Hundred Days - Louise A.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2016
  • Status: Igang
"Du må stjæle en sjæl for at få en sjæl"... Et ultimatum, som den kære Maya får stillet af det såkaldte engleråd efter hendes død. Hendes liv hænger i en meget tynd tråd, og hun har kun hundrede dage til at fuldføre sin opgave... Målet er døds-kysset med ham, som har sat en ende på Mayas liv. Jonathan Swan... På vejen møder hun den hjemløse Noah, der er villig til at ofre alt for Maya. Deres lange søgen efter Jonathan giver endelig pote, men hun opdager hemmeligheder om deres mystiske følgesven Daniel, som sætter Maya i en ubehagelig position... Vil det lykkedes for hende? Lev eller dø.

3Likes
8Kommentarer
1275Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Jeg havde ingen ide om, hvor jeg var. Gangen, som jeg på mystisk vis gik hen af, var mørk; ingen vinduer, ingen døre. Gulvet var fuldkommen gemt væk af tåge, som lagde sig i tykke plamager over det hele. Jeg havde aldrig set det her sted før, men alligevel fortsatte jeg bare fremad, som om noget eller nogen førte mig. Jeg turde ikke se tilbage, og jeg kunne heller ikke. Mit blik var fastlåst ligefrem for mig, hvor der intet var at se. Intet andet end mørke og den tåge, jeg så forvirret gik rundt i.

I få sekunder skuede jeg ned af mit tøj. Mine bukser hang i laser bag mig, og min mørkerøde sweater var brændt op. Jeg prøvede at huske, men mine tanker blev bare mere og mere uklare.

Mine arme var overtrukket med sår og indtørret blod. Jeg fik pludselig kvalme og rettede blikket op igen. Det føltes som evigheder at gå der. Jeg spekulerede længe over om det bare var en drøm. Jeg ville nive mig i armen, men min krop var for øm til, at jeg kunne overskue det. Mine ben slæbte mig bare af sted.

 

Tågen forsvandt lidt efter lidt, og jeg kunne endelig se gulvet. Hvide fliser, som gjorde de ellers så mørke vægge mindre skræmmende. Det var som om, at gangen snævrede ind. Jeg havde bare ikke nok kræfter til at opfange, om det bare var mig.

Fuldkommen tom for ord og manglende åndedræt, dukkede en port op foran mig. Den passede slet ikke ind. Den var alt for voldsom, alt for prangende i forhold til de mørke og endeløse vægge. Små skær af lys sneg sig igennem sprækker, der ellers ikke var til at opdage.

Jeg holdt vejret, som det der virkede en evighed, og skubbede let til porten. Mine fingerspidser rørte den knap nok, da den åbnede sig for mig. Jeg tog et skridt frem mod den hvide uendelighed, og turde nu at kigge tilbage. Det hele var som to forskellige verdener. Frem for mig var intet andet end en skummel gang fuld af tåge. Bag mig ventede noget helt uforudsigeligt, men der var slet ingen tvivl om, at det var den vej jeg skulle gå.

 

Porten lukkede bag mig, og intet andet end fem personer i hvide kitler dukkede frem foran mig på ræd og række. Jeg blev mere og mere overbevist om, at dette bare var en drøm. Hvad kunne det ellers være?

“Træd frem Maya.” Sagde den ældre herre, der stod i midten, hvorpå hans højre side var en yngre og meget forfængelig kvinde . Hendes hår var kridhvidt og bølgede helt ned til hendes bare fødder. Hun måtte være definitionen af guddommelig.

“Hvorfra ved du, hvad jeg hedder?” Spurgte jeg ganske stille. Selvom min tale var tæt på en hvisken, afslørede ekkoet alligevel min usikkerhed. Jeg flettede mine fingre sammen og kiggede ned i jorden. Også her var gulvet dækket af tåge, men denne var mere gennemsigtig og hvid. Jeg kiggede hurtigt op på kvinden igen. Hendes smil virkede falskt.

“Det er ikke vigtigt lige nu. Det vigtige her er din mulighed for at få en chance til.” Sagde manden i midten. Han snakkede med formel stemme, men andet havde jeg heller ikke forventet. Jeg overvejede, om de kunne være engle, men jeg spurgte ikke.

