Hundred Days - Louise A.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2016
  • Status: Igang
"Du må stjæle en sjæl for at få en sjæl"... Et ultimatum, som den kære Maya får stillet af det såkaldte engleråd efter hendes død. Hendes liv hænger i en meget tynd tråd, og hun har kun hundrede dage til at fuldføre sin opgave... Målet er døds-kysset med ham, som har sat en ende på Mayas liv. Jonathan Swan... På vejen møder hun den hjemløse Noah, der er villig til at ofre alt for Maya. Deres lange søgen efter Jonathan giver endelig pote, men hun opdager hemmeligheder om deres mystiske følgesven Daniel, som sætter Maya i en ubehagelig position... Vil det lykkedes for hende? Lev eller dø.

3Likes
8Kommentarer
1294Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Jeg havde nok siddet på bænken alene i cirka tyve minutter, og jeg hundefrøs. Det undrede mig, at Noah ikke var kommet tilbage endnu. Han virkede ikke som typen, der bare blev væk. Jeg havde nok fejlfortolket ham, og selvom han godt nok var lidt en en pestilens, kunne jeg ikke undvære ham eller tasken. Chancen for, at jeg ville overleve alle dagene var ret lille, hvis ikke jeg havde pengene. Jeg lød nok ret selvoptaget, men det virkede bare som den eneste vej frem. Jeg kunne ikke bare overgive mig selv til den blødsøden-jeg. Jeg måtte være stærk, hård; ellers kunne jeg ligeså godt give mig til at dø nu.

Jeg kiggede længe rundt efter ham, men han var ikke at se. I stedet kom ham fyren gående mod mig. Jeg lod bare som om, jeg ikke havde set ham. Jeg var ikke i humør til at snakke. Det eneste jeg var i humør til var mad og varme.

“Hey du. Har du mistet din kæreste?” Spurgte han flabet og satte sig ned. Jeg rykkede helt ud mod kanten og lagde armene over kors. Jeg håbede bare, at han snart ville gå igen.

“Han er ikke min kæreste. Jeg har knap kendt ham i to dage.” Svarede jeg.

“Wow. Han er noget overbeskyttende, men jeg er også farligt selskab.” Sagde han og rykkede tættere på. Jeg rejste mig og skulle til at gå, da han stoppede mig ved blidt at sætte sin hånd på min skuldre. Han var varmere end jeg.

“Vil du ikke vide, hvor din ven er henne?” Spurgte han og vendte mig rundt. Hans blik gennemborede mig. Det var ubehageligt og interessant på samme tid. Der var bare noget over ham, som jeg ikke kunne forklare.

“Hvor er han?” Spurgte jeg vrissent. Selvom han var en vaskeægte charmør, havde jeg ikke tid til hans julelege.

“Han har sat sig ind på en cafe en kilometer væk.” Svarede han og smilede.

“Hvor er det så?” Spurgte jeg.

“Jeg kan vise dig det.” Han tog min hånd og trak mig med. Hvorfor viste alle drenge lige pludselig medlidenhed med mig? Jeg var intet lille barn. Jeg prøvede at trække mig væk, men hans hånd var strammet hårdt om min. Jeg gav op.

 

Cafeen hed Peace og så egentlig meget hyggelig ud. Jeg kunne se ham gennem vinduet. Han drak noget varmt og var dybt koncentreret om noget, jeg ikke kunne få øje på. Der var ikke så mange mennesker derinde.

“Et tak ville være rart.” Spurgte han og slap min hånd. Jeg gav ham bare et lille smil og smuttede ind af døren. Noah opdagede mig med det samme. Han så ikke specielt begejstret ud, men jeg havde heller ikke regnet med andet. Rygsækken stod på gulvet ved siden af ham. Jeg satte mig overfor ham.

“Undskyld.” Sagde jeg så ægte, jeg kunne og lagde min hånd på bordet som tegn til, at han skulle tage den. Han rykkede bare på sig og sagde intet.

“Jeg var bare frustreret i det øjeblik. Jeg kan ikke undvære dig.” og dine penge, men det undlod jeg at sige. Der var ingen grund til at gøre tingene værre. Han kiggede op på mig med lidt mere glæde i øjnene. Han var hurtigt til at tilgive.

“Det er okay. Føler bare jeg går i vejen for dig. Vil jo gerne hjælpe, men det er svært, når jeg intet ved.” Sagde han. Det var forståeligt nok. Jeg havde heller ikke regnet med, at han ville følge reglerne til punkt og prikke. Selv jeg ville ikke kunne gøre det.

