Heart of Steel

Niklaus Mikaelson er ikke den lede satan som mange vil betegne ham som. Det har han i hvert fald ikke altid været. En gang før han blev en original vampyr forelskede han sig i den mest rene og uskyldige pige. De voksede op sammen, men da hans bror Henrik blev dræbt af varulvene skabte hans mor Esther vampyrerne. Hun lavede hendes datter og sønner om til Originale Vampyrer. Men pigen blev også en original vampyr. Niklaus troede hun var død da han så hendes lig. Men hun vågnede op igen som en original vampyr. Hun blev hævntørstig, for hun troede at Niklaus havde glemt hende og efterladt hende til ensomheden. Så da hun endelig finder ud af at han er i byen Mystic Falls tøver hun ikke med at flytte dertil, midlertidigt.

*Deltager i The Vampire Diaries konkurrencen med valgmulighed: 1

Jeg er 16+

7Likes
14Kommentarer
1199Visninger

2. I

 

Solen skinnede skarpt ud over landskabet, og alting så idyllisk ud. Hvis man dog kendte virkeligheden i denne lille flække kaldet Mystic Falls, ville man vide at byen var knap så idyllisk. I en hverdag med hekse, vampyrer, varulve og sågar også Originale vampyrer ville man hurtigt vide at hverdagen var kaotisk og meget hektisk.

I et lille uskyldigt hus boede Rosalinda Duchannes. Hun var en af de originale vampyrer, men ikke blod-relateret til familien Mikaelson. Nej, hun var til gengæld gift med Niklaus Mikaelson. Faktisk hedder hun ikke Duchannes mere, men Mikaelson. Man skal dykke langt tilbage i tiden for at forstå alting. Det hele startede i oldtiden.

 

Oldtiden:

Rosalinda løb igennem engen, og et lille smil lå så fint på hendes læber. Godt nok var hun ikke et barn længere, men hun holdt stadig meget af engen og sine løbeture. Især når hun mødte sin bedsteven, Finn Mikaelson.

Lige siden de var helt små havde de leget sammen, og nu snakkede de i stedet til langt ud på nætterne. Hun følte dog mest at han var på en bror for hende, og det ville aldrig blive til mere end et simpelt venskab, der rakte langt ud over forstanden.

Hun havde aldrig rigtig lagt særlig meget mærke til resten af familien Mikaelson, men hun brød sig ikke om Mikael. Mikael var faderen, og der svirrede forfærdelige rygter om ham. Rygterne sagde at han slog sin ene søn, Niklaus.

Hun syntes det var helt forfærdeligt, og en lille del af hende troede på rygterne. Hun vidste jo ikke at de rent faktisk var sande, men hun troede dog alligevel på dem. Mikael havde altid virket kold og kynisk mod hende, nogen gange var han dog særdeles flink mod hende. Mest fordi hun var en gæst.

Hun kunne meget godt lide Esther, en hel del faktisk. Esther var altid så sød mod Rosalinda, og oftest gik de små ture sammen ud på engen. De plukkede blomster og snakkede om alting og ingenting. Esther var moderen.

Så var der Rebekah: Rosalinda så op til Rebekah, selvom de var jævnaldrene. Hun ville gerne snakke med Rebekah, men hun fik det aldrig gjort. Mest fordi hun altid hang ud med Finn, og aldrig rigtig så de andre særlig tit.

Niklaus var intimiderende: Ikke på en dårlig måde, for han var altid så flink og høflig. Desuden  hjalp han tit Rosalinda, men det var mest med de basale ting. Niklaus var blot intimiderende fordi han var ukendt. Hun kendte intet til ham følelsesmæssigt, og hvordan havde han det egentligt med Mikaels voldelige adfærd? De andre familiemedlemmer kunne hun læse som en åben bog, men ikke Niklaus.

Henrik var meget sød, men hun hængte aldrig ud med ham. Rosalindas lillebror, David, legede tit med Henrik. Det var også det eneste hun rent faktisk kendte til Henrik. Hun havde aldrig snakket med ham, for Henrik var så genert.

Elijah var meget gentleman-like og høflig. Han trak næsten altid stolen ud for Rosalinda, hvis ikke Finn eller Niklaus allerede havde gjort det. Og så havde han også samme interesse for bøger som Rosalinda havde, hvilket var fantastisk.

