Castle of Glass

Sad stories

0Likes
0Kommentarer
236Visninger

3. x.

,, Hvorfor har du altid høretelefoner i?"  kunne de tit finde på at spørge hende. For hun havde altid høretelefoner i - når hun cyklede til og fra skole, i timerne når de endelig lavede alene arbejde, og af og til også en høretelefon i, når hun snakkede med nogle, selvom hun ofte tog den ud. Det var også når hun lavede lektier, når hun var ude ved hesten, til familie sammenkomster, altid.

Hun forsøgte aldrig at forsvare den sære vane - afhængigheden af at have musik i ørene. Hun kunne blive helt panisk over det hvis ikke hun havde høretelefonerne og telefonen på sig. Hættetrøjen spurgte folk aldrig til, fordi hun sagde det var fordi hun frøs - men høretelefonerne undrede de sig over gang på gang. En lille ting, som at hun glemte høretelefonerne på vej i skole, kunne ødelægge alt.

Hun mumlede altid bare noget i stil med "Jeg kan ikke koncentrere mig uden." når de spurgte, selvom sandheden var en helt anden, som om at hun ikke forstod den sandhed, de tomme øjne kunne skrige til hende om aftenen, når hun sad foran sit skrivebord, og forsøgte at forstå.

Det var ikke fordi at hun ønskede at være uhøflig overfor sine omgivelser, tvært i mod. Det var for at skærme hende selv mod hendes omgivelser.

Følelsen af den tryghed musikken i hendes ører gav hende, var ekstrem. Den ene lille ting hun havde at klynge sig til, når hun ramte bunden. Når de gode venner var kilometer væk, og kæresten indlagt, i hverdagene, når hun skulle overleve generelt. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst er gået en dag, uden at have høretelefoner i - når hun nærmest blev angst af ikke at have dem med sig.

Den dag at de store øjne fortalte hende sandheden omsider, så gjorde hun intet for at ændre det. Hun trak på skuldrene, accepterede det, accepterede det faktum at hun flygtede.

Det var ikke engang noget bestemt hun flygtede fra - det var ikke folk, eller for følelser, men nærmere for alt. Selv hos hendes hest, der var hendes et og alt, det der gjorde hende lykkelig, gik hun enten med høretelefoner i, eller havde musik i en højtaler. Hun flygtede stadig.

Hun har aldrig taget det op til overvejelse hvor vidt det er sundt eller ej - det blev bare en vane - og det var også altid en speciel slags musik der skulle spilles, når folk var stoppet med at kigge hende over skulderen. Folk kaldte det negativ musik, selvmords musik, emo musik, og alt andet. For hende, var det en livslinje, en rød tråd til at holde hende på den balancesnor der var hendes liv.

Hun havde samme følelser for musikken, som andre kunne have til smøger og stoffer - abstinenser, noget der kan få hende til at slappe af. For dem var det til der langsomt slog dem ihjel - for hende, var det noget der hjalp med at holde hende i live - som om det var det lim der skulle holde alle stykkerne på plads, for hver gang de blev slået i stykker og blev mindre, og sværere at holde samlede.

Det var mere usundt forhold end folk de troede, men det var det bedste hun havde at holde fast i. Nogle gange så tænkte hun over, hvad der var mest farligt for hende - det forhold hun havde til musikkens bløde toner - eller den angst hun havde for det, som musikken skulle dæmpe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...