“Du er blevet udvalgt til at få genskabt dit liv atter igen.”

“Hvorfor skal jeg genskabe mit liv?” Spurgte jeg ganske forvirret og utilpas. Selvom jeg intet kunne huske, havde jeg på fornemmelsen, at svaret ville ende i en tragisk tone.

“Du blev taget herfra på en forfærdelig og ufortjent måde, og får nu muligheden for at komme tilbage.”

“Fortæller du mig, at jeg er død?” Jeg havde på ingen måde lyst til at høre sandheden, for godt ville det næppe blive.

“Det forladte hus, du befandt dig i til det sidste, blev omringet af en skrækkelig brand. Uden held forsøgte du at flygte. Du brændte op sammen med de sørgelige rester af møbler og brædder.” Sagde han uden nogen form for medlidenhed. Det hele virkede alt for overvældende. Lidt for lidt stod det hele klart for mig.

 

Foran mig var huset, der altid havde været der, men aldrig havde der boet nogen; i hvert fald ikke af, hvad jeg kendte til. Jeg havde ofte forestillet mig, hvordan det ville være derinde, og nu ville det blive til en realitet.

Det hele startede som en spøg blandt mine venner. Livet var sgu for kedeligt til ikke at tage chancer, prøve grænser af; så vi besluttede os for at bekæmpe hver vores frygt. Selvom intet virkede ekstremt nok, forvildede vi os alligevel ud i de mest vanvittige ting.

Min bedste veninde, Hannah, startede. Hendes frygt for højder var stor, og vi tvang hende ud i faldskærmsudspring. Hun brækkede sig flere gange i træk efter hun kom ned, men der skete intet med hende i forhold til Brooke. Hendes frygt var slanger, og hun skulle lægge sig i et badekar fyldt med dem. Det var på ingen måde særlig godt planlagt, for hun blev bidt flere steder og måtte på hospitalet efterfølgende.

Da det så kom til min tur, var jeg lettere skræmt. Jeg havde set, hvad nogle af de andre måtte gennemgå, så jeg var langt fra parat. Min frygt var ikke ligefrem som de andres, for den var lidt mere bestemt. Min frygt var netop det forladte hus, og det havde det været lige siden jeg var helt lille. Jeg skulle forbi det hver dag til og fra skole, og jeg plejede altid at cykle ekstra hurtigt lige på det tidspunkt; og det var stadig det værste, jeg kendte til. Selvom det måske ikke virkede lige så ekstremt at overnatte der en enkelt nat, var det det værst tænkelige for mig. Jeg kunne på ingen måde bare springe fra, så jeg gjorde det.

Døren skulle blot skubbes ind, og så gik den fuldkommen i smadder. Det gjorde det ikke mindre skræmmende for mig. Jeg satte mig i et rum, som mindede  mest om et gammeldags bibliotek. Selvom her ikke ligefrem var rart, havde jeg forestillet mig det, der var værre.

Jeg ved ikke, hvor lang tid, der gik, før rummet blev fyldt op med røg. Jeg troede først det bare var en spøg mine venner lavede, så jeg lod egentlig som ingenting, hvilket var det værste jeg kunne have gjort. Før jeg vidste af det, faldt loftet ned og spærrede mig inde blandt flammer. Jeg skreg efter hjælp, men forgæves; og herefter slørede mindet.

 

Jeg fik det pludselig vildt dårligt og tårerne pressede på. Jeg kunne ikke bare være død. Jeg havde stadig så meget at opnå her i livet, og så åbenbart ikke alligevel.

“Jeg ved det er svært at se tingene fra et godt perspektiv, men du har fået en ny chance til at fortsatte dit forunderlige liv.” Sagde den vidunderligt smukke kvinde. Hun havde i det mindste en smule medfølelse, selvom smilet på hendes læber stadig ikke var specielt troværdigt.

“Hvad mener i med en ny chance?” Spurgte jeg, selvom jeg nok havde forstået konceptet.

“Du får chancen for at leve et nyt liv. Den chance får alle, som bliver taget herfra på uretfærdig vis, men det er ikke nødvendigvis så nemt.” Sagde en en tredje person, manden længst til venstre. Han havde langt hvidt skæg og lignede egentlig meget godt min forestilling af gud, selvom han på ingen måde så gammel ud. Det var trods alt også mine egne tanker, der skabte denne drøm.

