Hundred Days - Louise A.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2016
  • Status: Igang
"Du må stjæle en sjæl for at få en sjæl"... Et ultimatum, som den kære Maya får stillet af det såkaldte engleråd efter hendes død. Hendes liv hænger i en meget tynd tråd, og hun har kun hundrede dage til at fuldføre sin opgave... Målet er døds-kysset med ham, som har sat en ende på Mayas liv. Jonathan Swan... På vejen møder hun den hjemløse Noah, der er villig til at ofre alt for Maya. Deres lange søgen efter Jonathan giver endelig pote, men hun opdager hemmeligheder om deres mystiske følgesven Daniel, som sætter Maya i en ubehagelig position... Vil det lykkedes for hende? Lev eller dø.

3Likes
8Kommentarer
1294Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Jeg så kun røgen, mærkede kun de sviende øjne fyldt op med tårer. Jeg lugtede kun brændt træ, jeg hørte kun lyden af mit eget skrig. Lige der i det øjeblik vidste jeg godt, at jeg aldrig ville se dagslys igen. Jeg ville aldrig høre min mors stemme, jeg ville aldrig se mine venners ansigter. Tankerne var ulidelige, men værre var smerten af ilden mod min hud. Det virkede forgæves at finde en åbning, blot et vindue. Jeg kravlede langs gulvet frem mod en bogreol. Bøger i brand var faldet ned fra reolen. Jeg kravlede videre mod noget, der lignede en døråbning. Jeg var ikke sikker på, om det kunne bringe mig ud herfra, men jeg måtte jo prøve et eller andet. Jeg kunne kun håbe på, at heldet var med mig.

På vej ud fra det brændende rum, som jeg kom fra, kunne jeg se en snoet trappe eller det, der var tilbage af den på min venstre side. Til højre var en stor dør, halv brændt ned. Ud over røde og gule glimt fra ilden kunne jeg fornemme lys, rigtig dagslys. Jeg tvang næsten et smil frem på mine læber, mens dråber gled en efter en ned af min kind. Jeg kravlede, jeg skreg. Inderligt håbede jeg på, at nogen ville høre mig. En stor bjælke fra loftet faldt ned over mine ben. Det var næsten umuligt at mærke de næsten knuste ben med brandsår over hele kroppen. Jeg prøvede at hive mig selv frem med armene, men forgæves. Jeg sad fast her. Jeg skreg igen, råbte efter hjælp. Jeg kunne høre en anden stemme ikke så langt herfra. Et ukendt og lige så smertefuldt skrig som mit.

Før jeg vidste af det, blev de røde lys til hvide, og jeg forsvandt lige så stille hen sammen med resten af verden.

 

Stiv som et bræt vågnede jeg op midt i et skrig. Mit hjerte bankede på fuld hammer, så jeg slet ikke kunne følge med. Mine øjne flakkede rundt. Jeg havde intet overblik over, hvor jeg befandt mig. Det eneste, der stod mig klart var, at jeg var død. Jeg var død, men alligevel i live. Jeg blev helt svimmel og fik næsten kvalme. Jeg kendte drengen ved siden af. Han stirrede forskrækket på mig. Jeg kendte hans navn, det var jeg sikker på.

“Er du okay Maya?” Spurgte han. Drengen kendte også mit navn. Hans stemme var bekendt. Han hed Noah. Vi sad begge i strandstole med tæpper omkring os inde i et skur. Det hele virkede alligevel en smule bekendt. Jeg kunne huske, at vi var på taget af centeret. Jeg kunne huske, at jeg skulle finde end hvis Jonathan. Jeg stirrede blankt på ham.

“Hey du, Maya?” Sagde han panikken og trak sig op af stolen. Han satte sig på hug ved siden af mig og lagde en beskyttende arm omkring de mange tæpper, som jeg lå inde i. Det hele stod mere og mere klart, men jeg følte mig stadig omtåget. Det var jo heller ikke hver dag, at man skulle finde sig en ny sjæl for at leve videre.

