Hundred Days - Louise A.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2016
  • Status: Igang
"Du må stjæle en sjæl for at få en sjæl"... Et ultimatum, som den kære Maya får stillet af det såkaldte engleråd efter hendes død. Hendes liv hænger i en meget tynd tråd, og hun har kun hundrede dage til at fuldføre sin opgave... Målet er døds-kysset med ham, som har sat en ende på Mayas liv. Jonathan Swan... På vejen møder hun den hjemløse Noah, der er villig til at ofre alt for Maya. Deres lange søgen efter Jonathan giver endelig pote, men hun opdager hemmeligheder om deres mystiske følgesven Daniel, som sætter Maya i en ubehagelig position... Vil det lykkedes for hende? Lev eller dø.

3Likes
8Kommentarer
1308Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

Der gik mange dage nede i hulen. Vi prøvede begge at komme frem med ideer, men intet virkede lovende. Vi kom kun ud for at spise og få frisk luft. Jeg havde endda været i bad en enkelt gang. En af de steder, hvor Noah havde arbejdet, var der et personale toilet med brusebad. Jeg fik lov til at låne det kort, men chefen var noget mistænkelig. Selvom jeg nærmest befalede noah til også at få et bad, gjorde han det ikke. Han var begyndt at stinke en smule. Han var nok bare ikke vant til at gå i bad særlig tit. Det var sikkert også grunden til hans filtrede sorte hår. For hver dag, der gik, havde jeg bare lyst til at klippe det hele af; eller måske bare en smule.

 

Vi var vist noget frem til dag fjorten, da jeg var på vej til at give op. Jeg sad i sengen og Noah sad i sin velkendte stol. Det var efterhånden blevet vores ‘faste pladser’. Han sov også der med blot et tæppe over sig. Nogle nætter havde jeg overvejet at tilbyde ham en plads ved siden af mig, men jeg ville ikke give ham falske forhåbninger. Jeg prøvede hele tiden på kun at vise min interesse som ven, men det gik ikke altid efter planen. Selvom jeg ikke søgte hans interesse, gav han mig den alligevel. Det var næsten syrligt så omsorgsfuld, han var. Jeg ville helst ikke sige noget om det i frygt for, at han ville blive ked af det. Jeg var ikke særlig vild med alt det følelses pjat, og jeg havde bestemt ikke råd til at miste ham. Vores forhold til hinanden blev mere og mere kompliceret. Jeg havde aldrig troet, at en person ville kunne vække så mange følelser i mig på en gang; og så kun efter to uger. Det var ikke til at forstå.

Vi sad længe af gangen og gloede på hinanden. Vi sagde ikke rigtigt noget. Der var intet at sige. Jeg var umiddelbart opgivende hele tiden, og han kunne ikke rigtig sige noget for at gøre mig glad, så han var efterhånden holdt helt op. Det blev aldrig akavet, men på en måde lidt pinefuldt. Det gjorde mig bekymret, hvis ikke han sagde noget. Han var en glædesbombe, og en glædesbombe stopper ikke bare med at være glad.

“Hvad tænker du?” Spurgte jeg. Han bed sig selv i læben.

“Ingenting.” Sagde han. Jeg havde aldrig forstået, hvordan drenge bare kunne tænke på ingenting. Selv hvis jeg prøvede på at tænke på ingenting, koncentrerede jeg mig for meget om ikke at tænke på noget, og kom så til at tænke på netop det alligevel. Det havde altid været mig en gåde.

“Man kan da ikke tænke på ingenting.” Sagde jeg. Noah udbrød et lille grin. Jeg kiggede forvirret på ham.

“Nej, det kan i piger ikke. I skal altid tænke på et eller andet. Jeres tanker er samlet i en stor skål, hvor alle er i kontakt med hinanden. Derfor kan i aldrig ikke tænke på noget. Os drenge til gengæld kan godt. Vores tanker er i kasser, så vi tænker kun på en ting af gangen. Heraf har vi også en ingenting kasse, hvor vi bare kan stene uden at tænke på noget bestemt.” Forklarede han meget overbevisende.

“Du er sær.” Sagde jeg og kastede en pude efter ham. Han kastede den tilbage mod mig og ramte mig lige i ansigtet. Han grinede lidt, men stoppede, da jeg sendte ham et provokerende blik. Han holdt straks kæft, men smilede bare ekstremt meget i stedet. Det virkede til at være hans undskyldning. Jeg rullede bare med øjnene. Typisk drenge.

“Du skulle vel ikke have fundet en mega god ide?” Spurgte jeg, men med intet håb. Noah vidste mindre end jeg, så chancen for, at han fandt den helt rigtige løsning var ikke særlig stor. Han rystede også på skuldrene. Jeg havde heller ikke regnet med andet. Jeg håbede bare på, at han ville komme op med noget vidunderligt hvert minut, men sådan gik det bare ikke. Jeg sad fast. Fastlåst til døden.

