Min største helt

(Biddrag til Supervam VS Batman, Dawn of Justice, 2016) Min største helt bærer ikke kappe. Min største helt har ingen superkræfter. Min største helt er ikke multimillionær. Hun er noget meget bedre end det!

9Likes
3Kommentarer
415Visninger

1. Min helt

Verden voksede. Blev til et sted, jeg ikke kunne være. Universet selv syntes at blive et sted, jeg ikke hørte til, et sted, hvor kun ondskab herskede. Om natten plejede jeg at kigge op mod himlen, op mod stjernerne, og undre mig over, hvad der var derude. Et bedre sted? Det samme sted?

   Jeg drømte om nogen, der kunne redde mig fra denne mørke verden. Nogen, der ville slå alt det onde tilbage, gøre kål på skurkene og sørge for, at nyhederne for én gangs skyld havde gode historier at bringe.

   Verden er ikke perfekt. Langt fra. Hvis bare der var en helt, der kunne afslutte krig, hungersnød og fattigdom, én, der kunne få alt til at give mening!

   Der er én.

   Min helt.

   Jeg prøver ikke at lave en solskinshistorie - det gør jeg aldrig. Jeg prøver ikke at lyde som en lille pige, jeg vil ikke virke sentimental eller svag. Jeg prøver at berette om sandheden. Og sandheden er, at der kun er én helt i min verden.

   Det er ikke Superman, for min helt kan ikke hele sig selv. Det er ikke Batman, for min helt har ikke milliarder af dollars til rådighed. Det er ikke Atomet, Hulk eller Elastikmand, for min helt kan ikke ændre form. Min helt er ikke læge, brandmand eller politibetjent.

   Min helt er ikke Batman, men hun minder på mange måder om ham.

   Min helt er min mor.

   Hvis du stadig læser med, så har du måske en idé om, hvad jeg mener. Er du her stadig, så ved du nok, hvor jeg er på vej hen.

   Min mor er min helt - ikke kun fordi hun har givet liv til mig, det er den mindste årsag.

   Lad mig forklare:

   Da jeg var lille, havde min mor nattevagter på plejehjemmet, hun arbejdede på. Hun sov om dagen og var af sted om natten, ligesom Batman. Vores far passede min søster og mig, og når vi endelig så min mor, var det ved måltider og på udflugter.

   Men hun elskede os. Når hun kunne, tog hun fri, når hun ikke var træt, stod hun op inden jeg kom hjem fra skole, og bagte boller eller kage.

   En dag fik hun nyt job. Godt betalt, dagjob, nu kunne hun være væk samtidig med os, og komme hjem og se os.

   Det var først da jeg blev ældre, at jeg forstod, at hun måske hadede det nye arbejde. Om hun gjorde, ved jeg ikke helt. Det var et job, vi kunne komme på ferie to gange om året, og hun fik en rimelig løn.

   På et tidspunkt blev det for meget for mor. Hun ville ikke blive i de samme, faste rammer, for sådan er min mor. Der skal ske noget nyt. Som hun selv siger, "nogle gange skal man plantes om!"

   Min mormor døde i 2013. Det tog hårdt på min morfar, men mor fandt altid tid til at komme hen til ham, være der for ham og lytte til ham, når han græd. Og når jeg var med, og hørte de uhyggelige ting, de talte om, gav hun sig bagefter tid til at snakke med mig, så de onde ting ikke fyldte i mit hoved.

   I 2014 tog min mor og min moster en drastisk beslutning - min mor forlod sit velbetalte job som plejehjemsleder, og sammen startede de to et konditori op.

   Mors løn var ikke længere obligatorisk eller fastlagt. Hun arbejder næsten tolv timer, nogle sjældne gange længere.

   Men selvom mor er træt, så smiler hun. Hun forlod de trygge rammer, drog ud på ukendte farvande, for at gøre noget, hun havde lyst til. Ikke for at tjene bunker af penge, ikke for at opnå berømmelse - bare fordi hun havde lyst.

   Mor gør, som hun vil. Hun er en stræk kvinde, der får tingene til at passe sammen som et puslespil. Da jeg havde brug for at komme et nyt sted hen, sørgede hun og min far for, at jeg kunne komme på en privatskole, selvom det kostede penge.

   Min mor er min helt, fordi hun holder hovedet koldt. Når jeg tvivler på mig selv, så er hun der. Når jeg er trist, skal jeg bare komme til hende. Når verden bliver stor, ond og kold, så er det hende, jeg kan komme til. Og selvom søskendeintriger er ved at gå hende på, så kommer hun til mig, når jeg føler mig svigtet af min søster.

   Mor er sej. Hun er én af de sejeste kvinder, jeg kender. Hun gør, som hun vil, og hvis det ikke passer ind i planerne, får hun det til at gøre det.

   Min far må ikke blive væk i det her. Min far er også min helt, for enhver superhelt har brug for én, der kan støtte dem, når de selv er nede. Når min mor har haft en hård dag, kan jeg høre hende betro sig til min far. Han er den i huset, vi alle kan komme til, hvis de andre ikke er til rådighed.

   Min mor er Batwoman - hun ved, hvad der skal gøres, selvom nogle valg er hårde. Hun hjælper mig igennem svære tider, opsøger mig somme tider på mærkelige tidspunkter, for at få informationer om, hvordan jeg har det. Hun hjælper mig gennem teenageårene.

   Min far er Alfred. Han er der altid som støtte, altid god for en kvik kommentar, og han hjælper mor på de områder, hun har brug for.

   "Min mor er min helt," lyder måske som noget, et børnehavebarn kunne sige. Men fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Hvis du ikke læser længere, er der en anden, der gør det. Denne anden person kan måske nikke genkendende til det, jeg har skrevet. Min mor er min helt, og jeg er pavestolt af at være første efterkommer af hende og min far.

   Det kan være, det lyder som en sød gang vrøvl. Du må mene, hvad du vil. Men hvis der herfra kommer onde hentydninger, latterliggørelser eller kække bemærkninger om, at det her kun blev skrevet for at vinde hjerter over til en konkurrence, så vid dette: Måske vinder jeg ikke billetter til Batman VS Superman. Men jeg skal ikke betale noget for at se min helt.

   Min mor motiverer mig til at gøre det, jeg har lyst til. Så selvom jeg langt fra er enig med hende det meste af tiden, så er hun min superhelt. For en helt skal være inspirerende. Og en kvinde, der kan bruge sin eneste fridag på ugen sammen med sin familie, selvom børnene måske diskuterer og er uenige, et kvinde, der kan opgive det, hun kender, for at jage lykke og spænding, se dét er virkelig en helt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...