Sidst men ikke mindst var der Kol, og gud hvor hun hadede ham. Han var så hovmodig og irriterende. Han skulle altid ligge an på hende, hvilket hun væmmede sig ved. Hun ville nok kunne lide ham, hvis han skruede lidt ned for charmen.

Rosalinda havde en lille, men komfortabel familie. Der var hendes lillebror David, som var en del genert men alligevel bekymrede han sig meget om andre. Han var på ingen måder egoistisk, og så var han så høflig.

Hendes moder hed Freja. Oftest var hendes moder meget streng, og ønskede allermest at ægte hende væk til en rig mand. Oftest snakkede hun om en af familien Mikaelson, og at hun burde ægte sig med en af dem. Hendes forældre skulle faktisk beslutte hvem, for Rosalinda havde ingen medbestemmelse overhovedet.

Hendes fader hed Thor efter tordenguden. Han var en meget beslutsom og ufølsom mand. Han var ligeglad med hans børn, og ønskede mest at drage dem til fordel. Han kunne bruge dem til så meget, hvilket var meget skrækkeligt.

Rosalinda var i så dybe tanker, at hun ikke opdagede Finn, før han snakkede til hende. Hun kiggede opmærksomt på ham, og nejede svagt. Egentligt nejede hun aldrig for Finn, for de var så komfortable med hinanden at de ikke behøvede den slags høflighed.

Derfor grinede Finn også svagt. Hun var så langt væk, at hun havde glemt hvad hun skulle gøre. Pludselig opdagede hun rødmende også fejlen, og trak Finn ind i et kram. Finn krammede hende tilbage, hvorefter han satte sig ned i græsset, og Rosalinda fulgte trop.

”Har din moder fundet dig en bejler endnu?” spurgte han med en oprigtig nysggerighed. Rosalinda rystede på hovedet med en stor lettelse. Hun var ikke parat til at blive ægtet væk, hvis man altså spurgte hende. Hvilket man sjældent gjorde.

”Det glæder dig, kan jeg forstå? Ja nu ved jeg godt du længe har snakket om det, og at du hader det inderligt, men jeg troede faktisk du havde ændret mening?” spurgte han forvirret, og Rosalinda rystede bare på hovedet. Nej hun havde ikke ændret mening.

Finn nikkede svagt af hende, hvorefter han plukkede en blomst og satte den i hendes fletning. Hun lignede en prinsesse, som hun sad der i den yndigste kjole med en fletning der klædte hende. Blomsten lavede lige prikken over i’et.

”Dine forældre og dig skal forresten over til os senere. De skal have en samtale med hinanden, men jeg ved ikke om hvad. Du behøver ærligt ikke at se formel ud, Rosie,” sagde han med et smil, og trak en hårtot om bag hendes ører. Hun smilede svagt af ham, men vidste hvad hendes forældre ville sige. Selvfølgelig var hun tvunget til at se anstændig ud.

Hun var lykkelig for Finns venskab. Han var ligeglad med normerne om at kvinder skulle se anstændige ud altid. Han elskede folk for den de var, og ikke den de prøvede at være. Han elskede Rosalinda for den hun var, men som en bror.

”Åh nej. Gad vide hvad de vil,” sukkede Rosalinda og lod smilet falde ned fra læberne. Hendes forældre ville altid opnå et eller andet, så hvad var det helt præcist de ville? I hvert fald ikke bare snakke om gode gamle dage, og feste på livet løs.

Finn trak hende op på hans skød, og aede hende i håret. Han elskede hendes brune hår, og det klædte hende helt vildt godt. Hun så noget uskyldig ud som hun sad der, imens vinden flagrede i hendes hår. Rosalinda burde snart komme hjem, så hun kunne gøre sig klar til senere.

Hun havde dog bare ikke lyst til at bryde dette øjeblik, hvor ingenting faktisk betød noget. Hvor hun bare kunne være sig selv, og hvor hun ikke skulle leve op til nogle urimelige krav om diverse ting som kvinder bør og skal gøre.

”Jeg burde egentligt se at komme hjem,” indrømmede Rosalinda, og Finn nikkede. Han placerede et uskyldigt kys i hendes hår, hvorefter han hjalp Rosalinde op fra hans skød og op på hendes egne ben igen. Hun svajede lidt, men vendede sig hurtigt til at stå selv igen.

Finn førte hende hjem, og gav hende et farvel kram. Hun ventede lidt, og tog modet til sig før hun gik ind. Hun anede ikke hvad hun skulle forvente: Var de vrede? Var de strikse? Ville de skælde hende ud for at være længe væk?