 

Det var ved at blive middagstid, så vi smuttede op for at spise. Vi havde efterhånden fundet vores yndlings spisested, da vi spiste der stort set hver anden dag. Stedet hed Valentina Palace. Her var mange forskellige lækre ting til billige priser. Vi plejede ofte bare at få en eller anden slags sandwich, da det kostede mindst. De var skam også gode, så det gjorde egentlig ikke noget.

Jeg sad ved et bord og ventede på, at Noah ville komme tilbage med vores mad. Vi drak altid bare vand af de termokander vi havde med. Når den var tom, fyldte vi den bare op på et af toiletterne. Jeg var egentlig ikke så træt i dag som de andre dage. Mine tanker om ham manden, der brændte op med mig, holdt mig i gang. Jeg kunne ikke huske nogle andre end mig der inde. Jeg var helt alene. De eneste skrig, jeg kunne høre, kom fra mig selv. Det var som en stor gåde for mig. Gad vide om ham manden så også havde fået en chance til ligesom mig. Det var ikke til at vide, og det gav mig også hovedpine at tænke for meget over. Jeg prøvede inderligt bare at lægge alt bag mig, men det var ikke ligefrem muligt. Jeg skulle finde frem til Jonathan, for selv at overleve; og så selv hvis vi fandt ham, kunne jeg så virkelig få mig selv til at kysse ham? Ville jeg bare kunne tage livet fra en anden person? Jeg kunne blot håbe på, at det ville være knap så indviklet, som mine tanker ville have det til at være.

Noah lagde bakken på bordet og satte sig overfor mig. Jeg var efterhånden blevet vant til ikke at skulle spise hele tiden. Mine mave rumlede dog stadig konstant, men jeg var begyndt at kunne beherske det. Han pakkede sin sandwich ud og tog sin første bid. Jeg gjorde det samme. Dagene var blevet til en lang rutine. Vi gjorde det samme, lavede de samme ting, sad de samme steder, tænkte de samme tanker. Det var næsten ikke til at holde ud.

“Burde vi ikke snart lave noget andet, noget nyt. Det her driver mig snart til vanvid!” Sagde jeg vrissent. Han kiggede ikke ligefrem på mig med optimistiske øjne.

“Hvad kunne du da tænke dig at lave?” Spurgte han. Jeg havde håbet på, at han havde noget på hjerte, for jeg var helt blank. Jeg ville bare væk fra de samme gamle vaner.

“Jeg ved det jo ikke. Det her er bare dødsygt.”

“Vi skal jo finde ham Jonathan, ikke? Vi har vel ikke tid til alt muligt andet.” Sagde Noah. Han havde jo ret, men vi kom i hvert fald ikke frem til noget nyt ved bare at glo på hinanden fireogtyve syv. Jeg havde beundret hver evig eneste detalje ved hans ansigt, at der snart ikke var mere nyt at opdage. Hans små smilehuller. De rynker han får i panden, når han er opgivende. Hans hår flip, som hver gang gik til venstre. De mørke øjne, som næsten var til at fare vild i. Jeg kunne ikke blive ved med at se det samme igen og igen. Jeg blev skør.

“Ville bare ønske, at der var en vej udenom.” Sagde jeg endelig og åndede tungt ud. Man kunne tydeligt se på hans blik, at han havde ondt af mig. Jeg hadede det, for han sendte mig tit det udtryk. Han lagde sin hånd på bordet, og håbede vel nok på, at jeg ville tage den. Han gjorde altid noget i den stil, hvis han kunne fornemme min tristhed. Ofte gav jeg bare efter, men jeg blev bare nødt til at lade være. Han kiggede hurtigt på mig med sine triste øjne, før han tog hånden til sig igen. Nu fik jeg helt ondt af ham.

“Hey, det skal nok gå. Vi finder ham nok snart” Løj jeg. Mit håb var efterhånden helt forsvundet, så jeg troede ikke meget på det mere. Jeg kunne bare ikke miste det helt, for så kunne jeg lige så godt grave min egen grav nu. En anden tanke ramte mig. Havde der mon været holdt min begravelse? Lå jeg i en kiste? Græd min mor, var mine venner med? Det havde altid været en tanke, jeg havde tænkt over mange gange. Jeg havde altid undret mig over, hvordan min begravelse ville være og, hvem der ville dukke op. Nu hvor det var en realitet, var tanken noget af det mest skræmmende, man kunne forestille sig. Jeg havde lyst til at kaste op.

“Er du okay?” Spurgte han bekymret. Han spiste det sidste af sin sandwich og satte sig over ved siden af mig. Han lagde sin muskuløse arm omkring mig og klemmede lidt.

“Jeg har det fint.” Sagde jeg og rystede hans arm af mig. Han faldt fuldstændig sammen. Jeg vidste ikke hvilke tanker, han havde om os, men han var i hvert fald ikke glad for, at jeg var blevet mere afvisende. Det var ikke min mening, men i takt med, at vi intet fik løst, blev jeg vel også mere muggen og opgivende. Jeg kunne godt forstå, hvis han ikke var vildt glad for mig disse dage. Jeg var forfærdelig at være sammen med, når jeg var muggen.

