En verden af glimt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2016
  • Opdateret: 21 mar. 2016
  • Status: Igang
Dette er en samling af korte brudstykker eller "glimt". De er alle sammen kortprosa med fokus på én enkel situation og med masser af plads til fortolkning. Der opdates løbende med nye glimt.

OBS!: Alle teksterne i denne movella er fuldstændig UAFHÆNGIGE af hinanden!! Dvs. at de IKKE har noget med hinanden at gøre i forhold til handling!!

1Likes
0Kommentarer
418Visninger
AA

6. En Perle-ven

Det er godt koldt i laden, da jeg tænder lyset og åbner døren til den ene hesteboks. Et par store godmodige øjne kigger ud under den tykke pandelok. Hun misser lidt mod lyset og ser undrende på mig. Roligt går jeg ind til hende og lukker boksdøren. Jeg vender den blå spand, som hun plejer at få foder i, på hovedet og sætter mig på den. Den synker lidt ned i halmen, men den holder til den atypiske belastning.
   Der er helt stille. Det eneste, der høres, er den rolige gumlelyd af den lille pony, der spiser hø. Lyden giver mig en form for tryghedsfornemmelse. Jeg kan pludselig mærke, hvor træt og ked af det jeg egentlig er. Forsigtigt rækker jeg hånden ud og lader fingrene glide over hendes hals. Hendes vinterpels er blød og lodden. Jeg trækker hånden til mig og ryster en kuldegysning af mig. Mine fingre er kolde.
   Med nysgerrig mine strækker hun halsen frem og snuser lidt til mit jakkeærme. Jeg aer hende lidt i panden, og hun træder tættere på. Jeg klør hende bag det ene ører, og hun begynder at nusse mit knæ med mulen. Lidt efter lidt mærker jeg, hvordan hendes ro breder sig. Jeg sænker skuldrene, og mine øjne fyldes med tårer. Hun slikker lidt på mine fingre, hvorefter hun begynder at nusse mit ene ærme. Langsomt nusser hun sig op af mit ærme og min arm. Helt op til min skulder nusser hun. Store, varme tårer triller ned af mine kinder. Hun lader sin bløde mule ae min kind. Hendes ånde er varm og beroligende.
   Hun tager hovedet væk og flytter på sig. Skuffelsen, over at hun er ved at gå, svier. I det samme går det op for mig: Hun er ikke ved at gå og efterlade mig alene! I stedet bevæger hun sig om på den anden side af mig og begynder at nusse mit andet ærme. Et lille smil finder vej gennem flere tårer. Varmen og trygheden breder sig. Hun ville aldrig efterlade mig. Hun er en sand perleven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...