Hun åbnede langsomt den knirkende dør, og gik ind over dørtrinet. Hendes forældre sad i køkkenet, og snakkede sammen over en kop mjød. De drak de kun få gange, så et eller andet var i gære. Deres øjne lyste op, da de så Rosalinda.

”Hej, bambino,” sagde hendes moder med sin italienske accent. Hendes moder var italiensk, men hendes fader var britisk. Rosalinda havde arvet sin faders britiske accent. Hun nejede svagt, hvortil hun satte sig ned på den ene stol. Hun anede ikke hvorfor hendes forældre var i et så strålende humør.

”Du skal op og tage noget af dit fineste tøj på,” kommanderede hendes fader, og Rosalinda havde allermest lyst til at rulle med sine øjne. Hun gjorde det dog ikke, men nikkede på hovedet og rejste sig op. Hendes ben førte hende op ad trappen og op til hendes lille loftsværelse.

Hun havde lyst til at skrige sine frustrationer ud over alting, men besluttede sig at lade være. Det ville ikke falde i særlig god jord hos sine forældre. De ville bare tro at hun var skingrende sindssyg. Pludselig hørte Rosalinda nogen snøften.

Hun gik forunderligt efter lyden, og landte i Davids værelse. Hans værelse var ekstravagant og større end Rosalindas, selvom han var yngre. Det var fordi han  var en dreng. Drenge er åbentbart bedre end piger, hvilket Rosalinda var uenig i. Hun turde bare ikke sige det højt.

”Hvad er der galt, David?” spurgte Rosalinda forsigtigt, hvorefter hun kiggede forvirret på ham. Hun satte sig ned ved siden af ham, og trak ham ind i et kæmpe kram. Davids tårer lavede en våd plet på Rosalindas trøje, men hun ænsede det knapt nok.

”I-Ikke N-Noget,” hikstede David imens tårerne faldt ned ad hans kinder i lange striber. Han kunne ikke lyve for hende. Selvfølgelig var der da noget galt, hun skulle bare finde ud af hvad. Hun hørte sjældent David græde, hvilket nok var fordi han blev intdoktoeret i ikke at græde.

”Jo der er noget galt, spyt ud,” svarede Rosalinda med en blød stemme. Hun ville ikke få noget ud af det ved at løfte sin stemme for højt, og det havde hun egentligt heller ikke lyst til. Hun gad ikke skælde ham ud, for han havde jo ikke gjort noget galt.

David kiggede op på hende, med nogen bange nærmest skræmte øjne. Man kunne tydeligt se at han overvejede nogen ting. Blandt andet om han skulle fortælle hende sandheden, men det kunne risikere i flere konskenser. Turde han?

”Det var far,” og de tre ord som David sagde var al rigeligt. Rosalinda vidste med det samme hvad der var sket. Ja rygterne svirrede om at Mikael var voldelig, og ja Rosalinda var bange for ham. Kun fordi hendes far også selv var meget voldelig.

Rosalinda tog David ind i et endnu større kram end før og trøstede ham.

 

***

Nutiden, Mystic Falls.

 

Rosalinda kiggede irriteret på solen oppe i skyen. Den havde som sædvanligt vækket hende med dens skarpe lys, og ærligt så hadede hun solen. Hvorfor skulle solen eksistere? Når jo, for at denne patetiske jord kunne eksistere.

Hun rejste sig op, og tog sit meget udfordrende læder tøj på. Hun ville aldrig have gået i sådan noget tøj for 1000 år siden, og hun ville heller ikke have fået lov. Hun ville få et ordentligt lag tæsk af sin dengang voldelige far, som gudskelov ikke levede mere.

Hun kiggede over på uret, og så til sin skræk at hun ville komme for sent til High School. Hende og Rebekah gik der begge to, men mest for hyggens skyld. Rebekah gjorde det mest for at gøre livet surt for dobbelgængeren, Elena.

Rosalinda brød sig ikke om Elena. Hun syntes at Elena brokkede sig over alting, og så kunne hun ikke nøjes med en person, hun ville have alting. Hun burde ikke lade Stefan og Damon hængede så længe. Desuden brokkede hun sig over alting, Damon gjorde forkert, selvom hun selv var dobbelt så slem.

