Ulykken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2016
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Færdig
Det er blot et par dage siden, denne hændelse ramte mig. Jeg har blot brug for at få det ud...

0Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. Ulykken

     Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre - hvad jeg skal sige. Jeg har lyst til at skubbe det hele væk. Jeg har lyst til at glemme det. Jeg har lyst til at begrave det dybt inde i mit hovedet, så jeg aldrig nogensinde skal se det igen. Men når det kommer frem og prikker til mig under øjenlågene, rager jeg desperat ud efter ting, som kan dække for det - noget, som kan distrahere mig længe nok til at glemme den prikkende hændelse. Jeg har så lyst til at skubbe det så langt væk fra mig og udfylde tomrummet med ligegyldige ting, at jeg febrilsk famler ud i mørket. Der findes ikke nok i verden til at distrahere mig så længe. Jeg kan ikke udskyde det længere. Jeg må bearbejde det. Den aften, jeg kom hjem, kunne jeg mærke det hele komme væltende. Jeg vidste, at det ville være nytteløst at holde det tilbage, og gav slip. Tårerne vædede mine kinder i det der føltes som timer (og som sikkert også var det). Min krop reagerede fysisk på hændelsen. Nu reagerer jeg psykisk… det er ikke fordi, at jeg er bange for, at det sker igen. Det ikke fordi, at jeg frygter alt det, der kunne have været sket. Det er ikke det. Det er mindet om følelsen. Den følelse, der ikke var et hvad-nu-hvis. Den følelse, der ikke havde snerten af tvivl. Den følelse, der sagde, jeg skulle dø. Jeg kan huske det alt for tydeligt, og det værste er… det værste er, at det vel på en måde er hendes skyld… Jeg så motorhjelmen springe op, jeg hørte braget, jeg mærkede bilen sænke i fart og dreje mod rabatten. Jeg oplevede det hele, men var af en eller anden grund rolig nok til ikke at gå i panik. Min første tanke var, at vi havde ramt et rådyr. Jeg vidste ikke, hvorfor ruden var sort, men det var også ligegyldigt. Jeg hørte hurtigt en stemme sige, at det var motorhjelmen. Jeg tænkte, at vi ikke var døde, bilen var ikke totalsmadret, og vi var umiddelbart uskadt. Vi skulle da nok komme okay ud af det her. Men så hørte jeg skriget. Det skar sig gennem luften med en lyd, som kun betyder én ting. Jeg havde hørt sådanne skrig på film, jeg havde mærket dem fra bøger. Et skrig som uden tvivl meddelte til alle som hørte det: ”Nu skal vi dø.” Først da gik jeg i panik. Meddelelsen var så klar og skinger, at jeg ikke kunne tvivle den. ”Vi skal dø.” Mit hoved sagde ordene, som skriget havde bragt med sig. Selv efter det stoppede, sad følelsen i mig. … jeg kan ikke beskrive den. Jeg har aldrig nogensinde været så bange og alligevel så rolig. Jeg var rædselsslagen ved tanken, ved følelsen af ordene og deres betydning, men en form for accept, tror jeg, holdt mig rolig. De to følelser kom ikke i konflikt med hinanden, hvilket jeg ville forvente, eftersom de virker så forskellige hvis ikke endda direkte modsatte. Men de påvirkede ikke hinanden. De eksisterede parallelt. Jeg forventede synet af et eller andet komme bragende mod os, et sidste brag og mørke. Jeg forventede, at der nu ville ske noget - at vi ville dø. Men det skete ikke. Jeg husker min hånd beroligende ae min venindes skulder. Jeg husker beroligende ord komme ud ad min mund. ”Det okay. Det okay. Træk vejret. Tag det roligt. Det okay.” Jeg husker mine øjne hvilende på min veninde, hvis hoved var begravet i hænderne, håbende at de beroligende ord ville virke. Jeg husker bilen, der kørte ud i rabatten og stoppede. Jeg husker dem spørge, om vi var okay, og min stemme udtalte et ja. Jeg tror hendes mor og mormor steg ud af bilen. De konstaterede, at det var motorhjelmen, der var sprunget op, og fik den slået ned igen, så man atter kunne se ud af den nu desværre splintrede rude. Du har garanteret set en rude, som er smadret uden at være faldet fra hinanden.  Mønstre var tegnet over det knuste glas, og først senere fik jeg at vide, at der var spredt små glasskår i det forreste af bilen. På en eller anden måde havde hendes lillebror sovet igennem det hele. Ved skriget var han kort vågnet med et ”Det er okay, der sker ikke noget” og en aende hånd på min venindes arm, inden han igen dykkede tilbage i sin dybe søvn. Jeg kan huske, at de ledte efter forsikringspapirer, mens de prøvede at få fat på vejhjælpen. Jeg kan huske lyden af deres stemmer fra min side af samtalen, og at de til sidst lagde på. Jeg kan huske, at vi snakkede. Mest om hvad der var sket, teorier om hvorfor motorhjelmen var sprunget op og et par hvad-nu-hvis-historier.  Jeg ved ikke, hvor længe vi ventede. Længe. Der gik en time, så fik vi at vide, at der var sket et andet uheld, hvor de lige skulle fjerne en bil, og så ville de komme. Jeg kan huske, at der gik i hvert fald en halv time mere. Jeg kan huske, at næsten vi alle var ude og tisse i buskaset, gået uden for bilen og få luft, og så snakkede vi mere. Da vi havde været de samme samtaler igennem en tre-fire gange, blev jeg trætte af dem. Jeg husker at mærke tårerne presse på, som det hele først var ved at vælte over mig. Men jeg holdt dem tilbage. Jeg har altid haft et eller andet med ikke at ville græde over for andre mennesker. Det symboliserer svaghed i mine øjne. Og det er i grunden dumt, når jeg godt ved, at det at græde ikke er en svaghed. Men jeg holdt tårerne tilbage. Jeg ville være stærk, for hendes skyld. Hun havde skreget, hun græd, hun reagerede. Jeg følte, at det var mit job at være stærk. Vi snakkede længere. Til sidst kunne tårerne ikke holdes tilbage, og jeg trådte ud af bilen for at undgå deres blikke. Med sammenbidte tænder og en hård mine lod jeg de salte dråber krybe over min kind. Selv da kampen mod vandet var overstået, blev jeg stående derude. Der var frisk luft. Det var pissehamrende koldt. Men der var frisk luft. At sidde i bilen fik mig til at føle, at scenariet ikke var ovre endnu. At sidde lige så tæt sammen som da ulykken skete og se på det knuste glas og selve lugten af rummet fik mig til at føle mig midt i en katastrofe, som jeg ikke kunne flygte fra. Udenfor var der godt nok koldt, men det var anderledes. Jeg kunne se mig omkring - stirre ud i mørket og kigge på den bil, som resten stadig sad i. Jeg kunne se på scenen udefra. Det beroligede mig. Det fjernede følelsen af stadig at være midt i det. Jeg var ikke stadig inden i bilen. Jeg var ude. Jeg var fri af ulykken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...