“Ja, jeg er okay. Havde bare en dum drøm.” Sagde jeg og smilede. Han smilede igen, men så stadig bekymret ud. Han blev også siddende på hug i et stykke tid. Lyset fra sprækkerne var nu meget tydeligt, så det måtte være hen ad mod morgen. Vi måtte virkelig skaffe os et ur. Jeg skubbede mine tæpper af og rejste mig op. Noah kiggede lidt overraskende på mig. Det gik op for mig, at jeg stod halvnøgen. Han kiggede automatisk væk, imens jeg tog noget af det rene tøj på. Disse bukser passede lidt bedre, men jeg tog alligevel bæltet på. Denne sweater var lidt tykkere end den anden, men det passede mig fint. Jeg trak i mine støvler og jakke.

“Vil du også have dit rene tøj på nu?” Spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

“Det er fint med mig. Jeg kender et sted, hvor vi kan vaske dit.” Sagde han. Jeg vidste godt, hvilket sted han mente, for det var det eneste vaskeri i området. Jeg havde jo trods alt også boet i byområdet. Han rejste sig op og hoppede også i sine sko og jakke. Jeg åbnede lågen og gik ud. Vinden ramte mig lige i ansigtet. Jeg hadede bare november. Noah virkede nervøs, men det havde han også en god grund til at være. Det kunne godt være hårdt at komme herop, men sværere var det at komme ned igen.

“Du skal nok klare den.” Sagde jeg og bankede ham let på ryggen. Han sank og bed sig i læben. Selvom han gjorde det af ren usikkerhed, så det ret så frækt ud i mine øjne. Det irriterede mig, at han var så flot anlagt. Jeg fangede mig ofte i bare at stirre. Han gik over mod kanten for at finde stigen. Han kiggede naturligvis ikke ned, så jeg måtte låne mig frem for at kigge efter den. Han holdt godt fast om mine jakke for at jeg ikke skulle falde. Ikke at det ville ske, men det var jo ren sikkerhed for ham. Jeg svingede mig over og tog de første trin ned. Han kiggede nådesløst på mig.

“Kom Noah. Jeg er lige her.” Sagde jeg. Han nikkede og og satte sit ene ben og kanten. Hans hænder knugede sig mod stigen. Jeg sørgede for at være så tæt på ham som muligt. Jeg håbede på, at det ville gøre ham lidt tryggere. Han tog et skridt ned, jeg tog et skridt ned. På et tidspunkt var han ved at træde mig over fingrene.

“Du klarer det flot, vi er over halvvejs.” Sagde jeg. Han sagde ikke en lyd, men fortsatte blot i sit lidt langsomme tempo. Det tog ikke længe før, at vi begge var nede. Han var helt bleg i hovedet og virkede ekstremt forpustet.

“Til en anden gang er vi her til tiden!” Sagde han anstrengt. Jeg ville ønske, at jeg kunne overholde det, men jeg kunne virkelig ikke afhænge af det. Jeg kunne knap nok falde i søvn i frygt for at miste kostbare timer.

“Det må vi se på.” Sagde jeg. Han fremkaldte et opgivende prust. Jeg forstod ham udmærket godt, men han vidste, hvad vilkårene var. Hvis han ville gå, kunne kan gøre det. Jeg tvang ham ikke til at være hos mig. Jeg så ham dog helst blive for lige meget hvad, havde jeg brug for ham.

 

Centeret åbnede en halv time efter, vi var kommet ned. Vi gik ind på en lille cafe for at spise morgenmad. Det var altid rart at få noget ned i maven. Vi fik begge en sandwich og et glas juice. Måske ikke den mest optimale morgenmad, men det holdt os kørende. Nu skulle vi bare finde en computer.

“Hvor tænker du vi skal lede henne?” Spurgte jeg. Noah tog en sidste stor bid af sin sandwich.

“Altså, jeg er blank.” sagde han mumlende med munden fyldt af mad. Charmerende. Jeg kunne ikke komme i tanke om andet end det sted nede i Harlow. Måske vi bare burde tage derned, men pengene lå ikke til det. Selvom vi havde en god slat, ville det være spild at bruge det på tog eller tog. Man kunne jo aldrig vide, om vi pludselig kom i vanskeligheder og skulle bruge pengene til det, der var vigtigere.

“Samme her.” Sagde jeg og lænede mit hoved på min hånd hen over bordet. Jeg var stadig ret træt, men meget søvn havde ingen af os fået. Jeg havde i hvert fald slet ikke. Det var helt surrealistisk at tænke på, at jeg sov i et skur oven på et center med en person, som jeg kun har kendt et par dage. Det var ikke til at tro, at jeg kun havde kende Noah et par dage. Man skulle tro det mindst var et par år, så hurtigt han kan gå mig på nerverne, men jeg er intet uden ham, fortabt. Det var lidt som et bror-søster forhold.