“Jeg ved det, men sådan må det bare være, i hvert fald indtil videre.” Sagde jeg. Noah nussede hurtigt siden af min hånd.

“Jeg er ikke ude på at ødelægge noget. Jeg kunne bare ikke lide ham fyren. Jeg hader røg.” Sagde han og drak noget af sin kop. Jeg tror det var kakao. Det duftede i af chokolade. Min mave rumlede endnu engang højlydt, og jeg tror han hørte det.

“Er du sulten? Vi kan godt bestille noget rigtigt mad, hvis du gerne vil?” Spurgte han. Jeg nikkede ivrigt, og han fnisede. Det var nu alligevel ikke så ringe, at have Noah med på slæb.

 

Vi fik vores mad, og jeg proppede det straks i mig. Det var så godt at få noget ned i maven igen. Der var ikke engang gået femten minutter før, at jeg havde spist al min mad. Noah virkede en smule chokeret, da han stadig havde over halvdelen tilbage. Han smilede bare lidt af mig og lagde nogle af sine pomfritter over på min tallerken. Jeg tøvede ikke med at spise dem.

“Nøj, hvor er du sulten!” Sagde han helt overrasket. Ingen af os havde fået noget at spise i omkring en dag, så jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor han ikke var så sulten som jeg.

“Selvfølgelig! Er du ikke?” Spurgte jeg.

“Jeg er jo vant til ikke at spise så meget på en dag. Jeg har jo ikke ligefrem råd til det.” Svarede han og tog en bid af sin burger. Jeg var også lige ved at være mæt nu. Jeg tog en stor slurk af min cola. Der var intet bedre en junkfood i øjeblikket.

“Hvordan får du så fat i alle de penge?” Spurgte jeg. Han virkede lidt utryg ved samtalen. Jeg troede bare generelt, at han ikke var så glad for at snakke om sig selv.

“Jeg har ofte hjulpet til her og der i centeret. Nogle gange rydder jeg op, andre gange står jeg i nogle af boderne. De giver fine penge, og hvis jeg arbejder et madsted, får jeg ofte gratis mad. De ved ikke jeg bor nedenunder, men det skal de skam heller ikke vide.” Sagde han med et alvorligt blik i øjnene. Først nu lagde jeg rigtig mærke til hans øjne. De havde en skær af grøn inde i den brune glød. Hans øjenvipper var uhyrlige lange og kulsorte. Han havde de smukkeste, jeg længe havde set. Det var nu heller ikke fordi jeg kunne huske specielt meget fra før. Kun ganske lidt om min familie og Hannah. De slørede bare for mig lidt efter lidt. Det gjorde mig trist.

“Er der noget galt?” Spurgte han. Jeg rystede bare på hovedet. Der var ingen grund til at forklare. Jeg var ikke typen, der snakkede om følelser.

 

Efter ikke så længe bad en tjener os om at gå. Det var ved at blive lukketid, hvilket vi slet ikke havde bemærket. Der var helt mørkt udenfor. Noah hjalp mig i jakken og betalte for maden. Da vi gik udenfor, kunne jeg se ham fyren sidde på en bænk lidt længere nede af gaden. Jeg følte, at han overvågede os. Jeg tog fat i Noahs arm, og han tog det vist som en lidt anden hentydning.

“Vi må nok hellere se at komme hjem. Ved du, hvordan vi finder hen til centeret herfra?” Spurgte jeg. Der var hundekoldt og jeg havde mest af alt bare lyst til de vanter. Jeg mærkede efter i mine lommer, om der var nogle, men selvfølgelig ikke.

“Det tror jeg, men der er pænt langt. Jeg ved ikke hvor lang tid det vil tage; og hvis cafeen lukker nu, lukker centeret sikkert også snart.” Sagde han.

“Så må vi bare skynde os!” Sagde jeg. Noah nikkede og gik med raske skridt. Jeg vidste ikke, hvor vi var henne, og det var i øvrigt også rigtigt svært at se noget. Heldigvis var lygtepælene tændt. Jeg kiggede længe op på stjernerne. Jeg kunne ikke rigtig få øje på nogle stjernetegn, men de var meget tydelige.

