Frida

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2016
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
En kort novelle om spirrende kærlighed

1Likes
3Kommentarer
242Visninger

1. Frida

Jeg ser hende første gang en onsdag morgen i midten af September. Klokken er præcis 7:57 ser jeg, da jeg løfter blikket fra min telefon. Hun stryger forbi mig, og alt jeg opfatter er langt, mørkt hår og duften af lavendel. Jeg vender mig om ser hende gå op ad trapperne. Hun har en knælang denim kjole på, og jeg undrer mig overfor hvorfor, jeg ikke har set hende før. Jeg har ikke set hendes ansigt, men jeg ved, at hun er smuk.

 

Da jeg kommer til mig selv igen er klokken 8:03, og jeg må småløbe til min klasse for ikke at komme alt for sent. Jeg smiler alligevel.

 

Fredag går det op for mig, at vi har idræt på samme tid. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke har set hende før. Da jeg først har fået øje på hende, kan jeg ikke kigge væk. Jeg hører ikke meget af, hvad min lærer siger, for mit blik strejfer hele tiden hen til hende. Hun siger næsten intet, jeg hører hende i hvert fald ikke, men hun griner 3 gange. Hendes grin er min nye yndlingsmelodi. Jeg kigger først væk, da vi skal begynde vores fodboldkamp. Jeg tror ikke, hun har set mig, og jeg ved ikke, om jeg er lettet eller ej.

 

Da idrætstimen er slut er det mig, der skal samle kegler, og da jeg er næsten færdig kommer hun løbende ud og samler en vandflaske op, som hun har glemt. Hun løber derefter straks ind igen, og jeg står som forstenet med halvdelen af keglerne. Jeg vil gerne sige noget til hende, råbe hej efter hende, spørge hvad hun hedder, eller bare et eller andet, men jeg ved ikke, hvad der vil virke bedst, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det. Hun forvandler mig til en hvirvelstorm af følelser og tanker.  

 

Jeg ser hende ikke igen før tirsdag eftermiddag. Hun haster forbi mig. I hånden har hun en to-go kop, og jeg kan med det samme dufte, at den er fyldt med sort kaffe.  

Hendes albue støder ved en fejl ind i min, og pludselig føles det som om, at alle mine nerveceller er på det ene punkt. Det er som om, at det punkt hun rørte, er det eneste sted, hvor jeg kan mærke noget, og det eneste, jeg kan se er farven rød. Jeg er så omtumlet, at jeg knapt hører hende sige undskyld til mig. Da det går op for, hvad der er sket, er det for sent, hun er allerede væk, og jeg ved, at jeg har misset en oplagt chance for at tale med hende. Jeg burde være frustreret eller ked af det, alligevel griner jeg lidt, og rører ved min albue. Jeg ser ikke længere kun rødt, men min mave opfører sig som en akrobat.  

På vej hjem går jeg forbi blomster butikken og køber lavendler.

 

Fredag aften bruger jeg 2 timer foran spejlet inden festen, for jeg håber, hun vil være der. Jeg kan ikke bestemme mig for, hvad jeg skal have på. Jeg bliver ved med at tænke over, hvad hun vil kunne lide, og hvad der vil fange hendes opmærksomhed. Til sidst tager jeg mig sammen, og tager det på, jeg tog på først. Festen er som gymnasiefester er. Jeg ser hele tiden folk, jeg kender, men jeg kan ikke få øje på Hende. Jeg kigger efter hende, jeg overvejer, hvad hun mon har valgt at tage på. Mit hjerte springer et slag over hver gang en pige med mørkt hår kommer ind i mit synsfelt, men det er aldrig Hende, jeg ser. Jeg drikker og bliver mere og mere skuffet over, at hun ikke er nogle stedet at se. Mit syn bliver slørret. Jo længere tid der går uden, at jeg ser hende, jo mere drikker jeg.

 

Til sidst skal jeg tisse så meget, at jeg får travlt, og jeg har slet ikke tid til at overveje, om jeg skulle banke på toiletdøren, da jeg kommer til den; Jeg åbner den bare op.

 

Indenfor er 2 piger. Den ene er Hende, den anden er hendes veninde Jeg smiler, og pludselig har jeg intet problem med mit syn. Endelig er Hun her. Så ser jeg, at hun står og holder sin venindes hår, og veninden er i gang med at kaste op. Jeg smækker døren i igen, og krymper mig over, hvor akavet situationen var. Jeg tror måske, at jeg formår at sige undskyld lige inden døren er lukket i. Jeg vender mig om og kigger væk fra toilettet. Jeg står ude på gangen og glor, lidt forvirret og meget fuld.

 

Der går 2 minutter, og så kommer hun ud. Hun ser ikke sur ud, som jeg havde frygtet. Hun smiler lidt, og hun kører en hånd igennem sit hår. Jeg følger hendes hånds bevægelse, uden at tænke over, at hun rent faktisk ser mig nu, og ikke kan være i tvivl om, at det er hende, jeg stirrer på. Jeg kan ikke lade være. Hun er endnu smukkere i aften end normalt, det går op for mig nu. Hun er klædt helt i hvidt, hvid nederdel, hvid trøje og hvide sko. Hendes mørke hud er endnu mere vibrant og nydelig. Hun ligner en engel, det eneste, der mangler, er en glorie og et par vinger. Duften af lavendel og kardemomme er overvældende. Pludselig er det ikke kun alkohollen, der gør mig lidt ør. Jeg er næsten sikker på, at hun også har drukket. Hendes mørke øjne skinner mere end normalt.

 

”Du er smuk,” siger alkoholen for mig. Jeg rødmer og spærrer øjnene op, da jeg hører mig selv. Jeg ved ikke, om jeg bare skal vende om og løbe, undgå at skabe endnu en akavet situation. Jeg er bange for, hvilke ord min mund former, når jeg ikke selv kan styre den.

 

”Tak, jeg hedder Frida,” siger hun bare, inden jeg kan nå at forsvinde nogle steder hen. Hun smiler større end, jeg før har set, og et øjeblik er jeg bange for, at mine ben vil give sig under mig. Jeg ved, at jeg også selv smiler, det har jeg gjort lige siden hun kom ud fra toilettet, kun afbrudt, da alkohollen tog kontrol over mig. Jeg ved også, at jeg nok ser lidt dum ud. Jeg vil gerne sige noget smart til hende nu. Noget, der vil holde hende fast. Men jeg kan ikke finde på noget.

 

”Jeg hedder Caroline,” er alt jeg kan sige til hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...