 

Jeg sad med krydsede ben på min velkendte plads i sengen, og Noah sad på sin velkendte plads i lænestolen. Det her var blevet til min hverdag. Jeg ville egentlig ikke klage, for det var alligevel ganske fint. Stedet var ikke de bedste, mine omstændigheder så ikke spor gode ud, jeg savnede min familie; men alligevel havde jeg Noah, et sted at være og noget at smile over hver dag. Det var bedre end så mange andre menneskers liv, men så man det i betragtning med, at jeg havde en dødsdato, var det måske ikke så fedt.

Jeg åndede tungt ud, med lyd på denne gang. Han kiggede kort på mig og gav mig et anspændt smil. Han var nok lige så træt af det her som jeg. Jeg kunne bare ikke forestille mig, at han havde det lige så hårdt, da han ikke kendte til konsekvenserne.

“Gid en af os var computer genier eller sådan noget.” Sagde jeg tvært. Han lyste pludseligt op ud af det blå. Ikke glad, som hvis man fik et kram eller en gave, men som i, at han endelig havde løst den svære matematikopgave eller fundet i lotto. Hans blik stirrede blankt ud i luften. Jeg blev helt frustreret over, at han ikke sagde noget.

“Hvad?!” Vrissede jeg.

“Jeg kender en.” Sagde han stille. Jeg farede op af sengen og havde næsten lyst til at lave en glædesdans. Endelig sad vi ikke fast i det samme mere. Hvis ikke det gav forkerte hentydninger, havde jeg sprunget over og kysset ham på kinden.

“Hvem er det?” Spurgte jeg og satte mig på armlænet. Han så ikke just glad ud, faktisk slet ikke. Hans ansigt var lettere nedtrykt. Jeg prøvede på ikke at lade det påvirke mig nu. Vi havde jo endelig fundet en udvej.

“Det er min fætter… Men der er et problem.”

“Okay, og det er?” Spurgte jeg. Min glæde forsvandt lidt der.

“Jeg har jo ikke kontakt til min familie. Den eneste jeg snakker en lille smule med, er min lillesøster Lea. Jeg ringer altid til hende den tredje marts, på hendes fødselsdag... Ellers ikke.” Sagde han og hang med hovedet. Hans fætter var den eneste udvej, jeg kunne se for mig. Vi måtte bare få fat på ham.

“Kan du ikke gøre noget? Kan du ikke få hende til at kontakte ham?” Spurgte jeg. Noah trak på skuldrene. Det gjorde mig irriteret.

“I princippet jo, men ikke engang min søster ved, hvor jeg er. Jeg har aldrig fortalt noget til hende.” Hans stemme knækkede. Han blev helt bedrøvet. Jeg ville gerne trøste ham men jeg var ikke god til den slags; og desuden havde jeg ikke tid til at være sentimental.

“Vi kan jo bare mødes i centeret? Ingen behøves jo at vide, at det er her du bor.” Sagde jeg og lagde min hånd på hans ene skulder. Han så ud til at overveje det. Der gik lidt tid, før han svarede.

“Okay så. Jeg finder en telefonboks.” Sagde han og rejste sig. Jeg smilede stort til ham, men han gengældte det ikke. Jeg trak nogle penge op fra lommen i tasken. Alt sammen lå der i, som da vi efterlod den bag døren. Han tog imod dem og sagde ikke et ord, da han forsvandt ud i gangen. Jeg kiggede efter ham, indtil han gik ind i elevatoren. Jeg kunne ikke helt bedømme, om jeg havde presset ham for hårdt. Det var egentlig også ligemeget, for nu gjorde han det. Nu kom vi tættere på.

 

Noah kom tilbage og satte sig ved siden af mig på sengen. Han hang i hele kroppen. Jeg var en smule bange for, at det ikke havde virket. Jeg rykkede mig lidt tættere på, men sagde intet. Det var op til ham, at fortælle mig, hvad det blev til. Jeg ville ikke presse ham mere end nødvendigt. Man kunne tydeligt mærke på ham, at det var hårdt for ham. Jeg kunne ikke helt greje hvorfor, men det kom heller ikke mig ved.

“Omkring klokken tolv foran hovedindgangen. I overmorgen.” Sagde han koldt.

“Det lyder da fint.” Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige.”

“Min søster blev overrasket, men glad for at høre fra mig. De savner mig stadigvæk. Alle sammen.” Sagde han og snøftede. Jeg troede ikke, at han græd, men trist var han. Jeg trak hans hoved ned til min skulder og nussede hans hår. Det virkede til at hjælpe lidt. Han savnede vist også sin familie. Jeg forstod ham udmærket. Mine drømme handlede næsten kun min mor og far, Hannah eller den brand. De var ikke til at glemme. Ligesom jeg, ville han nok heller ikke mindes om dem hele tiden. Faktisk så lidt som overhovedet muligt.

 

Den nat lod jeg ham sove i sengen sammen med mig. Vi sagde ikke rigtig noget til hinanden, men vi stirrede en del ind i hinandens øjne. Jeg kunne ikke huske, hvem der faldt i søvn først, men det var også ligegyldigt. Det der betød noget, var ham. Noah.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...