Jeg spiste det sidste af min sandwich, og så var vi ellers på benene igen. Vi betalte for maden, smuttede ud af hovedindgangen og blev budt velkommen af kulden. Lige der skete det værst tænkelige. Hannah stod på den anden side af gaden og kiggede mig lige ind i øjnene. De var grønnere end jeg huskede dem. Hendes brune hår var kruset som altid og hendes kinder var lyserøde. Hendes mund stod halvåben. Jeg kunne ikke tænke. Jeg var fastlåst. Noah kiggede forvirret på mig.

“Jeg kender hende.” Hviskede jeg til ham. Jeg prøvede at gemme mig inde under min hætte. Han løftede sit ene øjenbryn.

“Ja og?” Svarede han og kiggede over mod Hannah. Hun lignede et spøgelse. Jeg følte mig sådan. I lynhurtige bevægelser fik jeg grebet fat i Noahs arm og løb. Løb ned langs gaden uden at kigge tilbage. Jeg drejede ind omkring en bygning og placerede mig skråt op af murstensvæggen. Noah prustede.

 

“Hvad skulle det til for?” Spurgte han vrissent hivende efter vejret. Han havde ikke særlig god konti taget i betragtning af, at han var så muskuløs.

“Hun må ikke se mig. Ingen jeg kendte fra før må se mig.” Sagde jeg.

“Fra før? Jeg forstår ikke rigtigt.” Sagde han. Det blev bare sværere og sværere at holde på hemmeligheden. Jeg overvejede bare at afsløre det hele.

“Er det endnu en ting jeg ikke kan vide?” Spurgte han håbløst. Jeg nikkede svagt. Noah tog en dyb indånding og satte armene over kors. Han så ret så tvær ud. Jeg havde mere end noget andet bare lyst til at sige det til ham. Afslører min situation.

“Tro mig, jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig alt.. Men jeg ved ikke, hvilke konsekvenser det så vil få.” Sagde jeg og kiggede ned i jorden. Snuden på min ene støvle havde fået et par skrammer. Jeg prøvede inderligt at komme på en løsning som gjorde, at jeg kunne fortælle ham det på en eller anden måde, eller bare fortælle ham en lille smule.

“Jeg må bare ikke blive set af mine venner eller familie. Man kan på en måde sige, at det er forbudt. Mit liv kan ikke være som før, og det bliver heller aldrig det samme. Jeg kan blive nødt til at skabe et nyt liv, og det kan kun ham Jonathan hjælpe med. Han er den eneste, der kan sætte mit liv på rette spor igen. Ellers er det ude med mig.” Sagde jeg. Det hjælp sikkert på noget af forståelsen, men meget info blev det ikke til.

“Okay.. Dør du så, hvis ikke det lykkedes?” Spurgte han og kiggede fortabt på mig. Hans øjne blev hurtigt blanke. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle svare. Ville det blive for afslørende? Følte ikke rigtigt, at denne samtale førte til noget godt.

“Det kan man vel godt sige..” Sagde jeg stille. Han opfangede det tydeligvis, selvom jeg håbede på, at det måske ville lyde lidt som en utydelig summen. Han nikkede. Jeg vidste det lød som det værre vrøvl, men han prøvede på at forstå. Det var nok godt nok, at drenge ikke overanalysere. Så ville mit alibi ikke holde en skid.

 

“Selvom det ikke var meget, var det nok.” Sagde han og fortsatte, “Og hvis nogen kommer for at gøre dig fortræd, skal jeg nok beskytte dig!” Sagde han. Det fik mig til at grine. Det lød helt ridder agtigt, og jeg var langt fra som en prinsesse. Noah grinede også svagt og daskede mig på skulderen. Han blev også lidt rød i hovedet. Det var nu meget sødt. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om han var lun på mig, eller om det bare var hans måde at vise medlidenhed på. Det var sådan set heller ikke et svar, jeg ville vide. Begge ting ville have en negativ virkning på mit forhold til ham.

“Men hvad gør vi så, hvis ikke du må blive set? Vi kan jo ikke gå og gemme os hele tiden?” Hentydede han. Det var ganske enkelt rigtigt, men jeg vidste ikke lige, hvad vi kunne gøre i dette øjeblik. det hele var lidt kaotisk.