 

Vi nåede hurtigt frem, men der var selvfølgelig allerede lukket. Vi åndede begge tungt ud og sætte os op af hoveddøren. Jeg var begyndt at fryse igen. Jeg samlede mig sammen til en klump i forsøget på at holde mig varm. Noah måtte huske bedre end mig, for han trak tæpperne op af rygsækken, som jeg fuldstændig havde glemt alt om. Jeg skyndte mig at pakke hele min krop ind. Mit tæppe var ret stort i forhold til Noahs. Han kunne kun lige akkurat dække sine ben. Det virkede ret unfair taget i betragtning af, at jeg helt klart var den mindste.

“Vil du bytte tæppe?” Spurgte jeg. Jeg fik trukket lidt af tæppet af mig, da han lagde det om mig igen.

“Nej, det er fint. Jeg fryser ikke så meget som dig.” Sagde han og gav mig et skævt smil. Jeg gengældte det ved at nusse hans arm ganske kort. Jeg håbede hele tiden på, at han ikke så det som andet end venskabeligt. Jeg kunne ikke tyde ham. I princippet skulle jeg kun bruge ham til at guide mig rundt og så på grund af pengene. Det virkede totalt urimeligt, og det var det måske også, men jeg kunne ikke finde frem til Jonathan uden ham. Han måtte egentlig tro, hvad han ville, så længe han blev hos mig.

“Jeg håber ikke, at vi skal sove her hver nat.” Sagde jeg for at distrahere mig selv for mine egne tanker. Hvis vi snakkede, tænkte jeg ikke så meget, og hvis ikke jeg tænkte så meget, ville jeg ikke tvivle på det hele.

“Det kommer vi heller ikke til. Vi skal bare huske at være tilbage inden centeret lukker.” Sagde han. Problemet var bare, at jeg ikke altid kunne afhænge af det center. Jeg havde ikke alverdens tid at bruge af, så det nyttede ikke noget at vende tilbage hertil hver gang klokken blev for mange. Vi måtte simpelthen finde på noget andet.

“Ja..” Sagde jeg bare tøvende. Ud af ingenting kom jeg til at tænke på ham fyren med hans grå jakke og spidse sko. Det ville ikke undre mig, hvis han var stinkende rig. Hans hår var mørkeblondt, kort og en anelse krøllet. Jeg kiggede over på Noahs hår, som stadig var langt og sort. Det hang ofte ned i hans øjne. Noahs kindben var lidt tydeligere end hans, men til gengæld var fyrens smil perfekt hvidt og fortryllende. Jeg havde ikke nogen forståelse for, hvorfor drenge pludselig så mig fascinerende. Jeg havde aldrig været populær blandt dem, heller ikke i min vennekreds. Der var det altid de andre piger, som tildrog opmærksomheden. Jeg prøvede bare at være lidt i baggrunden. Jeg blev nok også oftest set som en af drengene. Jeg havde aldrig været specielt piget.

“Maya?” Sagde Noah pludseligt. Mine tanker var drevet med mig igen. Det gik ikke. Jeg gad ikke at tænke. Jeg måtte bare holde samtalen kørende, også for Noahs skyld. Han skulle nødigt tro, at jeg ikke interesserede mig for ham.

“Ja?” Svarede jeg og kiggede op på ham. Han svingede håret væk, så jeg kunne se hans brune øjne helt tydeligt. De var klare som om, at han havde grædt. Jeg håbede det ikke.

“Hvad var der egentlig sket dig, der hvor jeg fandt dig?” Spurgte han. Han brød egentlig ikke reglerne ved at spørge om dette, men jeg kunne ikke fortælle det, uden at afsløre for meget.

“Jeg kan faktisk ikke huske det.” Løj jeg. Det virkede, som det bedste at sige for ikke at blive stillet alt for mange efterfølgende spørgsmål. Noah så ikke ud til at være tilfreds med mit svar, men han sagde intet til det.

“Er det ikke utroligt, at vi kun har kendt hinanden i et par dage? Og her sidder vi, foran et center med tæpper over os under stjernerne.” Sagde jeg.

“Tjo, det er det vel. Du er den eneste rigtige ven, jeg har haft i lang tid.” Svarede han og tog min hånd. Denne gang lod jeg ham bare gøre det. Jeg vidste ikke, hvad det var vi havde gang i, men jeg ville ikke betegne os som rigtige venner. Noah var bare et led i min plan om at få mit liv tilbage. Efter at det hele var overstået, ville jeg alligevel tage langt væk herfra og glemme det hele. Det var alligevel for farligt at være her. Min familie boede i Wellfield, og det samme gjorde alle mine venner også. Det var egentlig ganske utroligt, at jeg ikke havde set nogle af dem endnu, men vi var også i en del af byen, som jeg ikke rigtig kendte til. Jeg havde i hvert fald aldrig hørt om centeret før.

