Castle of Glass

Sad stories

0Likes
0Kommentarer
239Visninger

5. x.

Hun var aldrig ked af at høre på folks problemer, at skulle være den lyttende. Det var i den situation hun havde det allerbedst, selvom at det hun gjorde, ikke gav hende andet end flere problemer i den lange ende.

Det var som om at det var en nødvendighed at hjælpe dem, der var kede af det. Hun sagde at de skulle fortælle, fordi de ville få det bedre af det - hun dømte dem ikke - men hun lyttede, i alle de minutter og timer, de havde brug for at snakke. Hun var så besat af den tanke om at hun ville være en man kunne stole på, en god veninde, at hun aldrig tænkte på, hvad det var, det gjorde ved hende selv.

Hun var god til at trøste folk - det vidste hun godt selv. Derfor var folk ikke bange for at snakke med hende - for hun skulle nok være der. Det var bare problemet, når hun så havde brug for nogle.

For det skete. Det skete ikke én gang, eller to, men mange gange. Og det ville ske mange gange endnu.

Folk vidste det bare ikke. Hun så ingen grund til at belemre folk med sine egne smålige problemer, for hvem skulle gide høre på hende? Det ville også bare efterlade dem med en følelse af at de burde gøre noget - og det burde de absolut ikke.

Hun vidste at hun ville klare det selv. Så hun sagde aldrig noget, selvom at hun et eller andet sted, tiggede og bad til at en eller anden ville ruske hende og bede hende fortælle hvad fanden der er galt med hende - det var der bare aldrig nogle der gjorde. Det var endnu en ting hendes skuespil er godt for. Hun kunne sagtens smile og grine, og være der for folk, selv når hun var ved at gå i stykker indeni.

Det eneste det kunne ses på, er øjnene. Det skete langsomt, men hvis man tænkte sig om og så efter det, kunne det ses tydeligt. De døde ud, når hun selv begyndte at få problemer - men folk kiggede aldrig ind i øjnene, de troede på de smil hun sendte.

Og når de så endelig spurgte, ,, Er du okay?" så troede de på det sølle "Ja, jeg er bare træt." der kom ud af munden på hende. De kiggede aldrig efter, spurgte aldrig en ekstra gang. De troede på de ord der kom ud af munden på hende, for hun havde aldrig givet dem grund til at tvivle, på at hun ikke var til at stole på.  Så når hun sagde "Jeg er okay", så troede folk hende helt ind til roden - fordi de ikke kiggede hende i øjnene en ekstra gang.

Hun plejede at sammenligne hende med en bombe med en lang lunte  - det gjorde hun ikke længere.  Hvad skulle hun sammenligne sig selv med? Der var ikke noget, at sammenligne hende med længere.

De gange, hvor hun har brug for andre, så nægter hun at vise det. Hun er næsten 18, hun ville kunne klare det selv. Så hvorfor skulle hun bruge andre? Når  hun allerede i forvejen var i stykker, så hvorfor dele de små stykker ud, for risikoen for at blive tabt på gulvet, igen skulle eje hende?

Det havde altid været nemmere at være alene, hvor ingen kunne prikke til hende, ryste hylden med den sammenlimede vase, så den kunne risikere at falde på gulvet igen, og gå i stykker igen, så hun igen måtte i gang med limen, og skære sig på alle de nye kanter, der er blevet skabt i faldet?

Hun havde nemmere ved at redde andre - på den måde, vidste hun, at hendes egen vase ikke ville gå i stykker - ikke før at hun selv tillod det. Ved at hun reddede andre, var hun overbevist om, at hun kunne redde en andens vase fra at gå i stykker igen. Hun nægtede at tænke på sig selv i det lange løb - og derfor endte det også galt af og til - men hellere dét, end at risikere fra start, at vasen bliver væltet.

Hun ville ikke fremstå som svag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...