“Jeg ved det, men det er den eneste mulighed vi har lige nu.” Sagde jeg tøvende. Min fremtid så ikke ligefrem lys ud. Jeg var udmattet, uden håb. Jeg var egentlig også ret klistret. Ingen af os havde været i bad i al den tid, hvor vi har kendt hinanden. Ikke at det var super lang tid, men det var det i forhold til, hvor tit jeg normalt gik i bad. Det burde ikke være umuligt at finde et sted at skylle sig. En svømmehal eller måske fitness. Det var i hvert fald ikke det vigtigste, der kørte igennem mine tanker lige nu. Vi skulle bare finde en tåbelig computer til rådighed.

“Vores eneste mulighed er vist det sted nede i Harlow.” Sagde jeg. Noah Nikkede. Han var enig med mig. Det var måske heller ikke det letteste at finde et sted i nærheden med fri adgang til computere.


Vi endte med at tage bussen derind. Det kostede ikke meget, men det var alligevel nogle penge. Personen bag os spillede højt nok musik til, at vi kunne høre det igennem hans høretelefoner. Noah kendte melodien. Han nynnede lidt med på den. Jeg var for udmattet til overhovedet at lægge mærke til, hvilken sang det var. I stedet lagde jeg mit hoved mod hans skulder og faldt lige så stille i staver. Jeg vidste, det ikke gjorde ham noget. Han var glad hver gang, jeg vidste den mindste smule ømhed. Jeg begyndte at fornemme, hvorfor han altid var så beskyttende og omsorgsfuld overfor mig. Han ville ikke lade andre have det på samme måde som ham. Han passede på mig i håb om, at nogen en dag vil passe på ham. Om det var sandheden, anede jeg ikke, men det var helt klart mit bedste bud indtil videre. Ellers var han forelsket, men den tanke lagde jeg langt væk bagerst i mit hoved. Jeg havde ikke tid til det. Mine følelser kom i anden række nu. Det gjaldt ligefrem liv eller død, så det var ikke det værd at risikere, at noget dumt ville eller kunne ske.

 

Det tog omkring en halv time at komme derhen. Vi satte os på en bænk ved siden af busstoppestedet. Det eneste problem nu var, at ingen af os vidste, hvor computer stedet var henne. Vi vidste blot, at det var et eller andet sted her i bydelen. Vi kunne nok kun finde det med hjælp fra andre. Jeg håbede bare på, at Noah ikke ville være så muggen omkring det denne gang.

“Vi kan ikke finde det på egen hånd Noah. Det vil tage alt for lang tid, så jeg har altså tænkt mig at spørge nogen om hjælp. Bliv nu ikke sur denne gang.” Sagde jeg. Han var lidt irriteret over min direkte påstand, men han accepterede det vel lidt alligevel. Vi ventede på, at den næste bus kom for at spørge nogle derfra. Da den kom, steg et par personer ud. Jeg standsede den sidste. Hun var helt klart i teenage alderen. En ganske flot og velklædt pige. Hun blev en smule overrasket.

“Du ved vel ikke, hvor der lægger en slags butik, som giver fri adgang til computere?” Spurgte jeg. Hun tøvede først, men der gik ikke længe før, hun gav tegn til at kende stedet.

“Computercafeen? Den ligger omtrent en kilometer herfra.” Sagde hun smilende. Noah stod i baggrunden og nærmest åndede mig i nakken. Enten havde han haft en dårlig oplevelse med fremmede eller så var han bare ekstremt genert. Det lignede ham bare ikke. Han var i hvert fald langt fra genert overfor mig.

“Hvis i bare følger vejen ned af her, indtil i kommer til tankstationen. Herfra skal i gå til venstre op til en lang række hvide lejligheder. Til højre og så kan i se nogle butikker begynde for enden af gaden. Der ligger blandt andet computercafeen.” Sagde hun. Jeg takkede mange gange, og hun fortsatte videre. Noah stillede sig op ved siden af mig igen.

“Se! Det gik jo fint.” Sagde jeg og kiggede op på hans ansigt. Han var egentlig ikke mega høj i forhold til mig alligevel. Det var nok bare alle de muskler, der gik ham til at se så stor ud. Det lød helt dramatisk.