“Jeg er bare glad for, at jeg ikke længere er alene. Det er ret så ensomt uden andre.” Sagde Noah og gav min hånd et lille klem. Jeg smilede bare til ham.

“Hvor er din familie henne?” Spurgte jeg. Han så pludseligt trist ud. Det var ikke min mening, at gøre ham ked af det. Han havde nok ikke set sin familie i lang tid. Måske han aldrig havde kendt dem. Måske de ikke var i live mere. Ligesom jeg.

“Det er noget, jeg ikke er så glad for at snakke om.. Men det er længe siden, jeg så dem sidste. Jeg stak af, da jeg var mindre. Det virkede bare som det bedste dengang. Der var ikke penge nok til at forsørge alle, så jeg valgte at smutte.” Svarede han og sank. Han var usikker. Jeg gav nu hans hånd et klem og lænede mig ind til ham. Det var ren og skær medlidenhed. Vi havde det lidt på samme måde, ham og jeg. Det gjorde mig egentlig glad at vide, at jeg ikke var den eneste, der havde det på den måde.

“Hvad så med din familie? Hvorfor er du helt alene?” Spurgte han. Igen kunne jeg ikke svare ham på det. Alle hans spørgsmål var umulige at svare på.

“Jeg kan ikke fortælle dig det.” Sagde jeg. Noah blev ikke spor gladere. Han hang med hovedet og slap min hånd.

“Selvom du er det tætteste, jeg kommer på en ven, er du alligevel ukendt for mig. Jeg ved intet om dig. Du vil intet fortælle..” Sagde han og lagde armene over kors. Jeg kunne godt forstå ham. Jeg lukkede ham ude, hvor han var fuldstændig åben overfor mig. Det var på ingen måde retfærdigt, men sådan måtte det jo være.

“Det er begrænset, hvad jeg må fortælle Noah. Jeg skal nok svare på alt, jeg kan.” sagde jeg. Han virkede lidt mere afslappet nu. Han fnisede endda stille.

“Er du spion eller hvad?” Spurgte han drilsk. Jeg grinede også nu.

“Desværre. Det kunne ellers være sejt!” Sagde jeg. Luften virkede knap så anspændt nu. Det var helt klart også bedst. Hvis det bare havde været sådan et sekund længere, havde det ikke været til at holde ud. Hundrede dage med akavet stilhed og anspændte blikke ville nok være det værste. Heldigvis er det ikke sådan med Noah. Jeg havde det godt i hans selskab. Jeg følte mig hele tiden tryg ved at vide, at han var der. At være helt alene om det hele ville være rædselsfuldt. Selvom han intet vidste, var han her stadig sammen med mig. Han var efterhånden ikke bare et led i min plan. Han var helt klart mere end det.

 

Vi havde siddet længe på jorden og stillet hinanden forskellige spørgsmål. Det virkede til, at Noah blev meget gladere for, at han i det mindste vidste lidt mere om mig. Mange af spørgsmålene var ligegyldige og platte, men det hjalp lidt på det hele. Det virkede i hvert fald til at hjælpe på hans humør.

“Hvad er så dit yndlingstal?” Spurgte han.

“Jeg vil tro, at det er syv. Det er jo trods alt sprængt fyldt med held!” Sagde jeg og lavede en eksplosion med mine hænder efterfulgt af hjemmelavede lydeffekter. Han begyndte at grine ekstremt højt, så alle hans tænder blottede. Et hvidt tandsæt uden lige. Jeg grinede en lille smule med, men ikke så meget som ham.

“Hvad så med dit?” Spurgte jeg. Han fnisede lige lidt inden, at han stoppede.

“Stik modsat af held. tretten.” Svarede han. Det havde han ret i. Han lavede en mini udgave af min eksplosion. Det var nu meget sjovt og charmerende for den sags skyld. Han skubbede håret bag ørerne, så de strittede lige frem. Mindre charmerende blev det i hvert fald ikke. Jeg smilede til ham. Han gengældte det.

“Hvad er så din største frygt?” Spurgte han. Jeg havde klart noget i tankerne, men det gjorde mig altid utilpas at snakke om. Det var ikke blot min frygt mere, men også mit værste mareridt. Min død. Gad vide, hvordan huset så ud nu. Sikkert helt ødelagt og brændt ned. Det gjorde det ikke mindre uhyggeligt at tænke over.