Nej, Rosalinda kunne bestemt ikke tolerere Elena, og derfor kunne hun godt lide at hjælpe Rebekah med at gøre livet surt for Elena. Hun hadede dog ikke alle fra The Scooby Gang. Hun kunne godt lide Damon. De havde været venner i 1920.

Stefan var forvirrende. Han skiftede mellem meget god og meget slem. Han kunne ikke have en mellemvej. Det forvirrede hende ærligt en hel del. Han havde en slags personlighedsspaltning, eller det skulle man i hvert fald tro.

Caroline var meget sjov, og Rosalinda kunne godt lide Carolines altid gode humør. Caroline var en fighter. Da Caroline blev en vampyr satte hun sig ikke ned og vrælede over det. Hun kæmpede sig igennem det. Det var meget flot.

Hun kunne meget godt lide Bennet-Heksen. Det var faktisk meget syndt for Bonnie, at alle udnyttede hende. Hun ville dog aldrig gå imod det, hvis der virkelig var brug for hende. Hun beskyttede kun sine egne, og der lå Bonnie bestemt ikke under. Det gjorde ingen fra The Scooby Gang.

Rosalinda havde aldrig dræbt nogen. Hun havde drukket blod fra mennesker, men aldrig nogensinde havde hun slået nogen ihjel. Hun havde for meget samvittighed som mennesker, og de følelser blev bare forstærket som en vampyr. Men hun kunne også være en led kælling uden samvittighed hvis nogen trådte hende over fødderne.

Rosalinda løb ud ad døren og ned til Mystic Falls High School, hvor hun til sin glæde mødtes med Rebekah. Rebekah og Elijah var de eneste som Rosalinda snakkede med fra Mikaelson familien. Niklaus anede ikke at Rosalinda var kommet til byen for knap en uge siden, men Rebekah og Elijah havde fået det at vide da Rosalinda flyttede dertil.

Så havde Rebekah med det samme overtalt hende til at starte på High School’en sammen med hende. Rosalinda havde sagt ja, men mest for Rebekah’s skyld. Rebekah havde derefter fortalt alt om Elena og de andre, og det var der hun begyndte ikke at bryde sig om dem.

Grunden til at hendes mand, Niklaus, ikke havde hørt om hendes tilbagevenden, var fordi hun var rasende på Niklaus. Hun ville aldrig tilgive ham for det han havde gjort mod hende. Det var 195 år efter at de blev vampyrer at han gjorde den fejltagelse, hvortil hun havde flygtet fra ham. Han ønskede at sætte en daggert i hendes hjerte.

Hun var ikke bange for Niklaus mere. Nu ville hun selv have hævn, og hun gad ikke løbe mere. Men Niklaus måtte selv finde ud af at hun var vendt tilbage. Han ledte nemlig stadigvæk efter hende, og havde hele tiden nogle håndlangere til at lede.

”Hej Rosie!” udbrød Rebekah og trak hende ind i et knus. Det gjorde hun altid hver gang de sås. Rosalinda grinte svagt af Rebekah’s ivrighed. Rebekah var meget glad for at se Rosalinda, især fordi hun ikke havde set Rosalinda i århundrede efter hun flygtede fra Niklaus.

”Hej Bekah!” grinte Rosalinda, og trak sig ud af krammet. Hun tog sin arm ind under Rebekahs, hvortil de gik ind ad skolens indgang sådan. De snakkede om alt der var sket, og Rebekah fortalte om Niklaus’ sædvanlige planer.

Da klokken ringede ind begyndte de at gå ned mod historieklassen. De fleste i var allerede i deres klasser, men Rosalinda og Rebekah havde gået meget langsomt imens de havde snakket. De hørte Alarics stemme lige inden de gik ind.

”Velkommen tilbage, Seniors. Lad os tænde vores hjerne op igen, ved at begynde med denne bys originale grundlægger: De indfødte Amerikanere,” forklarede Alaric, hvortil Rebekah og Rosalinda gik ind ad døren, med alles øjne på dem.

”Hvad med vikingerne?” spurgte Rebekah bedrevidende, og hende og Rosalinda fandt en plads ved siden af hinanden. Alaric kiggede dybdegående på dem, og sukkede svagt. Han havde ikke set dem i denne klasse, men førstehåndsindtrykket var ikke så godt.

”Der er ingen beviser på at Vikinge-opdagelsesrejsende rent faktisk bosatte sig i United States. Hvem er i?” spurgte han og studerede dem svagt. Det var åbentlyst at de var vampyrer, og han vidste at Rebekah var en original vampyr. Men hvem var hende den anden?