“For at få et nyt liv, skal du have en ny sjæl; og for at få en sjæl, må man tage en sjæl.” Sagde den ældre mand. Det tog mig ikke lang tid at indse, hvad det indebar.

“Skal jeg dræbe en anden person?!”

“Nej min kære. Du skal blot overtage en anden persons sjæl, som ikke sætter pris på livet.” Kvindens stemme virkede beroligende.

“Og hvordan skal man så lige gøre det?” Spurgte jeg. Min stemme var hæs og tårerne fik frit løb. Jeg havde ikke nok kræfter til at kæmpe imod mere. Selvom det hele ville være overstået om lidt, berørte det mig alligevel. Jeg havde sjældent mareridt.

“Selvfølgelig med den mest dyrebare handling; et kys.” Sagde hun. Det hele stod forholdsvis klart for mig, men det var ikke til at fatte endnu. Jeg kunne ikke bare være død.

“Men der er visse regler Maya. Du får tildelt dig en person, som ikke fortjener at være på denne jord. På den måde udrydder vi de dårlige mennesker, og bevare de gode; og ud over dette må du ikke ses med dine bekendte. De skal tro på, at du stadig er ikke eksisterende, og de må ikke få andre ideer. Du får hundrede dage til dette.” Den ældre herre virkede til at være lederen af, hvad end de nu var. Det hele var så skræmmende realistisk.

“Hvad sker der, hvis ikke jeg klare det?” Mine stemme skælvede.

“Så er din chance naturligvis udgået og din krop vil blive til aske. Kroppen kan simpelthen ikke klare sig uden en sjæl i hundrede dage. Sådan er det bare.” Sagde kvinden, mens hendes hvide hår glimtede i lyset. De måtte være engle. Det var mit bedste bud.

“Jonathan Swan hedder personen til din kommende sjæl, og det er ikke tilfældigt denne gang. Han var den person, som satte ild til det forladte hus. Han er skyld i din død.” Fortalte ham med det hvide skæg. Det virkede egentlig ganske retfærdigt og enkelt alligevel, men hvor godt det end lød, var jeg helt parat til at vågne i dette øjeblik. Jeg ville ikke lege med mere.

“Held og lykke Maya.” Sagde lederen og pegede tilbage mod porten. Jeg nikkede og vendte mig om. Indgangen til drømmen måtte vel også være udgangen, så jeg måtte ud den vej. Jeg tøvede kort og vendte mit hoved halvvejs over mod dem.

“Hvad er i egentlig?” Spurgte jeg.

“Det er sagen uvedkommende.” Sagde kvinden efterfulgt af et varmt smil. Jeg smilede bare akavet tilbage og gik mod porten. Den åbnede af sig selv og mørket opslugte mig. Det var næsten værre end før. Tågen kom tilbage og omringede mine ben. Der var ikke længere noget, der pressede mig i en bestemt retning. Nu skulle jeg bare ud, ud fra denne uendelige drøm.

Jeg halv løb gennem gangen i det, der føltes som evigheder. Jeg havde ingen bevidsthed over tiden, og gangen fortsatte bare. Der var ingen ende. Intet andet end sorte vægge, tåge og de hvide kolde fliser under mine fødder.

Jeg blev efterhånden ret forpustet og måtte stoppe op et øjeblik. Der var ingen slutning på dette. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde. Jeg ville støtte mig op af væggen, men uden held. Der var ingen væg. Jeg faldt bare direkte igennem mørket. Jeg faldt og blev ved med at falde. Skyerne passerede i vilde mængder forbi mig, mens jeg mærkede vinden rive i mit tøj og hår. Det var i sådan en ubehagelig hastighed. Jeg havde pludselig ondt af Hannah. Hvis det var sådan, det føltes at hoppe ud fra et fly i fuld fart, ville jeg aldrig udsætte nogen for det.

Drømmen måtte meget gerne slutte. Der var ikke særlig langt mellem mig og jorden, og hvis ikke snart jeg vågnede, ville jeg dø, før jeg overhovedet fik min nye chance. Luften blev presset ud af mine lunger, og det hele gik i sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...