“Må jeg godt springe over dette spørgsmål? Jeg er ikke så glad for at snakke om det.” Sagde jeg. Noah nikkede. Han kunne sikkert godt fornemme på mig, at det gjorde mig utryg.

“Jo selvfølgelig, men derfor behøves jeg jo ikke at slippe. Mit største frygt må være højder.” Ligesom Hannahs. Jeg kunne ikke se hende for mig længere, men jeg kunne stadig huske hende. Huske vores minder.

“Jo sgu da!” Udbrød Noah med et kæmpe smil på læben. Man kunne næsten se pæreren blinke over hans hoved.

“Hvad er der?” Spurgte jeg ivrigt.

“Jeg havde fuldkommen glemt det! Oven på Centeret kan vi sove og opholde os indtil i morgen tidlig!” Sagde han. Jeg var en smule forvirret, men lod ham snakke videre.

“For et års tid siden lavede jeg et slags flugtsted oven på bygningen, hvis nu nogen ville opdage, at jeg boede under centeret. Da jeg var så engang skulle ned, blev jeg totalt skrækslagen og gik næsten i chok. Jeg svor at glemme det, men heldigt jeg ikke helt gjorde det alligevel så.” Sagde han og rejste sig op fra den kolde jord. Han tog fat i min hånd og hjalp mig op. Det var hundekoldt at stå op igen. Noah pakkede tæpperne ned i rygsækken og tog den på ryggen. Jeg tog fat i hans arm og fulgte med ham hen bag centeret. Der var en stige, som førte hele vejen op på taget. Den så nu meget stabil ud, men også uhyggelig glat.

“Damerne først.” Sagde han og smilede lidt nervøst. Det var klart, at han var utryg ved det. Centeret var ikke ligefrem småt. Jeg trådte op på stigen, og og tog fat med mine bare hænder. Det var næsten som om, at de frøs til is mod stigens søjler. Jeg klatrede stille op af for ikke at falde. Jeg var noget et stykke op, da jeg kiggede ned på Noah, som stadig stod på jorden.

“Kommer du ikke op?” Spurgte jeg. Han tog en dyb indånding.

“Jo jo.” Sagde han og tog fat i stigen. Jeg klatrede videre op og nåede cirka halvvejs. Stigen var ikke så glat, som jeg havde regnet med, så jeg kom egentlig snildt op til toppen. Jeg kravlede over kanten, og stod nu og kiggede ned på Noah, som knap nok kun havde taget et skridt op.

“Er du sikker på, at vi ikke bare skal sætte os ned foran døren igen?” Spurgte jeg. Han nikkede kraftigt med hovedet og tog et skridt mere. Han kiggede hverken på mig eller ned i jorden. Han kiggede direkte ind i muren, og selvom jeg ikke rigtigt kunne se hans ansigt, så han meget koncentreret ud. Han tog endnu et skridt. Hans bevægelser var meget stive i det.

“Jeg falder snart i søvn heroppe.” Drillede jeg.

“Fuck dig.” Sagde han irriteret, men på en lettere sarkastisk måde. Jeg grinede bare, og kiggede lidt rundt. Ovre i det ene hjørne var noget, der lignede et skur. Det var nok det, som Noah havde bygget til nødsituationer. Det så lettere ustabilt ud, men det var bedre end ingenting. Jeg kiggede ned på Noah igen, og han var nu nået halvvejs. Det tog mig tredive sekunder at komme halvvejs. For ham var det nærmere fem minutter. Hans fingre måtte fryse helt vildt mod metallet.

“Kunne du muligvis bevæge dig lidt hurtigere?” Spurgte jeg. Han svarede ikke denne gang, men tog endnu et anspændt skridt op af stigen. Jeg fnisede lidt. Han stoppede op, da han nåede kanten. Hans vejrtrækning var meget urolig. Jeg trak i hans jakke for at få ham over. Han faldt pladask lige ned på jorden.

“Er du okay Noah?” Spurgte jeg. Han rejste sig op igen og rettede på sit hår.