”Jeg er Rebekah og det her er min svigerinde Rosie, vi er nye og historie er vores ynglingsfag” svarede Rebekah med et smørret smil. Et gisp gik igennem Elena og hendes slæng. Var det en af familien Mikaelson der var gift? Og endda med hende den nye pige?

Historietimen gik hurtigt forbi, og Rebekah havde rettet alle de gange hvor Alaric havde sagt forkerte informationer. Rosalinda havde bare kigget ud ad vinduet, længselsfuldt efter naturen og den friske luft. Der følte hun sig mest hjemme.

”Ham Alaric er noget af en dårlig lærer. Kan ikke engang sine informationer til perfektion,” fnyste Rebekah drillende til Rosalinda, da de gik over til Rebekah’s bil. Rosalinda skulle med over til Rebekah, og Rebekah havde sagt at Niklaus ikke ville være der. Det havde han i hvert fald selv sagt.

Da de gik ind ad døren til Mikaelson hjemmet grinte Rebekah over noget Rosalinda havde sagt. Rosalinda fandt hjemmet intimiderende. Det var et forfærdeligt stort og prangende hus, og det var endda her hendes sindssyge eks Niklaus boede. Hvorfor vovede hun sig ind på fjendens terrotorium?

”Bekah, hvad hvis han nu alligevel er her?” spurgte Rosalinda imens hun sank en klump. Hun følte hendes nerver, og hendes instinkt råbte højlydt at hun skulle flygte imens hun kunne. Alligevel lod hun sine fødder komme længere ind i huset.

”Slap af det er han jo ikke,” grinte Rebekah til hende, og daskede hende svagt. Rosalinda prøvede at slappe af, men det kunne hun ikke. Hun havde længe været på flugt fra Niklaus, hvor det lykkedes hende at holde sig væk. Hendes heks havde misledt Niklaus’ sporings besværgelse, og hun havde gået under dækkenavnet: Rosie Dukelin.

”Hvem er her ikke?” spurgte en hæs stemme, og Rosalinda stivnede. Ind ad døren kom Niklaus Mikaelson, og Rebekah skyndte sig at stille sig foran Rosalinda, så Niklaus ikke kunne se hende. Rebekah smilede uskyldigt.

Niklaus prøvede at kigge bag ved Rebekah, og kunne tydeligt dufte at en anden kvindelig vampyr var bag Rebekah. Han kunne tydeligt fornemme hendes nervøsitet, hvilket bare gjorde ham mere interesseret i hvem det var.

”Hvem er det du prøver at gemme for mig kære søster, og hvorfor?” krævede Niklaus et svar af Rebekah. Rosalinda prøvede ihærdigt at gøre sig meget lille, og ønskede lidt at være en heks på dette tidspunkt. Hun havde længe forestillet sig dette øjeblik, at hun skulle være vred og hævngerrig mod ham, men alt hun kunne føle var frygten for Niklaus.

Niklaus’ ansigt ændrede sig til hans hybrid ansigt hvorefter han truende knurrede af Rebekah. Rebekah mumlede et svagt undskyld til Rosalinda, hvorefter hun rykkede sig. Rosalinda stod nu til frit skue for Niklaus.

Niklaus gispede chokeret. ”Min Rose,” udbrød han, hvorefter hans ansigt blev stenhårdt. Rosalinda kiggede skræmt på ham, hvorefter hun lynhurtigt løb ud ad døren og langt væk fra ham. Han fik nogle lakajer til at opspore hende.

”Den første der finder hende og bringer hende herhen i live får lov til at leve,” knurrede han arrigt. De skyndte sig at jagte efter Rosalinda, og ønskede ikke at dø.

”Hvorfor har du ikke fortalt mig, at Min Rose er i byen? Du ved hvor meget jeg ønsker hævn over hendes forrådelse,” brummede han med de gule øjne glimtende. Rebekah kiggede skræmt på ham, og havde ikke set denne Niklaus længe.

Niklaus havde jo først forrådt Rosie, hvorefter hun forrådte ham ved at stikke af. ”Hvorfor tror du, Nik?” spyttede hun, og løb væk. Hun ville finde sin svigerinde før lakajerne. Hun vidste ærligt ikke hvad Niklaus ville gøre. Han elskede jo Rosalinda, så måske ville han tilgive hende. Eller også ville hun lide en grusom død.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...