Ingen kommer til at græde ved min begravelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2016
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Færdig
En kort historie, der handler om en person, som overvåger sin egen begravelse. Inspireret af en drøm.

1Likes
1Kommentarer
133Visninger
AA

1. Sandhedens begravelse

Stilheden opslugte den majestætiske kirke, som var belagt med smukke og farverige ruder. De få mennesker i den enorme kirkesal skulede mod den smalle kiste, som var hvidere end den kølige sne udenfor kirken. Tre banale mænd i ens sorte klæder rejste sig lydløst fra de bagerste rækker, og tog svagt fat om kisten. De høje lyde fra orglet skræmte stilheden bort, mens mændene traskede kejtet op ad det mønstrede kirkegulv, som var dækket af roser. Roserne var mørkere end de pårørendes elendige mundering, og de lå spredt ud over det kolde kirkegulv. Jeg lugede forsigtigt gennem de minimale huller i kisten, og ledte efter mine pårørendes ansigtstræk. Udtrykket i deres ansigter var koldere end en isnende januarnat, og passede til den hvide sne, som dækkede det mørkegrønne græs udenfor. Orglets toner stoppede abrupt, da min hvide kiste var placeret oppe foran alteret. En ældre mand iført en kulsort præstekjole trådte frem, og rettede på sin fine pibekrave. “Vi er samlet her i dag..” En monoton og mørk stemme rungede i mine trætte ører, og jeg tittede ud gennem de bittesmå huller. Da jeg endnu engang mødte det sørgelige syn af mine enkelte pårørendes ordinære og fraværende ansigtsudtryk, fik jeg det hurtigt bekræftet. Ingen kommer til at græde ved min begravelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...