du syg, du ved ikke hvad du gør” Lora går hen til døren og åbner den. ”du kan dræbe, du skal passe på” Lora kaster et sidste blik på mig, og er så væk.

    Det føleles som om mine føder er støbt ned i gulvet. Jeg står som en stor sten og kan ikke bevæge mig. Mine muskler er spændt og får hele min krop til at ryste.

   Den smugle solskind jeg får for mit vindue hver dag, og som har lyst mit værelse op, kan jeg langsomt se gå ned, en stor skygge ligger sig over mit værelse men jeg kan ikke tage mig sammen og gå over til min seng, jeg kan kun stå og stirre på døren.

    Jeg ser døren åben for mig, mit blik er fast på den store tykke metal dør. Hvad er der på den anden side? Hvad er det de skjuler?

   Jeg tvinger mig selv til at kigge væk, og går men hurtige skridt over mod min seng. Mit sengetøj ligger pænt på min seng og vinduet over står som uskadt, jeg kan ikke være her mere.

   I morgen vil jeg blive taget ned af den hvide gang til en ny undersøgelse, jeg for lavet tre om ugen og den i morgen skal hjælpe mig med at holde mine kræfter nede.               

   Det er det eneste tidpunkt hvor jeg kan flygte.

   Jeg får mig endelig taget sammen og får sat mig i min seng mine arme er ikke længe om at tage fat om mine ben som er trukket på til mit bryst. Jeg kommer til at tænke på en melodi min mor sang for mig da jeg var helt lille, hendes bløde stemme der svagt nynnede den smukkeste vuggevise. Hun sang den får mig hver morgen når hun redte mit hår, eller om aften når jeg ikke kunne sove. 

   Jeg ligner min mor meget, jeg har arvet hendes lange næse og skindene øjne. Jeg har langt blond hår, mens min mor havde kort sort. Det stod perfekt til hendes smukke blege ansigt, hendes hud var i en lys beige farve.

   Min mor var en meget smuk kvinde og hun lærte mig om kærlighed og tilgivelse. I morgen vil jeg gå imod alt det min mor lærte mig. Jeg vil gå imod alt det, hun ønsker, jeg skal stå for.

   Jeg falder i søvn i min kjole og planen om min flugt i morgen

   I morgen er det tid.

   I morgen skal jeg være fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...