Vessel (Dansk)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2017
  • Opdateret: 18 feb. 2016
  • Status: Igang
Onyksdal; en provinsby med høj kriminalitet, dystre vejr, indkomst under gennemsnit og beskidte gader fyldt til randen med lort.

I begyndelsen af februar måned, er en nyligt forfremmet detektiv tildelt en sag, der er blevet genåbnet efter flere års indsamling af støv og nullermænd.

I det sydvestlige kvarter af byen, vender to tæt sammentømret søstre tilbage til gymnasiet efter en rolig vinterferie, begge meget spændte på de næste fem måneder.

Nord for de to søstre bor en mand med en aura så kraftfuld, at de fleste ignorere ham, eller falder ved hans fødder.

Med to uvidende, naive søstre; en selvdestruktiv, ambitiøs detektiv; og en mand med et blik hvidere, end den reneste sne, vil du jage morderen, der ikke synes at eksistere.

0Likes
0Kommentarer
261Visninger

1. Prolog

 

vessel

 

VES'SEL, n. L. vas, vasis.

 

- en beholder (som en tønde, flaske, kedel, kop eller skål) til at holde noget.
- en person ind som nogle kvalitet (som nåde) infunderes.
- et fartøj større, end en robåd.
- et rør, eller en kanal (som en arterie), hvori en kropsvæske er indeholdt og transporteres, eller cirkuleres.
- et ledende rør i veddet af en vaskulær plante, dannet ved fusionen og tab af endevægge af en række celler.

 

Gennem retsakter 09:15 er ordet "vessel" passeret ind i kristen teologi og er blot betegnet som et "menneske."


Selvom den lille sprukne pære i loftet var tændt, virkede det som om intet lyste i det smalle, kalkede badeværelse. Hun indåndede en tyk, varm luft, en luft som var plaget af indelukkethed og kvælende stress.

 

Hendes hænder rystede til det punkt hvor hun inderligt troede, at havde spillet tennis i sin søvn.

 

Noget plagede hendes underliv, det gav sig, knurrede efter noget og det prikkede, tegnestifter havde sat sig fast i hendes æggestokke. Det synes at kilde, at varme op.

 

Hun havde aldrig oplevet dette før, og ja, hun vidste dette ville ske på et eller andet tidspunkt, men hun havde ingen idé om, hvorfor det skete lige præcist nu.

 

Over al bevidst kontrol tog hendes svedige hånd fat i dørhåndtaget. Hun dryppede fra top til tå, hun ville ikke, hun ville ikke begå sig ud fra dette klaustrofobiske rum, men under nakken, var hun i flammer.

 

Hendes øresnegle fangede en tikken i deres fine hår, uret stod op ad væggen i gangen, dens guldmalede broderinger havde set bedre år. Hendes mavemuskler spændte sig, i et forsøg på at holde instinkt fra logik tog hun fat i rammen af døren, hendes fødder klistret fast til dørtærsklen.

 

Hun vrissede og pustede, men intet hjalp, ikke engang en smule. Da hun endelig gav op, rettede hendes rygrad sig næsten automatisk, hendes svedige hænder blev slappe og hendes arme faldt ned til hendes sider.

 

Gulvbrædderne knirkede når hendes fødder kom i kontakt med dem, hendes hånd slangede sig op ad den halvt-åbne stuedør og hun skubbede den forsigtigt fremad, og det var nok til at hun kunne se spise- og køkkenbordet. Hun genkendte ikke lejligheden, hun havde aldrig været her før, det svor hun over kors og bryst.

 

Da hun satte fod i stuen stoppede hendes hjerte med at pumpe blod, stuen var vendt på hovedet, møblerne stod på siden eller også var de stablet oven i hinanden.En vase syrener stod oven på en æske cigarer fra 8o’erne, der balancerede på et bredt bordben af egetræ; og benet svævede en meter over det tæppe belagte gulv.

 

Hun brændte, men hendes blod var langsomt i gang med at isne til og lave propper i hendes årer, alt hun vidste var skyet af beskidt liderlighed, et ukristeligt begær.

 

Da døren ramte væggen, tog hun endnu et skridt, de kridhvide vægge blændede hende. Det var da, at en stemme hoppede ad de massive vægge og fik hendes underliv til at koge over.

 

”Jeg ville vente til du kom af dig selv.” Stemmen var en mands, den var kølig og den eneste kontrast til den hede hun følte.

 

Manden sad i en sort læderstol, og hans muskuløse ben var krydset i en feminin stilling. Han var monokrom, et billede uden farver. Han bar et smil af pyntet gift, hans hånd holdte om et tyndt vinglas, og når han flyttede fingrene forladte han ingen aftryk på den reflekterende overflade. 

 

Han stirrede med blege, hvide øjne på hende, hans frosne blik borede i hende som en istap og ud af hans kranie, lidt over hans øre, strittede to horn lige op i loftet, og de skinnede som onyks.

 

Hun stammede, hendes stemmebånd gik i sløjfer og tårer samlede sig i hendes rivekanaler.

 

”H-Hvem, er De?” Pippede hun, som en fugleunge der havde bedraget dens moder.

 

”Jeg?” Hans smil bredte sig, så meget, at hun spottede et smilehul i den venstre side af hans ansigt.

 

Blomsterkrukken med de fine pastel-lilla syrener lettede fra cigarboksen, og den svævede lige så stille, hen til et nærliggende sofabord.

 

Bordbenet fløj hen til et bord med kun tre ben, og den løftede det handikappede møbel op og satte sig på plads, selvom den nok godt vidste, at bordet aldrig ville kunne stå ordentligt igen.

 

Han løftede hagen, rullede sine skuldre tilbage og lænet sig frem i det glinsende læder, hans hoved stod på skrå og det samme smil bar han på sine hvide, krakelerede læber og det glins hun så i hans øjne, var netop det, af et dyr.

 

”Satan.”, svarede han, og med et afslappet smil.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...