Sigøjnerøjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2016
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Igang
En spådom udvekslet mellem to bekendte. Istedgade. 22:13

12Likes
12Kommentarer
570Visninger

1. I.

I tv-avisen samme aften afspiller de atter videoklippet af Lea, der snirkler sig mellem bilerne på Lyngbymotorvejen på sin cykel. Tågen grumser optagelsen, men man kan føle regnen klistre sig til den sorte asfalt. Klæg som tandsmør på en tebolle. Lea tramper afsted i eget tempo, hendes fødder dasker lidt til pedalerne og hun vinker til en Prius. Man skulle tro, hun var en eskapist i et lysende rødt kosmos, en moderne Moses der skiller trafikken. I virkeligheden er hun på vej hjem til sin farmor.

Du kender Lea fra folkeskolen. Hun gik i din parallelklasse og arbejder i Fakta Q ligesom Hassan fra fodbold. Sommetider spejder du efter hende bag kassen i døgnets mest obskure timer, langer en minimælk over disken med et smil. Hun smiler aldrig tilbage.

Din bror brummer fra køkkenet. I skal have osso buco, det er rester fra i går. Susan beklager sig et sted ovenpå, hvor din nevø er vågnet og skriger efter babymad. Du famler med fjernbetjeningen. Lea flyder forbi på sin racercykel med håret piskende om ørene. Hendes ansigt flimrer kort for dine øjne, før du rammer den rigtige knap og hun opløses i ingenting. Der bliver kaldt til aftensmad.

“Det var da alligevel utroligt.” Susan har også set nyhederne. De har et fjernsyn på begge badeværelser og et i køkkenet. Hendes bestik slår mod porcelænet, mens hun tygger. Gafler sådan forudsigeligheden og kører den rundt i sovsen. “Hun må have problemer derhjemme, hvis hun har brug for at afreagere på den måde. Et tydeligt råb efter hjælp i min mening. Sig mig, hører du overhoved til hvad, jeg siger, Carsten?”

Du betragter loftlamperne svømme i din brors øjne. Han klikker med tungen, mestrer at synkronisere lyden med et dybt suk. Susan har en bachelor i psykologi og længes meget åbenlyst efter sine nervepiller. Baby klynker i sin futuristiske højstol.

 

På vej hjem i bussen får du øje på hende. Lea har regn i håret og på kinderne. Hun slænger sig på et sæde som man ville gøre sig det behageligt på en velourdivaneser i en koncertsal blandt kongehuset. Henslængt, skødesløs, men som om hun er klar over, at hun bliver holdt øje med. Iscenesat på en måde. Gadens hule skær falder hårdt gennem forruden.

Du bevæger dig ned bagi og sætter dig ved siden af hende. Du har aldrig fundet Lea tiltrækkende, men din fascination af pigebarnet vokser som hendes brune hud (hun går i solariet) og uformelige hue (den med kvasten) kommer tættere på. Poetens våde drøm. Lærervikarens værste mareridt.

“Hej,” siger du til sidst. Lea skænker dig et enkelt blik i det kolde grønne lys. Hun smiler ikke. Du tænker på alle de gange, du har set hende fra vinduet i dit gamle klasselokale, set hende slendre gennem skolegården midt i matematik, set hende sidde under halvtaget i regnen og ryge en smøg uden at inhalere. I Fakta, i fjernsynet, i armsvidde fra dig med store sigøjnerøjne. Tænk at være fra Danmark og have sådanne øjne, undrende og elektriske, lynende sorte.

“Følger du efter mig?” spørger Lea. Du ser skræmt på hende. Bussen skøjter gennem Enghavevejs pludrende afløb, dryppende tagrender. Hendes skulder støder mod din, da buschaufføren manøvrerer jer over et hul i vejen.

Du ryster kort på hovedet. “Det var et tilfælde, at jeg så dig. Du tror måske ikke på tilfældigheder?”

Lea gør det samme. Hendes mørke hår havner midt i lipglosslæberne. “Der findes ikke tilfældigheder,” siger hun. “Kun idioter tror på slumpetræf.”

“Kun idioter bruger ordet slumpetræf.”

En lakeret fingernegl hviler på stopknappen. Smilet danner dybe krater i Leas mundvige. “Godt ord igen.”

Du rejser dig fra sædet, da hun vakler frem mod dørene. Istedgade døser hen i nattens neon, der spejler sig i den våde asfalt. “Nu følger du altså efter mig,” insisterer Lea. Hun smiler stadig.

Leas mor bor på Vesterbro og ejer en spåkonebiks. En professionel fusker, som din far kalder hende, en gammel sinke, der har nedsat sig i et kvarter af prostituerede og narkomanhabengut og kriminelle.

Dig selv, derimod, er betaget af de knitrende lysstofrør, perlegardinerne og de lukkede cafeer, de mørklagte lejligheder blandt kebabhuse og sexshops; deres imperium af latex, af mystik, af solbrune, erotikforladte modeller i oplyste vinduer. Gaden slumrer måske, men falder aldrig helt i søvn.

Lea går hurtigt. Hendes ben er lange og armene svinger for hvert skridt, hun tager. Du haler ind på hende med lidt besvær og forsøger at vende dig til hendes hoppende gang. Det ene sigøjnerøje blinker til dig.

“Er det rigtigt, at din mor kan se læse hænder?” spørger du hende forpustet. “Hassan siger, I er nogle rigtige fupmagere.”

“Det er vel nok en fantasiforladt måde at se det på. Jeg mener, selvfølgelig kan hun det. Og du må hilse Hassan og sige, at han kan rende mig.” Hun ser ikke fornærmet ud, men tonen er skarp.

I standser foran et lynende lilla butiksvindue, der tilbyder et makrokosmos af fremtid, lægning af tarotkort og auraanalyser: en virkelighedsflugt på halvtreds minutter for blot ethundredeogtredive kroner.

“Vil du med op? Klokken er ikke så mange.” Du kigger på dit armbåndsur. 22:13. “Min mor har købt romkugler.”

Du ser lidt på Lea. Så nikker du. Hendes næse knækker på midten. Hun har taget din hånd og hendes fingerspids føles kold mod håndfladen. Du mærker neglen følge atlasset af rynker, “hjertelinjen, hovedlinjen, skæbneslinjen.” Lea hvisker lidt til sig selv, kører støvlesnuden mod det saltede fortov.  

“For satan, din livslinje er knækket,” siger hun. Du ved ikke, hvad det betyder. Lea ryster kort på hovedet. "Kom, kom. Jeg laver dig en kop te."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...