“Kom.” Sagde han og gik over mod skuret. Jeg fulgte efter. Da vi kom helt tæt på, kunne man helt klart se, at det var hjemmelavede. Der var nogle huller hist og her, men det gik nok også. Han åbnede døren, og der stod to strandstole. Ud over det var der dåsemad på hylderne, og der lå flere tæpper på gulvet, eller skulle jeg sige centerets tag. Vi satte os begge direkte ned i hver vores strandstol og trak tæpperne over os. Vi fandt også tæpperne frem fra rygsækken samt termokanden med vand i. Jeg tog en ordentlig slurk og pakkede mig totalt ind i tæpper. Det var helt klart bedre end at sidde på ens ende mod kolde fliser.

“Hvorfor er her egentlig to strandstole? Der er jo kun dig.” Sagde jeg.

“Bare for en sikkerheds skyld. Man kunne jo aldrig vide, om jeg ville få selskab en skønne dag.” Sagde han og smilede til mig. Jeg smilede igen. Selvom jeg havde to tæpper pakket omkring mig, frøs jeg stadigvæk. Mine tænder klaprede endda.

“Fryser du stadigvæk?” Spurgte han. Jeg nikkede.

“Så tag dit tøj af.” Sagde han. Det tog mig lige et øjeblik før, at jeg opfattede, hvad han sagde. Det kom helt som et chok.

“Undskyld mig?” Sagde jeg muggent. Han begyndte bare at grine. Det gjorde mig totalt forvirret. Jeg blev næsten helt vred.

“Forhelvede Maya, jeg prøver jo ikke altid at forføre dig. Det er en overlevelsesteknik. Det er nemmere at holde på varmen, jo mindre tøj man har på.” Sagde han. Jeg fik næsten helt skyldfølelse.

“Jeg håber ikke du prøver på at narre mig, for så får du en røvfuld.” Sagde jeg og trak tæpperne af mig. Han fortsat grinede lidt af mig. Jeg tog først min vinterjakke af og derefter mine støvler. Han stirrede næsten fascineret på mig.

“Gider du godt lige kigge væk.” Sagde jeg vrissent. Han rakte tunge af mig og lagde hænderne over øjnene. Han smilede op til begge ører. jeg rystede bare på hovedet og trak min sweater af. Jeg havde haft det her tøj på i lang tid efterhånden. Det ville nok være klogt snart at skifte til det ekstra tøj, som jeg havde pakket ned. Jeg kunne ikke skue, om ham smugkiggede, da jeg tog mine bukser af. Jeg fik hurtigt kuldegysninger over det hele. Jeg kunne lagt fra se, hvordan mindre tøj skulle hjælpe mod varmen. Jeg beholdt min undertrøje, sokker og selvfølgelig mit undertøj på. Jeg smed mig direkte ned i stolen og trak lynhurtigt tæpperne om mig. Mine tænder klaprede værre end førhen.

“Må jeg se nu?” Fnisede han.

“Nej, vent lige lidt.” Sagde jeg og tog fat om min pude. I det han alligevel åbnede sine øjne, klaskede jeg puden lige ind i ansigt på ham. Han begyndte først at grine sammen med mig, da han havde spyttet pude fnuller ud af munden. Jeg lagde den bag mit hoved igen og pakkede mig så godt ind jeg kunne. Lige så stille begyndte min krop at blive varm. Mine ører og fingre var umiddelbart det eneste, som stadig frøs.

“Fryser du slet ikke?” Spurgte jeg.

“Tja, det er ikke så galt. Jeg sveder nærmere.” Sagde han og trak sin jakke af. Man kunne nemt fornemme hans markerede muskler igennem trøjen. Jeg kiggede længe på ham. Han blev bare mere og mere fascinerende. Det virkede ikke til, at Noah havde et problem med, at jeg direkte stirrede. Han tog det nok som en kompliment.

“Vi burde nok snart sove. Vi skal jo være udhvilet til i morgen, ikke?” Spurgte han. Det virkede helt klart som en god ide, men jeg var på ingen måde træt.

“Du har nok ret. Vi skal jo også finde en computer.” Sagde jeg og vendte mig om på siden væk fra ham. Ikke fordi jeg ville virke ubehøvlet, jeg kunne bare ikke sove ind mod andre. Det duede jeg bare ikke til.

“Godnat.” Sagde han efterfulgt af en dyb vejrtrækning. Jeg ville have sagt det tilbage til ham, men det virkelig unødvendigt. I stedet lå jeg bare og kiggede ud af en sprække gennem plankerne. Jeg kunne ikke spotte stjernerne, kun den kulsorte himmel. Selvom det føltes som evigheder, gik der ikke længe, før mine øjne lige så stille lukkede i. Jeg var nok trættere end, hvad jeg selv havde regnet med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...