 

Vi nåede frem til stedet. Der stod endda et skilt udenfor med teksten ‘Computer: fri adgang’. Så kunne man jo ikke være i tvivl. Rummet var nærmest delt op i to. På den ene side, var noget der lignede lidt en bar. På den anden side var en borde med computere. Jeg gik hen til en af dem, imens Noah købte noget varmt kakao til os begge. Jeg gik ind på google for at søge på hans navn. Der kom ikke ligefrem noget nyttigt frem. Det eneste brugbare var en artikel, som omtalte det forladte hus og branden. At en dreng ved navn Jonathan Swan var skyld i to personers død. To personer? Jeg forstod det ikke. Jeg var den eneste inde i det hus. Han var åbenbart efterlyst, men ingen steder at finde. Kun den ene person var identificeret. Mig.

Noah kom tilbage, og jeg klikkede væk fra artiklen. Det ville ikke give nogen mening, hvis han fik lov at læse det. Måske forklarede det mine mange brandmærker og sår, men ikke den del med, at jeg var død. Død. Ordet hang mig langt ud af halsen. Jeg fik en smule kvalme og tog derfor en stor slurk af min kakao. Jeg brændte mig på tungen.

“Har du fundet noget?” Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Ud over artiklen var der intet. Ikke noget jeg kunne bruge. Jeg var helt fortabt nu. Hvis jeg ikke kunne finde noget her, kunne jeg næppe finde noget andre steder. Det hele så bare sort ud.

“Hvad gør vi så?” Spurgte jeg uden håb. Han trak på skuldrene. Uden noget at gå efter var vi på bar bund. Jeg kunne ikke bare gå rundt at spørge alle, om de kendte en Jonathan Swan; og hvis han så også var eftersøgt, var vores chancer lige med nul. Jeg mistede bare håbet mere og mere. Jeg havde bare lyst til at smadre min kakao lige ned i jorden. Råbe og skrige. Dag fire ud af hundrede, og der var på ingen måde nogen hjælp at hente.

“Måske vi bare skal tage hjem og tænke tingene igennem. Det kan være du så kan huske noget om ham Jonathan.” Sagde han. Problemet var jo bare, at jeg ikke kendte ham. Jeg vidste ikke, hvordan han så ud eller, hvor henne i verden han ville være. Han kunne være alle steder. Her stod jeg, i en internet cafe med en næsten fremmed dreng ved min side. Intet spor, ingenting at gå efter. Jeg kunne lige så godt ende min dage nu.

“Du må ikke miste modet. Vi skal nok finde ham.” Sagde han og lagde en arm omkring mig. Jeg havde bare lyst til at græde. Bryde ud i gråd. Jeg gjorde det dog ikke. I stedet tog vi hen til bussen og hele vejen hjem igen. Turen var til ingen nytte.

 

Vi kom frem til centeret. Inden vi smuttede ned, købte vi lige en bid mad. Jeg huskede ikke, hvordan man fandt frem til selve stedet. Jeg kunne bare huske elevatoren. Vi gik ind, og han trykkede på knappen -2. Ned langs gangen og ind gennem døren til hans lille gemmested. Det stod, som da vi efterlod det. Jeg lagde mig direkte hen i sengen, før jeg overhovedet nåede at trække mit overtøj af. Jeg var træt. Noah satte kaffe over og satte sig i lænestolen i hjørnet. Han trak sine sko af og lukkede øjnene. Jeg var vist ikke den eneste udmattede.

Da kaffen var færdig, tilbød han mig en kop, men jeg takkede nej. Jeg havde ikke lyst til noget. Jeg spiste endda ikke det hele af min mad, så Noah fik resten. Det stod mig uklart, hvad vi kunne gøre nu. Det hele var en stor gættekonkurrence. Det eneste jeg havde lyst til, og brug for lige nu, var en lur. Det virkede til, at han havde det på samme måde. Ingen af os sagde heller ikke noget. Noah drak sin kaffe, trak sin jakke af og satte sig godt tilrette i stolen. Jeg fik taget mit overtøj af, og derefter lagde jeg mig ind under hans halvtynde dyne. Selvom klokken sikkert kun var omkring middagstid, var der ingen tvivl om, at nu skulle vi bare sove. Selvom der ikke var mange dage at tage af, virkede det bare som det mest fornuftige lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...